Han er jaget vildt af Europas allerstørste klubber. Klubpræsidenten kræver en skyhøj sum for at sælge ham, og han sammenlignes med de største legender fra hjemlandet. Navnet er Javier Pastore, og han er godt på vej til at blive den næste kæmpehandel i europæisk fodbold.
Fra Argentina til Italien 21-årige Pastore fik sin fodboldopdragelse i hjemlandet i klubben Talleres - dengang fra den næstbedste række. Her arbejdede han sig stille og roligt op på førsteholdet, hvor han fik sin debut i 2007. Året efter blev han udlånt til Huracán fra den bedste argentinske række. Her imponerede han med 8 mål og en række assists i 31 kampe, og sammen med spillere som Matias Defederico og Mario Bolatti sikrede han Huracán en flot andenplads i det argentinske Clausura-mesterskab.
Pastores præstationer fik Europas storklubber til at vågne op, men på trods at interesse fra klubber som Manchester United, AC Milan og Chelsea valgte Pastore sicilianske Palermo, hvor han blev holdkammerat med Simon Kjær. Kjær skulle senere udtale, at han havde lyst til at save Pastore ned, fordi han var så irriterende god en fodboldspiller. I starten fungerede Pastore mest som indskiftningsspille r, men som den første sæson skred frem, fik han en mere central rolle, og i dag er Pastore den absolutte stjerne hos sicilianerne. Efter sin første sæson i Italien modtog Pastore prisen som årets bedste unge spiller. Dette gik ikke den daværende landstræner, Maradona, forbi, og Pastore var således med Argentina til VM i Sydafrika.
Pastore i FM11 Sports Interactive har skam også fået øjnene op for den argentinske guldfugl. Tager vi et kig på Pastore i FM11, så afslører hans profil disse stats. Her springer Pastores fremragende boldbehandling i øjnene, idet både teknik, førsteberøring og dribling er sat til 18. Pastore er desuden er spiller, der er svær at læse, idet han med en flair på 20 er kanon god til at gøre de uforudsigelige ting. Endelig lægger vi mærke til, at Pastore også er en meget målrettet spiller, og dette kan blive en meget vigtig egenskab for hans fremtidige karriere. Kigger vi på Pastores fysik, så er denne faktisk ret atypisk i forhold til de fleste offensive midtbanespillere fra Sydamerika. Mens spillere som Maradona og Messi er små, så måler Pastore faktisk 187 cm, men på trods sin højde er Pastore i stand til at opnå en relativt høj fart.
Vi skal naturligvis også se lidt på Pastores udvikling i FM11. Jeg har derfor simuleret et spil, hvor argentineren fik chancen for at imponere. Dette lykkedes ham i høj grad og her ses Pastore i 2015. Vi ser hurtigt, at Pastore har forbedret sig markant både teknisk, mentalt og fysisk. Boldbehandlingen er helt eminent og afleveringerne er også forbedret en smule. Når vi hertil lægger, at kreativiteten er forbedret væsentligt, og at beslutningerne også er blevet bedre, så har vi efterhånden med en rigtig farlig spiller at gøre. På den fysiske front er han både blevet hurtigere og stærkere, og han vil nu med sin højde in mente kunne begå sig i hovedspillet også. Teknisk fremragende med blik for afleveringer og langskud, hurtig og relativt fysisk stærk - minder han ikke efterhånden lidt om Kaka?
I løbet af de fem år må man sige, at Pastore har haft stor succes med Palermo, hvor han stadig spiller. Fire mesterskaber på fem år er bestemt ikke hverdagskost på Sicilien, og meget af denne succes kan helt sikkert tilskrives Pastore, som nu er anfører i klubben. Desuden har Pastore hjulpet klubben til en fantastisk triumf i Champions League i 2015, hvor også den europæiske Super Cup og VM for klubhold blev vundet. Jo, Pastores bedrifter er efterhånden mange og store.
Hvordan får man Pastore til at præstere? Ja, det er der sikkert mange opskrifter på, men jeg vil her forsøge at give et par stykker. Pastore kan både spille MC og OMC, men han foretrækker den offensive af de to. Hvis man har Pastore på holdet, vil det derfor være fornuftigt at spille med en OMC. Dette kunne f.eks. være i en 4-2-3-1 eller en 4-1-2-1-2, afhængigt af hvilke spillertyper man ellers har til rådighed. Fra sin position som OMC vil Pastore kunne fodre angriberne med sukkerbolde, samtidig med at han selv vil være farlig med sine giftige langskud og ryk ind i feltet. Jeg vil foreslå at give Pastore en rolle som avanceret playmaker med angrebs-pligt eller inderste angriber med support-pligt. Som avanceret playmaker vil Pastores hovedopgave være at slå den afgørende aflevering, mens han som inderste angriber samtidig vil have fokus på selv at komme til afslutning. Pastore har både talent for assists og mål, så hvordan man vil bruge ham må være en smagssag og et spørgsmål om, hvilken slags fodbold man vil spille.
Dyr, men værd at investere i Vi kan altså konkludere, at Pastore såvel i virkeligheden som i FM er et kæmpe-talent. Og ligesom i virkeligheden er Palermo bestemt ikke nemme at have med at gøre ved forhandlingsbordet, hvis man ønsker at købe deres stjernefrø. Vil man købe ham fra starten af spillet, må man forvente at skulle slippe 300 mio. eller mere. Er man ikke så pengestærk en klub, kan man naturligvis satse på, at der i de første sæsoner sker en negativ udvikling i Palermo, som gør det muligt at få Pastore billigere efter nogle sæsoner. Men hvad enten man slipper 300+ mio. eller man venter, er Pastore så ikke pengene værd, hvis han præsterer, som han har gjort i Palermo i dette tilfælde?
|