PIERRE-EMILE HØJBJERG Pierre-Emile Højbjerg tog sine første spæde fodboldskridt i barndomsklubben BK Skjold. I en alder af blot 14 år, blev Højbjerg headhuntet til FC København. FCK var dog langt fra den rette klub for Højbjerg, som sidenhen har udtalt, at han mistede lysten til at spille fodbold i FC København. Eftersom Højbjerg var meget utilfreds i FCK, valgte han at skifte til rivalerne fra Brøndby IF. Skiftet til Brøndby var helt sikkert det rette valg for Højbjerg, og i år 2011 blev han kåret til Årets talent i dansk herrefodbold U17. En titel som både Nicklas Bendtner og Christian Eriksen tidligere har vundet.
Efter tre gode år i Brøndby IF, var det på tide for Højbjerg at drage videre. Det store udland ventede, og specielt en stor tysk bundesligaklub havde fået øjnene op for Højbjerg og ønskede at hente ham til Tyskland. Den tyske klub var selveste Bayern München, og i år 2012 skiftede Højbjerg til klubben. Højbjerg røg direkte ind på klubbens U19 hold, hvor han hurtigt imponerede de tyske trænere. Den 13. april 2013 debuterede Højbjerg for Bayern München, da han i en bundesligakamp mod FC Nürnberg blev skiftet ind efter 71 minutter, og dermed blev den yngste spiller nogensinde for Bayern München i en Bundesligakamp.
Udover den store succes i Tyskland, har Pierre-Emile Højbjerg også imponeret for diverse danske ungdomslandshold. Højbjerg startede sin landsholdkarriere for det danske U16 landshold, hvor det blev til seks kampe. Sidenhen har Højbjerg spillet for både U17, U19 og U21. Selvom Høbjerg blot er 18 år gammel, har han allerede fået sin debut for det danske U21 landshold. Debuten kom den 11. oktober 2013, i en EM-kvalifikationskamp mod Slovenien. Højbjerg endte med at blive den helt store helt, da han scorede begge Danmarks mål i en kamp der endte 2:2. Der er ingen tvivl om, at Pierre-Emile Højbjerg er et af Danmarks allerstørste talenter, og det er han også i Football Manager 2014.
NUVÆRENDE NIVEAU OG POTENTIALE I starten af spillet, er Pierre-Emile Højbjerg blot sytten år gammel. Den unge midtbanespiller befinder sig på Bayern Münchens reservehold, hvor han er et af de største talenter i hele klubben. Tager man et hurtigt kig ned over Højbjergs stats, er der ingen tvivl om, at Højbjerg er et meget stort talent, som kan blive blandt de allerstørste i spillet. Højbjergs klare forcer ligger uden tvivl i det tekniske, hvor han er helt eminent i forhold til sin unge alder. Desværre er Højbjerg ikke ligefrem den hurtigste spiller i Football Manager 2014, da han kun har 10 i acceleration og 10 i hurtighed. Hurtighed er dog noget der kan komme med alderen, men mere om det senere. For at bedømme hvor stort Højbjergs potentiale egentligt er, har jeg fået tre klubber til at tage et kig på den unge spiller. De tre klubber jeg har valgt er Barcelona, AC Milan og Arsenal. Nedenunder kan i se hvad talentrapporterne fra de tre klubber fortalte om Højbjerg.
Som de overstående talentspejderrappor ter påpeger, er forventningerne til den syttenårige dansker tårnhøje rundt om i Europa. Højbjerg kan nemt blive en stjernespiller i både Serie A, LIGA BBVA og Premier League. I Barcelona forventes det, at Højbjerg bliver en stjerne på den centrale midtbane i fremtiden. I Serie A forventer AC Milan ligeledes, at Højbjerg bliver en stor stjerne i fremtiden, og endda meget bedre end Montolivo, De Jong og Nocerino. Sidst men ikke mindst, er der også meget store forventninger til Højbjerg i Premier League. Her forudser Arsenal, at Højbjerg kan komme op på samme niveau som Mikel Arteta.
Som det også fremgår af talentspejderrappor terne, fremhæver både Arsenal og Barcelona, at Højbjergs største svaghed er hans skadesfrekvens. Når man kigger på hans skadeshistorik som 28-årig, har han da også haft en del skader. Højbjerg har haft mellem 2-3 skader om året, dog er det nogle forholdsvis korte skader, som Højbjerg har måttet trækkes med. I løbet af hele Højbjergs karriere har den længste skade været på tre måneder.
Pierre-Emilie Højbjerg er uden tvivl stærkest som central midtbane. Hvor han bør spille Dybtliggende playmaker (Support). Højbjergs afleveringer, førstegangsberøring er og teknik er i top, hvilket er tre vigtige faktorer for en dybtliggende playmaker. Derudover er Højbjerg også meget kreativ, hvilket også er en vigtig stats for en playmaker. Som et alternativ til den centrale midtbane, kan Højbjerg også smides ud på en højrekant, hvor han også er meget dygtig. På kantpositionen bør man nok spille Højbjerg som fløjspiller, men om man vælger support eller angreb er lige meget, da de to valgmuligheder kræver de samme stats. Der er også mulighed for, at smide Højbjerg op på en offensiv midtbaneposition, hvor man så skal spille ham som fremskudt playmaker (Support). Højbjerg er en forholdsvis alsidig spiller, som uden tvivl vil passe ind på langt de fleste hold.
Skal man tro på Football Manager, ser fremtiden meget lys ud for Pierre-Emile Højbjerg. Jeg har simuleret spillet hele ti sæsoner frem, og taget et SS efter fem år og et SS efter ti år, for at give jer et indtryk af Højbjergs udvikling. Efter at have simuleret spillet ti sæsoner frem, har jeg fundet Højbjerg i tyske Dortmund, hvor han nu er fast mand. Højbjerg har dog været vidt omkring og vundet mange titler. Højbjerg har både spillet i Serie A, Ligue 1, Eredivisie, LIGA BBVA og Premier Leauge, inden han tog skiftet til Dortmund. Af klubber har Højbjerg repræsenteret Fiorentina, Lyon, AZ, Granada og Chelsea. Nu ser det dog ud til, at Højbjerg har slået sig ned i Dortmund, hvor han skal i gang med sin fjerde sæson, efter Dortmund købte ham i Chelsea for hele 245.000.000 kroner i år 2019. Højbjerg har også høstet en del pokaler, og har blandt andet vundet den Hollandske Super Cup, Eredivisie, Spanske Pokalturnering og Premier League. Højbjerg har dog endnu ikke vundet noget med Dortmund, men det kan han nå endnu, da han blot er 28 år gammel. For det danske landshold har Højbjerg også haft en stor rolle. Det er blevet til 34 landskampe for A-landsholdet, hvor det er endt med fire mål.
Selvom Pierre-Emile Højbjerg nok ikke bliver den næste Messi eller Ronaldo, er der ingen tvivl om, at han sagtens kan begå sig på den allerstørste scene. Statsmæssigt udvikler Højbjerg sig rigtig godt, og for lige at vende tilbage til det med hurtigheden, så går Højbjerg fra at have ti i både acceleration og hurtighed, til at have 14 begge steder, hvilket faktisk gør ham til en halvhurtig spiller.
TRANSFER Som det fremgår af det overstående, så er Højbjerg en yderst talentfuld herre, hvilket naturligvis også betyder, at den unge spiller ikke er helt billig, når man tager hans alder i betragtning. Man skal formentligt smide hele 70.000.000 kroner på bordet, hvis man ønsker at hente Højbjerg allerede i første sæson. Selvom det er mange penge, kan Højbjerg sælges videre for mere end tre gange så meget, hvis man holder på ham længe nok og sørger for at udvikle ham. I det spil hvor jeg har simuleret frem, blev han som sagt solgt for hele 245.000.000 kroner til Dortmund, og så er de 70.000.000 kroner pludselig ikke så meget. Derfor må Højbjergs ses som værende en sikker investering.
Får man et købstilbud accepteret på Højbjerg, kan man forvente at skulle betale danskeren hele 37.000 kroner i ugeløn. Uanset hvor stor en klub man er, er 70.000.000 kroner dog meget, og man skal derfor lige overveje det en ekstra gang, inden man tager tegnebogen op af baglommen og investerer i Højbjerg
KONKLUSION Når alt kommer til alt, kan Pierre-Emile Højbjerg varmt anbefales. Han er et af spillets allerstørste talenter og så er han jo dansker, hvilket også må ses som et plus. Får den unge knægt fastspilletid, er der ingen tvivl om, at han kan gå hen og blive en af de allerbedste spillere i hele spillet. Højbjerg er et teknisk pragteksemplar, og ser man bort fra, at han er en anelse langsom, er det svært at finde en svaghed hos den unge spiller. Så leder du efter en ung og talentfuld midtbanespiller eller bare en god investering, så bør du klart tage Højbjerg ind i dine overvejelser.
Skrevet af: Præludium
|