The Saints - Dreams will never walk without work | #1 |

 

[xanor]

Jeg gætter på Southampton..

[Enzo]

Vil i have flere updates idag?

[Jonaspetersen93]

Vil i have flere updates idag?

Både og, jeg vil gerne have flere updates fordi du skriver godt og har fat i en god historie, men jeg skal på arbejde så hvis der kommer for mange er jeg bange for, at jeg misser for meget af historien

[Enzo]

Så kommer der måske to mere

[Jonaspetersen93]

tak, det kan jeg vist overkomme

[Enzo]

Update; 05 | Klar, Parat, Flyv!
Julio og Saviola satte sig ind i flyet. Der var mange sæder, og de var alle overtrukket med læder. Julio havde fået en vinduesplads, mens Saviola måtte tage sig i takke med pladsen ved siden af. Men hun så godt tilfreds ud, og spændt. De havde ikke selv taget madpakker med, for i deres guide, stod der med stor fed skrift at der var ulovligt. Og sikke noget gris de fik rodet sig ind i hvis de nu også havde politiet i hælene. Julio lynede den rustne lynlås til siden, og fandt en nakkestøtte frem. Nu ville han slappe af. Lidt til venstre var det dog ikke en nakkestøtte der blev tager ud af en taske, men derimod et ugeblad. Saviola elskede krydsord. Det havde hun brugt hele dagen på, før hun mødte Julio.
De fik nu at vide, at de skulle spænde sikkerhedsselerne, og at faldskærmene lå under sæderne.
”Jeg håber så sandelig ikke at vi for brug for faldskærmene”, gispede Julio, og så rædselsslagen på Saviola. Han var lidt en bangebuks, syntes hun. Uden at sige noget, tog hun Julio i hånden. ”Det skal nok gå”, svarede hun i et mere roligt tempo. De lagde sig hurtigt til at sove, for det havde der også stået i deres guide. De havde hørt om folk der havde fået propper i øerne, og det var ikke en oplevelse de ville nyde af. Så de tog begge til drømmeland.

”Husk jeres håndbagage når i  forlader flyet”, lød det fra samtale anlægget, hvis stemme tilhørte en sikkert velhavet pilot, som sad oppe foran i kontrolrummet.
Julio vågnede. Alle var væk, selv Saviola. Han pakkede nakkestøtten ned. Havde han virkelig sovet hele turen, selv under pausen i Roms lufthavn. Julio gik i panik. Hvor var Saviola?
Han var rædselsslagen. ”Hvorfor havde hun ikke vækket ham”, tænkte han, og en tåre trillede ned ad hans silkebløde kind. Han skyndte sig ud. Der var helt tomt, ingen mennesker eller dyr. Men hvorfor skulle der også være dyr i en lufthavn?
Han græd nu. Og han begyndte at sætte farten op. Et skilt med en pil viste en retning, som Julio gik mod. På skiltet stod der Café. Nu var der mennesker. I tusindvis. Julio gik fra rædselsslagen til panisk. Hvordan skulle han finde Saviola nu? Men det var intet problem, for han genkendte hendes stemme. Den var fyldt med vrede. Han fulgte stemmens lydbølger, og forenden fandt han Saviola. Følelsen kunne sammenlignes med en dreng der fandt sin forsvundne mor i supermarkedet. Eller en gartner der var faret vild i sin egen labyrint, og havde på magisk vis fundet ud igen.
Han var lykkelig. Men Saviola havde vist ikke set ham.
”Hjælp så med at find ham!”, råbte hun vredt, mens hun bankede løs på endnu en sikkerheds vagt, med en taske. Men det var ikke den samme taske som før. ”Hvor mange tasker havde hun mon?”, tænkte Julio, og han stod nærmest og smilte. ”Gå venligst op til 'Informationen', madem”, sagde vagten blidt, med en fransk dialekt. Saviola kom ved at uheld til at kigge til den ene side, og der stod Julio!
”Oh,  Julio. Det må du virkelig undskylde”. Stemmen lød nu ikke så genkendelig alligevel, syntes Julio. Den var blevet meget hæs. Julio tilgav hende, og hun købte en kæmpe kage til ham, med det fineste glasur, og små glimtende sukkerperler. Han var sulten, så den gled ned inden de nåede ud til 'Taxa pladsen'. Saviola havde hentet deres bagage, og Julios hjertebanken var blevet reduceret.

[darkalf]

spændende projekt du har gang i her

[Enzo]

Update; 06 | Første dag i det sydlige England.
Et rødt lys lyste igennem forruden på taxien. Den røde stråle blev malplaceret mellem Julios lukkede øjne. ”Sikke dog den knægt kan sove”, tænkte Saviola forbavsende, idet de stoppede for endnu et lyskryds. Først nu mærkede de, at de virkelig var ankommet til Southampton.

Julio vågnede op fra sin søvn. Solen stod højt på himlen. Saviola sad med sine krydsord i en stol. Hun var begyndt med et nyt hæfte.
”Jøsses, hvor du kan sove knægt!”, skævede Saviola til den halvsovende knægt, hvis søvnkorn stadig sad limet fast. ”Man er vel også i voksealderen”, svarede Julio lige inden et frygtindgydende gab, som ville kunne vække søvnen til live igen. Men Saviola gjorde det eneste rigtige, ved at gå ud i køkkenet, fylde et glad med iskoldt vand, og så er det bare med at kunne ramme. Og det gjorde hun dælme også. Faktisk så godt at Julio næsten var ved at kvæles i væsken. ”Kom så op sovetryne”, vækkede Saviola ham. ”Dagen er foran os”.
Julio fik sit tøj på kroppen, noget ædelse ned gennem halsen og noget halvkoldt flydelse i håret. De gik ned gennem Londons gader, bare for udsigtens skyld. Klokken havde rundet middag, og de havde købt sig en chinabox, som de kunne gå og nyde lidt i solens hede.
Dér slog det hende. ”Hvordan skal vi overleve her i det sydlige England?” spurgte Saviola. ”Min pension er ved at slippe op, og jeg kan allerede ane bunden”.
Julio havde ingen idé. Og de var begyndt at bevæge sig uden for byen. En avis kom svævende ned fra himlen. Den var slået op på annonce siden. ”Lad os se om vi kan finde et job her”. De satte sig ned med avisen på en lille bænk. Her læste de alle avisens jobannoncer igennem, mindst 5 gange. Men det var intet der faldt i deres smag. Opgivende bladrede Julio videre i avisen, og en kæmpe illustration dukkede op.
Det forestillede et holdbillede af byens lokale fodboldhold, forpå der stod med fed tekst. ”Vi kommer til at savne dig”. Julio læste undrende videre, i en lille tekst.
”Kære Nigel Adkins. Vi på hele holdets vejne, vil gerne takke dig for dine mange år, og præstationer for klubben. Drengene har undværet en uges løn hver, og selvom det ikke bliver meget, så har vi valgt at donere pengene til kræftens bekæmpelse. God bedring”. Måske lidt barskt men nedunder stod der en lille tekst ”Ny træner søges”. Julios kæber lå nede på grusstien. ”Hvad er det?” spurgte Saviola drøvende. Julio viste hende avisen, og hun syntes at det var en kanon idé, og de havde jo intet at tabe. Først nu lagde de mærke til den skønne udsigt til vandet.

[Enzo]

spændende projekt du har gang i her

Tak

[Jonaspetersen93]

super god update, JEG VIL VIDE MERE!! HVAD SKER DER NU!?

[Enzo]

Vil du ha' den iaften eller ka' du vente til imorgen?

[Jonaspetersen93]

Vil du ha' den iaften eller ka' du vente til imorgen?

Det kommer an på om du har tid  i aften, for du skal ikke gå død

[Enzo]

Det må tiden vise

[Enzo]

Update; 07 | Endnu en skuffelse i livet.
Julio og Saviola drejede et skarpt sving til højre, for derefter at køre ti-elleve meter længere for at finde parkeringspladsen. Der var ikke tegnet streger, og nogle steder manglede der sten i den ellers engang flotte belægning. De trådte ud af deres lånte Toyota. I cykelstativet var der nogle få cykler, men ingen andre biler på parkeringpladsen.

Julio førte an. Han var lige fyldt atten. Et stort skridt. Julio tog i håndtaget. Bestyrelses formandens kontor lå for enden af gangen, og med hastige skridt nåede de også derned. Julio bankede på. ”Kom ind”, lød det. Stemmen var dyb, men da Julio åbnede døren, fik han noget af et chok. En lille mand klædt i jakkesæt sad bag skrivebordet, og han kunne lige akkurat nå op til skrivebordet. ”Han må ikke være højere end 1,60, tænkte Julio, mens en stemme inde i hans hoved, sagde at han skulle fokusere. Derfor begav han sig tættere på. ”Goddag”, sagde manden bag skrivebordet, med et spørgende udtryk. ”Øh, hej. Mit navn er Julio og jeg vil gerne være holdets nye træner”. Et stille pusterum kom imellem dem, inden der blev sagt: ”Jamen, det var da dejligt. Sæt dig ned, så vi kan få en snak”. Julio gjorde som han sagde, mens Saviola måtte blive stående.
”Nå. Lad os starte lidt sløjt. Hvorfor skal vi vælge lige netop dig? Tjo, svarede Julio. Jeg er ung, og har masser af energi, desuden kunne jeg give holdet ekstra styrke, da jeg er meget målrettet.” Hans ansigtsudtryk kunne intet fortælle, men Julio skævede hurtigt ned på navneskiltet. ”Hr. Cortese. Jeg vil love dem, at de ikke vil fortryde det”. Endnu er tomt ansigtsudtryk. ”Nu må vi se. Men vi vil i hvert fald kontakte dig snarest muligt.”. Julios humør var ikke optimistisk, han var mere trist. ”Satans til dværg. Han tror bare at han kan sidde der, og bestemme på sin bare”. Julio havde aldrig lært at snakke pænt. Og han svovlede videre hele vejen hjem.
Sengen og dynen var optaget det meste af dagen, da Julio havde lagt sig derind igen. Endnu mere trist end før. Der var ikke gået mere end 30 minutter før telefonen ringede. Julio så et lys. Han fór ud for at tage telefonen, og så tog han røret i den ene hånd, mens han placerede den anden ved hoften. ”Goddag, det er Julio Marzelini. Ja det er biludlejeren. Jeg bliver desværre nød til at meddele at i skal aflevere jeres bil inden Torsdag”. Julio smækkede røret i. Han begyndte allerede at spekulere om guds eksistens. Telefonen ringede igen. Denne gang tog Saviola den. Julio kunne høre hende tale. Men det var sikkert bare med biludlejeren, der håbede på at kunne få sit bud ud.
DØREN BLEV SMÆKKET OP, SÅ HÅNDTAGET VAR VED AT RYGE UD AD DØREN. ”JULIO! DU FIK TRÆNERJOBBET”!

[Jonaspetersen93]

Tilllykke Julio du skal nok klare det godt, super blog