I lyset af denne artikel om hvorfor vi hader Italien så inderligt, vil jeg nu, på eget initiativ, prøve at kaste en lignende lyskegle over på vores venner fra England.
Jeg har nemlig opdaget, at der er to forskellige slags synspunkter på det engelske landshold, hvis man er fodboldfan vel at mærke. Et alternativt er, at man elsker at se England spille fodbold, fordi man synes, at Beckham og Owen er nogle åh så lækre pussenusser. Det synspunkt kommer naturligvis kun frem, hvis man sidder ned, når man skal tisse. Derfor holder jeg fast på standpunktet om, at der er to synsvinkler på England. Jeg starter med den første og den mest naturlige måde at se på England.
Se, de har spillere fra det hold, jeg hepper på!
Ja, det er nok så mange danskere, der sidder og klapper i deres små blegfede hænder, når de opdager, at en spiller fra ”deres” klubhold har scoret i en ligegyldig kamp mod et hold, som de færreste kan stave til. For inderst inde er vi alle enige i, at England er et genialt hold at se spille. Om man er fan af Man Utd, Liverpool, Chelsea eller Arsenal, så er det fedt at se England spille fodbold, fordi man får at se, om ens stjerner fra klubholdet får scoret eller klarer sig godt. Vi kan lige så godt indrømme det, hvis du er Liverpool-fan, er det en utrolig god følelse, når Crouch endelig rammer bolden, og den går ind i netmaskerne. Så vil jeg tro, at 95 % af alle Liverpool-fans sidder og klapper i deres, ja, du har gættet det, små blegfede hænder og tænker ”HA!, se, han KAN jo score, nu kan hele verden se det!”. Det samme mønster gentager sig, når Gerrard hamrer en kanonkugle HELT op i trekantsammenføjnin gen, det er jo trods alt den eneste måde, han kan score på. Som Chelsea-fan er det jo lækkert at se, når Terry stiger til vejrs og scorer på endnu en dødboldsituation, som jo åbenbart er Englands stærke side, lidt alá Norge i de glade vi-hader-alle-norge-for-deres-spillestil-dage. Det er igen den samme følelse, man får, når Lampard fyrer et skud af fra kanten af feltet, den rammer en forsvarsspiller og ryger ind bag en sagesløs målmand på et landshold, der kalder sig The Reggae Boyz. Eller hvis man er Man Utd-fan og ser Rooney hamre den ind fra tre meters afstand med fare for målmandens liv, i tilfælde af at han bliver ramt i hovedet af skuddet. Hvis man er Arsenal-fan, er glæden ved at se England ikke så stor, eftersom de Arsenal-spillere, man finder på Englands hold, er forsvarere. Det problem har vores ven Svenne heldigvis set løsningen på ved at udtage Theo Walcott, en unge på kun 17 somre, som spås en stor fodboldfremtid.
Men det er jo ikke den eneste grund til, at fans i denne gruppe ser England spille fodbold, er det? Den omvendte situation gør sig jo også gældende! For jubler vi ikke alle sammen indvendigt, når Beckham endnu engang kikser et indlæg eller hakker en modstander ned i vrede, når Rooney hamrer bolden 30 meter over mål, eller når Crouch for 30. gang når højest i en hovedstødsduel (stående på jorden vel at mærke) og alligevel header den ved siden af? Jo, det gør vi da! Hvorfor? Fordi vi elsker simpelthen at se klubrivalernes spillere dumme sig. Så sidder vi og siger ”Ha, så kan verden måske se, at han alligevel ikke er så god, som alle lovpriser ham til at være”.
Vi ser dem, fordi vi hader dem!
Men der er også en anden ”fangruppe”. Denne gruppe er jeg selv medlem af, og vi ønsker al fiasko til England. Vi ser alligevel kampene, men kun fordi der er chance for endnu en skuffelse for englænderne. ”Hvorfor”, spørger du? Jo, det er da enkelt nok!
1. Svend Göran Eriksson. Medmindre man er fan af taliensk fodbold, var denne svensker ukendt, før han tog til engelsk fodbold. Han tjener £80.000 pr. uge på at være træner for et engelsk mandskab, som har leveret resultater som et 4-1-nederlag til Danmark, 1-0-nederlag til Nordirland, 1-2 til Hviderusland, en heldig 1-0-sejr over Wales, og sådan kan jeg blive ved. Manden er ikke, og har aldrig været, kompetent nok til at lede et stjernespækket engelsk mandskab til noget som helst godt. Udover sin manglende kompetence på trænersiden har han været involveret i adskillige skandaler. Lad os starte med den mest kendte. Den virile svensker har været lidt omkring sig og dermed også lidt med Faria Alam (billedet til højre), som i øvrigt også har været sammen med FA’s chief executive Mark Palios (billedet til venstre). Derudover var svenskeren også sammen med Ulrika Jonsson i 2002, samt desperat prøvede at få fat i en ex-kæreste ved at bombardere hende med opkald og whinen over, at hun var hans livs kærligt. Det er dog ikke de eneste begivenheder, som den omstridte svensker har været i. Han har desuden også udtalt, at han ikke vil blive træner for et hold i England, fordi de ”puttede penge i lommerne”, løjet overfor FA, bragt sin loyalitet i fare ved at omtale andre klubber som potentielle trænerjobs for ham, mens han var bundet i FA, osv., osv. Altså er han ikke verdens mest sympatiske person. Men skandalerne til side er han stadig ikke en kompetent træner, og at FA kan lade ham ”lede” et engelsk mandskab, som ikke just har respekt for ham, til VM, er svært at finde nogen grund til. Men lad os være glade for, at Steve McClaren overtager England efter VM, måske kan han finde hoved og hale i holdet…
2. Englænderne. Ja, de er faktisk deres værste fjende, i hvert fald på fodboldfronten. Hvor mange gange har vi ikke hørt de selvglade englændere udråbe dem selv til storfavorit til at vinde en slutrunde? På denne front minder de faktisk meget om netop Italien, da de ikke kan få nok af sig selv. England har ikke vundet noget som helst siden 1966, hvor de vandt VM, netop i England. Siden har de ved hver eneste slutrunde, som de eneste, udråbt sig selv til storfavoritter, var sikre på at denne gang, var holdet stærkere end nogensinde. Men hver gang er det gået galt. Hvorfor? Nok fordi de overvurderede deres chancer… Igen i år er de sikre på, at de vil vinde VM. Førnævnte Eriksson har sågar valgt at inkludere Wayne Rooney, alene af den grund at han måske bliver klar til at spille finalen, en finale som de selvfølgelig når. Nu har England lige haft en dårlig optakt til VM, men alligevel er al fokus på dem, da de har et fremragende mandskab, hvor de inderst inde tror, at 17-årige Walcott vil blive det mirakel, som sikrer dem VM – nu hvor Rooney nok ikke bliver klar. For et eller andet håb skal de jo have at fæste sig til. Senest har de slået en stornation som Jamaica, og hvis der er et tegn, som viser en kommende VM vinder, så er det da at slå de skræmmende Reggae Boyz.
3. Hooligans. Vi kan ikke komme uden om dem. I de sidste tre slutrunder har England været kendt for deres hooligans. Især under VM i 1998 i Frankrig og EM i 2000 i Holland/Belgien var stemningen uden for banen præget af hooliganisme, da, især de engelske hooligans, stødte sammen med bl.a. de tyske hooligans samt det hollandske/belgiske og franske politi. Vi kan så glæde os over, at der i de seneste to seneste slutrunder ikke har været de store problemer med engelske hooligans, og at 3500 engelske kendte hooligans har fået forbud mod udrejse under den kommende slutrunde.
4. Spillestilen. Det er kendt af alle. Englænderne kan mønstre den ene verdensstjerne efter den anden. Med spillere som John Terry, Frank Lampard, Stephen Gerrard, David Beckham, Michael Owen, Wayne Rooney osv., osv. har England nok med stjerner. Derfor må det da kun være rimeligt, at vi forventer, at England spiller flot offensivt fodbold som Brasilien, Frankrig og til tider Spanien/Italien, når de er bedst. Men når vi ser England spille mod de middelmådige nationer, hvor man forventer en målfest (nu nævner jeg igen Danmark, Wales, Nordirland, Hviderusland), bliver det til en gang lal, hvor Englands spillere ligner nogle folk, som fik drukket for meget champagne med deres massagepiger aftenen forinden. Det er her, at de virkelig burde vise deres spillelyst og evne ved at kombinere sig igennem det ene angreb efter det andet og sænke modstanderne med tre-fire-fem mål margin. I deres seneste sejr over Jamaica scorede de hovedsagligt deres mål på hovedstød efter dødbolde. Hvem sagde Norge?
5. Skandalerne. Endnu engang kan jeg hive Svend Göran Eriksson op af hatten, men han er så sandelig ikke den eneste med smuds på sin glorie. David Beckham har også været omfattet af den ene skandale efter den anden, da han jo har været på utallige scoreture, mens hans kone og børn sidder hjemme og venter på ham. Hans evige søgen mod medierampen gør, at folk, som i forvejen mener, at han slet ikke er en god fodboldspiller, kommer til at hade ham endnu mere. Derfor er det vel heller ikke overraskende, at det lykkedes de to ovennævnte at finde et fremragende samarbejde, hvor verdens mest overvurderede fodboldspiller får lov til at spille på et engelsk hold og endda lede det ved hjælp af anførertjansen. Men de to er ikke de eneste tilfælde. Gang på gang hører vi om vold, voldtægter, trafikulykker, spillerhandler osv., osv., hvor engelske spillere ikke har haft deres sti helt ren. Hvornår stopper galskaben?
Jeg kan personligt sige, at hver gang jeg sidder og spiller FM, og der dukker en news frem, hvor der står, at England tabte eller ikke spillede godt, så fryder jeg mig indvendigt. For vel er det bare FM, men det er alligevel en lille sejr, hver gang England skuffer. Altså må jeg nok placere mig i kategori 2, hvor hadet til englændernes landsholdsfodbold er højt, selvom jeg elsker klubholdsfodbold i England. Men er jeg alene om denne holdning? Eller findes der nogle frænder derude, som jeg kan starte en klub med, hvor vi indsamler underskrifter mod Englands selvfede attitude? Hvordan ser du England spille?
|
(11 Stemmer)
