SuperDepor & Australien

 

[AlexSN]

Min Historie

"Smæk" sagde det da vækkeuret fik sit sædvanlige morgen slag. Morgenmenneske, det er jeg ikke! Føj, tænk at skulle stå op mens det stadigvækt er mørkt, det er unaturligt! Jeg vidste på forhånd at mit næste job ikke skulle kræve at jeg skulle stå tidligt op. Ligegyldigt hvad ville det nok være bedre end at stå i Føtex som 35 årig. Mit liv var et nul. Det eneste jeg havde, var mit træner certifikat jeg havde tilkæmpet mig efter mine mislykkede skole år. Det var jeg tilgengæld også meget stolt over. Jeg havde bestået med bravour. Men et par mislykkede år som ynglingetræner for KB fik mig til at miste lysten. Nå, tilbage til historien. Klokken var 09:00, og jeg skulle nå et fly i lufthavnen. Jeg var blevet træt af det "lorte Danmark" og den skide jantelov. Jeg VILLE være bedre og bedst! Og det måtte man ikke her... Jeg havde bestemt mig for at pakke mine ting og smutte til Spanien i en måned eller to, for at prøve lykken hvor som helst. Ja, hvor som helst, alt ville jo være bedre end Føtex!


Jeg skulle ikke bare til Spanien, jeg skulle til La Coruna! Ideen var at besøge mit ynglingshold, Deportivo de La Coruna. Intet kunne være bedre end at opleve et Riazor fyldt til bristepunktet! Men først skulle jeg jo derned, og flyveren var jo selvfølgelig forsinket. Intet mindre end 2 timer. Oveni skulle jeg sidde ved siden af en overvægtig herre som var Spansk. Heldigvis, kunne han flydende engelsk. Snakken, det der var plads til, bogstaveligt talt, faldt hurtigt på fodbold. Jeg nævnte SuperDepor og han råbte "Siiiii Siii Amigo!". Bingo! Helt uden hjælp fra en Carlsberg var "sammenspillet" nu blevet meeeget bedre! Jeg fortalte ham om mine træner erfaringer og certifikat, og han fik meddelt at han var god ven med Augusto César Lendoiro, ingen andre end El Presidento i klubben! Nu kunne det ikke være bedre tænkte jeg, og inden vi var landet i La Coruna, havde jeg presset et par hemmeligheder ud af ham. Joaquin Capparos var en upopulær mand nu, og han ville nok snart blive fyret. For sjov kom jeg til at sige "Nævn lige mit navn for Senor Lendoiro, jeg mangler arbejde!" samtidig med at jeg grinte. Det gjorde han ikke. Han sagde bare, det skal jeg nok, Senorrrr.....? "Navnet er Nielsen! Alexander Sund-Nielsen!"

Mit hotel var råddent. Men det var da ligegyldigt. Jeg havde fået en opringing fra manden i flyet som jeg fandt ud af hed Senor Laparos. Han havde inviteret mig til Riazor da han mente en fan som mig skulle se stadion VIP style. Fint med mig, hellere end gerne! Jeg nappede en taxa og bedte om at blive kørt til Riazor. Det gav mig kuldegysninger! "Hvor omkring stadion? Det er jo enormt Senor!". Den var værre! Jeg anede ikke hvor, jeg endte med bare at måtte sige hovedindgangen, selvom der jo ikke findes en hovedindgang til et stadion. Men chaufføren mumblede "Ay carambas" og kørte afsted.


Jeg skulle ikke kigge længe efter Senor Laparos, han var jo fed som en sumo bryder! Han bød mig velkommen med et smil og førte mig hen til en lille indgang ved hjørnet af stadion. Der var allerede mødt fans op til dagens træningskamp mod Alaves, selvom der ikke var forventet mange tilskuere. Til og med var der oprør. "Hvorfor?" spurgte jeg høfligt. "Senor Capparos er blevet fyret. Ayayay!" sagde han på rigtig spansk maner. Inden jeg var færdig med at tænke på det var jeg midt i et kontor. Og hvilket kontor! På døren stod der El Presidente! "Wow" tænkte jeg da Senor Laparos sagde "Han kommer om lidt, han ville gerne møde dig efter min varme anbefaling!"

Det kan han da ikke mene tænkte jeg... Han havde åbenbart taget min vittighed som et faktum og havde nævnt mig! Jeg var bæeret men nervøs som aldrig før! "Smæk" sagde det da døren blev smækket åben i en fart. Ind kom El Presidente, Augusto César Lendoiro, en mand som så ud til at hae travlt. "Hola Senor Nielsen!" sagde han. "Øh, Hola!" muttede jeg. Jeg var stadig nervøs og skulle på toilettet. Men jeg fortalte mig selv at nu var IKKE det rette tidspunkt! "Jeg hører du er træner" sagde han. "Jooohhh" svarede jeg. "Jeg elsker ihvertfaldt fodbold, og du skal kigge langt efter en så stor SuperDepor fan som mig i skandinavien!". Han grinte meget falskt, men jeg smilede bare tilbage. "Vi har jo fyret Caparros" sagde han, lige pludseligt med ryggen til mig. "Ja det hører jeg. Det var ærgeligt, resultaterne kom bare ikke. I skal vel bare have noget nyt blod. Og i min mening spille offensivt! Ikke afvente men selv holde de andre afventende!" Jeg kunne blive ved og ved men blev afbrudt. "Lige præcist. Jeg kan lide din tankegang Senor Nielsen".

"Er du interesseret i jobbet?"

[N17]

Super god indledning om det eneste rigtige hold i Spanien

Glæder mig til at følge med

[Soccerpop]

Flot indledning og naturligvis er du interesseret i jobbet.

[GHERTESTEAS]

Wow, fed indledning KUTGW

[Mikkellas]

Rigtig god indledning, blev virkelig fanget! Fortsæt sådan Måske kunne du sætte billederne ind i teksten ligesom med vækkeuret? Ellers er det fint, glæder mig til at høre mere fra Spanien

[AlexSN]

Rigtig god indledning, blev virkelig fanget! Fortsæt sådan Måske kunne du sætte billederne ind i teksten ligesom med vækkeuret? Ellers er det fint, glæder mig til at høre mere fra Spanien

Tak for alle kommentarene

Det skal jeg huske det der med billederne Det fylder godt nok lidt når man ikke gør det...
Der burde komme updates hver måned eller hver anden måned, nu må vi se hvad det bliver til 

[chelsea-4ever]

Kanon start.! Bliver spændende at følge med her.!

[United-styrer]

Spændende indledning. Fortsæt i præcis samme stil, dog måske med lidt færre udråbstegn

[F.C.K.]

Glæder mig vildt til næste update, og er det ikke noget med du bor dernede

[United-styrer]

Glæder mig vildt til næste update, og er det ikke noget med du bor dernede

Ifølge hans profil bor han i Hornbæk, hvilket mig bekendt ikke er en by i Spanien

[AlexSN]

Ifølge hans profil bor han i Hornbæk, hvilket mig bekendt ikke er en by i Spanien

Nej jeg boede i Nice, Frankrig  Og nu er min bopæl Hornbæk, ja 

[Niko]

Det skal du sku have en stor hånd for, det er en kanon god indledning, som du kan være meget stolt over.
Det bliver spændene at få Valeron og co. op i toppen igen.
Godt arbejde KUTGW

[zafirsimon]

virkelig god start på bloggen

[AlexSN]

Begyndelsen

"Smæk" sagde det endnu en gang da vækkeuret blev smasket ned på gulvet. Det var blevet en dårlig vane og den ville nok aldrig stoppe. Klokken var nemlig 10:00 og selvom jeg ikke er et morgenmenneske var det en dejlig dag at stå op til. Solen skinnede på en blå himmel og jeg kunne allerede høre trafikken ude i de travle gader. Jeg havde nu ikke tid til at nyde morgenen, jeg skulle afsted, og ikke bare hvor som helst hen, jeg skulle tilbage til Riazor. Jeg skulle over at skrive under på den kontrakt som ville binde mig til Deportivo's stolte fodboldhold. Det blev bare ikke større. Måske var det enda lidt for stort. Jeg havde overvejet at takke nej til tilbuddet. Der var jo så meget pres ved at være træner for et hold som Deportivo. Hvad ville pressen sige, hvad ville spillerne sige... Og ja, forventningerne var jo enorme! Forventninger og mig har aldrig kunne enes. Mine forældre havde jo forventninger til mig men Føtex som 35 årig siger vel det hele. Nå, jeg havde nu bestemt mig. Svaret var ja. Jeg glædede mig til at se deres ansigter i Danmark når jeg, Føtex medarbejder, var blevet træner i SuperDepor. Jeg skyndte mig at tage i bad og at klæde mig på. Jeg havde jo ikke noget pænt tøj, bare en masse sommer bukser og hawaii t-shirts. Lort, tænkte jeg. Jeg måtte igennem byen først og kigge på tøj. Jeg løb ned i lobbyen, nappede et æble fra en skål på bordet og løb videre ud på gaden. Der var ingen taxa'er så jeg løb videre ind mod centrum. Der var ikke så langt til de nærmeste tøj forretninger.


"Øhm, Jeg skal ha' et jakkesæt" sagde jeg til den noget så smukke assisten i forretningen. Rigtig spansk med langt sort hår og et stort smil. "Que?" svarede hun. Pis. Hun kunne ikke engelsk. Jeg pegede på et fint jakkesæt og vi fik arbejdet os frem til at jeg skulle prøve det. Da jeg kom ud af omklædningsrummet smilte hun og sagde "Siii Senor!" Men hun grinte. Hvad var der galt? Med et inså jeg at tivoli var åbent. Woops. Sådan. Så var jeg klar, iført jakkesæt, til at skirve under. Efter en mislykket flirt med ekspeditricen betalte jeg og løb ud på gaden og ind i en taxa. "Riazor, hovedindgangen!" råbte jeg og han kørte afsted.

"Så skulle det være i orden" sagde El Presidente med et smil på læben. "Du vil ikke komme til at fortryde det" svarede jeg. "Det håber jeg virkelig ikke. Men tilbage til planerne. Der vil vente en limo på dig udenfor som kører dig til træning. Spillerne er forvirrede. Præv at gør et flot første indtryk. I morgen mødes i ved lufthavnen klokken 07:00 og tager afsted til Grækenland på træningstur. Resten får du at vide dernede". Lort tænkte jeg. 07:00 om morgenen. Jeg er IKKE morgenmenneske. Nå, jeg måtte bare acceptere det og følge med strømen. En strøm som allerede førte mig til træning med det samme. "Et par sidste detaljer. Jeg holder pressemøde i dag mens der er træning. Pressen vil være på nakken af dig. Men du skal bare koncentrere dig om spillet. Resten klarer jeg. Du skal heller ikke med idag, jeg påstår du skulle pakke og koncentrerer dig 100% om klubben". "Jo tak. Si Senor". Samtalen sluttede med at han sagde "Smut nu ned til den ventende limo".

Første træning. Jeg var nervøs nok til at skide i bukserne, men mente det ville være et dårligt tidspunkt. Chaufføren sagde ikke et ord før vi var ankommet. "Held og lykke" sagde han og så var jeg helt alene i verden. Vi var kørt ind ad VIP indgangen, for at undgå pressen som var mødt op. Spillerne sad inde på banen og ventede. Valeron kunne jeg genkende. Han pegede på mig. Jeg vinkede tilbage og begyndte at gå imod dem. Jeg vidste på forhånd at Valeron var lang tids skadet i op til et halvt år. Så var jeg der. Heldigvis var træningen kort i dag. Jeg havde heller ikke mod på mere, 2 timer var mere end nok. Og det var 2 timer hvor assisten træner Luci tog sig af det meste. Jeg fik snakket lidt med de forskellige spillere og nævnt min foretrukne spillestil. Det var vigtigt ikke at virke nervøs og det sørgede jeg så for. Da træningen var ovre tog jeg hjemad. Men sikke en idiot jeg var. Jeg glemte alt om pressen og kom luntede ud gennem hovedindgangen. Der blev flashet og klipset og mikrofoner skubbet i mit ansigt. Jeg gik direkte igennem og kæmpede mig meget langsomt hen til min limo som jo holdt et stykke væk. Det klarede jeg da meget godt tænkte jeg mens vi kørte langsomt afsted igennem byen.



Utroligt nok var jeg i lufthavnen til tide næste dag. Spiller var venlige og jeg fik sagt "Hola" til dem alle sammen før vi satte os på flyet. Føste kamp var allerede dagen efter vi skulle ankomme. Vi havde et travlt program fik jeg at vide fra Luci mens jeg sad ved siden af ham på 1st Class. Med et champagne glass i hånden fik vi snakket taktik og spillere, og før vi vidste det var vi landet. Palmerne og de glade grækere var der masser af, og spillerne var alle sammen muntre og glade. Ingen tænkte på den dårlige ekonomi som virkelig var dårlig. Jeg havde snakket med Luci om det. Klubben er i forvejen i minus og før sæson start forventes det at være på omkring -100 millioner kroner. Det var satans. Ingen indkøb lige nu.

Første træningskamp var mod Atromitos. Vi spillede på kunststofs bane og det var faktisk helt i orden. Og der var mødt hele 10,000 grækere op i det varme vejr. Jeg skrev autografer for første gang i mit liv. Jeg var pave stolt. Nå, tilbage til kampen. Vi var allerede foran 4-1 ved halvlegen. Det da pærenemt tænkte jeg. Men ak, anden halvleg var en skandale. På ti minutter havde de scoret 2, og vi førte nu kun med et mål. Jeg løb og råbte frem og tilbage af sidelinjen. Det var nu alle mine evner som træner skulle føres frem. Jeg havde så travlt at jeg glemte alt om udskiftninger. Det blev kun til to fra halvlegen. OM'er. Heldigvis vandt vi kampen 4-3 og vi kørte tilbage til vores 5-stjernede hotel i bussen.


De næste dage stod på flere kampe og træning. Jeg var begyndt at falde godt ind. Kampende vandt vi alle sammen mod mindre græske hold. Faktisk sluttede de sidste 3 kampe alle samme 2-0 i vores faveur. Det var mildest talt en meget succesfuldt turne, og vi var klar til sæsonstart om en lille måneds tid mod ingen andre end Athletic. Da vi kom hjem spurgte jeg Luci for sjov om han havde hørt om den 14 årige Millan fra Chile, mere præcist Colo-Colo. Joh, det havde han. 2 dage senere stod drengen ved min dør, klar til at træne med. Det var Luci's gøren, men det var da i orden med mig. Han starter på ungdomsholdet.


Dagen var hændet. Der var kamp hjemme på Riazor. Jeg stod ved spejlet derhjemme og så, syntes jeg selv, meget blæret ud i mit jakkesæt med et lille Deportivo logo oppe i hjørnet. Mor og far var kommet herned og sad på stadion. Det kunne ikke være bedre. Vi skulle sejre! Drengene fik at vide at de skulle gøre det for alle de forventningsfulde fans som savnede deres SuperDepor. De var virkelig spurret op, og det var jeg også. "Så kører det løs" sagde jeg til Luci. "Jeps" svarede han. Jeg trådte ind på stadion i hvad lignede slow-motion. Det var så fedt. Et brølende Riazor. Så blev der stille, og lige pludseligt var kampen fløjtet i gang.

[AlexSN]

Skandale Ramt

Stadion var fyldt til bristpunktet da vi mødte Athletic på Riazor, vores dejlige hjemmebane. Stemningen var kanon, kampen var forfærdelig. Vi blev kørt ned fra alle sider af og det var begyndt at blive godt irriterende. Det synes Coloccini også, da han lige før halvlegen nakker Yeste en skalle. Et styks rødt kort og vi var i undertal. Efter opmuntring i halvlegen blev det ikke bedre. Der skulle gå et minut før Tiko skorer fra distancen og vi er bagud i undertal. Umuligt så det ud, og det var det også. Så trådte Lopo i karakter. I det 55' minut bliver bolden lagt indover uden at der er Athletic spiller i feltet. Der er KUN Lopo og Aouate hvorefter Lopo hopper ind i bolden og sender den meget komisk ind til et selvmål af høj klasse. Så skulle der kun gå 5 minutter før Lopo nakke samme mand, Yeste, endnu en skalle. Han må unægteligt have haft hovedpine i nogle dage efter kampen. Resten af kampen var kedelig og den endte 0-2.

Jeg var ikke så upopulær som forventet. Fansene kunne vel se som enhver anden at det resultat ikke var min skyld. Det var jeg glad for, og det mindskede presset en smule, selvom jeg godt vidste at der skulle resultater på bordet. Det ville nu ikke blive nemmere i næste kamp på hjemmebane, igen, mod selvest Real Madrid. Jeg sad derhjemme i nogle timer og kedede mig da jeg bestemte mig for at være lidt fræk. Jeg stoppede en journalist der stod nedenfor gaden og ville give ham et eksklusivt interview. Den lille krøllede spanier var målløs og fulgte efter mig som en hund. Ideen var at jeg ville irritere Hr Capello før vores kamp. Jeg infrømte overfor journalisten at jeg mente at Real Madrid var på nej nedad og at Capello nok var manden som skulle sørge for det. Set i bakspejlet var det ikke så smart gjort.

Jeg var blevet rykket over på et luksus hotel lidt uden for byen da El Presidente mente det var bedst med hensyn til mit privat liv. Yeah right. Nå, jeg kan ikke klage. Her er både pool og terrasse og super fed roomservice med både burgere og mere til. Da jeg så det, var jeg hurtig med at bestille det. Men det var der en journalist der opfangede og AS skrev næste dag på forsiden at "Senor Nielsen's nedtur fortsætter : Dårligt eksempel for spillerne!". Så kan jeg lære det. Journalisten fik jeg fyret, men skide værre med det. Vi var nemlig ved at være klar til mødet mod kongerne fra Real Madrid.

Det skulle tage mig 67 minutter før mit første skud på mål kom, og det udenfor rammen. Det var os alt jeg fik mens Real fik scoret en enkelt mål og vandt 1-0. Temperaturen stigede og resultaterne manglede stadig. De næsste to kampe mod hensholdvis Espanyol og Betis sluttede begge 0-1 til modstanderne og efter fire kampe var vi stadigvæk uden point. Og helt uden mål. Og Coloccini, manden som skulle redde os, fik sig endnu et rødt kort. 2 røde kort på 2 kampe er ganske imponerende og jeg har måtte snakke seriøst med ham. Så kom Celta. Hvis vi skulle vinde skulle det være nu, på hjemmebane. Jeg var næsten løbt tør for ideer før kampen blev sparket igang. Men denne kamp var anderledes. Vi kontrollerede. Det var nyt for mig og jeg var virkelig aktiv i løbet af de 90 minutter. Men scoringen manglede. Selv et rødt kort til Celta hjalp ikke. Riazor var begyndt at pibbe at spillerne, og jeg kunne da egentlig godt forstå dem. Så skete det. 2 minutter tilbage af kampen. Christian, offensiv midt, pløkker til bolden som deflekterer 2 gange og triller meget langsomt over stregen til 1-0. Så kom der et brøl af jubel. Jeg fangede mig selv i at løbe hen mod banen men armene i vejret. Endelig nogle point på kontoen, og forhåbentlig startskuddet på mangle flere!