Conf. - Lillebror bliver til storebror

Oprykningen venter

Det var som om, vi indtil nu i sæsonen har ligget på en bølge. En bølge, der bliver ved med at blive større. Ligesom med bølger, var vi godt klar over, at bølgen på et eller andet tidspunkt falder sammen og bruser hen ad stranden. Derefter hiver den noget med sig, når den forsvinder. Efter kampen mod Basingstoke, som vi vandt 2-1, bristede bølgen. Ligesom bølgen, hev den noget med sig ned, og det var i denne omgang spillerne og mig. Når en bølge er nede, går der lidt før den er ude på det åbne igen, og kan samle styrke til atter at blive stor. Metaforen kan fortsætte, og i vores tilfælde, tog det lige præcis 9 kampe før vi kom op igen. 9 kampe uden at vinde, er en hård periode for hver klub. Aviserne skrev ikke så meget om os længere, og da jeg før var blevet interviewet som en helt, blev jeg nu interviewet som ham der sad og råbte taktik – hvad var det nu han hed?. Intet fungerede, og moralen var helt i bund. Mandag den 3. marts, efter træning, holde jeg og spillerne et møde. Sagen blev lagt på bordet, og analyseret grundigt. Ville vi kaste håndklædet i ringen og blive i Conference South, eller ville vi kæmpe? Kæmpe som et hold, kæmpe som helte. Skulle vi skuffe vores fans så de tog hjem utilfredse, eller skulle de tage hjem, og fortælle historier om kampen til resten af familien? Jeg tog hjem den dag uden at vide om der skulle ske nogen form for ændring, men håbede det på det kraftigste. En 9.plads var bare ikke godt nok når vi kæmpede om 1.pladsen for nogle måneder siden.

Moralen til næste kamp mod Eastbourne Boro var atter i top. Jeg valgte stærkeste opstilling. De skulle vise noget, de skulle imponere mig som aldrig før. Kemp var langemanden på målet, Wes Daly stod for den offensive midtbane, og Roscoe D’sane, vores topscorer med 14 mål i 32 kampe, dannede partner med Stephen Opoka helt oppe i front. Ingen af dem havde scoret i 10 timer. Hvad fanden tænkte jeg dog på? Heldigvis bekymrede jeg mig forgæves. De fik begge scoret sammen med Scott Guyett, og efter en heltemodig indsats, og 9 kampe uden sejr, blev den dårlige stime brudt, og 3 point smidt på kontoen. 7.plads, og en top-5 playoff kamp var i sigte. Jeg havde lukket for forstærkningerne for denne sæson, men når et godt tilbud kom på bordet, kunne jeg umuligt sige nej. Marc Bridge-Wilkinson var navnet, og han havde en fortid i selveste Derby. I de sidste 3 sæsoner rullede han ud for Bradford i toppen af 3.division, men han var kommet i unåde efter en slåskamp til træning. Jeg opsøgte ham, og han var interesseret i at komme hertil, hvilket han så gjorde. Af det jeg havde set af ham, var han den del bedre end de fleste spillere på holdet. Han havde kvalitet til 3.division, og havde den ekstra touch af frækhed og generelle niveau.

Han var såvel på banen i næste opgør mod Eastleigh. Var vi kun smidt på en midlertidig bølge, eller var vi hoppet på en stor bølge? Jeg håbede på en tsunami som kunne køre os langt frem. Da vi førte 2-0 ved halvlegen, var jeg begyndt at tro på vi var kommet i gang igen. Et hurtigt mål til Eastleigh, og et rødt kort til Chris Gell, fik mig til at tro på noget andet. Da slutfløjten lød, stod der stadigvæk 2-1 på tavlen, og endnu 3 point kunne smides ind til de andre. Vi var oppe på 56 point i 34 kampe hvilket rakte til en 4. plads. Troen på oprykning var tilbage, og troen på vores evner var tilbage. Det var nu eller aldrig. Med 8 kampe tilbage af den nuværende sæson, kunne bare den mindste fejl ødelægge vores chancer. Koncentrationen var i tops, og vi var forhåbentlig tilbage på toppen af en bølge som vi håbede skulle langvejs før den ramte kysten. Skulle vi rykke op, eller smide det hvide håndklæde i ringen? Jeg har intet hvidt håndklæde, så det kan kun være oprykning...