Nu er tiden kommet til Europa mesterskabet i fodbold, sæsonerne i de respektive ligaer i diverse lande er overstået, og her kommer beretningen om den engelske Premier League, FA Cup, Carling Cup’en og UEFA Champions League:
Men først til
Carling Cup’en:
Efter at have vundet 3-1 over Manchester United hjemme på Emirates, skulle vi til ”The Theater of Dreams” i Manchester, og det skulle blive United der efter kampen kunne benytte øgenavnet for deres stadion til at drømme sig til finalen.
Ronaldo x 1 og Tévez x 2, mens det var Van Persie x 1 i ordinær spilletid. Kampen startede i et hæsblæsende tempo for begge hold, dog med United i førertrøjen. Selv som Arsenal manager, måtte jeg erkende at det begyndte at se sort ud. Da stillingen var 1-1, var jeg meget optimistisk, da vi på daværende tidspunkt førte 4-2 sammenlagt, men så ville Tévez også lege med, og i løbet af 7 minutter, havde han udlignet vores føring fra første kamp.
Overtidsspillet var også en gyser. Fernández scorer i starten af overtiden, men 2 minutter senere, løber Saha rundt og jubler over at have scoret til 5-5 sammenlagt. Neville ryger ud i, da minut tælleren rammer 105, og på det efterfølgende frispark et par meter ude fra feltet, kunne Van Persie tonse bolden ind bag en noget overrasket Van Der Sar, og selvsamme Van Der Sar, så noget ”paf” ud, da Van Persie 10 minutter senere, gav målmanden en lektion i go’ teknik, og driblede forbi ham.
Dette afgjorde kampen til vores fordel, og dermed fik jeg en god kammeratlig samtale med Peter Hill-Wood, som ønskede mig tillykke med at et af sæsonens mål, fra bestyrelsens side.
Tja, hvad kan man sige. Denne – min første – Carling Cup finale, skulle blive et skoleeksempel på, hvordan en finale skal spilles. Vi startede ud med – på et udsolgt New Wembley Stadium – at kontrollere spillet i en sådan grad at Chelsea allerede fra 15 minutters spil, gik amok i en chance rus af de store. Avram Grant, som jeg havde talt med inden kampen sagde efterfølgende at han ikke i lang tid havde set sine spillere producere så mange chanceskabende muligheder, som i denne kamp, og det måtte jeg give ham ret i. Imidlertid var det dog en af mine personlige favoritter der kunne åbne scoringen. Nicklas Bendtner, som i de sidste par uger, havde været ude med en brækket kæbe, gjorde det jeg hele sæsonen har sagt han ville gøre meget, nemlig at score til en pausestilling på 1-0 til os, på trods af at Chelsea havde presset os helt i bund, hvilket en boldbesiddelse på omkring 75% det sidste kvarter af første halvleg tydeligvis beviste. I anden halvleg, var det som om at rollerne var byttet om. I alle tilfælde, var det nu os der havde chancerne, men Chelsea der scorede. Wayne Bridge udlignede til den ordinære kamps slutresultat 1-1. Og efter som ingen af holdene kunne få den i nettet, skulle vi ud i det mest nervepirrende der kan ske i en finale, nemlig: STRAFFESPARKS KONKURRENCE!!!
Her havde jeg valgt at følgende spillere skulle skyde i følgende rækkefølge:
Bendtner, Johnson, Touré, Richards, Hleb og Fernández.
Grant havde valgt disse 5 første spillere:
Lampard, Shevchenko, Ashley Cole, Joe Cole og Bridge.
Nu skulle slaget stå:
JAAA !!!!!! Min første sæson i Arsenal og min første titelchance og min første titel…… Bedre kan det ikke blive.
Så går turen ud i Europa og til UEFA Champions League 1. Runde knock out kampene mod FC Porto:
Vi havde fået en af de – på papiret – letteste opgaver i første knock out runde lodtrækningen, og derfor var der allerede inden første kamp lagt maksimalt pres på os, da Porto som undertippede kun kunne overraske mod os.
Desværre skulle de 2 kampe mod Porto bevise at vi stadig har lang vej til toppen af Europa. Den første kamp var på Estádio do Dragão, hvor Porto som hjemmehold var spilstyrende i det meste af kampen, da de må have luret vores taktik inden kampen. For faktum er at vi ikke fik mange chancer i første halvleg. Der skulle gå omkring 30 minutter og så måtte Lehmann hente bolden ud af nettet og vi var bagud 1-0. Dette blev også kampens resultat, da vi ikke formåede at komme tæt nok på Porto’s mål til at score.
Returkampen på Emirates fik det værst tænkelig udgangspunkt for os, da Porto efter 10 minutters spil fik scoret til 1-0 (2-0 sammenlagt) ved Lisandro López. Herefter blev holdet – ikke båret, men tvunget – frem på banen af publikum der krævede at der skete noget i kampen. Og efter 19 minutter fik Adebayor plads nok til at udligne til 1-1 (2-1 sammenlagt). Herefter stod der Arsenal på resten af kampen, hvilket også udmøntede sig i en scoring til 2-1 (2-2 sammenlagt). Målet blev scoret af Touré. Men da vi ikke fik det afgørende 3. Mål i kampen som var nødvendigt, kunne Porto rejse tilbage til Portugal med visheden om at de var videre til kvartfinalerne i sæsonens Champions League på bekostning af os.
Premier League:Ude vs. Aston Villa 2-3
Hjemme vs. Fulham 3-1
Ude vs. Everton 0-1
Hjemme vs. Newcastle 1-0
Hjemme vs. Wigan 1-0
Ude vs. Manchester City 0-1
Hjemme vs. Middlesbrough 2-0
Ude vs. Reading 3-2
Hjemme vs. Portsmouth 3-0
Hjemme vs. Birmingham 1-1
Ude vs. Chelsea 1-2
Ude vs. West Ham 4-1
Hjemme vs. Liverpool 1-2
Ude vs. Tottenham 2-2
Hjemme vs. Bolton 3-0
Ude vs. Manchester United 1-2
Hjemme vs. Blackburn 3-1
Her havde det ellers set lovende ud i hele sæsonen indtil videre, men efter vores nederlag i Champions League gik vi ind i en spillemæssig krise, hvor – selvom vi scorede forholdsvis mange mål – gik der endnu flere ind bag Lehmann. Det eneste gode der er at sige om slutstillingen i Premier League er at vi sluttede foran Liverpool på 4. Pladsen. Vi sluttede 5 point foran ’Pool, men når man på 3. Pladsen slutter 9 point efter Chelsea på 2. Pladsen, er det ligegyldigt at være langt foran nummer 4. United gik hele sæsonen uden nederlag i ligaen, som med 28 sejre og 10 uafgjorte, og 94 point medvirkede til en forholdsvis sikker sejr foran Chelsea der sluttede på 90 point. For vores vedkommende endte vi på 81 point, mens ’Pool sluttede på 76. Birmingham, Derby og Middlesbrough skal en tur ned i Championship til næste sæson.
FA Cup’en3. runde vs. Hinckley 10-0
4. runde vs. Ipswich 2-0
5. runde vs. Scunthorpe 4-0
6. runde vs. Chelsea 1-0
Semifinale vs. Tottenham 2-1
Slutteligt skal vi også lige gennemgå den engelske FA Cup for sæsonen. Vores vej opad i turneringen var præget af nogle mindre heldige hold, specielt et hold blev tromlet midt over mange gange i samme kamp. Efter en række kampe, hvor vi fik slået nogle prominente modstandere, kom KAMPEN!
FA Cup finale på New Wembley Stadium mod Manchester United.
Kampen skulle have været det andet store højdepunkt i sæsonen for vores vedkommende, men hvilken skuffelse. Specielt en gammel mand ved navn Ryan Giggs skulle få en hovedrolle i kampen mod os. Med 2 mål og 2 oplæg var han om nogen, manden bag vores nederlag. Han starter kampen med at lægge op til Tévez’ føringsmål, og scorer selv, inden Fernández reducerer. I 2. Halvleg gik det om muligt endnu mere galt. Igen var det Giggs der styrede kampen. Med endnu et mål og et oplæg til Carrick, stod Giggs nærmest og bankede søm i vores kiste på Wembley. Et 4-1 nederlag og vi måtte gå fra vores anden finale uden en pokal.
Hermed en blog, hvor jeg rent faktisk får spillet en hel sæson uden at køre død i det…… Jeg er stolt af mig selv og min egen blog, men nu er det jo jer der skal dømme mig:
Er denne blog godkendt indtil videre, er der noget jeg skal forbedre eller skal jeg bare fortsætte?
Hit me med jeres kommentarer
Afstemning
