~ Artikelgrupper ~
|
|
|
|
Artikler i denne gruppe
|
|
|
|
21 Artikler i denne gruppe
- Brian Kaus
|
|
Forfatter |
Saviola |
Dato |
Lørdag d. 01 oktober 2005 - 22:57 |
Overskrift |
Brian Kaus |
Bedømmelse |
(7 Stemmer)
|
|
|
Hvepse & humlebier De fleste FM’ere kaster sig nu og da over den udfordring, der ligger i at spille med et middelmådigt hold. Det karakteristiske ved et middelmådigt hold er, at det er placeret i de nedre divisioner, har en halvgod – eller halvskidt – økonomi, en særdeles smal trup og mange, ofte urealistiske drømme om at stige i graderne.
For os FM’ere er det jo bare på med vanten, tage fat i udfordringen og se, hvor langt det rækker. Bliver vi fyret, kan vi jo bare begynde forfra. Men forestil dig nu, du havde de arbejdsbetingelser i virkeligheden. At det faktisk var dig, der havde de rammer for din hverdag. Hvis det nu var dig…
Får at få et indblik i netop denne situation, har jeg interviewet den gamle B1903- og FCK-stjerne Brian Kaus, der nu er den altoverskyggende cheftræner for Brønshøjs brave førstehold, der nok lyder kælenavnet ”hvepsene”, men som humlebien faktisk holder sig flyvende, selv om det ikke skulle kunne lade sig gøre!
Kaus om karrieren på banen Før Brian Kaus i januar 2004 kastede sig over trænergerningen i Brønshøj, havde han en lang og flot karriere, der bl.a. bød på et dansk mesterskab og en landskamp samt en række højdepunkter i de europæiske klubturneringer. Og det er da også disse ting, han selv fremhæver, når han fortæller om sin tid som spiller. ”Jeg spillede en landskamp mod USA i 1993. Vi spillede 2-2, og det var en stor oplevelse at være med. Det er trods alt de færreste fodboldspillere forundt at spille for deres land, så det må siges at være det største, jeg har prøvet,” fortæller Brian Kaus, der netop har rundet de 38 år og til daglig deler sin tid i tre dele; dels med familien, hvor han er gift med Karina og har en søn på ni, Mikkel, der også er glad for fodbold; dels med sit civile virke hos Kinnarps Kontormøbler, hvor han er Key Account Manager; og dels selvsagt med trænergerningen i Brønshøj. ”Jeg var også med for B1903, da vi slog Bayern München ud af UEFA Cuppen tilbage i 1992 – ja, jeg scorede endda. Vi vandt 6-2 på hjemmebane, hvilket var noget af en sensation, og Palle Petersen stod en pragtkamp nede i München, så vi kun tabte 1-0 og altså gik videre. Forinden havde vi også slået Aberdeen ud, og man kan sige, det var mig, der startede vores europæiske eventyr. Jeg lavede nemlig målet til 1-0 i den første kamp.” Det sidste er nu sagt med et smil. Kaus ved om nogen, at det kræver alle 11 spilleres fælles indsats, hvis man skal skabe resultater i fodbold. Dette er også et af hans bærende principper bag Brønshøjs overlevelse i Danmarks næstbedste række. ”Og så vil jeg fremhæve mesterskabet med FCK i klubbens første sæson. Det var virkelig en forløsning efter to sæsoner med sølv for B1903. Det er jo guldet, det handler om, når man spiller for en topklub. Som den eneste FCK-spiller i øvrigt var jeg med i samtlige ligakampe i guldåret.”
Midt i 90’erne var det stadig pre-Østergaard tid i FCK, og klubbens økonomi var endnu ikke, hvad den så sandelig må siges at være i dag. Derfor havde FCK, der jo er en sammenslutning af de to tidligere, københavnske storklubber KB og B1903, ikke råd til at forny kontrakten med flere førsteholdsspillere, herunder også Brian Kaus. Han satte derfor karrieren et gear ned og skiftede til Brønshøj, hvor han har hørt til lige siden. Kaus om karrieren på bænken
Så det er ganske naturligt, at Brian Kaus skiftede de defensive pligter og støvlerne ud med dirigentstokken i Brønshøj. Han er med 348 førsteholdskampe indehaver af klubrekorden for ”hvepsene”, hvis højeste placering i danmarksturneringen nogensinde er en femteplads i 1984. Lige nu har klubben dog et lidt andet ambitionsniveau. Det handler om ikke at rykke ned i 2. division…
”Vi må ærligt erkende, at vi har små midler at gøre med i Brønshøj. Ikke i forhold til spillerne, der virkelig kæmper for sagen, men i forhold til, hvad det rent økonomisk kræver at køre en klub i første division. Jeg tror, de fleste andre klubber i rækken har større økonomisk spillerum end os, og derfor må vi fokusere på det spillerum, der er på banen,” siger Brian Kaus, som dog ikke har i sinde at lade hverken sig selv eller klubben kue af disse forhold. ”Min drøm er selvfølgelig en dag at blive træner på fuld tid for at se, hvor langt evnerne faktisk rækker. Men lige nu er jeg meget glad for at være i Brønshøj, og jeg er glad for mit arbejde hos Kinnarps. Men kan jeg være med til at skabe resultater, både på og udenfor banen, der gør det muligt, at jeg en dag kan blive træner på fuld tid her, ja, så ville det da gøre mig meget, meget glad.”
Truppen i Brønshøj er smal og derfor sårbar overfor skader og karantæner. Men noget af det, der alligevel gør klubbens overlevelse mulig, er Kaus’ klare tanker om hver spillers potentiale. ”Jeg mener, at en god træner skal formå at få det maximale ud af sine spillere uden nogensinde at miste det menneskelige aspekt, som det enkelte individ kræver og har ret til. Vi har forskellige kompetencer, og hver for sig gør vi som sådan ikke den store forskel, men hvis hver mand formår at byde ind med sit bedste, så har du pludselig et hold, et mandskab, der kan udvikle sig og i længden skabe gode resultater,” fortæller Brian Kaus.
Han er i øvrigt ikke den eneste Kaus, der har en rolle hos ”hvepsene”. Hans bror Bent er manden bag klubbens udmærkede kampprogrammer. I det hele taget synes Brønshøj at være en klub, hvor det primære er sammenholdet og fællesskabet om fodbolden, sammenhold og fællesskab på en næsten familiær facon – selv om det stadig er cool business og overlevelseskamp.
”Det er nødvendigt at stå sammen om denne opgave. Hver gang. Hovedansvaret er selvfølgelig mit, og det er faktisk en af de største motivationsfaktorer i trænergerningen. Jeg leder træningen af spillerne og udtager holdet og stikker den taktiske retning ud – og under kampen stoler jeg på, at spillerne formår at slå mønt på de mange timer på træningsbanen,” siger Brian Kaus og afslutter med ordene: ”Men det kan være svært at sidde på bænken. Jeg blev professionel som 17-årig. Jeg kan stadig få lyst til at komme ind at hjælpe gutterne, når det kniber…”
Football Manager Skulle dette interview have givet dig lyst til at prøve kræfter med Brønshøj, ønskes du naturligvis held og lykke. Skulle du klare dig bedre end den talentfulde og meget sympatiske Brian Kaus, vil jeg blot sige: FM er stadig kun et spil – selv om vi ”i kampens hede” tit glemmer det!
Skrevet af gæsteskribenten Niels
|
|
Lørdag d. 01 oktober 2005 ~ Brian Kaus
|
|
Sider: 1 [2] |
(Denne artikel er vist 4277 gange)
|
|
Kommentarer til denne artikel (1)
|
Log ind for at kommentere denne artikel
|
|
Niels
19 feb 2006
11:32
| |
Fedt med billeder til. Sådan, tturbo1!
|
|
|
|
|
|
|
|