Toujours avec champagne

 

[Roche]

Toujours avec champagne
Siden jeg forhørte mig om, hvilken klub i brugere helst ville høre om, har jeg arbejdet i døgndrift på bloggen. Jeg annoncerede, at det nok ville tage et par uger. Men det er gået så godt, at jeg allerede nu står klar med bloggen. Jeg har skrevet ti updates indtil nu, og jeg regner med at skrive nogle flere i dag.

Jakobs bud i blogkonkurrencen, l'Adige, inspirerede mig virkelig, så jeg vil nu forsøge at lave noget lignende. Opstillingen bliver den samme, men sproget bliver nok ikke helt ens. Jeg vil f.eks. benytte mig af en jeg-fortæller.

Som overskriften og klubvalget nok indikerer, skal vi til champagneland. Vi skal følge Didier, der vokser op mellem champagneflasker på en gård i området, Montage de Reims. Hvad der efterfølgende sker med Didier, kan du finde ud af ved at læse med. Jeg håber i vil kunne lide mit arbjede og at i samtidig vil smide en kommentar med. God læselyst!

[Sir Jeppe]

Spændende! Jeg kigger helt sikkert med, og så må vi se om du fanger mig.

[Roche]

Spændende! Jeg kigger helt sikkert med, og så må vi se om du fanger mig.

Mange tak Jeppe! Jeg håber da, at jeg kan fange dig

[OnkelMorfar]

Uha, jeg venter spændt på at se hvad du får produceret her! Glæder mig til at følge med.

[Roche]

Uha, jeg venter spændt på at se hvad de får produceret her! Glæder mig til at følge med.

Lækkert OnkelMorfar! Jeg håber, at du vil kunne lide det

[LasseSJ]

Spændende! Stade de Reims?

[Roche]

Spændende! Stade de Reims?

Tak Ja, Stade de Reims er klubben.

[Magn]

Rigtig spændende at se noget fra din side igen.

[Roche]

Rigtig spændende at se noget fra din side igen.

Mange tak!

[Roche]

Toujours avec champagne
Jeg sad på hug mellem planterne og spejdede efter Nicolas. Pludselig lød det: ”bøh”. Jeg lavede et lille, forskrækket hop og vendte mig rundt. Han havde fundet mig. Nicolas og jeg legede altid her mellem vinplanterne, der slyngede sig op og ned af bakkerne. Nicolas var min bedste og eneste ven. Jeg lærte ikke andre at kende herude på champagnelandet. Nicolas’ families gård var den gård nærmest os. Nogle kilometer væk fra vores egen.

Et liv uden Nicolas havde været kedeligt. Mine forældre arbejdede i døgndrift. Det samme gjorde Nicolas’. De fik endda andre mennesker til at plukke druer o.a. Af og til spiste Nicolas og jeg af druerne. Arbejderne opdagede os nogle gange. De fortalte det så videre til vores forældre, der endte med at give os en ordentlig skideballe. Ikke en eneste drue måtte gå til spilde, sagde de.

[Roche]

Toujours avec champagne
Langsomt dag for dag blev jeg mere involveret i arbejdet på markerne og på gården. Jeg opdagede det næsten ikke selv. Så flydende gik det. Mine forældre spurgte mig ikke, om jeg ville hjælpe til. Pludselig fik jeg bare en ordre fra min far. Som om det bare havde været en aftale fra fødslen, at jeg skulle overtage deres forretning. Måske var det også sådan. Måske var jeg blot en brik i mine forældres puslespil. Måske havde de allerede fra fødslen planlagt min skæbne.

Tanken strejfede mig først, da jeg blev ældre. Og klogere. Jeg gjorde modstand, når mine forældre gav mig arbejdsopgaver. Jeg var sur på dem. Og når de så sagde; ”han er bare en oprørsk teenager,” blev jeg rasende. Jeg var teenager, ja. Og jeg var måske oprørsk, ja. Men der var mere bag det. Det var ikke bare overgangen mellem at være barn til at blive en ung mand.

[Roche]

Vil gerne lige have lidt respons, inden jeg ligger en ny update op senere i dag. Er i tvivl om, om updatesne er for korte.

[LucasLeiva]

Synes de er perfekt. Fin start!

[Roche]

Synes de er perfekt. Fin start!

Okay, tak!

[Roche]

Toujours avec champagne
Vi sad sjældent samlet rundt om spisebordet. Jeg havde på fornemmelsen, at de ville fortælle noget vigtigt. ”Didier, min dreng, vi har noget vigtigt at fortælle. Næste år stopper vi vores arbejde, så vi vil gerne overlade forretningen til dig.” Min far åbnede en champagneflaske og sprøjtede indholdet ud over mig. De troede, at det var en glædelig nyhed.

Mine forældre sad spændte og ventede på en reaktion. Jeg stirrede blot ned i vores gamle trægulv. ”Hvad så, Didier?” Jeg tog mig sammen og kiggede dem i øjnene. ”Det her er ikke, hvad jeg vil. Jeg vil ikke overtage jeres champagneforretning . Jeg har andre planer med livet. I skal ikke bestemme.” De kiggede begge måbende på mig. Det medførte en lang smøre om, hvordan gården og markerne var gået fra generation til generation. Jeangou-familien var en champagnefamilie. Var.