Vi var samlet der alle sammen. Side om side sad vi der i den nye sponsorlounge til den årlige afslutningsfest. Jeg havde på fornemmelsen at alt hvad der kunne krybe eller gå, fra selv det mindste hold i amatørafdelingen, var dukket op.
Der var ingen tvivl om, at afslutningsfesten var årets højdepunkt for mange i klubben. Nu var det jo min første deltagelse, men det så ud til at blive en ganske hyggelig aften.
Egentlig var jeg lidt nervøs, for Lynge havde tidligere på dagen fortalt mig, at han ville holde en tale i løbet af aftenen. Det gør han åbenbart hvert år, men denne gang sagde han, at jeg havde givet ham så, mange oplevelser i løbet af sæsonen, så han kunne tale om dem i flere timer.
Det var ikke så meget, at han havde en del at tale om, men mere det, at jeg vidste det skulle handle om mig. Han ville slutte sin tale af med lidt ros havde han sagt og derefter skulle jeg så rejse mig og sige et par ord. Det var netop dét jeg var nervøs for. Hvad forventede de at jeg skulle jeg sige og hvordan ville forsamlingen tage det, når jeg sagde hvad jeg havde i tankerne?
Lynge havde været i gang i over en halv time nu. Talen var på ingen måder kedelig kunne jeg se på de glade ansigter, der sad omkring mig. Der blev nævnt det ene resultat efter det andet. Historier fra de tætte kampe, hvor vi alligevel havde trukket det længste strå og de kampe, hvor alting gik skævt og pressen begyndte at tale om gummiben og at provinsholdene aldrig kunne stå distancen over en hel sæson. Netop denne bemærkning fik nogle kommentarer med på vejen fra mange og der var ingen tvivl om, at folk nød Lynges opfriskning af hele sæsonen og ikke mindst de triumfer vi havde opnået ”i fællesskab”, som han sagde.
Bevares, både reserveholdet og ungdomsholdet havde klaret sig godt i deres ligaer. Reserverne endte endda på førstepladsen, men det var jo alligevel ikke dem, der havde ydet noget i 1.holdsturneringern e, men ham om det, det var jo nok bare den ros, som amatørerne skulle have, så de gad yde lidt for klubben i næste sæson også…
Så var det han lagde sin hånd på min skulder. Løftede stemmen og sagde, at det var ham her, som han måtte tilskrive de gode resultater. Jeg kunne mærke hans hånd løfte sig og derefter et par klap på skulderen. Lynge fortalte at jeg var den mest engagerede træner han nogensinde havde haft i klubben og at han var ovenud lykkelig for, at samarbejdet mellem mig og Poul Erik Andreasen havde været helt i top.
”Da jeg ansatte dig Dennis, vidste jeg godt, at du havde nogle managerevner ud over det sædvanlige, men at du kunne flytte holdet fra et midterhold til mestre er jeg virkelig imponeret over… Igen kunne jeg mærke hans klap på min skulder. Jeg kunne forestille mig, at han ville fortsætte sin snak og komme ind på såvel pokaltriumfen som Royal Leaguesejren.
Det blev for meget for mig og jeg rejste mig op. Overraskelsen lyste ud af Lynge, der stille sagde ”Vent lidt endnu, jeg har forberedt mere”…
"Du kan fortsætte om lidt, hvis du vil" sagde jeg, hvorefter jeg rettede blikket mod forsamlingen, rømmede mig og sagde med høj og klar stemme, at jeg havde et par ord, som jeg mente de skulle høre nu.
Det fangede opmærksomheden må jeg sige. ”Jeg har været meget glad for den forløbne sæson her i AaB. Vi har gjort det godt og alle mine samarbejdspartnere har ydet en fantastisk indsats. Vores kære spillere har klaret udfordringerne over alle forventninger og resultaterne taler for sig selv.
Jeg må så fortælle jer alle, at jeg ikke ser videre muligheder for mig her i klubben og derfor vil jeg ikke møde op til de kontraktforhandling er, som ellers er planlagt til næste uge.
Der blev helt stille i loungen, Folk sad med åben mund og stirrende øjne op mod mig. Der var en pinlig tavshed og jeg ønskede at en eller anden ville bryde den, men ingen kom mig til undsætning.
Jeg kiggede over på Lynge, der var blevet fuldstændig rød i hovedet. ”Er du ok?” spurgte jeg ham. ”Gu’ er jeg da ej OK!” sagde han. ”Du udskød godt nok vores forhandlinger til efter sæsonen, men at du ville forlade klubben, havde jeg ikke forestillet mig.”
Han spurgte sagte om jeg havde tænkt min beslutning grundigt igennem og jeg kunne kun svare ham, at det havde jeg og at jeg måske ville vende tilbage på et andet tidspunkt i min karriere, men lige nu måtte jeg videre og se om jeg kunne finde det rette sted, at videreudvikle min stabile taktik.
Aftenen gik, men stemningen blev aldrig helt, hvad der havde været lagt op til og jeg forlod de tilrøgede lokaler omkring midnat. En lille klump i halsen havde jeg da, men et eller andet sted, så var beslutningen taget og nu måtte den bære eller briste.
Min agent blev sat i gang med at finde den rette klub til mig og jeg selv tog på en velfortjent ferie.
Lynge ringede flere gange for at høre, om jeg havde ændret min mening, men jeg måtte skuffe ham og fortælle, at jeg var sikker i min sag. Hvilket jeg selvfølgelig ikke var, for det er svært at forlade succesen, når man ikke aner hvad der venter forude…
Kan huske at jeg sad under sydens sol med en kold drink i hånden, da min mobil ringede. Agenten sagde at det havde lykkedes ham at få kontakt med et hold i en udenlandsk liga, hvor jeg endnu ikke havde været manager. Det var præcis det jeg ønskede, så aftalen blev hurtigt indgået og jeg kunne drage til den tidligere tyske storklub Borussia Dortmund!
Det var ikke helt løgn, at det var en tidligere storklub. De forventede kun en respektabel ligaposition og der var ikke mange af de store spillere tilbage i klubben. De spillere der var blevet, var efterhånden godt oppe i årene. Wörns havde været Dortmunds forsvarskrumtab i adskillige år og var efterhånden blevet 35. Koller havde banket bolde i kassen på Westfalenstadion de sidste 7 år, men var nu nået en alder af 34 år, så det var noget af en udfordring jeg stod overfor.
Klubben havde dog hentet superangriberen Fred, som gerne skulle vise sig, at kunne holde niveauet oppe hos sig selv og de andre, hvis han da ikke løb ind i en længerevarende skade. Han og Rosicky var mine to bedste spillere og tiden måtte vise om det var nok til succes i Bundesligaen.
Taktikken var på plads. Som i de foregående klubber var det standardformationen 442 – normal med kort pil frem hos de to wings, der skulle testes så vi kan få klar besked om, om denne taktik også holder i Tysklands fornemmeste række. Igen ville jeg ikke tage højde for spillernes kvaliteter og give dem instruktioner derefter, men simpelthen se, hvor højt på ligatabellen denne uinspirerende taktik alligevel kunne tage dem.
I denne liga vidste jeg at Bayern München var suveræne. Efter Bayern var der så både Schalke 04, Bayer Leverkusen, Werder Bremen, Stuttgart, Wolfsburg, Hamburger SV og Hertha Berlin, der umiddelbart kunne spille en rolle i ligaen. Gladbach havde gjort det fornuftigt det foregående år og ville måske kunne blande sig igen. En ting var i hvert fald sikkert, der ville være masser af konkurrence om pladserne og hvis Bayern ville få en nedtur over en lang periode, så kunne flere af ovenstående hold måske løbe med mesterskabet.
Lad mig gøre det kort og fortælle, at taktikken også holder i Bundesligaen og lad mig tilføje, at det er en fed liga at spille i.
Til trods for, at jeg måtte se min midtbanegeneral Rosicky sidde på tribunen i et halvt års tid pga. en ond skade, så lykkedes det holdet, at skrabe hele 77 point sammen på de 34 kampe, som der spilles i Tyskland.
Bayern fik desværre ingen nedtur og da jeg ikke formåede at vinde over dem i vores to opgør, så endte de med 80 point og vi kunne dermed vinke farvel til mesterskabet.
I begge kampe kunne vi ikke stille noget op mod Bayern og måtte se os slået på udebane, men klarede dog uafgjort hjemme. Som I kan se på screenshot’et så tabte vi sæsonens 2.sidste kamp på udebane mod Rostock. Lidt trist når tænker på at vi havde en bedre målscore end Bayern og sluttede 3 point efter dem i ligaen.
Igen havde jeg sat de sekundære spillere til at klare pokalkampene og de nåede frem til kvartfinalen, men måtte der se sig besejret 2-3 på udebane af 1860 München.
Jeg måtte fokusere på det positive fra sæsonen og kunne glæde mig over, at gode gamle Koller blev kåret til årets spiller i Tyskland, Fred klarede sig flot gennem sæsonen og blev ligatopscorer med 29 kasser og at klubben blev repræsenteret af hele 7 spillere på årets hold.
Selvfølgelig var Reinhard Rauball og Michael Zorc tilfredse med mit arbejde for klubben. Jeg vidste at deres forventninger var blevet indfriet og fansene, der havde håbet på kvalifikation til Europa, bakkede mig op hele vejen.
Jeg var dog ikke selv tilfreds, for kunne jeg have opnået mere med en taktik, der var tilpasset mine spillere? Kunne jeg have hevet mesterskabet hjem med et midterhold, hvis jeg havde valgt ikke at fortsætte denne test? Svaret må stå hen i det uvisse, men taktikpanikken lader sig ikke bare gemme væk. Et eller andet sted må vi dog glæde os over, at taktikken ikke var stærk nok til at gøre rent bord i Tyskland.
Der var masser at bygge på med dette hold følte jeg og for en gang skyld var jeg i tvivl om fremtiden. Skulle jeg blive i klubben og se om jeg kunne føre Dortmund frem mod succes, der kunne sammenlignes med klubbens tidligere år eller rejse videre og afprøve min taktik i et nyt land og en ny liga?
Min karriere havde givet mig mange gode erfaringer og måske kunne mit CV få mig til en endnu større klub…
Intet mesterskab, ingen mesterskabsfest!
Det gav mig tid til at tænke over fremtiden. Noget skulle der ske. At fortsætte med denne uinspirerende taktik ville være for kedsommeligt, selvom holdet måske ville kunne true FC Bayern næste sæson.
Jeg ringede til min agent og fortalte ham om mine tanker. Han kunne sagtens forstå mig og mente, at hvis jeg ville teste den taktik én gang for alle, så havde han lige stedet for mig. Han fortalte om sol, strand og varme, hvilket lød ganske godt, indtil jeg hørte ham nævne ordet "2. division". Den var god nok. Hans idé var at jeg skulle tage til Portugals 2. bedste række og se om den taktik virkede. Gjorde den det, ja så var min test fuldendt og jeg kunne begive mig ud på nye eventyr.
Det lød jo meget godt, så jeg takkede ja til jobbet, selvom klubben ikke kunne tilbyde mig andet end en løbende kontrakt og altså slet ingen sikker ansættelse.
Klubben jeg skulle overtage hedder C.F Os Belenenses. De var blevet mestre engang i 1946 og havde ellers ikke gjort meget væsen af sig. Spillerne nåede ikke Dortmunddrengene til sokkeholderne, men der var alligevel et enkelt kendt ansigt imellem.
Bo Svensson var kommet her til klubben efter 3 år i Gladbach og havde været her i 2 sæsoner. Han var en god hjælp at have på holdet, da ingen andre forstod dansk og han kunne oversætte til portugesisk.
Vi fik sammen sat truppen ind i taktikken og startede sæsonen op med de obligatoriske træningskampe. Vi spillede fire stk og vandt dem samlet med 21-0 i målscore. 442 Normal havde indtaget de portugesiske ligaer!
I de kommende 11 kampe spillede vi kun 2 uafgjort, resten vandt vi, havde en målscore på +24 og lå dermed 3 point foran nr. 2 i tabellen. Oprykningen lignede en formsag, for standardtaktiken sørgede igen for, at der ikke var nogen over og ingen ved siden af...
Jeg havde bevist over for mig selv, Spanien, Danmark, Tyskland og nu Portugal, at det kunne gøres nemt. men kunne det også gøres bedre?
Det var tid til forandring, for nu skulle der afprøves taktiske teorier...
|
