The Final Salute
Forord
”Come on, get him off the pitch ref”. Kravene og håndtegnene blev efterhånden flere og flere, men alligevel kiggede Steve Bennett, kampens dommer, passivt til fra den anden side af banen. Jeg kiggede op på tiden, 9:14 tilbage, sagde den. Følelserne var enorme, og jeg var ikke den der råbte højest. For få sekunder siden havde jeg siddet og bidt negle over det der lignede et dumt pointtab da der stod 1-1 på tavlen, og vi havde skiftet Old Bergy ind. Nu var Xabi Alonso blevet smidt ud efter sit 2. gule kort, og så så det ud til at der var håb forude, hvis vi bare smed alt frem. Jeg satte mig ned ved siden af kæresten, der dog måtte have været lam i benene, for på trods af de enorme følelser, og at resten af publikum stod op og råbte, sad hun på sit sæde og kiggede smilende på mig. Tjah, det var måske ikke just den mest entusiastiske fodboldkammerat jeg havde med mig, men det havde nu været en hyggelig tur.
Optakt
Vi havde taget af sted om fredagen, efter at have fået at vide 14 dage tidligere, at vi havde fået billetterne efter megen plagen hos Arsenal Denmark, som havde plaget videre hos Arsenal FC. Pladserne var ikke ved siden af hinanden, og kostede utrolige 1140,- men det var jeg ret ligeglad med, bare jeg nåede at se Highbury før det bliver revet ned. Vi besluttede hurtigt at flyve, og fandt et hotel ved navn Norfolk Towers. Ikke for dyrt, og ikke super billigt. Og den gode ting ved en hurtigt planlagt fodboldtur, er at man ikke skal gå og glæde sig længe. Nej, nu blev det hurtigt fredag, og før vi vidste af det, sad vi i flyvemaskinen i Tirstrup Lufthavn. Jeg havde lidt regnet med et biplan med plads til 3 passagerer, da vi rejste med lavprisselskabet Ryan Air, men der blev jeg glædeligt overrasket. Vi fløj med et større fly end Mini Mærsk, da der var 3 sæder på hver side af midtergangen, samt plads til benene. Det var første gang at kæresten var ude og flyve, så hun klemte så hårdt om min hånd at jeg næsten ventede at der skulle poppe en baby ud af maven på hende da vi lettede. Op kom vi da, og hurtigt kom vi ned igen, da vi var 25 min tidligt på den. Medvind hørte jeg folk mumle, men det passede vist ikke helt, for vi var 20 min tidligt på den, da vi fløj i modvind hjemad. Nå, men klokken nærmede sig midnat, og efter en smuttur til Liverpool Street Station, fandt vi med noget besvær en bus der tog os mod hotellet, som vi ramte ved 1.30 tiden, natten til lørdag.
Dagen Før Dagen
Lørdagen gik med det sædvanlige turistflip ting. Vi boede ikke så langt fra bymidten, så det blev til en gåtur ind til Buckingham Palace, hvorefter vi spankulerede videre til Big Ben og Westminster Abbey. Jeg kan hurtigt afsløre at Westminster Abbey er utrolig stor, og dermed også utrolig lang… Indeni kan du kigge på grave med konger og dronninger, men jeg kan personligt kun kigge på kasser i et vist antal minutter, før det bliver lidt halvkedeligt. Så efter 1½ times kiggen og jagen med kæresten, befandt vi os i souvenirbutikken, hvor højdepunktet i min kirketur foregik. Jeg hedder, som de fleste er bekendt med, Hawkins til efternavn, og det er jo et gammelt britisk navn. Så jeg fandt intet mindre end en køleskabsmagnet med familie-våbenskjoldet på, og måtte af med nette £3 for dette fantastiske objekt. Da vi om aftenen kom hjem, fik jeg åbnet denne pakke, og indeni kunne jeg læse en masse fakta om navnet, bl.a. stammer det fra 1300 tallet, men det mest spændende set med fodboldøjne, er at Hawkins faktisk betyder ”Son of Henry”. Altså KAN jeg teoretisk set, et eller andet sted, langt tilbage i historien, være i familie med vores egen Thierry. Måske er netop dette grund til at jeg er ”opdraget” til at være Arsenal fan? Eller er jeg måske i slægt med den kendte King Henry VIII? Spekulationerne er mange og chancerne er forsvindende spinkle. Aften blev det trods alt, og selvom lysten til slægtsforskning var der, valgte jeg i stedet at afslutte dagen med at tænde for TV’et for at se Mickey Blue Eyes, mens jeg kunne høre Arsenal fansange rumstere bagerst i mit sind.
Kampdagen
Så blev det søndag. Dagen var oprandt, og efter at have vågnet utallige gange om natten, mens jeg i mit hoved sang ”We love you Arsenal”, rundede den lille viser 10, og så var det tid til morgenmad. Vi havde på forhånd fundet ud af, gennem kærestens far, at man skulle være der i utrolig god tid, da han sidste sæson havde stået udenfor Craven Cottage 1 time før kampstart og stadig ikke nået til kamp. Jeg tvivlede selv på disse informationer, men ikke desto mindre ville jeg ikke gå glip af et sekundt af kampen, så medregnet rejsetiden og ½-1 times shopping plus kø i Highbury Shop, ville vi tage af sted fra hotellet ved 1 tiden. Morgenmaden blev slugt med stor fornøjelse, og da det var en Full English Breakfast bestående af røræg, toast, bacon, pølser, baked beans, champignon og noget uidentificerbart ved navn ”Hash Brown” (nej det var ikke brune planter), var en god bund lagt til en stor kamp. Vi fik skiftet tøj og gjort klar, og kvart over 1 var vi på vej. Der var dog arbejde i undergrundsbanen, så vi måtte tage lidt en omvej, men vi var derude kl. 14.00, i god tid til det vi skulle nå. Undervejs kom jeg i tanke om at jeg havde glemt mit kære Arsenal banner, så i stedet måtte jeg tage til Highbury uden nogen signaler til min kære mor der for en gangs skyld så fodboldkampen hjemmefra. I ”The Tube” mødte jeg en masse Arsenal fans, som alle var på vej til turen, og overfor mig, sad der en pige i Real Madrid trøje. Jeg hviskede til kæresten at hun da måtte have kigget forkert i kalenderen, da vi jo havde slået Real ud af Champions League i midtugen. Forklaringen kom dog kort efter, da jeg så at der på hendes ryg stod noget i retningen af ”You’re Out. 1-0 Becks”, til ære for vores samlede sejr over Madrid mandskabet. Vi fik banet os vej gennem menneskemængden, og frem til det åbne stadion. Til vores overraskelse var der åbent ved alle porte, og ingen folk i kø. Så vi brugte 10-15 min på at købe et par trøjer, samt konstatere at køen til Highbury Shop var længere end Den Kinesiske Mur, hvorefter vi gik ind på stadion for at finde vores pladser. 1½ time fik snøvlet sig af sted, dog med lidt underholdning af en Elvis look-a-like, der spillede på en scene i selve stadionbygningen. Jeg stod og rockede lidt til beatet, og så var han desværre væk lige så hurtigt som han kom. I stedet satte vi os op på vores pladser, dog med kæresten ved siden af mig indtil kampstart. På trods af kulden kunne jeg dog fornøje med på det tomme stadion, da storskærmen viste fodboldreklamer, samt highlights fra Arsenals sidste 3 kampe. Klokken blev 15.30 og til stor jubel blandt de efterhånden 1000 tilskuere, fandt Jens Lehmann vej til banen, hvor han opvarmede med nogle balletagtige øvelser indtil resten af truppen løb ind til taktfaste klapsalver hos de nu ca. 5000 tilskuere. Det skal dog lige siges her, at jeg fik mit første vink fra en Arsenal spiller, da jeg på det tidspunkt stod forholdsvist alene i området omkring min plads, så da Lehmann nærmede sig, rejste jeg mig op og klappede, hvorefter han taknemmeligt vinkede tilbage til mig. Sikke en ære…! Før vi vidste af det, var Highbury dog blevet fyldt, og kæresten havde indtaget sin egen plads. Jeg ventede derefter på at de 7 tilskuere der sad imellem os kom, for derefter at spørge dem på min bedste falske britiske accent, om de gad at rykke en tak, så kæresten kunne komme hen og sidde ved siden af mig. Heldigvis var de alle venlige, og var på vej en tak mod sidelinjen, indtil den sidste gut nægtede at rykke den vej, men i stedet ville den anden vej. Så vi rykkede tilbage igen, og så blev der plads til mig tættere på sidelinjen, i stedet for at kæresten kom hen til mig. Det gjorde dog ikke væsentlig forskel, og under dette postyr var spillerne kommet på banen, og kampen blev fløjtet i gang just som jeg satte mig ned.
Første Halvleg
Der var ikke gået mere end 5 minutters tid, før jeg igen kunne rejse mig op. Det var dog positivt, da vi allerede havde vores første åbne chance. Henry tager et langt træk udenom Hesten Hypiaa og spiller den ind til en fri Adebayor. Hele Highbury rejser sig op, men sætter sig hurtigt ned igen, og folk mumler ”Ohh, you should’ve done better with that Adebayor”, da Arsenal spilleren skyder bolden langt over mål. En lovende start for Arsenal dog, da vi indtil videre har sat os på kampen, mens Liverpool nyder deres defensive rolle. Sangene om Arsenal begyndte efterhånden at florere, men det overraskede mig dog, at de, modsat i Danmark, ikke værdigede mere end 1½ vers af hver sang før de blev trætte. Så lige som jeg nåede at komme med på bølgen af sang, stoppede folk med at synge. En underligt måde at synge, men på den positive side, fik de da fyret alle Arsenal sange af i løbet af det første kvarter, hvorefter vi kunne tage dem igen… Allerede efter et kvarter måtte vi bruge den første udskiftning. Ljungberg havde fået en lille skade, og måtte udgå i stedet for Pires. Og på trods af den minimale indsats af svenskeren, rejse vi os alle op, og med stående klapsalver forlod Ljungberg banen, til fordel for Pires, der fik et jubelråb med på vejen. Vi blev ved med at presse på, og som sædvanlig var dommeren imod det hold jeg holdte med… To hånd på bolden og to åbenlyse offsides fra Liverpools side, blev ikke dømt, men hvad gør det når vi stadig styrer kampen? Slagsangene gik for mit vedkommende over til at råbe af dommeren, og så ind imellem sidde og synge lidt med på vores nok så poetiske ”Arsenal, Arsenal, Arsenal… Arsenal Arsenal Arsenaaal.. Arsenal Arsenal Arsenal osv…”, ”Red Army” osv. Frustrationen skiftede dog forholdvist hurtigt til jubel. Efter 20 minutters spil, fik Fabregas nemlig bolden på midten, og med en perleaflevering, sørgede den unge spanier for at Henry lige pludselig var fri, og fra en spids vinkel susede bolden forbi en chanceløs Reina i Liverpool målet. Endnu et vidunderligt mål af Henry, og vi fløj op fra sæderne med opstrakte hænder og hoppede, mens Henry løb ned mod hjørneflaget og sendte luftkys mod tilskuerne. Desværre i modsatte ende end hvor vi sad. Spillerne luntede tilbage, og kommentatoren råbte ”Arsenal goal in the 20th minut by number 14, THIERRY HENRYYYYY”, mens vi råbte med på navnet, efterfulgt af et ”Yeaaaaaaaaah”. Sikke en start på min debut på Highbury, og de lidt halvskidte sange og skælden ud på dommeren, blev afløst af glædessang, da vi alle rejste os og sang ”One-Nil to the Arsenal” og ”And it’s Arsenal, Arsenal FC, is by far the greatest team, the world has ever seen”. Stemningen var sat, og glæden var total. Liverpool virkede rystet, og allerede i de første 30 minutter havde vi tit jublet over fejlafleveringer, samt de mange høje bolde de sendte frem til Crouch, der ikke førte til noget. Det virkede på det tidspunkt som om at det var deres eneste våben, og uden nok backup fra resten af Liverpool kæden, virkede det som en håbløs taktik. Dog kom jeg hurtigt på andre tanker, da et indlæg fra Liverpools højre side, røg over en passiv Touré og lige i skallen af Crouch, der dog headede forbi målet. Men det var en advarsel og begyndelsen til en slutning på halvlegen hvor Liverpool kom mere ind i kampen. Men nu kunne jeg se at langtribunen på vores venstre side, begyndte at synge noget mod os, og så klappe da vi sang noget tilbage. Da dette underlige fænomen som jeg kendte lidt til fra Brøndby Stadion, hvor mange synger ”Brøndby!” ”IF!” blev ved, spurgte jeg nogle englændere der sad bag mig og lod til at kende alle sangene, hvad i alverden de sang. ”They are singing that they are the East Bank, and then we sing back that we’re the North Stand. In case we didn’t quite know where we were I guess”, lød svaret. Nå ja tænkte jeg, ikke just opmuntrende, men det var da lidt I stil med det på Brøndby Stadion, som jeg dog fik lidt mere respekt for, efter vores håbløse display af dumhed. Kort efter farede vi igen op fra vores sæder, som vi nu ved var på North Stand, og kunne tage os til hovederne. Højrebacken Eboue havde søgt med frem, og efter en 1-2’er med en rigtig godt spillende Adebayor, var Eboue helt fri mod mål, men uselvist ville han aflevere over til Pires, og i stedet for mål, fik en Liverpool spiller løbet imellem og sparket den ud. Et par minutter mere gik, og der var snart spillet 35-40 minutter, da Luis Garcia fra lang afstand pludselig fik fyret et langskud af, der gik lige forbi stolpen. En lille advarsen, og kort efter var den gal igen, da selv samme Garcia fra en åbenlys offside, akrobatiskt forsøgte at flugte et indlæg i målet. Den røg dog langt over, og vi kunne igen sætte os ned og slappe lidt af. Igen gik der kun et par minutter før vi igen måtte op fra stolen. Touré ville sætte noget af en takling ind, og efter en flyvetakling lignede det en slem skade, da Touré blev liggende. Skadet som Arsenal spilleren var, forlangte vi selvfølgelig en ubegrundet advarsel, men den kom ikke. Tilgengæld brugte Touré 3-4 minutter på at ligge i græsset og modtage behandling, før vi kunne klappe ham af banen til yderligere behandling. Der gik dog heldigvis kun et par minutter mere, før vi kunne byde Touré velkommen på banen igen, kort før pausen, med et stort jubelråb. Større end jeg havde forventet faktisk. Sidste chance i kampen tilfaldt Steven Gerrard, da han på et skud udefra, fik Lehmann ud og flyve. Vi sad dog i en god vinkel og kunne tidligt konstatere bolden ved siden af, og Lehmann gav sig heller ikke 100% i redningsforsøget. Halvlegen blev fløjtet af, og vi sad heldigvis 3 sæder fra udgangen, så vi rejste os og var hurtigt nede i køen til hotdog salget. Efter omkring 10 minutters venten i kø, fik jeg endelig min megadog, og jeg aftalte med kæresten at vi begge lige gik på toilet, hvorefter hun ville købe en bakke pommes frittes, og derefter møde mig ved siddepladserne. Jeg gik ind i det, i øvrigt utroligt flotte, store og stilede toilet, men der var en stor kø, og vi stod 3-4 folk bag hvert pissoir, hvorefter jeg med hotdoggen hånden, fik gået af på naturens vegne, og fandt vej til siddepladserne.
Anden Halvleg
Jeg nåede op til min plads præcist som kampen blev fløjtet i gang, og hurtigt kunne jeg konstatere at kæresten gik glip af den første chance. Liverpool startede med et pres højt oppe på banen, men det gav også plads til kontraangreb i den anden ende. Gilberto kom imellem en aflevering, og efter flot kombinationsspil mellem Fabregas, Pires og Henry, var sidstnævnte pludseligt fri mod mål, men franskmanden fik sparket bolden en halv meter forbi målet. Vi tog os til hovedet i ærgrelse, da Henry godt kunne have fortjent at scoret efter et fantastiskt og flydende opspil. Igen måtte vi tage sangen til mund, og hylde Thierry for hans flotte spil. Få minutter efter kunne lyden af opklappende stole igen høres tydeligt, da vi alle rejste os på samme tid, da Hleb med en flot aflevering igen fik spillet Henry fri, men superangriberen skød desværre svag, lige på Reina. Et andet mål til Arsenal lurede, og vi kunne efterhånden også høre en utilfreds mumlen blandt de omkringværende Arsenal tilhængere der alle antød at vi skulle ”get that second goal before we loose the lead”. De næste ti minutter bød på meget bølgende spil, som egentlig ikke førte til nogen chancer. Stemningen var dog alligevel stadig høj, da sangen fortsatte, og især ”There’s Only One Team in Europe” blev skrålet for fulde hals. Og det er jo logiskt nok, eftersom Arsenal er det eneste engelske hold tilbage i Champions League. Minutterne gik, og efter 60 af slagsen, var Eboue pludselig, efter en flot dribletur, ved at være fri i straffesparksfeltet . Men Hamann fik indhentet ham, og lavede en glidende takling der KLART fra vores position lignede et straffe, så igen fløj vi op af stolene, og råbte ”PENALTY!”, efterfulgt af ”Oh come on ref!”, og en buh’en mod kampens dommer Steve Bennett. Efter nærmere indspektion på min dvd af kampen, er jeg dog nu kun 70% sikker på at der var straffe… Hjørne blev desværre kendelsen, men som alle de andre hjørnespark til Arsenal i kampen, blev den let clearet. Igen bølgede kampen herefter frem og tilbage, og med 20 minutter igen, tog Wenger så en delt kampens spiller, Adebayor, ud til fordel for Dennis Bergkamp. Den anden del af kampens spiller, var Fabregas der spillede en rigtig god og solid kamp. Nå, men Bergy fik selvfølgelig også et cheer med på vejen, eftersom det er hans sidste sæson på Highbury, og selvom han ikke kreerer så meget som i de gode gamle dage, er han stadig en legende blandt os fans. Der gik heller ikke mange sekunder for The Flying Dutchman fik sin første chance, efter at Hleb med en tværaflevering fandt Bergy på kanten af feltet, men den gamle hollænder skød bolden pinligt langt over mål. Det overraskede mig dog at kæresten efterhånden viste at hun fulgte lidt med i kampen, da hun kommenterede at det var underligt at ”Liverpool stadig spiller ballonbold mod ham den mega høje”, og efter et frispark mod Eboue som ikke blev dømt, gik Alonso hen og klappede ham en på hovedet, hvilket Eboue også påtalte til dommeren. Kæresten skreg på rødt kort, men hændelsen havde jeg ligesom dommeren ikke set, så mere blev der ikke gjort af sagen. Men ”ham 14’eren” skulle få en hovedrolle lidt senere i kampen… Vi skulle dog først få noget af et slag på hatten. Fabregas havde bolden på vores egen banehalvdel, men han blev løbet ned bagfra, uden dog at få frispark ud af det, og da Lehmann dumt bokser et flot skruet langskud fra Gerrard direkte op i luften i stedet for ud, kommer Luis Garcia til at stå fri et par meter fra mål, og kan let heade bolden ind. Skuffelsen var total, og endnu engang havde vi smidt en føring væk, fordi vi ikke kunne score et fortjent 2-0 mål. Det er ikke første gang det sker i denne sæson. Jeg kunne mærke sveden i mine ellers stivfrosne hænder, da jeg slukøret kunne indse at med et kvarter igen, og med 1-1 på måltavlen, lignede det at vi igen havde smidt en fortjent sejr væk. Sindene kom også hurtigt i kog, efterfulgt af et indvendigt hurraråb, da Bennett endelig gav kampens første advarsel, som faldt til Xabi Alonso, ham 14’eren, da han havde lavet en eftertakling på Fabregas. Vi skreg faktisk lidt på et rødt kort, men det var nu et spinkelt håb. Der var derefter stille på stadion – i hvert fald hos Arsenal fansene. Jeg kiggede over mod modsatte tribune, hvor jeg kunne se Liverpool fansene hoppe og danse, og tænkte ved mig selv at det var sørgeligt at 4. pladsen var så glade for et uafgjort resultat, men jeg kunne dybest set også se at det jo var logiskt nok, eftersom det hele tiden havde lignet en Arsenal sejr, og med Bergkamp inde i stedet for Adebayor, var vores angrebsmuligheder begrænsede. Liverpool pressede efterhånden på, og jeg sad og prøvede på at overbevise mig selv om at 1-1 faktisk var et godt resultat. På trods af vores overtag i det meste af kampen, var stillingen nu lige, og Liverpool var faktisk på vej til et overtag der kunne afgøre kampen. Men allerede et par minutter efter, da der var spillet 81 minutter, afleverede Flamini bolden ud mod Pires på højre fløjen, og mens jeg fulgte boldens bane, rejste folk sig op og råbte en masse, og for ligesom at føle mig som en af de andre, rejste jeg mig da også op og råbte. Hvad jeg præcist råbte, kan jeg i skrivende stund ikke erindre, men det var sikkert ikke særligt intelligent, siden jeg ikke havde set situationen. Det var der til gengæld 38.220 andre der havde, og hovedparten, inklusiv dommeren, takserede episoden som et gult kort til Xabi Alonso, og dermed også udvisning. Xabi selv så ud til at ville åbne en kaffeklub på banen, han brugte i hvert fald noget der lignede 10 minutter på at diskutere situationen med dommeren, men rokkes på beslutningen kunne der selvfølgelig ikke, og midtbanespilleren måtte tage en lang og langsom travetur mod modsatte side af banen, og hen i spillertunnellen. Så var der pludselig håb forude, for selvom vi ikke just havde et prangende angreb på banen i øjeblikket, eftersom både Adebayor, Reyes, Van Persie osv. ikke var med mere, var vi dog i overtal og kunne måske presse os til en chance. Men kun et minut efter, pressede Fabregas Gerrard, og for at trække tiden ville han spille den tilbage til Reina. Han havde dog ikke set lynhurtige Henry, der hurtigt opsnappede bolden, rundede Reina, og omsatte sikkert til scoring! Vi stod i forvejen op, og skubbede os vej til kigplads, men hurtigt måtte vi i stedet bruge armene til at hive op i vejret, da Henry løb langs med sidelinjen og fejrede sin scoring på vanlig vis. Tysse ville vi dog ikke, i stedet hoppede og dansede og råbte vi, selv kæresten var røget op af hendes sæde, mens Arsenal spillerne, ligesom nogle af tilskuerne, omfavnede hinanden og fejrede den vigtige scoring. Jeg kiggede lystigt hen på The Great Captain, som stod og holdte sig på hovedet. Ikke just den mest gennemspillede scoring, men den talte dog, og pludselig sad vi med alle kortene på hånden. Med en mand i overtal og 6 minutter igen, KUNNE det var ikke gå galt! Kommentatoren råbte igen Henry’s navn, og vi råbte endnu højere end tidligere i kampen. Jeg kunne dog heller ikke undlade at pege over mod Liverpool fansene og råbe ”You ain’t singing anymore!”. Og det gjorde de da bestemt ikke, de stod stille som stenstøtter, og kunne ikke forstå hvad deres ellers højt elsket anfører lige havde gjort. 2-1 stod der i hvert fald, og de næste par minutter vidste vi ikke helt hvad vi skulle synge, så i stedet blev det en blanding mellem de forskellige sange, der dog endte med en enstemmig ”There’s only one team in Europe”. Glæden var ubeskrivelig, og folk kunne ikke lade være med at smile stort, og nogle valgte at hoppe op og ned og synge med på sangen. Få minutter efter var vi tæt på at udbygge føringen endnu engang, da Fabregas med en lækker, følt aflevering, spillede Henry fri. I stedet for selv at forsøge på mål, valgte Henry dog at spille den på tværs til en helt fri Pires, hvis skud der prellede af mod fjerneste opstander. Sikke en kamp dette pludselig var blevet til! Jeg sad og håbede på at vi ville ende med at score 2-3 mål mere, så vi kunne give kampen det resultat den fortjente. Luis Garcia fik indkasseret kampens 3. advarsel hvis vi medregner de to som Alonso tog sig af, da han i frustration sparkede Henry ned, da han havde rundet Garcia. Herefter kom den stemning som jeg havde håbet lidt i forvejen, var på Highbury, da ALLE rejste sig op og med armbevægelser sang ”And it’s Arsenal. Arsenal FC, is by far the greatest team, the world has ever seen…”. Kort efter blev Fabregas holdt tilbage på kanten af feltet, og jeg sagde til kæresten at “det er en perfekt placering til Henry”. Hun svarede ”det ved jeg da godt”, og så tænkte jeg jo ”nå ja, det kan jo være at hun har lært lidt af turen alligevel. Hun har da trods alt stået og sunget med på sangene de sidste 5-6 minutter”. 3 minutter blev der lagt til, og med vores sikre pasningsspil og tidsudtræk af Henry ved hjørneflaget, gik de minutter hurtigt, og så lød fløjten og jublen brød ud. Efter en utrolig spændende og medrivende kamp, som indeholdte mange chancer, drama ved udvisning og et sent sejrsmål, var en vinder fundet. Den rigtige vinder hvis jeg skal være helt ærlig. Modsat de fans som stod omkring os, blev vi på stadionet og klappede ivrigt af Arsenal spillerne, som takkede for opbakningen. Især Henry kiggede jeg efter, og klappede jeg efter, hvis det da er muligt, men han var nu tæt forfulgt af en mand med kamera, så jeg tror nu ikke at han så mig… Vi forlod i stilhed stadion, hvorefter vi vandrede lidt rundt omkring Highbury og kiggede på de mange mennesker. En enkelt lille gruppe af tykke englændere, stod og sang ”Steve Gerrard is a gooner”, hvilket jeg trak en smule på smilebåndet af. Turen gik herefter hjemad, og en rigtig spændende aften, endte med at jeg lå i sengen og gennemgik alle højdepunkterne i hovedet, mens sangene rungede.
Efterdønninger
Søndagen brugte vi til at tage ind til Highbury, da vi ville købe en dame jersey til kæresten, men den var desværre kun i XS og XL i Highbury Shoppen, og selvom hun er lille og slank, kunne ingen af dem passe. Vi fik retningen til Emirates Stadium, og gik slukøret i retningen. Jeg kiggede lige en gang på Highbury bygningen, og kunne mærke tårene nærme sig min øjenkant. Jeg sagde dog ikke noget, men følte i stedet at dette var starten til noget nyt og større. Jeg havde givet Highbury min afsked, og bevægede mig ned mod Emirates Stadium. Følelserne var blandede da jeg nåede derned. Det var et kæmpe stort og åbenlyst luxuriøst stadion der var i gang med at blive bygget. Men på en måde virkede den kolde stål og glas flade meget kold, og ikke lige så indbydende som det hvide og røde Highbury. Endnu engang gik mit sind lidt i stå, mens jeg betragtede dette monstrum. Jeg fiksede kameraet frem og tog et par billeder, mens jeg bildte mig selv ind at det var for det bedste. Highbury har ligget der siden 1913, og den har været ramme for nogle store præstationer. Både negativ og positiv historie er blevet skrevet her, og det nye stadion markerede for mig en ny start i Arsenal, med et ungt og lovende hold, og nu med rammerne til at udnytte det. Jeg kastede et sidste blik på stålkonstruktionen, og vendte derefter tilbage mod undergrundsstatione n, med vished om at jeg havde fået sagt farvel til Highbury. Næste gang jeg returnerer til England for en Arsenal kamp, bliver det på nogenlunde samme sted, men med andre forudsætninger. Måske er det for det bedste, måske ikke. Jeg kunne i hvert fald vende tilbage til Danmark, med ro i sindet, efter at have givet The Final Salute.
Skrevet af: Hawk1nZ
|
