37|The Scandal Man & His Troops

 

[Heskey]

Dejligt min sidste update også faldt i din smag.

[Highbury]

Så fik du de to blogs til at smelte sammen...
Du skriver godt, og får skabt en god historie
Men som jeg skrev i den anden blog, så synes jeg det er en noget makaber og voldsom afslutning på Miles delen.

[Heskey]

Ja, det skete endelig på en fuldkommen måde, dog ret sent. Tak for de pæne ord og ja, det var voldsomt.

[Heskey]

20|Alone In The Dark

Mørket faldt over kontoret, den sidste sjat whiskyblev slugt, idet frakken blev lukket. Døren til kontoret blev låst. Lyden af de slidte sko, der nu begav sig ud på den tomme parkeringsplads gav genlyd. Den kolde luft, den mørke aften. Det kolde sind. Det mørke sind.  Det ødelagte sind. Bilen med en bule fra et "uheld" blev indtaget,  bilnøglen drejet. Motoren gav en forkølet lyd, hvorefter den sløvt startede. Radioen var i stykker, stilheden var intakt igen.

Motoren blev slukket, nøglen trukket ud. Trappetrinene blev betrådt af de gennemslidte, engang pæne, lædersvøbte sko. Døren blev lukket, kulden holdt udenfor. Varmen bredte sig i hans blod, frakken blev hængt på plads. Huset var mørkt og ensomt, ekskonen boede hos sin nye mand. Han fandt en billig cognac frem og tog et glas med. Det blev hældt i glasset, der blev tømt i en tår og fyldt op på ny.

Han fandt en pose frem, papirer fra sin advokat. En pakke med billige cigaretter og en gammel lighter blev fundet frem fra en skuffe. Cigaretterne havde fået fugt i filtrene, men han var rygetrængende og tog en alligevel. Fingeren gled på lighteren tændefunktion, han skrabede sig, men fik endelig tændt lighteren, gløden fra lighteren tændte cigaretten. Det første sug blev taget. Han sank uroligt i sædet og lukkede sine øjne. Gentagende gange blev der suget i cigaretten, glasset stod på bordet ved siden af flasken og et afbrændt billede, et billede af ham,over halvdelen var brændt af. Han tog det sidste sug, der var tilbage i cigaretten og maste den i askebægeret.

[HansenLFC]

Benjoe din gamle svinger !!

Det begynder jo at tage form med de to blogs. Det begynder virkelig at spille!!

[Heskey]

Tak for rosen Hansen.

Men...

Bloggen er på pause på ubestemt tid, da min pc er gået i stykker...

[Præsidenten]

Nogen nyheder angående din computer og hvor når vi kan se bloggen i gang igen?

[Heskey]

Jeg har skrevet til dem jeg købte pc'en af, men har ikke fået svar, så jeg tager ned til dem i morgen med den stationære så de forhåbentligt kan få den fixet. Det er bare ikke det samme at sidde med sin lille sløve bærbare.

[HansenLFC]

Ej du er sløv Benjoe!

Den computer har været ude af drift længe, heldigt Rafinha skrev ellers var der måske gået 14 dage før du havde opdaget den var i stykker. Du tænker slet ikke på på os som faktisk venter på næste updat!

[Heskey]

21|Fallen

Han trådte ud på de våde sten og gik hen til postkassen, der var fyldt til sprækkepunktet. Blikket fór mod de tomme vinduer rundt omkring. Der var stadig billeder hængt op af Miles på de forskellige gadehjørner. "Help us find Miles' murder" stod der på plakaterne. Øjet kneb sig sammen først det ene, så det andet. Han blev med ét arrig. Han rev i sin postkasse og sparkede til bilen, der holdte ved siden af ham. Han var blevet forpustet og satte sig irriteret ned. Han kiggede igennem brevene, ét brev ændrede alt.

"Aldrick Wilkinson, you are hereby called in for a hearing on the murder of your son, Miles Wilkinson. The date of the hearing is…" Han rev brevet fra hinanden og begyndte at råbe og skrige igen. Han havde tænkt sig at udeblive, så måtte politiet fandeme selv dukke op og hente ham! Han ville ikke spille tid på den slags. Han bebrejdede sig selv og ikke mindst Johnny for alt der var sket, og han kunne stadig ikke forstå det var gået så galt. Han frygtede for fremtiden, men han ville bare videreføre projektet med West ham, så måtte det briste eller bære.

[Heskey]

22|Heres Johnny

Han sad sig i stolen. Han strøg hånden igennem sit hår og indså, at han var nød til at dukke op. Han gned sig i øjnene, endnu en søvnløs nat. Endnu engang havde han meldt sig syg fra sit managererhverv. Han samlede nogle småmønter sammen. Der var lige nok til et glas whisky nede hos den lokale pub. Han  tog frakken på som havde huller og blodpletter fra de aftener Johnny var dukket op og drevet Aldrick fra vid og sans. Han begik sig ud på den tomme gade og gik mod pubben. Efter at have passeret flere pæle med billeder af Miles gik han i panik. Johnny kom til "undsætning" og Aldrick gik i sort.

Han åbnede øjnene, men kunne næsten intet se. Der var bælgmørkt og han kunne dårligt bevæge sig. Han havde en smerte i sit bryst og der løb en væske ned af panden på ham, men armen kunne ikke nå det. Han var udmattet og faldt langsomt hen igen. Han så lys, lys for enden af en tunnel.

[Highbury]

Lyder som om du er ved at lade hans liv nærme sig afslutningen...

[Heskey]

Det er slet ikke sikkert.
Jeg føler ikke eventyret er slut endnu, men nu får vi se, hvor slemt det står til, når jeg har fået skrevet den næste opdatering.

[Heskey]

Jeg beklager dybt ventetiden, men FMD har for lidt tid siden annonceret deres blogkonkurrence som jeg gerne vil deltage i. Jeg kan ikke overskue at skulle køre denne blog videre og skrive en ny blog og holde kørende på samme tid, så denne bliver sat på pause indtil jeg er færdig med den nye blog. Den anden blog vil kun blive kørt på FMD, da det sparer mig tid. Tak fordi I har fulgt med indtil videre, håber I også vil følge med fremover.

[Heskey]

23|Memories Will Drive You Mad

Lyset for enden af tunnelen forsvandt og han mærkede en sviende følelse i kinden. Han kunne bevæge sin arm igen og førte den mod kinden og mærkede nogle rifter i kinden og der var flere rifter i resten af ansigtet. Han rykkede sig og følte den samme sviende følelse flere steder på kroppen, han åbnede sine øjne og så sig selv ligge i en tjørnebusk, lange, spidse torne, der havde gnavet sig ind i hans krop. Han vred sig i smerte og kom langsomt ud af busken og samlede sig ude på fortovet. Jakken var, om muligt, mere ødelagt end før og han kunne hele tiden smage blod. Omtumlet og desorienteret begyndte han at gå, han vaklede på benene og han frygtede, at han ville falde igen, hvis han ikke snart fandt et sted at sidde. Han slæbte sine fødder hen ad fortovet, de små sten, der lå rundt omkring gnavede sig ind i hans skoløse fødder, hvor skoene var vidste han ikke. Langsomt nærmede han sig et busstoppested, hvor han kunne lægge sig lidt på bænken og hvile lidt.

Han trak sig langsomt op på bænken og lænede hovedet opad glasset, der omrammede stoppestedet. Han begyndte at tænke, hvordan ville han slippe ud af problemerne, ville han kunne klare presset, ville han kunne klare minderne. Minderne om Miles. Fortvivlet og bedrøvet lukkede han øjnene og hvilede sig.