Efter et par sekunders hvileløs søgen får jeg omsider øje på ham, og straks retter jeg kikkertsigtet mod hans højre øje. Med fingeren på aftrækkeren tager jeg en dyb indånding. Et højt brag, og han falder til jorden. Jeg har lige dræbt min bedste ven.
Jeg smiler triumferende over min fuldtræffer, men siger ikke et ord, for jeg vil ikke afsløre mit dække. Snart må jeg dog sande, at min tavshed ikke var nok, og jeg kan høre kuglerne suse om ørerne på mig. Jeg kasserer sniperriflen og finder min AK 47 frem. En vældig ildkamp starter, og kort tid senere har jeg også to tilfældige hollænderes liv på min samvittighed.
Nej, jeg er ikke en psykotisk morder, men jeg var engang en ferm Counter Strike-spiller, og jeg kan stadig huske morskaben ved at gå amok i blodrus mod venner og fjender, bekendte og fremmede, danskere og japanere.
Ser man på computerspillenes udvikling gennem de seneste ti år har den grafiske evolution uden tvivl sat sit tydelige aftryk, men de virkelighedsnære ansigter og blødende smukke kulisser må vige for Internettets legeplads, når det gælder radikale fornyelser på gameplay-fronten. Ligesom vi i denne sommertid ynder at tage til de varme lande (eller som vejret herhjemme er lige nu: de endnu varmere lande) for at udvide vores horisont, opleve noget nyt og have det sjovt, så rejser vi ud i cyberspace for at flygte fra den trivielle hverdagsrutine, som singleplayer-delen efterhånden har fanget os i.
Jeg har lemlæstet mine venner med mine økser i Diablo, er blevet flået for hundredvis af dollar i poker og har fået baghjul af fremmede folk fra alle fire verdenshjørner i Gran Turismo. Og hvor har det været sjovt. Men når jeg tager på charterferie i Football Manager, fremstår cyberspace som en uindbydende, øde og ugæstfri ørken.
Der skulle gå mange år, før jeg begav mig derud, men det var ikke af ideologiske årsager, at jeg blev hjemme. Tværtimod skyldtes det den møgbesværlige proces med åbning af porte i routere, og jeg ved ikke hvad, som jeg til dato ikke kan finde ud af. Heldigvis dukkede Hamachi op som sendt fra himlen, og det smarte, lille program blev min rejseguide på turen. Allerede her må vi hellere foretage et mellemstop, for det er i min optik for dårligt, at en fyr som jeg, der ellers ikke er totalt invalid foran en computerskærm, har brug for et program som Hamachi for at kunne starte et netspil. SIGames kunne lære en hel del af Timo Schwarzwälder, som manden bag programmet vistnok hedder, for en mere gnidningsfri tilkobling ville være gunstigt. Hvor skulle 11-årige Henning, som ikke aner hvad FmFreaks og FMdanmark er, men bare gerne vil bide skeer med andre, levende managers, kende Hamachi fra?
Som den notoriske kværulant, jeg er, har jeg naturligvis mere at brokke mig over. Tiltrækningskraften ved at spille over nettet i hvilket som helst andet spil er – for mig i hvert fald – det tag-selv-bord, der folder sig ud. Spiltypen afviger fra singeplayer-delen, og modstanderne er ægte mennesker, hvorfor deres træk er uforudsigelige og baseret på menneskelige overvejelser frem for maskinel kalkulation. Og ikke mindst muligheden for at krydse klinger med folk fra andre kontinenter trækker i mig. Men den mulighed foreligger ikke i FM. Det hele skal aftales til punkt og prikke, inden spillet starter, og hvor mange gider helt ærligt at sidde og planlægge disse detaljer med en ukendt mand fra Kina? Der er streng grænsekontrol, og dermed kan et FM-netspil ikke tilbyde lige så meget som eksempelvis et CS-netspil på den front. Dermed bliver rejsen i cyberspace ikke blot kortere, men også væsentlig mere ueksotisk, og SI burde måske overveje at kopiere systemet fra netop CS, hvor du selektivt kan sortere i serverne efter dine kriterier.
Desuden savner jeg et mere velfungerende chatsystem. Det nuværende er både besværligt og langsommeligt at bruge og burde erstattes af en lille chatlinje forneden, faktisk lidt a la ”Freak Chat”, hvilket ville være et langt mere gangbart samtaleanlæg. Og nu sidder du garanteret og tænker, at MSN og lignende IM-klienter jo kan klare jobbet, og ja, det har du helt ret i, men det ville da være nemmere, hvis det hele kunne gøres i FM, ikke sandt?
Det lader minsandten til, at SI har hørt mine ellers hidtil usagte bønner og givet os Football Manager Live – et ganske spændende og for undertegnede også vedkommende projekt. Nærmest manna fra himlen for enhver, der kan nikke genkende til denne artikel. Men der er selvfølgelig en bagside af medaljen. For giv mig én god grund til at vi skal betale for et separat onlinespil, når alle andre spil, der bliver produceret, har en samlet pakke med både offline- og onlinemuligheder. Og for at det ikke skulle være nok, så skal vi oven i købet punge ud med et månedligt beløb for at få lov at spille spillet – et princip jeg aldrig har kunnet forstå, når udviklerne bag Counter-Strike, Battlefield m.fl. øjensynligt var i stand til at finansiere deres udgifter uden at påkræve et gebyr.
Der er selvsagt også positive ting ved netspil, for der er da ingen tvivl om, at det bliver en lille smule federe at smadre modstanderens titeldrømme med et tilfældigt klumpspilsmål eller måske en vaskeægte ”Mads Guldben” i overtiden, hvis modstanderen er en personlig kammerat, og man efterfølgende kan sende hele sit arsenal af hoverende og provokerende floskler i ansigtet på ham, frem for at være bundet af de fesne og få muligheder, FM’s mediedel tilbyder.
Det er bare ikke nok til at rokke ved min opfattelse af, at et FM-netspil ikke er meget andet end et singleplayer-spil i halvt tempo.
|
(12 Stemmer)