SuperDepor & Australien

God sæsonstart

Det var ubeskriveligt dejligt at træde ned på spansk jord igen. Jeg havde virkelig savnet mit elskede Deportivo. Holdet, bestyrelsen, Riazor og så selvfølgelig Paula, min kæreste. Hun stod og vinkede med dansk flag når jeg trådte ud i ankomsthallen. Hun var sød at tage mine tasker og køre dem hjem mens jeg nappede en taxa til træningsbanerne. Der var en lille time tilbage af dagens træning, og jeg ville lige nå at meddele min hjemkomst før de tog hjem. Da jeg ankom var stemningen i top. Solen strålede og der blev spillet på høj plan. Ind i mellem sparkene til boldene kunne man høre fuglene kvidre og en masse råb fra Luci som var ovre ved målmændene. ”Hep hep hep hep!” råbte han på ordentlig spansk maner. Resten af spillerne spillede 7-mod-7 kampe. Der var nogle få der råbte ”hola” og ”tillykke med sejren” da de så mig. Jeg satte mig ned og overvejede min situation. Mit liv var et paradis. Spansk top fodbold, dejlige spillere samt Champions League bold. Jeg var endda glad nok til et hurtigt presse møde før jeg tog hjemad.

Holdet havde spillet alle deres 6 opvarmnings kampe til sæsonen og alle var vundet komfortabelt. Jeg havde ikke overværet nogle af dem, men fik fyldige rapporter fra Luci. Vores næste kamp var Super Cup’en mod sidste års liga vindere, Valencia. Det skulle nok blive spændende, og det var allerede om 2 dage. Første kamp var på riazor, og sikke en debut kamp for sæsonen det blev. Spændende fra første fløjt, og efter 24 minutter gjorde Mokoena det lige den del sjovere for os Deportivo fans med et brag af et debutmål. Vi var godt kørende selvom Valencia, nærmere betegnet Morientes, fik udlignet i de døende minutter. Skidt udgangspunkt før næste kamp på Mestalla, men chancerne var der. Ligesom den første kamp blev den noget af et brag. Chance efter chance, desværre nok Valencia i oversædet. Overlægger, stolpe, overlægger igen. Jeg hoppede frem og tilbage i min træner boks og da Del Horno, 3 minutter inde i overtiden, bragte os foran på et selvmål, kunne jeg ikke holde mig længere. Sikke en retur til holdet, det lovede kanon for den kommende sæson!

Jeg var mødt frem i egen person da Wang Dalei skulle modtages i lufthavnen. Jeg kunne ikke snakke med ham da han hverken kunne engelsk eller spansk, men sammen med hans agent og bestyrelsen skrev han under på en 4-årig kontrakt. Sådan. Så var fremtidens målmand sikret. Han tiltrådte til træningen dagen før vores første liga kamp mod Villareal, en lidt kedelig affære. Det var på udebane, og vi blev overrumplet med et svedigt 1-3 nederlag. Vores forsvar var hullet som en si, og det kunne ses på resultatet som sagtens kunne have været værre. Dagen forinden havde jeg og El Presidente været i Monaco. Der var jo Champions League gruppe udtrækning. Det var virkelig et prestige arrangement, og jeg følte mig virkelig ikke hjemme. Paula var taget med så hun kunne shoppe i Monaco’s berømte gader. Jeg kendte dem uden ad da jeg havde boet nær her som barn. Jeg fik snakket med selveste DonØ fra københavn som præsenterede FCK. De var med i år sammen med nogle andre overraskelser. Grupperne blev trukket, og vi skulle spille mod Liverpool, Steaua og Lyon. Den var svær, men det ville blive nogle spændende kampe. Første kamp var ude mod Liverpool, men den gider jeg ikke diskutere. Vi tabte den 2-4. De var bare bedre, mere er der ikke at sige.

Steaua var næste CL modstander på hjemmebane. Vores fans var ekstatiske. CL var kommet til byen igen. Kampen var spændende, og vi vandt hele 4-1. Så var vi tilbage på rette kurs, med næste kamp i Lyon, mod Lyon. Ind i mellem har vi spillet 3 liga kampe mere mod Gimnastic, Getafe og Zaragoza hvor vi vandt de 2 og tabte den sidste. Det ser nu fornuftigt ud i ligaen hvor vi ligger på en 3 plads, 2 point efter Barcelona. Økonomisk havde vi oplevet et sandt mirakel. CL bold og mindre lønninger havde bragt os helt op på +5 millioner, og med pil opad. Det var glade tider i Deportivo, og forhåbentlig starten på en ny æra.