37|The Scandal Man & His Troops

 

[Heskey]

24|Down Memory Lane

Han så Miles foran sig, han var en lille dreng, og frisk og livlig, ja han var levende. Han løb og spillede fodbold med sine venner, moren stod sammen med de andre stolte forældre, der så deres små sønner spille en omgang klumpbold, Aldrick derimod sad inde i en slidt gammel trænerbænk og drak af hans flaske, der var dækket til af en pose så folk ikke vidste med sikkerhed, hvad han drak, men alle vidste det alligevel. Han blev ofte så stiv, at han råbte og skreg af de små børn og han var et par gange løbet ind på banen og sparket til bolden og væltede om af grin. Forældrene havde blot rystet på hovedet, men især Miles blev hårdt påvirket af disse hændelser. Aldrick så Miles grine, som han aldrig havde set ham grine før, smilet, der blændede med  ægthed, en ægthed han aldrig selv havde følt.

Aldrick begyndte at mumle noget og  folk, der gik forbi busstoppestedet gik langt forbi ham ligesom de holdte sig fra hans slidte gamle trænerbænk dengang. Uanset, hvor han var, hvad han gjorde så undgik folk ham helst. En endeløs pøl af elendighed var, hvor han befandt sig. Han havde ingen vej ud, men kunne sagtens ryge længere ned. Han havde stadig ikke været til forhør og han havde ingen forklaring at kunne give, intet alibi at kunne dække sig med. Skulle han blot melde sig og tage straffen?

[Heskey]

25|Square Stars On The Sky of Blindness

Han var nød til at fortælle det til nogen, men det måtte ikke være en hvilken som helst, det skulle være en som han kunne stole blindt på. Han tænkte længe, men kun én person kom frem i tankerne. Der var ikke andre end hende, der havde kunnet holde ham ud i al den tid. Hun var den eneste han turde stole på. Men hun ville intet have at gøre med ham, hun havde gjort det tydeligt overfor ham og hun var både flyttet og havde skiftet navn.

Her sad han i sin cabriolet, der var åbnet i aftenens måneskin. Bilen var parkeret ude foran det hus han engang boede i sammen med sin kone. Siden da havde hun solgt huset, men alligevel kunne han ikke give slip på det hus. Det hus han havde stiftet gæld for at kunne købe, den gæld, der langsomt blev betalt med hans lønninger. Alt imens konen gik rundt og passede på Miles derhjemme. Han kiggede på himlen, den så ensom ud, kun få stjerner. Firkantede stjerner på skyen af blindhed.

[Heskey]

26|If You See Her, Say Hello

Han sad stadig i bilen, minderne om konen kom frem, han ville så gerne finde hende. Fortælle hende om det hele, håbe, ja bede om tilgivelse. Om ikke andet sige, at han var ked af det, ked af det hele. Ked af alt. Alt uden undtagelse. Måske bortset fra at have mødt hende, kvinden i hans liv. Det liv og den kvinde han langsomt ødelagde. En sidste chance på faldrebet var vel det han ønskede sig. Ville hun give ham den chance, hvis han da kunne finde hende?

Han drejede nøglen, der sad i bilens tænding. Han havde en idé om, hvor han kunne finde hende, hvis han blot holdte nøje øje med stedet. Han var sikker på, at hun ville besøge graven, og det var også på tide han selv besøgte den, det var nok hans fejl, at hun døde dengang så en blomst ville være på sin plads. Han savnede hende, hans eneste datter. Miles havde aldrig tilgivet ham for det, det havde konen næsten heller ikke, og hvordan ville hun nu ikke tage det med Miles. Han gassede op og forlod parkeringspladsen.

[Heskey]

27|Forgive Me

Det havde regnet det meste af formiddagen, hvor Aldrick havde siddet på bænken og kigget, ja stirret på gravstenen. "Wilkinson, Maria". Var alt han kunne læse fra bænken han opholdte sig på i lyet af en paraply. Bedrøvelsen tyngede hans øjne og der var tykke sorte poser under hans øjne. Han havde ikke fået en ordentlig nats søvn i mange dage. Hans kinder var stadig revet op. Han tog lidt grus og gned i et af sårene, han mærkede intet. Intet. Han sukkede. Gik langsomt tilbage til sin bil, åbnede døren og fandt en flaske frem. Han hældte en smule udover selvsamme sår, en lettere sviende smerte kunne mærkes. Lettelsen over stadig at kunne mærke lidt smerte var stor. Han var ikke helt død indvendigt, endnu.

Han satte sig tilbage på bænken, men det hele gik galt i hans hoved endnu engang. Han løb over mod gravstenen og ville kaste sin flaske på den, men snublede over et skilt på vejen derover. Flasken fløj ud af hans hånd og knustes udover stenene. Frustreret begyndte han at slå ud mod luften og sparkede til skiltet. Han begyndte at grine hysterisk. "Var det dette du ville se, Miles!? Din gamle far liggende foran din lillesøsters  gravsten, pløret til i blod og spiritus! Ha! Du var en taber og fortjente at dø!" Langsomt begyndte hans sind at ændre sig igen og han lå til sidst grædende på de kolde whisky indsmurte sten. "Maria, jeg er ked af det, jeg ville ønske det var mig. Mig, der var død den aften, og kun mig. Kunne jeg bare have holdt mig fra den forbandede whisky dengang, så.. Så havde du måske stadig været her. Og så havde Miles været her. Undskyld! Kan du ikke acceptere min undskyldning? Vil du ikke være sød at tilgive mig nu..?" Han lagde sig i fosterstilling og trak frakken op foran hovedet for at give ly mod regnen, der forsat dryppede ned på hans forrevne ansigt.

Her lå han. Fortabt. Knust . Uden ære. Uden stolthed.

[Heskey]

28|Flashbacks

Aldrick rejste sig fortumlet op og kiggede mod gravstenen igen. Han tørrede tårer og regn fra sit ansigt, men det samme forbidte og depressive udtryk kom til udtryk igen. Langsomt fandt han tilbage til bænken og smed hovedet ned i sine hænder. Han sukkede dybt. Hans liv føltes ovre og flashbackene han så for sig var forfærdelige. Uheldet han var involveret i, hvor Maria døde kom først, starten på hans livs ende. Herefter så han for sig, hvordan hans forhold til både kone og søn blev dårligere og dårligere og til følge sønnen, der flyttede med ordene "Jeg hader dig langt ind i hjertet, far."  Herefter blev tingene sløret ind i en konstant tåge af whisky og kaos og endte i bruddet med konen. Efter flashbacket af bruddet blev alt dog helt tydeligt. Han sad igen i bilen sammen med sig selv og Johnny, som var hans alter ego. Flashbacket forsatte og han  så, hvordan Johnny kørte Miles ned.

Flashbackene stoppede og en lyd  af et par højhælede sko hen ad de våde sten blev langsomt højere. Den blev forsat højere og højere indtil den stoppede brat og en kvindestemme lød "Aldrick? Er det dig?" Han kiggede langsomt op med friske tårer løbende fra øjenkrogene. Hans øjne mødte et ansigt han havde savnet længe og som han havde desperat brug for at se.

[Heskey]

29|Take Me Home

En varme han ikke havde følt længe spredte sig i kroppen. Det var ikke whisky, men kærlighed som den engang så hårdføre træmand følte varme i hans kolde krop. Moren til de to afdøde børn. Kvinden, der havde holdt så meget ud. Den eneste person, der havde holdt ham bare en smule mentalt i balance. Hans balancepunkt. Han tørrede tårerne væk med et af frakkens ærmer og prøvede at rejse sig, men den gamle, trætte og kolde krop ville ikke op. Hun rakte ham sin hånd og hjalp ham langsomt op og kiggede ham i øjnene. Aldrick forsvandt i hendes øjne og kom tilbage til deres første date. En forårsdag i skoven. Han havde længe før han hentede hende forberedt det hele og han var glad og begejstret. Han havde ikke drukproblemerne dengang og alt så ud til at være godt og han glædede sig til at se hendes søde smil og høre hendes søde latter. Han havde nu hentet hende og førte hende hen til den eng, der lå fri af træernes skygger, så solen kunne skinne ned på engen.

De grinte højlydt og smilte og hun strøg ofte sine fingre igennem sit hår. Det hele var godt og Aldricks nerver fra tidligere var forsvundet. Han tilbød hende et glas vin, men her gik alt galt. De gled langsomt fra hinanden. Han kunne ikke længere tale, han kunne heller ikke råbe eller bevæge sig. Hendes smil blev langsomt, men sikkert til en alvorlig og trist mine. Han vidste ikke, hvad der skete. Han kunne snart ikke længere se hende og der blev mørkt over alt. Han begyndte at dreje rundt og langsomt begyndte en skikkelse at komme frem for hans blik. Det var Miles. En forslået Miles. Det var tydeligt, at den Miles han så nu var den Miles han havde kørt ned. Miles spyttede en blanding af spyt og blod på Aldrick og begyndte at råbe af Aldrick, der dog langsomt tågede ud af, hvad startede som en drøm, men langsomt blev til et mareridt. På samme måde som hans liv engang var smukt og godt, men langsomt blev til et forfærdeligt liv af skuffelser og skandaler.

Han var tilbage i virkeligheden og sagde med en svag stemme. "Vil du ikke tage mig med dig hjem og redde mig? Jeg ved godt det ikke har været nemt de mange sidste år, men min kærlighed til dig vil aldrig dø og jeg ved, at jeg dør uden dig. Du er en perfekt kvinde. Kvinden, der gave mig en smuk datter og en smuk søn. En kvinde som var fantastisk igennem selv de hårdeste tider. Jeg er så ubeskriveligt glad for, at du fandt mig her.. Havde du ikke fundet mig, så havde jeg aldrig fundet dig og så havde jeg været død. Jeg undskylder for alt jeg nogensinde har gjort dig. Kan du nogensinde tilgive mig?"

[Præsidenten]

Jubii vidste slet ikke denne her blog stadig var i gang! Så har jeg noget læsning imorgen! Fremragende!

[Heskey]

Ja, beklager jeg har været så ustabil med blogsne her det sidste lange stykke tid. Jeg har slet ikke haft inspiration til at skrive, men prøver at finde tilbage til det. Håber du vil synes om det, når du læser det i morgen!

[Heskey]

30|Just A Dreamer

Hun havde været nød til at sætte sig ned ved siden af Aldrick. Her sad hun længe og kiggede på gravstenen og overvejede om hun skulle lade ham komme tilbage i hendes liv. Var det forsøget værd? Hun havde selv haft svært ved det, ved det hele. Det lange og hårde forhold, det mindst lige så hårde brud og til sidst Miles' død. Måske kunne de nå at redde hinanden inden det var for sent for dem begge.

Hun rakte sin hånd til Aldrick og smilte. Han forstod budskabet og tog hendes hånd og kyssede hende derefter. Han lyste op på en måde han ikke havde længe og følte bedre end, ja han kunne ikke komme i tanke om, hvornår han sidst havde haft det sådan. Han drømte om fremtiden. Drømte på samme måde som han gjorde dengang han mødte hende, turde drømme om fremtiden. Han var alligevel fjernet fra West Ham, så måske han skulle prøve af med en mindre klub. Starte ud med et mindre spotlight. Han kyssede hende igen og de gik sammen ud mod hendes bil. Da de gik forbi gravstenen kastede han en rose ned foran gravstenen og blev for et kort øjeblik sentimental igen. Hun trak ham videre og han forlod kirkegården som han havde været på i for lang tid, den havde næsten opslugt ham. Hans mave begyndte at rumle og han kommanderede hende til at lave noget mad med det samme de kom hjem. "Du drømmer! Ha!" lød det grinende fra hende.

Han havde altid været en drømmer, og det ville han for altid være.

[Heskey]

31|Recovery

De sidste par uger havde han snakket med en advokat omkring retssagen. Han havde fortalt alt. Hvordan  hans alter ego havde taget overtaget og han endte med at dræbe sin søn. Advokaten var chokeret, men ville gøre sit job og sørge for, at Aldrick ikke endte i fængslet. Som sådan var der jo heller ingen, der vidste noget om, at det var Aldrick, der kørte ham ned den aften. Ingen øjenvidner. Han frygtede derfor ikke for fængslet mere og ville tilbage til fodbolden. West Ham havde fyret ham og det overraskede ingen. Han havde forsømt holdet i så lang tid og selvom resultaterne var med ham langt hen ad vejen så havde han været ukontrolleret, hvilket ikke fungerede i længden.

Han havde længe tænkt på, hvilken klub han skulle søge job hos. Powell hos Charlton var lige blevet fyret, og hvilken bedre måde at sige undskyld til Miles på, end at føre Charlton op igennem rækkerne. Han ringede rundt og fik en samtale med deres direktør. Han havde ikke været så nervøs i lang tid. Konen havde strøget skjorten og hentet jakkesættet fra renseriet imens Aldrick øvede på, hvad han skulle sige. Skjorten ned i bukserne, slipseknuden bundet, skoene nypudset, håret trukket til siden med en kam. Aldrick var klar til at tale sig til et nyt managerjob. Han skulle til "The Valley" og ære sin søn. Rense sin sjæl den lille smule.

[Heskey]

32|Jobinterview

Direktøren kiggede ham dybt ind i øjnene. Aldrick kiggede roligt tilbage. "Du forstår godt, at vi på ingen måde kan acceptere, at du fortsætter dine drikkevaner hos os? Og, at du skal forholde dig roligt og respektabelt i forbindelse med medierne? Vi gider intet pis fra dig, og vil fyre dig, hvis vi føler, at dit ego bliver for stort for klubben." Direktøren legede med uret på sin hånd. Selvtilfredsheden osede ud af ham. "Her hos os kan du ikke bare lege rundt. Vi kræver at se hårdt arbejde, fra dig og dine spillere - på og uden for banen. The Valley er et sted for mænd. Et sted mænd spiller bold, et sted mænd ser på bold. Er du klar på udfordringen?"

Aldrick tog en dyb indånding. Kiggede ud af vinduet og tænkte på Miles. Direktøren var hård, men han måtte sige ja. Direktøren lyste op da Aldrick accepterede og rakte sin hånd frem. Papiret kom frem og Aldrick skrev under med sine kragetæer. De rejste sig og gik mod døren, Aldrick gav hånd igen og gik ud mod sin bil og kørte tilfreds hjem til konen. Han fejrede dog ikke denne ansættelse med et glas whiskey, men drak et glas vand, til den dejlige and konen havde tilberedt i dagens anledning. Han var glad for at være tilbage hos konen og ville gøre alt for, at det ikke skulle ende som det gjorde sidst han var hos hende.

[Heskey]

33|Back In Business

Aldrick mødte op til sin første arbejdsdag og fik en snak med samtlige trænere om, hvordan og hvorledes det hele skulle fungere. Han spurgte ind til spillernes kvaliteter og mangler og hvilken formation de fandt passende. Han valgte dog at tage en anderledes formation da han helst ville have en defensiv midt, men denne plads var klart den svageste hos Charlton mandskabet så her skulle han forstærke holdet i transfervinduet. Pengene var få så lejeaftaler ville være vejen frem for dem. Han begyndte hurtigt at få sat nogle scouts i arbejde og flere blev sendt rundt for at lede efter den defensive midt. Derudover havde han også blikket efter en mere boldfast midtbanemand end de nuværende centrale spillere klubben kunne tilbyde Aldricks formation. Det så dog ikke helt håbløst ud med de spillere Charlton ellers havde. Efter en omgang træning med spillerne for at se på deres kvaliteter i kamp kunne han allerede se et stort potentiale hos højrebacken, Chris Solly. Kun 21 år gammel, men meget målrettet og arbejdsom. En spiller, der ville blive vigtig for at kunne rykke op i Premier League.

En anden stærk position på holdet var frontrollen. Angriberne Ricardo Fuller og Yann Kermorgant var stærke og ville i en duo udgøre den trussel, der ville være brug for. Om de så ville blive brugt på samme tid ville tiden vise, først måtte Aldrick se, hvordan holdet stod defensivt i de første kampe og derefter gå længere frem på banen og satse mere, hvis der var succes. Han tog hjem efter sin første dag på jobbet og var godt tilfreds. Han tænkte konstant på, hvilke ændringer der skulle foretages og hvilke spillere der skulle hentes. Den næste dag ville give en masse svar på disse spørgsmål.

[Heskey]

Er det muligt en crewmedlem vil flytte denne tråd til FM13 sektionen for blogs?
Jeg har fortsat bloggen i FM13 så det ville være fedt, hvis den lige blev rykket.

[Heskey]

34|Conservative

Aldrende Aldrick havde allerede før Charlton et omdømme som en mand, der ikke gik ud og brugte store summer på spillere. Han havde et godt øje for handlerne og siden han altid var manager i de små klubber var han flittig til at bruge lejeaftaler. Han brugte alle sine evner da han købte ind til Charlton forud for sin første sæson hos dem. Hans scouts havde meldt tilbage med nogle interessante spillere og han så nærmere på mange af dem. Den første plads han fik sikret sig var den defensive midt, hvor han så det største hul - og den største nødvendighed i sit system. Derfor var han ikke bange for at bruge lidt penge på en spiller, der kunne dække denne position i et par sæsoner endnu. Han ville have en spiller i midten af 20'erne, til nøds i slutningen af 20'erne, så der var noget stabilitet samt nogle år tilbage i spilleren. Denne spiller fandt han i 29'årige Djamal, som blev hentet til fra Braga for 2.2 millioner kroner. Det sprang ikke budgettet helt, men det tog en stor sum af det beskedne beløb han havde at gøre med. Derfor måtte han nu ty til en af sine favorithandle r. Lejeaftalen.

Den var effektiv, i forsøget på at rykke op. Hvis man klarede den ville man ikke have de spillere mere til at trække løn og man ville kunne købe nogle bedre spiller for de penge man vandt sig i oprykningen. Hvis man ikke rykkede op var de ikke mere i klubben og man kunne prøve sig med en anden fremgang. Der var selvfølgeligt også ulemper ved denne handelsstrategi, især stabiliteten i truppen kunne lide af det, men Aldrick var ikke så bange for den slags skærmydsler og hentede derfor den 20'årige Scott Allan ind på lejeaftale til den centrale midt. Allan var den boldfaste midtbanemand han var på udkig efter og, hvis Allan blev en stor succes og man gerne ville gøre lejekontrakten til en permanent kontrakt havde de sikret sig en fast pris for fremtiden.

Den tredje spiller Aldrick hentede var ikke en position han havde forventet at forstærke, men da en scout meldte tilbage om en 29'årig spiller, der kunne lejes og som havde en enorm erfaring var han nød til at lytte. Alan Tate blev derfor hentet ind til at gøre forsvaret til en mur. Han var en spiller, som alle andre på banen ville lytte til. En autoritet på niveau med træneren. Når Tate gik på banen var det for spillerne som at have Aldrick selv derude.

[Heskey]

35|Unbelievable

Aldrick havde fået skippet et par spillere væk fra klubben på lejeaftaler for at lempe lønbudgettet en smule og give økonomien en chance for at holde sig fra de røde tal. Spændingen til den første kamp begyndte også at sprede sig i Charlton, hvor man tog imod Yeovil i Capitol One Cuppen som Aldrick til stadighed kaldte Carling Cuppen. Der var stor spænding på at se ikke mindst, hvordan systemet fungerede med spillerne og en sejr var et minimumskrav mod Yeovil. Det startede også godt for Aldricks spillere da de kom foran efter 12 minutter på en scoring fra den nye Scott Allan. Kun 8 minutter senere scorede Yann Kermorgant, deres stjerneangriber, til 2-0 og festen var i gang på tribunerne. I det 40'enstyvende minut lukkede Yann kampen med et brag, der gik stolpe ind.

Aldrick var fint tilfreds med både taktikken og kampen og ville ikke foretage sig nogen ændringer før deres ligekamp mod Leicester. Og med det samme så man, at det var det rigtige valg da Alan Tate steg til vejrs efter et velslået hjørnespark og headede bolden ind i netmaskerne. Sent i anden halvleg sikrede Bradley Wright-Phillips dem sejren med en sikker inderside. Aldrick blev hyldet som en helt, men det hele var kun lige begyndt. Fordi i deres næste ligakamp skulle de have besøg fra Blackburn. Et hold medierne havde store forventninger til, men de forventninger gjorde Charlton på fornem vis til skamme da de vandt 4-0. Dale Stephens, Yann Kermorgant og Bradley Wright-Phillips gange to, stod bag deres overlegne sejr.

Der var to kampe tilbage i hans første måned med kampe hos Charlton. Én mod Wolves og én mod Reading. Med deres spil de sidste par kampe var de pludselig blevet alles favoritter og alle ville være som dem, men mod Wolves var de ikke helt stærke nok. De virkede ikke til at kunne håndtere favoritrollen og at skulle tage styringen. Det var derfor en meget lige 0-0 kamp, men det ene point var stadig meget vigtigt, ingen havde alligevel forventet en sådan her start. Og det blev kun bedre da de tog imod Reading i Capital One Cuppen. Charlton havde haft 21 skud da kampen var ovre, Reading havde haft 2 skud, som ikke engang havde været inden for målrammen. Charlton scorede dog ikke på mere end 2 af deres chancer, men det var alligevel noget Aldrick kunne være godt stolt af.