Ja, så vil jeg fatte tasterne igen, efter en, efter manges (dvs. min veninde Susannes) mening for lang, pause. Årsagerne til denne pause, kan for så vidt være ligegyldige, men kan jo være at mit relativt uheldige kærlighedsliv skinner igennem, i min i forvejen solide form for skrivning.
Nu hvor vi ligesom lynhurtigt har renset luften, kan vi bevæge os videre. Jeg vil denne gang forsøge at gøre det på en lidt anden måde, end vi har set i de to tidligere dele. I øvrigt kan jeg røbe at der er en ikke-udgivet del, gemt væk et sted. Denne kommer næppe til at se dagens lys, men bare så folket ved at jeg ikke helt har ligget på den lade side.
Denne gang vil vi bore os ind i noget helt andet, end historie. Jeg vil derimod forsøge at variere mig lidt. Det fortalte en klog mand mig engang, at det ville være strålende, hvis jeg kunne variere mere i mit sprog, et sprog som jeg i øvrigt senere er blevet forklaret ikke er særlig prangende, men nok om disse falske anklager og postulater imod mit sprog. Så længe folk stadig læser skidtet, går det jo nok alt sammen. Som sagt, vil jeg variere mig, og angribe noget helt andet… Det er lidt en mini-klimaks hos mange af jer læsere, for I glæder jeg tydeligvis til at jeg røber for jer, hvad jeg denne gang vil muntre mig med.
Det var faktisk svært at finde frem til dette emne. Jeg måtte virkelig granske min sjæl, og alligevel var jeg længe total idéløs, grunden til, dette ville jeg derfor finde først. Som nævnt tidligere i denne artikel, var det mit forholdsvis ynkelige kærlighedsliv, som var årsagen til alle, eller i hvert fald mange, af mine kvaler. Derfor var emnet for denne 3. del fundet. Kærligheden. Hvad denne gør ved en, hvorfor den gør det, og hvordan i alverden det vil lykkedes undertegnede at koble den sammen med FM. Alt dette kan I more jer med. Undervejs skal jeg nok sørge for at dette ikke bliver alt for deprimerende, ved at krydre den med historier fra mit spøjse liv, så har vi da altid noget at grine af.
For ligesom at starte dette ville jeg først forsøge at finde en definition på kærlighed. Jeg skrev en 3-4 linier en masse gange inden jeg opgav. Jeg kunne simpelthen ikke, hvor meget jeg end forsøgte, finde ud af hvad jeg ville skrive her. For hvad er kærlighed egentlig? Er det den kærlighed jeg føler overfor min mor? Er det den kærlighed jeg føler overfor den eks-kæreste som ikke vil have mig tilbage? Er det den kærlighed jeg føler overfor mine venner? Er det den kærlighed jeg føler overfor fodbold, eller er det den kærlighed jeg føler overfor FM? Alle disse former for kærlighed er udefinerbart, fordi det betyder noget forskelligt for os alle. Alligevel, kære trofaste læser(e), vil undertegnede kaste sig i lag med en analyse af netop disse former for kærlighed, afslutningsvis sammenligne med FM kærligheden vi alle føler, på et eller andet punkt.
Først og fremmest familiekærligheden. Den form for kærlighed vi alle, eller alle bør i hvert fald, mærke denne som det første i ens liv. Kærligheden som betyder at man vil ofre stort set alt for at se ens familie glad, sådan ved jeg i hvert fald at jeg har det. Jeg har en storesøster som netop er fløjet fra reden, og det er underligt ikke at have hende i ens liv, og allerede her bringer jeg et news-flash ind om kærligheden. Ved at holde så meget af nogen eller noget at man kan bruge ordet kærlighed, vil følelsen af savn, svigt osv. være svær at bære når denne er væk. Det er ligesom med døden, på mange punkter. Hvis en af vores elskede dør, kan vi mærke at vi kan sidde og græde over dem.
Det var den første, og nemmeste, form for kærlighed. Ingen store analyser om den orale, anale og ødipale fase som Freud jo elsker. Det kan man læse mangt og meget om andetsteds på nettet, og hører sig ikke til her.
Vi dribler videre i et hæsblæsende tempo, men for ligesom at krydre denne historie med pinlige historier fra mit eget højst interessante liv, vil jeg forsøge at gøre det imellem hvert stykke om en forskellig form for kærlighed. Og da dette jo er nu, skal jeg finde frem i huske gemakkerne for at finde en spøjs historie.
Igen mødte jeg en af de, for skribenter, velkendte barriere som gør det så vanskeligt at skrive en masse på kort tid. Jeg kan sidde og glo på skærmen og simpelthen ikke vide hvordan jeg skal få en af de mange sjove historier fra eget liv, smidt ind i artiklen, så den passer meget noget som helst brugbart. Det er som sådan let nok at skrive en historie her, men den vil have samme brugbarhed som Enhedslisten har i Folketinget, så det er altså komplet ligegyldigt. Derfor vil jeg i stedet springe videre, takket være lidt fra mit eget liv.
Jeg er den type som har ret svært ved at holde fast på én pige i længere tid ad gangen. Årsagerne til dette kan være mange, om jeg bedst kan lide at være en fri fugl, fordi jeg ikke har fundet den rette, eller om det er grundet helt andre årsager, skal jeg ikke ind på endnu, men kan være vi kommer det lidt senere. Men altså, takket være mit ret, hmm, omflakkende kærlighedsliv, har jeg været sammen med en del forskellige piger, og kan derfor nævne visse lighedspunkter hos disse. Jeg er mere end en gang blevet stillet, og de fleste af mine mandlige læsere, dvs. stort set alle mine læsere, kan sikkert nikke genkendende til dette spørgsmål og måske I, kære læsere, har fundet svaret for jeg søger stadig efter den korrekte blanding af alting der.
Spørgsmålet lyder som følger; ”Hvorfor elsker du mig?”. En mildere udgave lyder jo så ”Hvorfor kan du egentlig lide mig?”. Første tanke der flyver gennem hovedet på os alle er jo umiddelbart sex, sådan er det, vi er jo trods alt drenge, derefter tænker vi over det. Her vil jeg igen være ærlige på det mandlige køns vegne, vi tænker ikke over hvorfor vi egentlig er sammen med denne hersens trunte, næh nej, vi tænker over hvad hun mon helst vil have vi svarer, og når vi så har fundet frem til det, svarer vi derudfra. I de første år af mit kærlighedsliv svarede jeg konsekvent idiotisk på disse spørgsmål. Jeg tænkte nemlig først og fremmest ærlighed frem for alt for det har Kelly og Brandons forhold i Beverly Hills 90210 jo lært os alle. Derfor svarede jeg først; ”øøøh… jeg sys du er rigtig køn.” Allerede der var jeg jo så lidt til grin, for ganske rigtig var hun køn, ingen tvivl der, men straks kom anklagen om hvor overfladisk jeg var og at udseendet ikke skulle betyde noget, senere indså jeg så at jeg bare ikke havde formuleret mig flot nok, for havde jeg nu sagt. ”Fordi jeg kan se i dine øjne og føle det som om jeg føler jeg er på en anden planet, hvor der kun er du og jeg.” eller ”Jeg kan se på dig og undre mig over hvad jeg dog har gjort for at fortjene noget så smukt.” Hvis man lirer sådan en gang pladder af, så er man ikke overfladisk, men derimod romantisk. Der er en hårfin grænse det er helt sikkert. Fortsættelsen på dette følger efter endnu en gennemgang af en form for kærlighed.
Efter at have skrevet en masse pladder, skal jeg jo lige huske på hvad det nu engang er vores mål er, derfor springer jeg lidt i manuskriptet og skriver derfor om kærligheden til en sport. Den kærlighed, mange af os føler overfor f.eks. fodbold. Hvis man da kan kalde det kærlighed. Jeg tror at kærligheden til fodbold, er noget mere individuelt. Det er forskellige dele af sporten, som tiltrækker os. Jeg har snakket med flere af mine venner om dette, og svarene var meget forskellige, en kunne lide at se når en perfekt tackling faldt, en anden lækre driblinger og tekniske detaljer, en tredje det taktiske aspekt, osv. for mig er det noget helt andet jeg forbinder med fodbold når jeg skal tænke over hvad der vel mest af alt tiltrækker mig. Jeg skal allerede nu indrømme at jeg er Brøndby fan, bare lige så vi har det ude af verdenen, derfor bruger jeg lige Brøndby Stadion som eksempel, håber jeg alle tilgiver mig for. Følelsen man får i maven når Jump starter på højtalerne og Brøndby spillerne løber ind på banen til et fyldt Brøndby Stadion lige inden en kamp mod f.eks. FCK. Den følelse jeg får i maven er helt ubeskrivelig. Det er nok den følelse jeg altid tænker på når jeg tænker fodbold. Lignende følelse fik jeg også i maven første gang jeg indså at jeg rigtig elskede min eks-kæreste. Dog var den følelse noget stærkere, men nok om hende i denne sammenhæng, hende skal vi nok få plads til at muntre os med i denne artikel lidt længere nede.
Efter denne korte gennemgang springer vi tilbage til det vi snakkede om før. Erfaringen indenfor hvordan en kvinde skal behandles. Vi kom fra dumme kommentarer tidligst i ens kærlighedsliv. Senere hen da jeg så fik spørgsmålet begyndte jeg at tænke over, hvad fanden trunterne egentlig ville have man skulle svare, så jeg forsøgte flere løsninger. Først den lidt nervøse ”fordi jeg synes vi passer godt sammen.” som er et ganske ok, om end ret neutralt svar. Svarer man på denne måde, kan man dog allerede fra start af garantere sig selv at man får et mod-spørgsmål kastet i hovedet, og så står man i samme kattepine, så det er et farligt svar. Derfor vil jeg også forkaste denne mulighed. Tidligere kom jeg med et par, synes jeg selv, fremragende eksempler på bedre kommentarer, hvis man absolut vil indlede sig på kvindes udseende, hvilket naturligvis er farligt, for der skal man virkelig være en mester med ord, og også gerne en strålende skuespiller, så trunten ikke tror at man lirer et eller andet ævl af, men derimod mener det. Derfor vil jeg snarere anbefale folket at snakke om personlighed. Jeg vil ikke kalde mig en ekspert på området overhovedet, men har da lært visse ting på den hårde måde. Nu vi snakker om dette, kan jeg jo passende flette en historie ind her, så vi rigtigt kan grine af mig alle sammen, det er så dejligt at kunne være fælles om noget.
Altså… Da jeg var en ung, umoden knøs på Guardiolas alder, dvs. 13 år, havde jeg relativt høje tanker om mig selv, derfor havde jeg ingen problemer med at være uærlig overfor pigerne, ang. stort set alt jeg kunne komme i nærheden af, inklusiv min alder. Da denne her pige så spørger om min alder, lige efter at hun selv havde sagt hun var 15, var svaret jo ligetil. Jeg er også 15. Denne hersens pige så overraskende godt ud, når man tænker på at hun kom hen til mig, så jeg ville da have følt mig som et skarn for ikke at køre den ud, dette gjorde jeg så i stor stil, og havde lange samtaler med hende over telefonen, og vi lagde flere gange op til diverse beskidte seksuelle ting, dette kørte jeg med på, på trods af at min erfaring på daværende tidspunkt var meget lille på dette punkt, jeg var nemlig stadig jomfru, men jeg tog det mest som en leg. Så en dag kom DAGEN, hvor jeg skulle hjem til pigebarnet, og hun var alene hjemme og alt var jo perfekt. Aftenen går fint og vi kysser en masse og hygger og sådan, så pludselig fortæller hun mig at hun lige skal noget, fint nok, tænker jeg og lader pigebarnet gå. Hun kommer så tilbage iført meget lidt tøj. Og som nævnt var denne pige MEGET pæn, så jeg går mere eller mindre i panik. De første par minutter, mens hun tager mit tøj af er jeg nærmest i chok tilstand, over hvad der var ved at ske, og flaget var oppe og hejse, lad mig bare sige det sådan. Her skal der lige indskydes en detalje, at dette var dengang alle drenge på den alder gik med silkeboksershorts, så det gjorde jeg naturligvis også. Da jeg står tilbage med kun mine boksershorts laver jeg en fejl jeg senere har græmmet mig over mange gange. Jeg siger, og jeg citerer. ”Ej, jeg tror altså ikke jeg er klar, jeg er jo kun 13”. I samme sekund jeg havde sagt dette fortrød jeg. Denne trunte kiggede på mig med onde øjne, og samlede mit tøj sammen uden et ord, allerede der var jeg jo naturligvis i gang med en masse elendige forklaringer om at jeg havde bare været så glad for hende osv., alt sammen løgn i øvrigt. Hun tager så mit samlede tøj, og jeg står altså stadig med højt flag i boksershorts og hun kaster derpå mit tøj ud på gaden. Slukøret må jeg ile efter det, og ude på gaden sker så noget nær det pinligste i hele mit liv. En gammel dame kommer gående med sin åndsvage puddel. Og hun kigger bare på mig mens jeg står i boksershorts med højt flag. Jeg kan ikke gøre andet end at skynde mig at få tøj på og løbe bort. Har aldrig senere snakket med denne pige.
Det var lige en lille anekdote fra det virkelige liv, som i øvrigt har meget lille reference værdi i forhold til både FM, fodbold eller denne artikel, men sjov var den da.
Huhej hvor det går. Har allerede fået skrevet en masse om ingenting, så nu må jeg til at runde det hele af, jeg lovede jer jo at vi kunne muntre os sammen over min eks-kæreste, men dette løfte må jeg desværre bryde til jer, kære læsere. Der er simpelthen ikke plads i denne artikel, til en masse sukkersøde kommentarer om hvor dum jeg har været overfor hende, og hvor meget hun betyder for mig og alt det pjat. Det må jeg skrive i et brev og brænde eller hvad tosser som mig nu engang gør. Har ikke rigtig prøvet det før, men der er jo en første gang til alting.
Derfor må vi tilbage til det som betyder noget for jer kære læsere. FM.
Der er skrevet masser af artikler om hvad det er som tiltrækker os ved FM, tror endda selv jeg har skrevet en så vidt jeg husker. Dog har jeg været med på denne tossede scene i puh snart 5 år vel, så kan sgu ikke huske hvad jeg har lavet. Men det tror jeg, nu engang jeg har. Derfor vil jeg ikke spilde tid på at skrive det her. Derimod vil jeg forsøge at kigge lidt på nogle andre ting.
Kærligheden til FM, kan på mange måder sammenlignes med den kærlighed vi føler for andre ting. Bare i en naturlig mindre skala. På familiekærlighedsfr onten har vi en naturlig kærlighed, ligesom vi også har for FM, for hvordan kan man andet end elske det spil? Den var relativ åbenlys, og som sådan dejlig nem for en analytiker som jeg selv. Næste del må være den kærlighed vi føler overfor en evt. kæreste. Mange af os, selvom vi naturligvis ikke vil indrømme det, har gang på gang siddet og drømt om vores kærester, siddet og brugt en masse tid på at tænke på dem og alt den slags pjat. Jeg kan så samtidig, helt ærligt endda, tilføje at det har jeg også gjort ved FM. Har tit og ofte grebet mig selv i at bruge en eller anden dum fransk time eller noget andet ubrugeligt i den stil, på at fundere over om jeg nu skal bruge ham eller ham på den plads, og måske ville forsvaret blive skærpet en smule hvis jeg rykkede min defensive kæde lidt frem/tilbage, osv. osv. Det er ganske interessant faktisk. Sidst, men ikke mindre vigtig, kommer kærligheden til fodbold. Denne tror jeg faktisk er grundlæggende vigtig for kærligheden til FM. Man kan sgu ikke holde af FM, uden at kunne lide fodbold, men derimod kan det godt fungere den anden vej rundt, hvorfor dette er sådan skal jeg ikke gøre mig klog på.
Det var vist alt for denne gang, vist nærmest første gang i min FM-skribent tid at jeg har skrevet en artikel som handlede så lidt som fodbold/FM, som denne gør, men artiklens titel er jo Jagten på FM og Livets Mening. I del 1 og 2 har vi primært jagtet FM, i denne har vi så primært jagtet livets mening. Og der kan vel ikke herske nogen tvivl om at kærligheden er en stor del af livets mening, og med de ord vil jeg slutte af for denne gang. Ses i del 4.
|
