At blive far....!

 

[darkalf]

Jamen jeg vil da melde mig i under fanen med nybagte fædre. Skal være far for første gang den 31/12, hvis hun da ikke går over tid. Det bliver vildt spændende. 

[Django1337]

Tillykke til dig også darkalf!

[DaKing]

Bullerbanden er nu også meget god, mine nevøer har fået nogle kæmpe oplevelser i forbindelse med deres arrangementer De snakker stadig om dengang de var ude og træne med det meste af AaB's mestertrup her i sommer.

Det skal han også være på et tidspunkt - men der går nok lige et par år før han kan få noge ud af træningen!

[DaKing]

Tillykke !

Nu er det kun små 2 uger siden vi fik "lille" Tobias på 5 kg. Vil hilse og sige at fødslen kan være hård følelsesmæssig for fødselshjælperen som faderen jo er. Men det kan ikke sammenlignes med det smerte heleved din pige skal igennem. Jeg græd over Randi's smerter, meget. Fødslen varede 28 timer, det gik faktisk godt og som planlagt indtil jordemoderen tog vandet....Så gik Randi fra 9 cm til 6 cm åben. På 10 minutter gik der fra at være 1 jordemoder på vores stue til at være 8 mennesker...
På det tidspunkt fik hun epidoral blokade(eller hvad det nu hedder), der blev taget blodprøve af Randi og Tobias(i hans hovedbund, hvor 1 cm kan gøre forskellen på lam/normal) og samtidig fik jeg også en opgave da jeg skulle med TVANG holde en maske på Randi's mund for at hun og den lille fik nok luft. Tobias fik uregelmæssig hjerterytme pga Randi's stress og hendes stilling(hun ville gerne ligge på ryggen og det duede åbenbart ikke). Fødslen gik igang af sig selv 1 uge over tiden.

Da Bastian kom til verden for små 2 år siden var det en fødsel som blev sagt i gang, da hun var 2 uger over tiden. Han var livløs da han kom ud og der gik 10 minutter før han kom over til Randi.

Vær en stor mand for din kæreste, læs evt. "Fødselshjælperen" af Gitte Dencker. Det vil gøre jeres oplevelse mere behagelig og måske berolige jer hvis i er bekymret. Det hjalp mig meget.

Jeg var et nervevrag op til fødslen, var bange for barnet skulle fejle noget. Skal siges at min sidemand på jobbet, har en søn med en eks som er multihandicappet fordi navlestrengen kvalte drengen under fødslen i længere tid. Hvilket gjorde mig sindsygt bekymret og satte 1.000 tanker i hovedet, men heldigvis fik jeg læst mig til hvor sjældent der sker uheld som det på ordentlige sygehuse.

Skal i den forbindelse nævnes at til Tobias's fødsel hang navlestrengen også om Tobias's hals, men der var intet gået galt. Heldigvis, det gav dog et ordentlig gisp i mig da jeg så den side om hans hals...

Glæd dig, håber jeg ikke skræmmer dig. Tro mig, hvis du er klar på det bliver det dit livs største oplevelse.!

Hvis man ikke generelt er lidt skræmt over at skulle med til en fødsel er der vel noget i vejn!!! 
Jeg ved selvfølgelig godt at der kan gå noget galt, men jeg tror også på vi har nogle gode hospitaler, med nogle afdelinger der ved hvad de laver - det er jo det de gør!
Men tak for historien - tror også det er sundt at huske på at det kan gå galt (ikke fordi man kan glemme det).

Og tillykke med Tobias

[DaKing]

Og i øvrigt tak for lykønskningerne og TILLYKKE til darkalf ! 

[darkalf]

Tak tak 

[KongFjong]

bare lige for at svare på Djangos indlæg, så lad jer ikke skræmme (no offense Django) Self sker der ting og sager, men uanset hvor "ofte" man hører om situationer hvor det er gået galt, så er det lidt som at flyve: Hvor mange fødsler er der ikke årligt, og hvor stor en del går det galt med?

Jeg græd da også, da min kone havde ligget i smerter rigtig længe, 15-20 timer, og så blev sendt hjem igen, det var rigtig hårdt at se på, og så har vi mænd åbenbart et eller andet med, at vi VIL kunne hjælpe

Tænk på, at det er helt normalt, at lægerne tager blodprøve fra barnets hoved, det er for barnets egen skyld. Det er normalt at kvinden har det hårdt, at hun skriger og at hvis hun siger "Jeg skal aldrig have børn igen", er det formentligt bare noget hun fortryder det sekund hun får barnet op til sig, især hvis det er det første barn

Og så vil jeg faktisk råde jer til en ting: Følg med alt hvad I kan, også gerne i den process der i fleste serie/film bliver beskrevet som ulækker, nemlig selve fødslen, hvor barnet kommer ud. Det er helt vildt surrealistisk at se den lille skabning komme "svømmende" ud. Også selv om den er dækket til med slim

Og så en opfordring til at lytte til jer selv. Jeg læste ikke én bog før fødslen, arh måske et par sider, men ikke noget jeg alligevel kunne huske, og det var helt fint. Jeg var fuldstændigt i jordmødrenes magt, som heldigvis var super flinke, så tjek emd jer selv, om I helst vil være helt forberedt, eller har det godt med at lade det ske som gør, for hvad nu hvis det ikke helt følger det der stod i bogen?

[-Johnson-]

Efter min opfattelse, så kan man forsøge at forberede sig nok så meget på det første barn. Du vil stadig ende i vildrede, når den lille ankommer. I første omgang bliver du overvældet over at have været med til at skabe den lille tingest og samtidig skræmt fra vid og sans over, at denne person nu er dit ansvar. Selve fødslen er som mand meget frustrerende, fordi man ikke kan gøre andet end stå at holde i hånd. Men sådan er det bare.

Efterfølgende vil der være en masse tvivl. Gør du nu det rigtige? Familie, venner og sygeplejersker kommer med en masse råd, som er baseret på deres egne erfaringer. Disse råd vil typisk pege i flere forskellige retninger, og kan sagtens være med til at forvirre endnu mere. Det eneste råd jeg vil give, er: tro på jeres instinkter. Fra naturens side er vi overraskende godt udstyret. Lad være med at bekymre jer alt for meget om fremtiden, men nyd i stedet øjeblikket og den alder som jeres barn er i lige nu.

[KongFjong]

Efter min opfattelse, så kan man forsøge at forberede sig nok så meget på det første barn. Du vil stadig ende i vildrede, når den lille ankommer. I første omgang bliver du overvældet over at have været med til at skabe den lille tingest og samtidig skræmt fra vid og sans over, at denne person nu er dit ansvar. Selve fødslen er som mand meget frustrerende, fordi man ikke kan gøre andet end stå at holde i hånd. Men sådan er det bare.

Efterfølgende vil der være en masse tvivl. Gør du nu det rigtige? Familie, venner og sygeplejersker kommer med en masse råd, som er baseret på deres egne erfaringer. Disse råd vil typisk pege i flere forskellige retninger, og kan sagtens være med til at forvirre endnu mere. Det eneste råd jeg vil give, er: tro på jeres instinkter. Fra naturens side er vi overraskende godt udstyret. Lad være med at bekymre jer alt for meget om fremtiden, men nyd i stedet øjeblikket og den alder som jeres barn er i lige nu.

Præcist! Det eneste man kan forberede sig bare en lille smule på, er det ansvar der følger med. Er man klar til det eller ej, og har men en kone/kæreste, der kan hjælpe en igennem. Ellers skal man droppe det, og være ærlig for sig selv og sin kone/kæreste

[DaKing]

Føler egentlig også jeg er så klar som man bliver.....
Egentlig samtidig med jeg har en stor usikkerhed omkring hvad deter vi skal ind til...?
Sidste uge var jeg med kæresten til fødselsforberedelse - hvilket fik taget det meste pres af og torsdag skal vi ind og se fødestuen og hvad dertil hører... Det bliver rar, at få billeder på hvordan det ser ud der hvor det skal foregå...!

[NiielsenxD]

til alle jer der går og venter på hun føder:
HELD OG LYKKE

[Zinqo]

Nu ved jeg godt tråden handler om at blive far, men dette kan jo også gøres på andre måder. Netop en sådanne situation kunne være at, møde en skøn og dejlig kvinde, som så har et barn.

Jeg vil blot hører om der er nogen herinde, som har været igennem det? Hvordan er det at skulle opdrage et barn, som faktisk ikke er ens eget?

Jeg mener det kommer helt an på barnets alder. er barnet under et år, føles det måske ikke så underligt igen, end hvis det nu havde været 6 år. Jeg er ikke bange for det, jeg mener selv jeg er klar, har været det længe. Men det kræver jo ligesom noget, og man skal vælge at gå 100% ind i det. Alt dette er jeg klar over.

Men fortæl fortæl.

[Django1337]

Nu ved jeg godt tråden handler om at blive far, men dette kan jo også gøres på andre måder. Netop en sådanne situation kunne være at, møde en skøn og dejlig kvinde, som så har et barn.

Jeg vil blot hører om der er nogen herinde, som har været igennem det? Hvordan er det at skulle opdrage et barn, som faktisk ikke er ens eget?

Jeg mener det kommer helt an på barnets alder. er barnet under et år, føles det måske ikke så underligt igen, end hvis det nu havde været 6 år. Jeg er ikke bange for det, jeg mener selv jeg er klar, har været det længe. Men det kræver jo ligesom noget, og man skal vælge at gå 100% ind i det. Alt dette er jeg klar over.

Men fortæl fortæl.

Jeg kan snakke med om det, da jeg gik ind i et forhold hvor hun havde en dreng på 8 måneder da jeg mødte hende. Vi har nu et barn sammen også, jeg holder lige så meget af Bastian som Tobias. Nu skal det også siges at faderen er ukendt så lidt nemmere måske? Ved ikke. For os er jeg Bastian's far og sådan vil vi holde det. Selvfølgelig skal han vide at jeg ikke er hans obligatoriske far en skønne dag når han selv kommer og spørger.

Men det er et stort ansvar, håber jeg du er klar på? Med tanke på at man bliver far for en andens dreng.

[JKJ]

Føler egentlig også jeg er så klar som man bliver.....
Egentlig samtidig med jeg har en stor usikkerhed omkring hvad deter vi skal ind til...?
Sidste uge var jeg med kæresten til fødselsforberedelse - hvilket fik taget det meste pres af og torsdag skal vi ind og se fødestuen og hvad dertil hører... Det bliver rar, at få billeder på hvordan det ser ud der hvor det skal foregå...!

Det bliver stort... Fruen og undertegnede glæder os også til at se jeres lille spunk, og så må man jo håbe han bliver en bedre fodboldspiller end hans far, eller i det mindste tør bruge hans venstre ben engang imellem

[mortenbrenoe]

Det må være fantastisk at få en søn...