Efter lidt over 2 måneders meget lang ventetid, blev det i fredags, den 14. april endelig tid til at rejse af sted til Newcastle. Det var min første tur til byen, hvor Newcastle United, min yndlingsklub har hjemme.
Lad mig først fortælle lidt om mit forhold til klubben. Det startede på en meget sjov måde faktisk. Tilbage i 1993 sad jeg og spillede Championship Manager på min Amiga 1200, Jeg havde på det tidspunkt ikke det store forhold til engelsk fodbold og holdte ikke rigtigt med nogen. Jeg syntes det blev alt for svært at spille i Premier League og derfor hældte jeg lidt til de store hold i 1. division, Sunderland, Wolves og West Ham. Jeg startede så på et tidspunkt et spil med Sunderland. Jeg var rimelig suveræn og lå til oprykning, da jeg hjemme på Stadium of Light tog imod Newcastle. Jeg tabte 1-7. Jeg tænkte blot at dem måtte jeg da prøve at spille med. Det gjorde jeg så, og det gik rimeligt godt. I Premier League var jeg på det tidspunkt blevet lidt en fan af Blackburn, pga. min fascination af Shearer og Sutton koalitionen. Men da Newcastle så rykkede op i Premier League, så var jeg solgt, og det har jeg været lige siden. Det blev absolut ikke dårligere da Shearer så ”kom hjem” i 1996. Men det har mest været svære tider; det glippede mesterskab i 1996, de tabte FA Cup finaler, katastrofen i Lissabon forrige sæson, hvor vi i mit hoved havde den bedste chance længe for europæisk succes.
Det var lidt forhistorie.
Allerede sidste sæson havde Shearer annonceret at han ville stoppe, men han blev overtalt og tog denne sæson med, så da det blev offentliggjort at han spillede testemonial mod Celtic i maj måned, så var jeg naturligvis opsat på at komme derover, desværre fik TOD (Toons of Denmark) ikke billetter, så vi kunne lave en samlet tur, hvilket ville have været virkeligt optimalt. Derfor opgav jeg lidt at komme over og se den kamp, og valget faldt i stedet for på Newcastle – Wigan den 15. april. Jeg fik overtalt min far til at tage med, da det ville være lidt surt at rejse alene.
I fredags var tiden så kommet. Vi tog bilen til Tirstrup lufthavn hvor vi ankom ca. 21.30, Vi skulle flyve med Ryanair til London Stansted 22.45. Alt gik som smurt i Tirstrup, vi fik vores boarding pas og fik købt et blad og en enkelt øl inden vi ca. 22.25 gik ombord på Ryanair flight 715. Vi lettede til tiden klokken 22.45 og knap 1 time og 50 minutter senere ankom vi til London Stansted. En lufthavn der var en del større end man havde fået at vide hjemmefra. Da vi gik fra flyet røg vi ud på en længere gåtur. Jeg vil faktisk skyde på at vi gik omkring 1 km før vi nåede op til ”Bagage reclaim”, men her kom vores bagage så til gengæld til syne idet vi ankom, så det var optimalt, Vi kom endelig ud i ankomsthallen og fik bestilt en taxa til Stansted Holiday Inn hotel. Hotellet var helt i topklasse, vi gav kun £59 for en overnatning for 2 personer, og i den pris var der endda inkluderet morgenmad. Vi faldt i søvn omkring 2 tiden natten til lørdag. Knap 3½ time senere ringede vækkeuret, vi kom i bad, fik spist morgenmad, og kom ud i lufthavnen igen hvor vi lidt i 8 gik ombord på et Easyjet Boing 737-700 fly. Klokken 08.10 lettede vi med kurs mod Newcastle, hvor vi ankom ca. 09.20. Vi tog en taxa ind til Swallow Imperial Hotel, hvor vi skulle overnatte natten til søndag. Vi fik pakket ud, og gik derefter en tur ned i byen, som virkelig summede af liv. Overalt så man folk, de fleste i sort/hvid stribede trøjer, det var et fantastisk syn. Vi gik en tur op ad North Humberland Street som er Newcastles svar på Strøget i København. Midt i ligger Eldon Square som er et kæmpe storcenter. Her ligger bl.a. en Newcastle United butik, og lad mig bare sige at dankortet var rødglødende da vi kom ud derfra.
Generelt er kulturen og specielt fodboldkulturen helt anderledes i England. Der bor ca. 190.000 mennesker i Newcastle, i Aalborg bor der ca. 120.000, Newcastle kan med lethed trække fulde huse (52.300) hver gang, mens AaB døjer med at nå de 5000. Fodbold betyder alt i England, hele lørdagen vrimlede byen med folk i Newcastle trøjer af alle slags. Alle snakkede om kampen, gamle damer, unge piger, alle folk generelt, det var virkeligt imponerende. Også søndag hvor vi var inde i byen, gik snakken på de forskellige pubs stadig på gårsdagens kamp, og enkelte havde stadig deres NUFC trøje på. Vi kunne lære lidt af den kultur!
Efter frokost på Burger King, gik vi tilbage til hotellet, hvor vi lagde vores poser og fik trukket Newcastle trøjen på. Herefter satte vi kurs mod St. James Park, som er Newcastles hjemmebane. Allerede fra hotellet fik vi et glimt af det kæmpestore stadion, man fik virkelig gåsehud og jeg glædede mig helt vildt. Et kvarter senere ankom vi til stadion, hvor der lå endnu end Newcastle United butik, vi fik handlet lidt mere, købt kampprogram inden vi ca. 13.30 lokal tid gik ind på St James Park.
Da vi kom ind på stadion mistede jeg helt pusten, det var så fedt endelig efter 13 år at se dette stadion, vi fik sat os på vores pladser, som lå rimeligt højt oppe på Milburn Stand (Ene sidetribune). Vi havde et glimrende overblik over banen og også over byen. Ca. tre kvarter før kampstart, kom guderne på banen til opvarmning, spillernes navne blev nævnt, ikke noget man gør voldsomt meget ud af i Newcastle, med undtagelse af en spiller, nemlig Alan Shearer. Det var faktisk som om Newcastle havde scoret da speakeren nævnte hans navn i startopstillingen, så meget jublede tilskuerne. Man fik et godt indtryk af hvor meget Shearer betød for fansene. Klokken 15.00 lokal tid lød den magiske fløjte så og kampen var i gang, Newcastle startede bedst, men efter 4 minutter får Wigan frispark ca. 4 meter udenfor feltet, Jimmy Bullard tager det og bang! 0-1 til Wigan, en kold spand vand i hovedet på de fleste tilskuere på et totalt udsolgt St James Park. Når jeg siger de fleste, så er det fordi at de ca. 3000 Wigan fans som stod 20 meter til venstre for mig, ja de hyggede sig virkeligt, og med god grund. For Wigan tog herefter initiativet, og især deres fløjspil var virkeligt imponerende. Men desværre for Wigan, så blev 3 skader indenfor de første 25 minutter kostbare. Newcastle blev i samme periode også ramt af 2 skader, så 5 udskiftninger inden den første halve time var rundet. I det 28 minut kom forløsningen så: Michael Chopra får bolden i højre side af feltet tæt på målet, men en Wigan spiller får ham væltet og dommeren pegede med det samme på 11 meter pletten, og hvis man kender Alan Shearer, så ved man at Straffespark til Newcastle i 999/1000 tilfælde altid ender med mål, og i dag var ingen undtagelse. Jublen brød løs og de før så glade Wigan tilhængere sad lidt tungere i sædet. Men det skulle blive endnu værre for dem og bedre for os. 8 minutter efter udligningen, indlæg fra højre siden og inde foran mål dukker Titus Bramble op, og helt fri header han Newcastle i front. På det tidspunkt var stemningen helt kanon, og Wigan fansene blev mobbet godt og grundigt. 2-1 til Newcastle var også stillingen ved pausen. I anden halvleg var det faktisk kun spil mod 1 mål, Newcastle kørte det ene angreb frem efter det andet, og midt i halvlegen gav det bonus, en total blunder i Wigans 4-backkæde, giver friløber til Alan Shearer, og det gør man ikke ustraffet, 3-1! Samme Shearer var i overdådigt spillehumør og han lignede ikke en på 35, Han burde med endnu en kæmpechance havde fået hans hattrick. Men kampen endte 3-1 og i stillingen var Newcastle nu absolut med i kampen om den 7 plads som giver direkte kvalifikation til UEFA Cuppen. Og hvilken bedre første kamp for mig, end en 3-1 sejr og min store helt scorede 2 mål, det var virkeligt fedt.
Efter kampen blev det til endnu en tur i NUFC butikken hvorefter vi fandt en pub, hvor vi fik bundet et par pints og nød den helt geniale stemning. Alle folk snakkede om kampen og om hvor fantastisk det var. Efter pubben gik vi tilbage til hotellet og klædte om. Herefter fik vi spist aftensmad og vi fik set Tyne Bridge og Millenium Bridge inden vi fandt sengen efter en lang og helt perfekt dag. Søndag morgen fik vi rigtig engelsk morgenmad på hotellet, hvilket indebar bacon, pølser, scrambled eggs, juice, ristet brød, frugt osv. Det var helt kanon. Herefter fandt vi en pub, hvor det blev til et par pints mens vi så Aston Villa – Birmingham. En rigtig god kamp i øvrigt. Efter kampen spiste vi frokost på Burger King og derefter gik vi den sidste tur tilbage til hotellet hvor vi checkede ud og tog metroen ud til lufthavnen. Her vi lettede fra klokken 16.50. Klokken 18.00 landede vi atter i Stansted, men blot for en kort stund, for 19.45 lettede vi igen, denne gang med kurs mod Tirstrup, hvor vi landede klokken ca 22.20 dansk tid. Ved midnat var vi atter hjemme i Aalborg efter en helt fantastisk tur, som absolut ikke bliver den sidste. Rejsen, byen, stadion, hotellerne, kampen, generelt forløb det hele, helt perfekt.
Denne artikel er skrevet af gæsteskribenten Newcastle.
|
