Optakt til FmFreaks Blogkonkurrence 2013
INTRO
Forår har efterhånden afløst vinter ... Forår burde efterhånden have afløst vinter, men det har det jo som bekendt ikke. Men hvem går egentligt op i vejret, når en af årets helt store begivenheder på FmFreaks snart finder sted? For de 34 tilmeldte er de sidste mange måneder naturligvis gået med brainstorming, planlægning, skrivning, spionage og andre nødvendige ting, hvis man så meget som drømmer om at gøre sig gældende i det utroligt stærke felt, der stiller op i år. Resten af sidens brugere som ikke har tilmeldt sig af forskellige årsager, er i gang med at forberede sig til årets festfyrværkeri af et blogshow i en sådan grad, at det bedst kan sammenlignes med det der sker i USA op til Super Bowl. Med andre ord: det er ved at være tid til FmFreaks Blogkonkurrence igen!
LIDT OM DE FORSKELLIGE BLOGS I år er der 34 brugere fordelt på 32 blogs, da sidens Brightonfanatiker, darkalf, og Fogt er gået sammen om en blog om Brighton, mens Vinokourov og Suckins er gået sammen om et utroligt spændende projekt, med et hold de selv har oprettet - hvordan dette kommer til at foregå, kan vi kun gisne om. De sidste 30 kører solo, og stoler nok på egne evner til at gå efter drømmen alene. Det giver i alt 32 blogs, hvilket er 9 blogs mere end sidste år, og det må jo siges at være ganske fantastisk!
Af de 32 blogs der er med i konkurrencen, starter de 26 af dem med et klubhold - 27 hvis man tæller Vinokourov og Suckins' lille projekt med. De 29 klubber der blogges om, er fordelt på 12 forskellige lande og af vidt forskellig karakter. I den mere kendte ende finder man klubber som Liverpool (-LFC-), Napoli (Daniel Nordentoft), Roma (warmon) og Leverkusen (Metsu1), mens andre bloggere har valgt en lidt anden tilgang med klubber som islandske þrottur (Tuxtla), italienske Trento Calcio 1921 (Jakob E) og colombianske Corporación Deportiva Real Santander (Gemma). Udover de ovennævnte klub-blogs kommer vi også til at følge tre landshold, nemlig USA (Newton Heath), Frankrig (KyleBrotzman) og Jamaica (Mikkel 2765) som alle bliver spændende at følge også. Til sidst er der Præludium (tidligere Dida som skrev årets blog 2012) og Underdogen, som begge har valgt at starte uden job. Som man kan se, bliver vi vidne til et væld af forskellige blogs, hvilket kun kan blive fantastisk for alle dommerne og tilskuerne på lægterne.
"INTERVIEWS" MED DELTAGERNE FmFreaks' rapportere har tradtionen tro været rundt og interviewe alle de håbefulde deltagere. Af de 34 spørgeskemaer der blev sendt rundt, er de 17 kommet tilbage med svar på, og det er derfor dette tal, der bliver refereret til i efterfølgende "statistikker." Når man kigger på årets felt, vil man finde ud af, at det er et ret erfarent felt, hvad blogs angår, da kun 11,8% af de adspurgte, ikke har blogget før. Den ene er Sir Jeppe, men ham gider vi ikke høre mere om. Den anden derimod er cNorly, der deltager med Hammarsby Fotboll, som sagde: "Dette bliver min debutblog og hvilken ramme at sætte for sin debutblog! ..." og det kan man jo ikke være uenig i, da der næppe findes en større scene i verden at starte en blog på! I den erfarne ende af feltet finder man erfarne bloggere som Shaft, RCD, Daniel Nordentoft og mange andre. Fra RCD fik vi dette herlige citat: "Jeg er efterhånden en blog slut, eller hvad man nu skal kalde det. Har vel haft gang i 10-15 blogs, hvor kun en er nået over en sæson." Dette vidner om en gut, som elsker blogs, men mest er til one nights - men hvem ved, det kan være, at han finder sin sande kærlighed i år?
På spørgsmålet om, om folk gjorde mere ud af deres blogs, nu det er en konkurrence, var der bred enighed. Enten gjorde folk noget ekstra ud af den, eller også mente de, at de gjorde så meget ud af deres normale blogs, at de derfor ikke ændrede noget her. Kun Metsu1 skilte sig virkeligt ud fra mængden med dette meget ærlige svar: "Nej, jeg forsøger at holde samme standard, uanset om det er blogkonkurrence eller ej (nok derfor jeg aldrig er i nærheden af at vinde...)" Der skal måske arbejdes lidt på indstillingen der?
Næste spørgsmål gik på, om folk har en klar strategi for deres blog, og om de forbereder sig meget inden starten på konkurrencen. Her var der derimod mange forskellige svar, hvilket også gav indtryk af forskellige indstillinger til konkurrencen. Nogen var meget afslappede, og så ud til at tage det lidt som det kom, mens andre så ud til at følge mine råd om planlægning, forberedelse og spionage. I den afslappede ende finder vi Jharn: "Jeg forbereder mig ikke synderligt. I skrivende stund har jeg ikke engang startet savegamet op... Om det er en ulempe vil tiden vise..."
I den anden ende af skalaen finder folk som Gemma: "Jeg har en klar strategi, som jeg håber på kan køre gennem hele bloggen. Jeg har lavet en del research for, at min historie skal kunne passe, så vidt muligt og man kan følge noget af virkeligheden i historien, såsom lokationer og demografiske elementer. Dog er der selvfølgelig fiktion inde over." En af publikumsfavoritter ne, Adzke, har også konceptet på plads: "Jeg bruger rigtig lang tid på at researche, inden jeg går i gang. Jeg vil gerne vide alt om området, historien, sproget, den slags ting. Det gør, at historien for lidt hold i virkeligheden, så eventuelle læsere i hvert fald ikke bliver snydt, når de læser med. Det tager rigtig lang tid og fylder gerne en hel del A4-sider med håndskrevne noter." Når man er vidne til en sådan seriøsitet, er man ikke i tvivl om, at man er til blogkonkurrence på FmFreaks.dk.
På spørgsmålet om hvad der gjorde en god blog, var de deltagende brugere igen ret enige. Der var ingen citater, som vil gå over i historiebøgerne her, men den generelle mening var, at det vigtigste er et godt og spændende skriftsprog, det næstvigtigste er historien i bloggen og til sidst vægtede folk altså den grafiske del af bloggen. Men da niveauet er så højt, som det er, er prioriteringen naturligvis ligegyldig, da bloggen skal have ALT for at stå ud fra mængden.
Til sidst skulle de udspurgte deltagere pege på favoritter til at tage den fornemme titel, og en bruger var nævnt oftere end alle andre her. Det er tidligere nævnte Adzke, som om nogen ser ud til at være brugernes forhåndsfavorit. Efter ham blev navne som Daniel Nordentoft, JimmyGP, Shaft, Gemma og Wester også nævnt med jævne mellemrum, og disse må også ses som seriøse udfordrere. Til sidst var der darkalf, som gjorde det tydeligt for enhver, hvad han mente om janteloven: "...jeg vil sige Fogt og darkalf!" Om selvtilliden har noget at bunde i, skal jeg ikke kunne sige, men der må sidde et par øvrige deltagere og føle sig en lille smule skræmte?
INTERVIEW MED SIDSTE ÅRS VINDER, NEYMAR Det lykkedes en af vores udsendte journalister at få et eksklusivt interview med den dobbelte blogmester og forsvarende vinder, Neymar. Dette skal i naturligvis ikke snydes for!
"Hvordan kan det være, at du som forsvarende mester, ikke stiller op i årets blogkonkurrence?" "Hvem siger, at det ikke bare er et led i en større overraskelse, at jeg først vælger at tilmelde mig kort før tidsfristen og så brage igennem med updates? Ej, hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg ikke, jeg har tiden til at køre en blog pt. Jeg arbejder fuldtid for tiden, og min fritid prioriterer jeg til lidt andre ting end en blog for tiden. Men ville faktisk gerne være med i år, men hvis det alligevel bare blev noget halvhjertet noget, så gad jeg sgu ikke engang forsøge. Det ville da også være dumt at ødelægge en så god streak."
"Skal du følge med i årets konkurrence?" "Ja, det skal jeg da helt sikkert. Jeg tror det bliver en god omgang igen i år, selvom jeg ikke deltager. Der er mange spændende navne i blandt."
"Nu du har vundet konkurrencen to gange, må du om nogen vide, hvad der er vigtigt for at opnå succes - hvad mener du gør en god blog?" "Der er jo forskellige meninger om, hvad der er en god blog. Nogen kan godt lide de blogs, hvor det bare er lige på og hårdt med informationer fra spillet og et par enkelte screenshots, og så er der andre - her i blandt mig - som bedre kan lide en blog med en fiktiv historie.
Vigtige ting i en blog efter min mening:
1) En historie 2) Flot grafik 3) Pænt antal updates 4) Gode skrive egenskaber 5) Et spændende save
Så hvis bare et par af de punkter er opfyldt, så kommer jeg i hvert fald til at læse med."
"Har du en eller flere favoritter til at tage den fornemme titel?" "Jeg har ingen decideret favorit til at vinde titlen, men jeg har da et par blogs, jeg specielt glæder mig til at se. Faktisk en hel del. Glæder mig til at se, hvad -LFC- kan få stablet på benene i Liverpool. Så plejer de italienske klubber også at være godt repræsenteret i konkurrencen, og Napoli anført af Daniel Nordentoft bliver skam også spændende at følge. Adzke har for vane at holde et flot, højt skriftligt niveau, og det bliver godt at se ham skrive igen. Han er om nogen en, der kan skrive en fangende tekst. Det er også glædeligt at se Newton Heath tilbage på blogscenen, og jeg håber at se noget lækkert fra hans hænder i løbet af måneden.
Jeg har også et par blogs, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal forvente. Men jeg tror, at det kunne gå hen og blive lidt sjovt at følge. Det er navne som TheX, Gemma, KyleBrotzman og ikke mindst Vinokourov og Suckins. Håber i hvert fald på en god gang lol i en af dem. "
"Har du en sidste ting at sige til de håbefulde bloggere derude?" "Håber at folket holder niveauet højt og holder deres blog kørende hele måneden. Det bliver spændende at se, hvem der løber med titlen. Det kunne sagtens være KyleBrotzman, han er jo en legende i blogmiljøet." Slutter Neymar af med en grimasse der minder om denne smiley:
Vise ord fra den forsvarende blogmester og han udelukker ikke et evt. titelfosvar, så hvem ved, måske sprænger han en bombe, og tilmelder sig kort før lukketid. Tilskuerne håber det, da de så er sikret endnu en fantastisk blog, mens deltagerne krydser fingre for, at han bliver væk, da de så skal kæmpe med endnu en fremragende blogger om den fornemme titel.
Det var alt for denne gang - rigtig god blogkonkurrence til alle!
//Sir Jeppe
|