Finalen
Finaler er noget helt særligt. Således forholder det sig i hvert fald i virkelighedens verden, hvis den kan kaldes sådan, når vi snakker om fodbold. Der er altid en helt speciel opmærksomhed på netop finalerne fra alle medier, som forsøger at piske en hadsk stemning op, mens de sender fem timers optakt med ukompetente værter. Ja, fodbold har så sandelig udviklet sig, og finalen er mastodonten, som står forrest og er indbegrebet af mediernes engagement inden for deres dækning af den forunderlige og vidunderlige sport. De vanlige fem timers television med alverdens banaliteter bliver let og elegant sprunget over i vores Football Manager, men dette gør på ingen måde finalerne til en mindre begivenhed. Også her er finalerne noget ganske særligt, noget helt for sig selv. Alt dette kommer selvsagt an på, hvilken finale man spiller, da en finale i Englands Carling Cup næppe er nogen enorm begivenhed for et hold som Chelsea, hvis de vel at mærke i forvejen har vundet Premier League. Ydermere kan jeg ikke garantere for, at alle mener som jeg, men de fleste er formodentlig tilbøjelige til at give mig ret. Hvorfor det forholder sig således, at en finale er noget helt særligt, er et spørgsmål, der lægger op til debat. Vi skal ikke diskutere grunden til, at virkelighedens fodboldtrænere og –fans rangerer finalerne højt på deres liste over årets/sæsonens højdepunkter, men derimod hvorfor vi eller om ikke andet jeg gør sådan…
Kulminationen på hele sæsonen
En lang sæson på mere end fyrre kampe for de fleste holds tilfælde nærmer sig sin afslutning. En afslutning hvor regnskabet skal gøres op, og det skal afgøres, hvorvidt sæsonen har været en succes eller en fiasko. Dette skal afgøres på en kamp, og om denne er VM-, Champions League-, UEFA Cup- eller Serie A-finalen, spiller blot en lille rolle, for uanset hvilken finale det er, forbliver det en finale. Dine spillere er trætte efter adskillige hårde kampe, men det er her, du og dit hold skal bevise, at I kan stå distancen til den bitre ende. Titlen kan kun komme i hus, hvis kampen vindes, og uden titlen bliver sæsonen – afhængigt af dine andre resultater – en mislykket en af slagsen. Derfor er tændingen høj og spændingen i højsædet.
Vind eller forsvind
I finalekampe er der ingen vej tilbage. Du har kun den ene chance for at vinde, der er ingen returkamp, hvor der kan rodes bod på det forsømte. Nej, holdet skal være klar fra start, taktikken skal være perfekt, og eventuelle ændringer under kampen må ikke glippe. Alt skal analyseres til mindste detalje, for ellers er holdet i overhængende fare for at lide et bittert nederlag. Det er ikke kun spillerne, der skal være helt klar, men også dig der skal lægge den rigtige taktik og motivere dine spillere. Sørg for at du kender din besøgelsestid og din modstander. Et nederlag kan ikke gøres om igen (med mindre du går ud af spillet og starter forfra, men det taler vi ikke mere om), og derfor banker hjertet på højtryk.
Vilje og fight
Dine spillere vil give alt, når der spilles finale. Det bør du i hvert fald sætte din lid til, for ellers har du et problem, idet at dine chancer bliver gebommerligt forværret. Som i virkelighedens verden burde spillerne være 100 procent opsat og bide al den smerte i benene, der gennem sæsonen har udviklet sig i den forkerte retning i sig, fordi de under alle omstændigheder ikke vil tabe den kamp. Det kan mærkes på spillerne, at finaler er noget specielt for dem. De giver sig mere end under normale omstændigheder, de kæmper til den absolut sidste sved- eller/og bloddråbe, så de til slut kan løfte pokalen med den varierende størrelse af ører, såfremt mission sejr lykkes. Der er fra spillernes side en ekstra lille tænding på, hvilket jeg også genkender fra mig selv. De obligatoriske sideløbende programmer og foretagender som iTunes, MSN, internet (FmFreaks) og tv bliver for en kort tid sat på standby eller helt slukket, dog vil nogen måske vælge at sætte deres iTunes, Winamp, Windows Media Player eller hvad end man foretrækker til at spille et passende nummer, som for alvor sætter en op til kampen, for nu gælder det, nu sker det. Har du den ekstra tænding, og vil du ofre det, der skal til?
Følelser under kampen
Med rystende hånd fører du ganske forsigtigt din mus op mod knappen Play/Spil. Der er ingen vej tilbage nu, hvor kampen er i gang. Dine elleve udvalgte er på banen, og det er nu op til dem at følge den taktik, du har lagt, det er op til dem at give holdet sejren. Neglebidende sidder du og iagttager kampen, som giver dig gåsehud og dårlige nerver, når modstanderholdet skaber farlige chancer. Skal der laves om på taktikken? Valget er dit, men dine handlinger kan afgøre, om kampen skal ende med en sejr eller et nederlag. Tør du tage chancen? Kampen kan forme sig på adskillige forskellige måder, men den der uomtvisteligt skaber mest spænding, er en version, hvor dit hold kommer bagud i den ordinære spilletid, men i overtiden udligner efter et stort pres. Du jubler, du skriger af glæde, lige til du fra gaden hører brok over din højlydte facon. Nå, kampen går videre med forlænget spilletid. En periode der giver dig mindst lige så mange nervøse trækninger, som den ”rigtige” kamp gjorde. Utallige kæmpechancer til begge hold bliver ikke omsat, og kampen skal i straffekonkurrence – den ultimative spænding. Efter syv spark, som blandt andet bød på et stolpeskud, da din målmand var helt væk, på et tidspunkt hvor scoring havde betydet nederlag, er det nu, chancen er der. En af dine mindre kolde og skudstærke spillere har chancen for at afslutte det hele og sikre pokalen. Du har for længst hevet størstedelen af din hårpragt af, og den resterende del står som en professors, hvis forsøg netop er sprunget i luften i bedste karikaturstil. Dine negle eksisterer ikke længere, og du leder nu desperat efter noget andet at bide i, indtil du får øje på dine fødder. Din spiller trasker op til bolden, hvorefter hans bløde spark smutter i netmaskerne, og du er i ekstase. Denne gang kan folkenes brokken og råben på gaden rage dig et vist sted, du må bare have din glæde ud.
Sejrens sødme
Ikke et sekund længere skal iTunes stå på standby. Du finder Queen – We Are The Champions frem fra din jukebox og skruer helt op på det allerhøjeste niveau for volumen på dine højtalere. Der samler sig nu en hobe af mennesker, som råber, skriger og banker på din dør, men du er ligeglad, for du har vundet. Sejren er din, pokalen skal løftes. Du finder måske endda en flaske champagne frem fra fryseren/køleren, hvis du virkelig er fanatisk. Glæden breder sig, og du må erkende, at finaler vitterligt er noget helt særligt.
Har jeg ret i ovenstående? Har du det samme forhold til disse finaler, eller er det helt ude i hampen? En overdrivelse er det formentlig, det kan vel næppe diskuteres, men for mig er finaler noget helt specielt. Få ting kan få mig op af stolen som Champions League- og VM-finaler, men desværre har jeg i forvejen et gedigent problem med neglebidning, så jeg har ikke meget at gnaske i. Tæerne er jeg endnu ikke gået over til. Finaler er noget særligt såvel i fodbold som i Football Manager. Sådan forholder tingene sig i min verden, og årsagen kan findes i alle de små ting, som er nævnt her. Se så at få dig nogle pokaler!
|
