Dårlige oplevelser

 

[plutonium]

Jeg har også oplevet en ret så ubehagelig ting den gang jeg spillede fodbold (jeg var 10-11 år)

Vi havde lige vundet en kamp mod Espergærde 11-0, og jeg var super glad. Sprang rundt, og det fik min lillesøster til at blive lige så ekstatisk. Hun var bare ikke den mest sikre på benene, så hun faldt med hovedet først ind i en metalbænk med skarpe kanter, hvilket gjorde at hun slog et ret så alvorligt hul i hovedet. Min far kørte så med ambulancen (da den ankom) til hospitalet, mens en af mine fodboldkammeraters forældre tog sig af mig. Jeg var utrøstelig, og følte at det hele var min skyld, fordi min glæde havde smittet af på hende, hvilket gjorde at hun kom til skade.

Set i bakspejlet er jeg naturligvis godt klar over, at det ikke på nogen som helst måde kunne være min skyld, men dengang mente jeg jo at det faktisk var min skyld at hun endte på skadestuen.



Derudover har jeg en lignende (eller...) oplevelse af nyere tid, da jeg for et par år siden blev ringet op af min lillesøsters buschauffør (der kører hende til og fra skole) og fik at vide, at hun havde fået smækket skydedøren på minibussen i hovedet af en af de andre børn ved et uheld, og at det blødte kraftigt. Og lige som en lille sidebemærkning i historien skal det siges, at jeg på daværende tidspunkt havde haft det RIGTIG dårligt med blod helt tilbage fra jeg var lille. Men hun kom så hjem med bussen, og buschaufføren var fandeme lige ved at besvime over situationen, så ham fik jeg smidt ind i sofaen, mens jeg trak min stortudende lillesøster med ud på badeværelse, hvor jeg fik vasket såret og lagt håndklæder på såret, for at stoppe blødningen. Da den efterhånden var under kontrol kom min mor hjem fra arbejde, og tog over, efter hun havde sendt buschaufføren hjem. Der var jeg (og min mor) stolt over den måde jeg havde håndteret situationen. 14-15 år gammel havde jeg på trods af mine mange års frygt for blod faktisk håndteret situationen bedre end den 40-50-årige chauffør. Jeg var hamrende stolt ved det, på trods af de lidt ærgelige omstændigheder. Men det fik bevist over for mig, at jeg var min frygt for blod kvit, hvilket gjorde det lidt nemmere for mig at jagte min drøm om at blive dyrlæge, hvor man næppe kan komme uden om blod

Så det var et held i stærkt, stærkt uheld.

[Caspper]

Jeg har også oplevet en ret så ubehagelig ting den gang jeg spillede fodbold (jeg var 10-11 år)

Vi havde lige vundet en kamp mod Espergærde 11-0, og jeg var super glad. Sprang rundt, og det fik min lillesøster til at blive lige så ekstatisk. Hun var bare ikke den mest sikre på benene, så hun faldt med hovedet først ind i en metalbænk med skarpe kanter, hvilket gjorde at hun slog et ret så alvorligt hul i hovedet. Min far kørte så med ambulancen (da den ankom) til hospitalet, mens en af mine fodboldkammeraters forældre tog sig af mig. Jeg var utrøstelig, og følte at det hele var min skyld, fordi min glæde havde smittet af på hende, hvilket gjorde at hun kom til skade.

Set i bakspejlet er jeg naturligvis godt klar over, at det ikke på nogen som helst måde kunne være min skyld, men dengang mente jeg jo at det faktisk var min skyld at hun endte på skadestuen.



Derudover har jeg en lignende (eller...) oplevelse af nyere tid, da jeg for et par år siden blev ringet op af min lillesøsters buschauffør (der kører hende til og fra skole) og fik at vide, at hun havde fået smækket skydedøren på minibussen i hovedet af en af de andre børn ved et uheld, og at det blødte kraftigt. Og lige som en lille sidebemærkning i historien skal det siges, at jeg på daværende tidspunkt havde haft det RIGTIG dårligt med blod helt tilbage fra jeg var lille. Men hun kom så hjem med bussen, og buschaufføren var fandeme lige ved at besvime over situationen, så ham fik jeg smidt ind i sofaen, mens jeg trak min stortudende lillesøster med ud på badeværelse, hvor jeg fik vasket såret og lagt håndklæder på såret, for at stoppe blødningen. Da den efterhånden var under kontrol kom min mor hjem fra arbejde, og tog over, efter hun havde sendt buschaufføren hjem. Der var jeg (og min mor) stolt over den måde jeg havde håndteret situationen. 14-15 år gammel havde jeg på trods af mine mange års frygt for blod faktisk håndteret situationen bedre end den 40-50-årige chauffør. Jeg var hamrende stolt ved det, på trods af de lidt ærgelige omstændigheder. Men det fik bevist over for mig, at jeg var min frygt for blod kvit, hvilket gjorde det lidt nemmere for mig at jagte min drøm om at blive dyrlæge, hvor man næppe kan komme uden om blod

Så det var et held i stærkt, stærkt uheld.

Stærkt 

[Dimma]

Godt gået Pluto.. Og nuuiij hvor jeg føler med din søster og hendes hoved.. Det har godt nok fået et par alvorlige tæsk igennem tiden.

[plutonium]

Ork, hun har oplevet meget mere med sit hoved

Hun har banket det ind i en radiator, hun har væltet i en go-kart hvor hun også måtte på skadestuen og sys. Hun har aldrig brækket noget, men har slået hul på hovedet 4-5 gange.

Tak for roserne, rent bortset fra det!

[Blackstone]

Jeg har tidligere skrevet at min Farmor har parkinson og det går heldigvis godt for hende nu, men for noget tid siden(sidste år) lå hun på hospitalet og kunne ikke røre sig eller tale og det var meget skræmmende at se på og overvære og hele familien var nede og kede af det og jeg var tæt på at græde eller gjorde det vidst lidt, da jeg ikke kunne lade være, men som sagt har hun det godt nu og sidder i kørestol, men kan snakke udmærket...

Bare lidt fra mig igen...

Vh.Blackstone

[bibo123]

Min lillebror gik på Lundby efterskole sidste år.
Og var ude og sejle den samme tur og samme tid på året. han sagde at man næsten ikke kunne stå op i båden uden den var ved at vælte. tænker også lidt at det sagtens kunne være sket sidste år hvor min lillebror var ude at sejle så synes det kommer lidt for tæt på. Men hele stemningen på den årgang der går der nu bliver aldrig den samme.

[Gungner]

Tror min værste oplevelse var, da jeg fik et epileptisk anfald midt i et vej-kryds. Husker ingen ting, fra før jeg blev "vækket" af falck-reddere.

[philips]

Denne her oplevelse blegner i forhold til mange af de andre historier herinde.
Som nogen af jer herinde ved bor jeg i Vietnam og har gjort det i snart to år. Sportssystemet hernede fungerer sådan at der er tre sæsoner der alle arbejder op imod en turnerinng mod 8 andre internationale skoler fra egnen. En af disse sports er Basketball og da det er min favorit sport var jeg på holdet. I den her turnering er der først et gruppespil med 3 kampe. den første vandt vi den næste var mod værterne og de senere vindere den tabte vi. Derfor var den sidste kamp altafgørende. Kampen startede rigtig godt fra begge sider og begyndte henad vejen at blive en rigtig god kamp selvom modstanderen var foran med 2-4 point det meste  af tiden. Selv spillede jeg mega godt 14 ud af 24 af holdets point var enten mine eller jeg var indblandet i dem. derudover lukkede jeg også alt ned defensivt. Hen imod slutningen af kampen blev det for alvor spændene et fantastisk outlet play fra os gør at vi i sidste sekund sikrer os overtid. Til jer der ikke er inde i Basketball skal det lige siges at overtid er  3 minutter. ALLE på hele værtsskolen er nu samlet for at se kampen og heldigvis er det os de holder med aldrig har jeg været så meget under pres før. Være bliver det ikke da coach et halvt minut inde i kampen laver timeout kun for at sige til mig at jeg skal vinde denne her kamp for holdet der var jeg allerede kørt hel ned både fysisk og psykisk. Imens jeg var ude havde modstanderen fået 2 point vilket betød at stillingen nu var 26-24 til dem. Med 2-3 sekunder tilbage får jeg bolden og laver et desperat skyd fra omkring midten og den går ind! Fryd gammen var det i cirka et halvt sekund så sagde den MØGFEDE RØVIDIOT af en dommer og sagde at jeg havde traveled(bevæget sig med bolden i hænderne) alle var uenige i den bedømmelse og jeg sur og nedkørt før  selvom det snart er en måned siden tænker jeg stadig over hvordan det nu kunne havde gået hvis... engang imellem

[verdenskrig]

Det er jo virkelig trist.. Så tror man lige man bliver helten, og så er dommeren en idiot.. Virkelig nedern 

Men har faktisk to yderligere..

Den ene var da jeg var 15 år, og var til fodboldtræning (Er målmand) .. Vi havde en øvelse hvor spillerne skulle løbe fra midten i en friløber og enten afdrible mig eller bare score.. En af mine gode venner kom så alene igennem, men tog et for langt træk så jeg kunne kaste mig ned i fødderne på ham og snuppe den lige foran ham.. Han var bare i så høj fart at han ikke kunne nå at stoppe.. Resultatet er at han fortsætter og brager sit knæ direkte ind i siden af hovedet på mig.. Gik ud som et lys, og har senere fået at vide at jeg lå livløs i over 30 sek på banen, før holdkammeraterne fik kontakt til mig igen.. Selv husker jeg at jeg tog bolden, hvorefter jeg pludselig vågner og alle står i en cirkel omkring mig.. Meget underligt, og det endte med at jeg havde fået en gedin hjernerystelse.. Dog kunne der være sket mere, og det er jeg naturligvis glad for der ikke gjorde 

Den anden har jeg muligvis skrevet herinde før.. Men her var jeg med samme hold, og også i en alder af 15 år, til Tivoli Cup i Hillerød. Vi røg desværre ud af hovedturneringen efter gruppespillet, men kom så over i noget der hed Wibroee cup.. Her nåede vi finalen, hvor vi mødte en modstander der var klasser bedre end os.. De kom foran 1-0 i første halvleg, og bombarderede os i anden hvor jeg dog holdt os ind i kampen..

3 min før tid er vi så for engangsskyld oppe ved deres felt.. Vores venstreback smider en bold ind i feltet, og blandt venner og fjender smadrer en af mine holdkammerater den uindtageligt ind.. Kan godt afsløre at jeg tog lidt af en løbetur afsluttet med at glide på knæene der, det var så vildt ..
Nå men så skulle vi ud i straffe, og begge hold scorer på de fem første.. Og så kommer det triste.. Jeg piller deres 6. spark, og når lige at juble, hvorefter dommeren dømmer omspark fordi jeg havde været for langt fremme    .. Vi endte med at tabe, og jeg var FULDKOMMEN utrøstelig efter kampen.. Klart det værste jeg har prøvet som fodboldspiller