home forum contact
 
  Velkommen
Gæst
Søg
 
SENEST AKTIVE EMNER
Glemt din kode?
Registrer
Dato Forfatter Forum Emne
I går kl. 23:25:17 warmon Blogkonkur... [19] Journeyman - Skal...
I går kl. 21:30:32 warmon Blogkonkur... #6 - Danish Viking War...
I går kl. 21:27:02 warmon Blogkonkur... 5# Hjertet banker kun ...
I går kl. 20:44:50 Wester Blogkonkur... The beautiful game
I går kl. 05:48:55 valverde4ever Pro Cyclin... Cycling Career - Kan d...
13 Maj 2024, 13:45 Svartowiz Blogkonkur... Blogkonkurrencen 2024 ...
29 Apr 2024, 14:53 andersnomanni Klubsøgnin... Inspiration
Antal Registrerede Brugere: 23301
  2 Brugere, 308 Gæster Online.

Indlæg: 1132757 over 31368 Emner
Nyeste Bruger: Jøddi
ARTIKLER

~ Artikelgrupper ~
 + FM2018 (1)
 + FM2017 (1)
 + FM 2016 (3)
 + FM 2015 (1)
 + FM 2014 (1)
 + FM 2013 (6)
 + FM 2012 (2)
 + FM 2011 (8)
 - FM 2010 (7)
 + FM 2009 (7)
 + FM 2008 (14)
 + FM 2007 (11)
 + FM 2006 (26)
 + FM 2005 (2)
 + Fodbold (21)
 + Klubportrætter (36)
 + Spillerportrætter (46)
 + Andet (32)
 + Crewportrætserie (16)
 + Julekalender 2005 (25)
 + Hvad nu hvis.. (4)
 + Matador Ligaen (7)
 
Artikler i denne gruppe
Goodbye FM10
Chile - The Golden Genera...
Copa America - Talentmass...
6:37 - Hvad skal man give...
Omvæltningen
Interview med Michael Rüsz
Preview af FM 2010

 Sider: [1]
7 Artikler i denne gruppe  - Chile - The Golden Generation
Forfatter   NicklasJakobsen
Dato   Fredag d. 24 september 2010 - 12:47
Overskrift   Chile - The Golden Generation
Bedømmelse   * * * * * * (8 Stemmer)


Historien:
Dommeren fløjtede kampen af. Slutstillingen var 1-0 til Chile. Den sydamerikanske VM-kvalifikations sidste runde var hermed overstået, og hvert land kunne nu se tilbage på resultatet af de seneste års anstrengelser. For Chiles vedkommende havde anstrengelserne udmøntet sig i en flot andenplads i puljen. Kvalifikationen til VM i Sydafrika var en realitet. Dermed blev Chiles første VM-deltagelse siden 1998 sikret, og blot den anden siden 1982. At et så fodboldglad land ikke har været med oftere i de seneste årtier, kan komme som en overraskelse for mange, men der har været mange omstændigheder, der har spillet sin indflydelse for Chile.

Ser man tilbage i historien, så vil man opdage, at Chile faktisk aldrig har vundet guld af nogen art - ikke gang i en kvalifikationsturne ringen. Holdet har dog været tæt på mange gange, og det er blevet til hele fire sæt sølvmedaljer og syv sæt bronze fordelt over VM, Copa America og OL. Set i lyset af hvilke spillere landet har opfostret, så var halvfemserne måske blandt de mest succesfulde i lang tid. Med spillere som Marcelo Salas og Ivan Zamorano på holdet var der for alvor kvalitet i holdets forreste række, men succesen udeblev desværre for Chile, da landet blev diskvalificeret fra VM i både 1990 og 1994 grundet uprofessionel opførsel fra en spiller i en kamp mod Brasilien.

Netop Salas og Zamorano kan vise sig at have været foregangsmændene for det unge kuld af spillere, der i dag repræsenterer en af verdens mest spændende ungdomsforsamling af spillere for et enkelt land. De to frontmænd kæmpede igennem mange år om titlen som landets bedste, og selvom Salas endte som sit lands topscorer nogensinde (tre mål mere end Zamorano), så var det Zamorano, der præsenterede de største klubber. Mens Salas brugte mange år hjemme i Sydamerika, før han siden skiftede til Lazio og siden Juventus i Europa, blev Zamoranos hjemlige succes hurtigt opdaget, og han skiftede derfor til Bologna. Efter at have skuffet her, blev han hurtigt sendt til schweiziske St. Gallen. Her imponerede chileneren på bedste vis, og det blev til sammenlagt 9 sæsoner i Real Madrid og Inter.

I dag er begge angribere gået på pension, og selv om Chile har tabt meget terræn med afgangen af Salas og Zamorano, så står der en hel række af unge talenter klar til at overtage tronen.


The Golden Generation - Et blik på de største stjernefrø:


Alexis Sanchez:
Sytten år. Mere skal der ikke til, før man er klar til at bide sig fast på landsholdet. Sådan er det i hvert fald, når man hedder Alexis Sanchez. Chileneren blev allerede i ung alder opdaget af europæiske klubber, og efter bare én sæson for sin barndomsklubs førstehold stod Udinese klar med et tilbud. Handlen gik igennem, og efter at have repræsenteret både Colo-Colo og River Plate på eget kontinent, før han endelig kom til Europa, er den unge frontmand nu klar til for alvor at bide skeer med de store. Med sin blændende teknik og fantastiske hurtighed er Sanchez allerede en frygtet modstander for de fleste forsvarsspillere. Chileneren kan spille både som angriber og som wing. Hans bedste position må være wingen, hvorfra han for alvor kan udfolde sin teknik og hurtighed, og samtidig bruge sit gode blik for sine medspillere. Sanchez regnes af mange ikke blot for et af Chiles største talenter, men derimod et af de største i hele verden. Med sit store talent og sit pågående spil kan han drive sin karriere langt, og det vil blive spændende at se, hvor lang tid Udinese kan holde på den unge frontmand.

Mauricio Isla:
Denne unge chilener har sine kvaliteter i defensiven. Dette er til trods for, at han i sin tid startede sine fodboldår helt fremme i angrebet. Siden er han blevet rykket længere tilbage på banen, og i dag spiller han alt fra den centrale midtbane til de to backs. Én ting hænger stadig ved Isla fra de tidlige år helt fremme, og det er angrebslysten. Isla er på mange måder en arbejdshest. Hans sublime løbevilje og hurtighed gør ham til en perfekt terrier i defensiven, hvor han såvel fra den defensive midtbane som på backsene kan irritere modstanderne. Hans angrebslyst gør ham til en ægte sydamerikansk back-type, der udover de defensive kvaliteter i den grad også kan spille med frem ad banen. Hans evner på så mange positioner fortæller yderligere om Islas store fodboldintelligens. Chileneren har altid hovedet med, og hans evne til at forudse spillet har gjort ham til et varmt navn i Italien.

Islas unge karriere var på mange måder helt unik. I en alder af 19 år rejste han med Chiles U-20 landshold til U-20 VM i Canada. Forud for sin udtagelse havde han endnu ikke repræsenteret sin klubs førstehold, men spillede derimod stadig fast på ungdomsholdet. Under slutrunden skulle Isla gå fra at være en ukendt ungdomsspiller til at være på læberne af alverdens talentspejdere. I italienske Udinese var interessen så stor, at man sikrede sig chileneren umiddelbart efter slutrunden, hvilket vil sige, at Isla faktisk aldrig har spillet i Chiles bedste række.


Arturo Vidal:
Med debut i en finale blev Vidal i en alder af 19 år kastet direkte i ilden. Apertura-finalen 2006 mellem Colo-Colo og Universidad de Chile skulle blive Vidal officielle start på en hidtil god karriere. Hans ti minutter på banen den aften var nemlig nok til at overbevise klubben om, at han var en der skulle satses på. I den efterfølgende sæson spillede den unge chilener således over 30 kampe, og med en fantastisk form formåede han at tiltrække interesse fra Europa. I sidste ende blev det Leverkusen, der kunne signe den unge midtbanespiller, og dermed blev endnu et stort talent sendt afsted fra Colo-Colo. I Leverkusen har Vidal i sine hidtidige 3 sæsoner i sandhed vist sine færdigheder. Hans enorme fighter-vilje og store mod har ført ham til at være en solid defensiv ankermand, og med sin fine teknik kan han tilmed gøre sig i det offensive spil ligeså. Chileneren er foruden sin lave højde en tro kopi af en sand defensiv midtbanespiller, idet han foruden sine defensive færdigheder og sit intelligente spil, har et drabeligt langskud og en fantastisk løbevilje. Ligesom Isla kan Vidal spille over det meste af den defensive del af banen, og han bliver den dag i dag betegnet som et vigtigere og vigtigere medlem af Leverkusen-truppen.

Mere stjernestøv:
Gary Medel er endnu et navn på en ung kommende stjerne i international fodbold. Tilnavnet "den chilenske Gattuso" siger ikke så lidt om denne herres spillestil. Allerede i ung alder er han blevet kendt for sit voldsomme mand-mand spil og sine jagtture efter løse bolde. I og med at Medel kun er 172 cm høj, bør man tro at han har svære problemer i hovedspillet. Hidtil har dette dog ikke været tilfældet, og hans kloge personlighed gør, at han ofte får kompenseret for sin manglende højde ved at placere sig korrekt og bruge sin krop efter bedste evne. Han er endnu et talent fra årgangen, der præsterede da Canada holdt U-20 VM i 2007, og siden sin debut for landsholdet har han været fast mand i forsvaret hos Chile.

Matias Fernandez er måske en af de mest kendte talenter fra Chile. I 2006 skiftede han chilenske Colo-Colo ud med spanske Villareal, efter at have scoret 29 mål i 41 ligakampe den foregående sæson - en præstation der gav ham prisen som Årets Spiller i Sydamerika. Fernandez' helt store forcer er hans driblestærke, offensive spil, kombineret med en fantastisk sparketeknik. Han er en sand spilfordeler, der om nogen kan styre det chilenske landshold. Selvom chileneren aldrig blev et stort hit i Spanien, så har han efter sit skifte til Sporting CP, igen luftet målnæsen og vist "den gamle Matigol" frem.

To navne, der for de fleste er mere kendt i FM-sammenhæng end fra virkelighedens verden, er Luis Jimenez og Carlos Villanueva. Igennem flere udgaver af Football Manager har de to chilenere været eftertragtede spillere, der kunne lidt af hvert, men i den seneste udgave er de begge øjensynligt faldet lidt i glemmekrogen. Jimenez er ikke længere den spiller, han var engang, hvilket også meget fint afspejler hans reelle karriere, der også kører på alt andet end skinner. Modsat har Villanueva ellers præsteret udmærket, og i hans udlejning til Blackburn i sidste sæson, viste han især godt spil i sæsonens indledning. En ny manager satte dog en kæp i hjulet for Villanueva, der i denne sæson i stedet er skiftet til Al Shabab.


Formation (FM-vinkel):
Chiles spillermateriale byder på flere fantastiske fodboldspillere. Hvad man hurtigt vil opdage er, at holdet generelt er meget lavt. Dette kan man nemt kompensere for i offensiven, mens man skal anstrenge sig i defensiven. Mit råd vil være at gøre som de gør i virkeligheden, nemlig at praktisere et højt pres, hvor man holder modstanderne fra høje bolde i feltet.Der er mange mulige formationer. Truppen rummer mange spændende og alsidige spillere, og der er derfor rige muligheder for at eksperimentere. Jeg er selv kommet på tre løsninger, hvor jeg bruger holdets styrker, men hvor de hver tager sit strategiske udgangspunkt:

Den defensive:
I denne formation satses der defensivt, hvor 2 defensive midtbanespillere vil hjælpe forsvaret i stor stil. Selve backkæden rummer mange gode forsvarsspillere, og tilmed på backpladserne kan man finde gode defensive backs. På den defensive midtbane vil jeg anbefale Vidal og Isla, hvoraf Vidal er den boldspillende af dem. Isla har ikke alt for gode stats i spillet, men undervurder ham ikke - han er en rigtig god og løbestærk spiller at have på holdet. Holdets manglende højde gør, at man dog skal passe på ikke at stille sig alt for langt tilbage. For selv at score mål vil strategien være at slå til på kontra. For at gøre dette nemmere, så anbefaler jeg, at man presser højt på banen, trods den defensive formation - den burde blot sørge for mindre plads til modstanderen trods det høje pres. Rent offensivt er det klart, at holdet skal kunne mere end blot at spille på kontra. Når holdet får fat i bolden har holdet mange gode individualister, ikke mindst på midtbanen. Fernandez er den fødte boldfordeler, hvorfor man gør klogt i at bruge ham således. Han kan så fordele til kanterne eller spille Suazo dybt.


Den offensive:
I denne opstilling satses der på en tremands-backkæde. Igen vil to defensive midtbanespillere hjælpe til, men dog med lidt mere tanke på det offensive. Som det kan ses, er der ingen direkte backs til at tage sig af modstandenes fløje. Den yderste centrale forsvarer vil dog gå der ud, og en af midtbanefolkene vil så hurtigt kunne falde ned og dække i hullet. Rent offensivt har det givet en ekstra mand sammenlignet med den forrige taktik. Dette gør, at der nu kan spilles med to angribere, hvor jeg selv vil anbefale Humberto Suazo og Hector Mancilla. Der er dog mangel på gode angribere i front, og såfremt andet ikke kan lykkes, så kan Sanchez også spille her. Normalt mener jeg dog, at Sanchez bør være wing, og her er der mange gode spillere. Af brugbare spillere kan nævnes Alexis Sanchez, Carlos Villanueva, Mark Gonzalez, Rodrigo Tello og Jorge Valvidia, mens Matias Fernandez til nøds kan spille til venstre. Igen er tanken at Fernandez er spilstyrer, mens Sanchez og Villanueva med deres hurtighed og teknik skal være farlige på kanterne, og gerne gå ind i banen. Boldene til Mancilla og Suazo vil være bedst i fødderne, men når holdet frem, inden at modstandene er på plads, så kan et indlæg til hovedet også gå an.


Den nationale:
I Syd- og Centralamerika spiller man langt oftere med tremandsforsvar end i Europa. Igen er dette tanken defensivt, men i denne opstilling støttes forsvaret ikke af to defensive midtbanespillere, men derimod to wingbacks. I Isla har Chile en af fremtidens bedste wingbacks, og det skal selvfølgelig udnyttes. Centralt deles opgaverne defensivt og offensivt, hvor Vidal er god defensiv og  besidder et godt skud, mens Fernandez er eminent offensivt. På kanterne spiller Sanchez og Villanueva, men også Jorge Valvidia, Mark Gonzalez eller Rodrigo Tello kan spille her. Kanterne fungerer som inderste angribere, der giver plads til offensive wingbacks. Kanternes målfarlighed er vigtig, og netop den type kantspillere har Chile. Helt på toppen er kun én spiller, hvilket passer truppen godt, da landet ikke besidder mange gode frontløbere. Igen vil det her være smart at overveje et højt pres, i det at holdet har spillerne til det. Det høje pres bør afføde meget tid på bolden, og med teknisk stærke spillere som Fernandez, Villanueva og Sanchez, så bør man kunne få en masse godt ud af det.


Tekst: Swizz CataR
Grafik: NicklasJakobsen


Fredag d. 29 oktober 2010 ~ Goodbye FM10
Fredag d. 24 september 2010 ~ Chile - The Golden Generation
Fredag d. 12 marts 2010 ~ Copa America - Talentmassen i Sydamerika
Onsdag d. 27 januar 2010 ~ 6:37 - Hvad skal man give sig til?
Mandag d. 18 januar 2010 ~ Omvæltningen
Fredag d. 18 december 2009 ~ Interview med Michael Rüsz
Fredag d. 11 september 2009 ~ Preview af FM 2010

 Sider: [1]
(Denne artikel er vist 1494 gange)

Kommentarer til denne artikel (1)

Log ind for at kommentere denne artikel

Lavezzi
26 sep 2010
18:02

  Hvorfor er den først kommet ud nu?

 
This site is not endorsed by Sports Interactive or SEGA and is intended for entertainment purposes only. « More Info »
©2005-2018, FmFreaks.dk
                                         Forum Powered by SMF 1.0.5 · SMF ©2001-2010