Historie:
Når snakken falder på Sydamerikas svar Europas EM er der ingen tvivl. Hæderen er stor, og hver nation der tidligere har vundet denne turnering er gennemsyret at stolthed og ære. Historien bag turneringen er lang, og gennem turneringens snart 100 år lange historie har intet færre end syv nationer vundet turneringen.
Turneringen har fundet sted siden år 1916, og siden det første stævne i Argentina, har selvsamme Argentina vundet turneringen hele 14 gange, hvilket er rekord. Argentina har dog været alt andet end overskyggende i turneringen. Naboerne fra Uruguay har lagt sig op på siden af Maradonas fædreland, ligeså med 14 turneringssejre - Argentina var blot først til at nå dette antal. Den opmærksomme læser vil nok sidde og klø sig i håret, og spørge sig selv; Hvor søren er Brasilien? Brasilien er meget muligt omtalt som en af verdens allerbedste fodboldnationer, men på eget kontinent har nationen kun formået at hente 'sølle' otte mesterskaber hjem, hvilket er langt færre end de to forrige. Foruden disse tre nationer har også Paraguay og Peru hver løftet trofæet to gange, mens Columbia og Bolivia hver har vundet turneringen en enkelt gang.
Regionen i FM-sammenhæng:
Lad historie være historie, og lad os i stedet se på det vi virkelig vil se på. Copa America er meget muligt en hædersfuld turnering i Sydamerika, men for de europæiske topklubber, er situationen en ganske anden. Her klinger turneringen mest ad udstillingsvindue. En skueplads for den tekniske fodbold, og i særdeleshed for de unge talenter. Netop talentmassen er hvad vi interesserer os for. Massen er enorm på dette kontinent, og uhyre kortfattet kan spillere som Ronaldo, Messi, Veron, Forlan og Ronaldinho sætte gang i minderne om nogle af de mest spektakulære fodboldkunster gennem de seneste 15 år.
For at komme ordentlig omkring hele denne masse, så vælger jeg i denne artikel kun at se nærmere på talentmassen der stadig spiller på det sydamerikanske kontinent. Dette betyder at prominente navne såsom Messi, Pato og Alexis Sanchez ikke vil være omtalt i denne artikel. Jeg vil kort kigge nærmere på de seks mest interessante lande ifølge min vurdering. Disse lande vil være Brasilien, Argentina, Uruguay, Chile, Peru og Paraguay.
Talentmassen er enorm i dette land. Landsholdet ser ud til at kunne præsentere den ene storspiller efter den anden. Nu vil vi dog kigge lidt på, hvilke spillere der meget muligt kan være morgendagens storspillere. Et blik på landsholdets U/20 mandskab afslører, at spillere som Breno, Sidnei, Denilson, Renato Augusto og Keirrison allerede er hentet til Europa. Tilbage i hjemlandet er der dog stadig masser af kommende storspillere.
Vi begynder i målet. For 10 år siden var det en vis Taffarel der huserede på det brasilianske mål. Dengang snakkede man meget om, at der ikke var mange gode målmænd i Brasilien, og at dette var deres akilleshæl. Siden da kom først Marcos og siden den 'italienske' trio, Julio Cesar, Dida og Doni. Næste skud på stammen kan meget vel være Renan fra Botafogo. Hans stærkeste sider er hans fysik og tekniske kunnen med benene, mens hans svageste side er koncentrationen. Den er dog ikke helt i hegnet, så han rummer bestemt en masse potentiale.
Går vi lidt længere frem på banen kommer vi også her på næste generations stjerner. På trods af at prominente navne som Breno og Sidnei allerede har forladt landet, så er der stadig masser af stjernestøv tilbage i Brasilien. På backpladsen har vi i mine øjne den næste Daniel Alves klar i kulissen. Diego Renan vil om få år nå et niveau, hvor han hurtigt kan gøre sig gældende som fast konkurrent til den så teknisk velfunderede Alves. Ikke alene er Diego Renan en offensiv back af højeste karat, han har også godt styr på det defensive. Derudover kan han yderligere spille i både højre og venstre side, hvilket fortæller om hvilket enormt talent vi har at gøre med. Brasilien har dog også talent i midten af forsvarskæden. Unge Léo fra Gremio er meget muligt det største talent inden for landets grænser på netop sin position. Han presses dog hårdt af både Thiago Heleno og Rafael Tolói. Alle tre har de godt styr på defensiven, og der forventes meget af dem i årene fremover.
I næste kæde kan vi meget vel begynde med den defensive ankermand. Under Dungas ledelse er Brasilien blevet et mere defensivt stabiliseret hold. Dette er blandt andet sket i form af to defensive midtbanespillere. Også her har vi allerede nu næste skud på stammen klar. Unge Sandro er blandt landets allermest velsete talenter. Sandro har alle sine defensive kvaliteter i orden, og samtidig er han god til boldomgangen, hvilket gør ham til et våben i omstillingsspillet. Hans spillertype kan minde lidt om den argentinske duo Mascherano og Cambiasso, hvorfor der da også er store forventninger til knægten. Knægten får dog konkurrence fra de lidt ældre i form af Arouca og Souza.
Den mere offensive form for midtbanespillere har generelt været kendetegnende for Brasilien. Også her er der masser af potentiale. Et hurtigt kig omkring i hjemlandet afslører hobetal af talenter, og det er derfor langt fra alle der vil blive nævnt her. Blandt de mest spektakulære er Bernado. En fænomenal sparketeknik får en til at tænke tilbage på en storspillende Juninho hos Lyon, og dette er meget muligt korrekt ud fra Bernardos kvaliteter. Han er dog ikke ene på positionen. Også unge Oscar og Everton lader til at rumme en del potentiale, og alle vil de blive spændene at følge fremover. På kanterne findes især Dentinho spændende. Han rummer store tekniske færdigheder, og er en yderst attraktiv spiller, når man ønsker en mand med forcer i mand-mandspillet. På denne position findes også unge Dudu der også må ses som et stort talent i hjemlandet. Foruden disse to bør også unge Marquinhos og Douglas Costa nævnes, da også de to har masser af potentiale.
I forreste geled er det en blandet landhandel. De største talenter er at finde i udlandet i form af Keirrison og Guilherme, mens der i hjemlandet må være tale om Neymar og Alan Kardec. Kardec var blandt de helt store spillere til sidste U/20-VM, mens han ikke længere får så meget tillid blandt FMs bedømmere. Dog er han stadig en mand med potentiale, og med den rette træning kan han godt blive en god fangst. Til sidst bør man også huske den unge Marquinhos fra Internacionale. På trods af sine blot 18 år, er Marquinhos allerede nu en god mand i front.
I Maradonas fødeland er det ikke kun førsteholdet der svinger i sine præstationer. For få år siden stod de argentinske ungdomslandshold for noget af det flotteste og mest spændende spillermateriale set længe. Så sent som i efteråret formåede de dog ikke engang at kvalificere sig til verdensmesterskaber ne i U/20 fodbold. Så svingende generationer klinger skævt i et land med så stor passion for fodbold. Talenterne er der dog, og selvom præstationerne måske ikke har været konstante, så er der nu ingen tvivl om disse spilleres potentiale:
Hvis vi igen begynder ved holdets sidste skanse, så ser det væsentlig ringere ud for Argentina - I hvert fald i hjemlandet. Ungdomslandsholdet afspejler tydeligt, at der for få år siden var tale om nogle gyldne årgange, mens det er mere sparsomt med talent i disse år. Argentina har masser af unge målmænd, men de spiller allerede i Europa. De bedste eksempler er Juan Pablo Carrizo, Sergio Romero og Oscar Ustari.
I forsvaret ser situationen heldigvis bedre ud, både aldersmæssigt og spillestedsmæssigt. Ser vi på de unge kræfter, så er Nicolas Otamendi og Miguel Angel Torren blandt de allerbedste talenter i hjemlandet. Også unge Matias Cahais går en stor fremtid i møde, og det samme må formodes for den dog lidt ældre Gustavo Cabral. På backen er det største talent Fabian Monzón, der har sine største styrker i den offensive del af spillet.
På midtbanen føler jeg mig nødsaget til at nævne Franco Zuculini, trods hans skifte til Hoffenheim i sommers. Han er klart et af landets mest lovende talenter. De øvrige midtbanespillere i blandt de unge argentinske generationer viser tydeligt, hvilken offensiv fodbold landet normalt repræsenterer. Talenter er der masser af, og alle vil derfor ikke blive nævnt. De mest markante er Diego Buonanotte og Matias Defederico. Begge rummer de masser af offensiv fodbold, og især deres teknik og farlighed i mand-mandsituationer er værd at bemærke. Sebastian Blanco og Maximiliano Moralez er dog også store talenter, og bør helt sikkert også kunne tilføje noget kreativitet til de fleste holds offensiv. Sidst men ikke mindst bør også Alejandro Gómez og Patricio Rodriguez nævnes. Begge er de spændende spiller, og især sidstnævnte, bør med den rette træning kunne blive en sand stjerne for ethvert hold.
I angrebet har vi i de forgangne år set masser af stjerner. På nuværende tidspunkt er der dog hverken nogen ny Hernan Crespo eller Sergio Agüero på vej. Franco di Santo udgør det bedste bud i udlandet, mens Jonathan Cristaldo og Federico Laurito må deles om buddet tilbage i hjemlandet. Laurito er en kraftful type og minder derfor mest om Crespo hvis man ser på de to nævnte superstjerner. Cristaldo er mere allround, og ligner nærmere Agüero, dog uden at have samme niveau.
Fjorten Copa America mesterskaber og både dobbelt OL- og VM-vinder vidner om en fodboldhistorie få lande kan stå mål med. Alt sammen er dog efterhånden historie, og med det seneste Copa America mesterskab helt tilbage i 1995, så er det efterhånden lang tid siden, at holdet var i sin storhedstid.
I dag er situationen en anden. Talentet er mere sjældent, og trods landsholdstjerner som Diego Forlan, Luis Suarez og Martin Cáceres, så stråler landet ikke af stjernedrys - Slet ikke sammenlignet med fodboldgiganterne, Argentina og Brasilien.
Talent er der dog. Generelt rækker det måske ikke til de allerstørste klubber, men måske nærmere til de mindre klubber, eller de mindste i de store ligaer.
Endnu engang starter vi på målmandsposten. Her er situationen væsentlig bedre end i Argentina. Først og fremmest er der Mathias Rolero, der, hvis han får den rette træning, kan ende med at blive en udmærket sidste mand. Statsne er dog ikke prangende, og han er ingen ny Casilias, men han burde sagtens kunne klare sig i en SAS-Liga klub. Det samme kan man sige om den unge Jhonny Da Silva. Med sine blot 17 år har han endnu mange år at udvikle sig i, og min vurdering er også her, at en SAS-Liga klub burde være et godt bud for ham.
I forsvaret er situationen lidt blandet. I sommers blev unge Leandro Cabrera hentet til Atletico i Spanien, hvilket bør tages som et klart bevis for, at de europæiske klubber holder øje med spillerne i Sydamerika. Som sagt ser vi her mest på spillere landenes eget kontinent, og netop her befinder Leandro Cabreras bror sig, Rodrigo Cabrera. Talentet er der, og som man hurtigt vil erfare, er både han og broderen ud af en ægte fodboldfamilie. Rodrigo Cabrera er dog ikke det største talent. I forsvaret er det største hjemlige talent nok Sebastián Coates. Med sine blot 18-år vil han stadig kunne udvikle sig, og han bør bestemt kunne gøre sig brugbar i mange SAS-Liga klubber, og andre klubber på omtrent samme niveau, og muligvis højere.
På midtbanen finder vi først og fremmest Nacional-drengene, Mauricio Pereyra og Nicolás Lodeiro, men også Defensor Sportings Tabaré Viudez gør sig gældende. Alle tre har de deres primære styrker i offensiven. Umiddelbart virker Lodeiro som den bedste, men de er alle forholdsvis lige, hvorfor de også alle vil blive spændende at følge fremover. Med deres blot 19 år, er de alle på randen af deres gennembrud i hjemlandet, og hvis først de slår igennem her, så kan omgivelserne hurtigt blive udskiftet til det europæiske kontinent.
I øjeblikket er Diego Forlan og Edison Cavani landets helt store stjerner i angrebet. Forhåbentlig for Uruguay, vil de blive hængende på landsholdet i mange år endnu. På ungdomslandsholdet er der nemlig endnu ingen absolutte stjernefrø. Holdet rummer dog flere forskellige spændende spillere. Først har vi Emiliano Alfaro, der minder om noget af en arbejdshest. Løbestærk, med stort løbepensum, og samtidig en udmærket næse for mål. Også Jhonathan Ramis virker en smule spændende. Umiddelbart er han en langt mere doven type, men mere spændstig, hvilket vil kunne bringe ham i en god situation mod mange modstandere. Sidst har vi også Santiago Garcia. Han er mere en blanding mellem de to andre, men dog virker han mere gennemført, således at han er en bedre allround-angriber.
Konklusion:
Dette var alt i første omgang. Vi har nu set på ungdomsspillerne i Brasilien, Argentina og Uruguay, og det lader dermed Chiles, Paraguays og Perus ungdomsspillere vente i kulissen. Jeg håber der var noget inspiration til den mere uprøvede manager, mens de mere øvede forhåbentlig kan nikke genkendende til flere af de nævnte spillere.
Til sidst er blot at bemærke, at såfremt man ikke allerede gør det, så overvej at undersøge de sydamerikanske lande i hver sommerpause, da landene som regel producerer masser af talenter forud for hver sæson.
|
(12 Stemmer)
