#36# Baskerlandets Stolthed! - The End!

 

[steeval]

Så kom der en lille update, går straks i gang med updaten om sæsonstarten, som gerne skulle komme her senere

[steeval]

Tak til Roxer for Top Banner

Når ord ikke kan beskrive...
Halvberuset, halvglad, halvsur, halvtrist. Om det var alkoholen, skuffelserne eller vores fantastiske udfoldelser på plænen, der var i mine tanker, vidste jeg ikke rigtigt. Alkoholen beklagede sig nede i maven, en god blues sang mængede sig med tankerne, en intens kamp mellem musikken, følelser og tanker udspillede sig i mit hoved, et drama uden lige, hvor anarki herskede. Jeg snerrede af pladeafspilleren, den ellers trofaste ven havde forvandlet sig til en bister fjende, en fjende, hvis konstante udråb om sorg og ulykkelig kærlighed mindede mig om mit eget ego. Jeg tog et hurtigt smugkig på stillingen, det eneste i rummet der ikke grinte højlydt af mig, en stilling der viste os på 2. pladsen, men samtidig en stilling der gjorde mig utilfreds.

Det hele startede ude mod Espanyol. Sæsonens første kamp er altid præget af nervøsitet, men mine baskiske krigere lignede mest af alt frygtløse gladiatorer, da de trådte ind på banen. Fra kampens første fløjt satte vi os tungt på kampen, men chance efter chance blev misbrugt på det skamligste, og da dommeren fløjtede til halvleg, stod der stadig 0-0 på tavlen. 2. halvleg startede som en tro kopi af første, men i det 57. minut faldt bomben. Efter intens kamp om bolden kunne Moises Hurtado, på det der senere skulle vise sig som Espanyols eneste skud på mål, bringe hjemmeholdet ufortjent foran. Jeg reagerede prompte og smed hele holdet frem, men alligevel skulle vi helt hen til det 87. minut før Ustaritz fortjent kunne udligne til 1-1, hvilket også blev kampens resultat.

Kampen efter ude mod Betis blev dog en ren succes. Vi kom hurtigt bagud 1-0, men fra 2. halvlegs start satte vi os på kampen, hvilket resulterede i to flotte scoringer fra henholdsvis Martinez og Yeste.

Mod Valencia lignede det længe sejr, men endnu engang kunne vores angribere ikke udnytte chancerne. Yeste derimod var i hopla og efter 73. minutter, kunne han bringe os fortjent foran. Føringen holdt dog kun i 3 minutter, før David Villa udlignede til kampens resultat.

Kampen mod Atletico Madrid blev en ren gyser. Efter en flot 4-1 føring ved pausen skulle 2. halvleg bare overstår, Atletico mente dog noget andet og 15 minutter inde i 2. halvleg, stod det pludselig 4-3. Derefter lugtede Atletico blod, men heldigvis kunne vi holde Atletico fra yderligere scoringer, så vi kunne trække os sejrrigt ud af kampen.

Ligeså chance- og målrig som kampen mod Atletico, ligeså chance- og målfattig var kampen mod Racing. Vi pressede, skød og angreb, men ingen scoringer kom derud af anstrengelserne. Efter kampen var jeg ude og brokke mig over dommeren, en beslutning der ikke faldt i god jord hos det spanske fodboldforbund, og i kampen mod Getafe sad jeg ude med karantæne.

Fra tribunen kunne jeg dog se mine spillere nedspille et tydeligt modløst Getafe. Llorente og Del Horno var kampens bedste med hver 2 scoringer. I den efterfølgende dyst mod Valladolid var jeg endnu engang tilbage på bænken, men som kampen skred frem, overvejede jeg, om jeg skulle være blevet hjemme. Vi spillede af helvede til og først 2 minutter inde i overtiden, kunne Susaeta score til slutresultatet 1-0.

Zaragoza var sidste sæson en bejler til CL pladserne, men i denne sæson var de ikke kommet så godt fra start, så jeg både håbede og forventede en sejr på udebane. Med en offensiv indstilling overtog vi også hurtigt styringen af kampen og efter 16. minutter, blev Susaetas hjørnespark rettet af, af Zaragozas Jose Sosa og gav os føringen. I slutningen af 1. halvleg kunne Milito dog efter et kontraangreb udligne. Jeg sendte spillerne ud til 2. halvleg med krav om sejr, og Llorente så tydeligvis ud til, at forstå den besked da han sikkert sparkede os foran på et straffespark begået mod ham selv, og kort før slutfløjt lukkede Del Horno kampen med sin 5. sæsonscoring.

I de to efterfølgende kampe finder man begrundelsen for min sindstilstand. Først spillede vi en lorte kamp mod Salamanca, hvor det ene point var mere end fortjent. Derefter kunne vi ikke udnytte overvægt i spil og chancer, og vi måtte nøjes med 0-0 mod Sociedad.

Det gjorde helt ondt bare, at tænke på det. Dumme pointtab medfører ikke mesterskaber. Dumme pointtab medfører kun tømmermænd og forvirring. Dumme pointtab medfører ikke pokaler i trofæskabet eller billigere bajer på barerne. Jeg skænkede endnu et glas op, satte mig i sofaen og prøvede, at være glad for den øjeblikkelige 2. plads. 

[steeval]

Tak til Cesc for Top Banner

Champions League
I kraft af sidste sæsons flotte 4. plads havde vi kvalificeret os til Champions League kvalifikationen. Som mange andre fra holdets stab

og trup sad jeg spændt foran TV-skærmen ventende på, at se, hvem der skulle møde os i 3. kvalifikationsrunde .

Et efter et, blev holdenes navne råbt op;
Man Utd vs Poli Iasi
Ajax vs Artmedia
Brøndby vs Bilbao

Et lille smil bredte sig over mine læber, et hold jeg kendte utrolig godt fra dansk TV og samtidig en gylden mulighed for et smut tilbage til Danmark. Samtidig var det også et hold, som vi burde kunne slå. Vores trup var stærkere, og det var med en god mavefornemmelse, at jeg satte mig ind i flyveren mod Danmark.

Vi valgte, at starte kampen offensivt for, at komme hjem til Bilbao med det bedst mulige udgangspunkt. Alligevel skulle der gå 30 minutter før Del Horno åbnede scoringen med et flot hovedstød. Blot 2 minutter efter kom vi i overtal, Ivan Obradovic trak i nødbremsen og indkasserede retfærdigt et rødt kort. 2. halvleg var blot 30 sekunder gammel, da Llorente udnyttede en forsvarsfejl og udbyggede føringen til 2-0, hvilket også skulle blive kampens resultat.

Kampen hjemme mod Brøndby skulle vise sig, at blive en formsag. Vi vandt sikkert 1-0, og det er stadig et mirakel, at Brøndby ikke lukkede flere mål ind. Hvad Brøndby manglede i spil, havde de i hårde tacklinger, 2 røde kort blev det til, og 3 i alt set over de 2 kampe.

 For første gang i karrieren sad jeg der, side om side med Alex Ferguson, Rafa Benitez, Frank Rijkaard, alle de store, alle ventede vi kun på aftenens hovedpunkt, lodtrækningen. De små runde bolde der til sidst bille blive til klubnavne fordelt i 8 grupper, vi befandt os i 3. seedningslag. Navne blev råbt op og endelig, blev det vores tur. Vi blev placeret i gruppe E sammen med A.C. Milan, Bayern München og Fenerbahce, en meget svær gruppe, men langt fra umulig.




Første kamp i gruppespillet skulle stå hjemme mod mægtige Bayern München. Jeg bedte spillerne om, at få det bedste ud af kampen og spille vores eget spil. I første halvleg så det også ud til, at virke, Llorente udnyttede et flot opspil og gjorde det sikkert til 1-0. Første halvleg havde stået i vores tegn, men 2. halvleg skulle blive rent tysk. På trods af fremragende udfoldelser fra tysk side, lignede det dog længe en sejr til os, men så kom Luca Toni. I det 83. minut lynede den konstant farlige italiener til slutresultatet 1-1.

Næste kamp var ude mod de italienske giganter fra Milano. Vi skulle dog vise sig os som værdige modstandere, og hele kampen igennem spillede vi lige op med de italienske storfavoritter. Pato blev dog første mand på måltavlen, da han med et frækt lob bragte hjemmeholdet foran. Lige som alle troede, at Patos mål skulle blive det eneste i 1. halvleg, fik vi et hjørnespark. Susaeta sparkede, ramte Gattuso og pludselig stod det 1-1. Anden halvleg skulle blive lige så intens som den første med gode chancer til begge hold. Det var dog kun Pandev der formåede, at udnytte de mange chancer, og han gjorde det til slutresultatet 2-1

Jeg var godt tilfreds med de to første kampe, men de to efterfølgende mod Fenerbahce skulle alligevel helst give 6 point. Det var dog med skuffede miner, at vi kunne forlade kampen. Stik imod spil og chancer kunne Fenerbahce nemlig kalde sig vindere med 1-0, på et mål scoret af Pariak Ilhan i det 7. minut.

Hjemmekampen mod selvsamme hold, skulle dog give et mere retfærdigt resultat. På trods af et tidligt føringsmål af Dentinho, kom holdet dog stærkt tilbage, og da kampen blev fløjtet af stod der 3-1 på tavlen. Martinez, Susaeta og et selvmål af Clemente Rodriguez, var mændene bag vores mål.

Jeg vidste, at næste kamp skulle give point, hvis drømmen om videre deltagelse skulle opretholdes, og det var også en flok tændte spillere, jeg sendte på banen. Vi satte os tungt på kampen fra førstefløjt, og i det 44. minut udnyttede Martinez det store overtag med et flot mål. I 2. halvleg kom Bayern lidt bedre med i kampen, men det var alligevel Isma Lopéz, der kunne udnyttede et hul i det tyske forsvar til udbyggelse af føringen. Podolski sparkede fornyet håb i de tyske tilhængere, før Ustaritz i det 90. minut slukkede alt håb med sin scoring til 3-1.

Før den sidste kamp skulle vi bare bruge et enkelt point. Det ene point skulle sikres hjemme mod A.C. Milan, vi ville dog ikke nøjes med et enkelt point, i stedet spillede vi den bedste kamp i min tid som Bilbao manager, specielt de sidste 20 minutter vil for altid være fast tømret i mine tanker. Første halvleg var kun lige skudt i gang, da Yeste med et dommedagshug scorede kampens første mål. I det 33. minut kunne Del Horno endnu engang udnytte et af vores dødbringende hjørnespark, til en 2-0 føring. Anden halvleg startede stille og roligt, men så kom de magiske 20 minutter. Først kunne Del Horno score sit 2. mål i kampen, derefter kom også Aduriz på måltavlen, Martinez ville også lege med, og til sidst kunne Isma Lopez gøre det til slutresultatet 6-0.

Sejrene mod Milan havde cementeret 2. pladsen i gruppen og i næste runde, venter Lyon. En svær modstander, men vi har bevist, at vi kan spille lige op med de bedste. Set over to kampe slog vi også både Milan, Bayern og Fenerbahce. Så det bliver to spændende kampe der venter.

[steeval]

Hej folkens ikke verdens flotteste updates, men den var svær, at få sat pænt op. Håber dog i vil tage godt imod den alligevel

[JimmyGP]

Hold da kæft for nogen resultater.. Et par superflotte updates og det er en fornøjelse at følge med.. KUTGW

[Schleidt]

Fantastiske resultater Imponerende med den trup, du har til rådighed. Utrolige flotte og velskrevene updates, og det er, som altid, en fornøjelse at følge med.

[steeval]

Hold da kæft for nogen resultater.. Et par superflotte updates og det er en fornøjelse at følge med.. KUTGW

Mange tak, må også indrømme jeg overrasker mig selv nogle gange

Fantastiske resultater Imponerende med den trup, du har til rådighed. Utrolige flotte og velskrevene updates, og det er, som altid, en fornøjelse at følge med.

Rigtig dejlig kommentar, jeg regner med, at sende en update ud her senere

[steeval]

Tak til Roxer for Top Banner

Fantastiske vinter
Tømmermændene prægede mig stadig stærkt, da jeg sammen med holdet indtog banen til kampen mod Sevilla, nerverne sad uden på tøjet, men vi troede på det. Sevilla havde sæsonen igennem skuffet, bl.a. var de røget ud til Brøndby i UEFA Cuppen. Skuffelserne så heller ikke ud til, at stoppe for Sevilla, da første halvleg blev fløjtet af med stillingen, 3-0 i vores favør. Gurpegi, Llorente og et selvmål stod bag vores mål. I 2. halvleg spillede vi med 11 mand bag bolden, hvilket ikke skabte mange chancer til nogle af holdene, Nihat fik dog med 20 minutter igen reduceret til slutresultatet 3-1.

Næste kamp mod Levante skulle vise sig, at blive vanvittig. Efter en fantastisk førstehalvleg førte vi 4-0 ved pausen, og jeg troede, at kampen allerede var vundet, men jeg tog fejl. 5-4 stod der da dommeren fløjtede kampen forbi, og havde det ikke været for Del Hornos mål sidst i kampen, var vi kun kommet derfra med 1. point.

Vi gik til kampen mod Barcelona som ubesejrede og efter de sidste to kampes gode resultater, havde jeg også planer om, at vi skulle forblive ubesejrede, men Eto'o ville det anderledes. To gange i kampen bragte han Barcelona foran, første gang i det 8. minut, anden gang i det 42. minut. I mellem Eto'os to mål, havde Aduriz formået, at score, så det var 2-1 til Barcelona ved pausen. I 2. halvleg stod vi for begge kampens mål, desværre var et af dem i eget net. I det 66. minut stod Del Horno med hovedet i hænderne efter et dumt selvmål på et fuldstændigt ufarligt indlæg af Zambrotta. 10 minutter efter sparkede Gurpegi dog fornyet håb ind i de baskiske hjerter, men trods massivt pres de resterende 10 minutter, formåede vi ikke, at score yderligere, og kampen sluttede 3-2 til Barcelona.

Real Madrid havde ikke mistet et eneste point, før de besøgte os. Efter kampen var status den samme, men det var ikke uden fight, at sejren endte hos den madrilenske storklub. Llorente bragte os fortjent foran efter 14 minutters spil, men Robinho var tilsyneladende ikke tilfreds med det resultat, da han 3 minutters før pausen udlignede til 1-1. Anden halvleg blev en rigtig herre fight mellem to velspillende mandskaber, men Real havde topholdenes held. Tre minutter inde i den fire minutter lange overtid udnyttede Nistelrooy et sekunds uopmærksomhed i vores forsvar, og kunne sikkert gøre det til slutresultatet 2-1.

Efter de to topopgør fulgte en fantastisk periode med 6 sejre i træk. Først havde vi topholdets held mod Deportivo, hvor Del Horno i det 90. minut kunne udnytte et hjørnespark til slutresultatet 2-1. Derefter blev Mallorca sendt hjem med en øretæve på 3-1, Llorente, Aduriz og Martinez stod for de flotte mål. Kampen efter mod Cadiz skulle vise sig mere spændende, kun et sent mål Yeste sikrede os de 3 point. Før ham havde Llorente brændt kæmpe chancer og Martinez tilmed et straffespark.

Villareal har før i tiden vist sig som vores onde ånd, men det fik vi lavet eftertrykkeligt om på. Susaeta udnyttede et kiks i Villareal forsvaret til en flot 1-0 scoring, derefter øgede Martinez med et dommedagshug, før Aduriz til sidst kunne gøre det kampens slutresultat, 3-0.

Jeg forventede en storsejr i kampen efter mod Gimnastic, men Iraolas straffespark scoring skulle blive kampens eneste scoring. Betis var sidste modstander i denne omgang, vi spillede en fremragende kamp, men 2-1 blev slutresultatet, Llorente og Isma Lopez scorede vores mål.

Jeg var rigtigt godt tilfreds med de seneste kampes forløb. I stillingen havde vi skilt os ud sammen med Barcelona og Real Madrid. Madrid var dog uopnåelige da de hele sæsonen igennem, havde spillet galaktisk fodbold. Vi gik helt sikkert efter medaljer i denne sæson, og det burde kunne lade sig gøre. Jeg tog en slurk kaffe, whiskyen var sat tilbage på hylden, hvor den stolt ville stå indtil næste nederlag.   

[steeval]

Gorka Illimetta vil i fremtiden, kun blive brugt ved specielle begivenheder, derfor er jeg begyndt, at skrive med hvidt

Håber i tager godt i mod den som sædvanlig

Ris og ros modtages med kyshånd

[steeval]

Hej alle Freaks

Der skulle gerne komme en update angående Copa del Rey senere, jeg skal dog lige lave en gang mad først, men glæd jer

[steeval]

Tak til Cesc for Top Banner

Vejen til finalen!
Første modstander i årets pokalturnering var upåagtede Cartagena, der fristede en tilværelse langt væk fra glamour og presse. Jeg regnede da også med en stor sejr over de to kampe, og det var et rent reservehold der gik på banen i begge kampe. Det gik da også planmæssigt, da vi allerede i den første kamp udraderede Cartagena med sikre 5-1. Den næste kamp skulle blive endnu en ”walkover”, som vi sikkert vandt med cifrene 2-0. Specielt Garmendia imponerede over de to kampe.

Næste modstander var Getafe, et hold vi burde kunne slå over to kampe, men samtidig også en svær modstander. Første kamp blev dog en særdeles kedelig affære, vi spillede dem ud af banen dog uden rigtigt, at blive farlige. I første halvlegs overtid fik vi tilkendt et noget tvivlsomt straffespark, Gurpegi var dog ligeglad og udnyttede det sikkert til en 1-0 føring, der også skulle blive kampens resultat.

Vi havde en lille føring, at forsvare i returkampen, men den videredeltagelse kom aldrig i fare. Llorente udnyttede allerede i det 12. minut et flot oplæg fra Gapilondos fødder, til en sikker 1-0 føring. Getafe kom aldrig i nærheden af, at score, de 3 manglende mål og da Isma Lopez i det 77. minut svarede igen på Gökhan Ünals udligning, slukkede han for kampen til slutresultatet 2-1.

I kvartfinalen ventede Cadiz, jeg vidste vi kunne slå. I den første kamp begik jeg dog den fejl, at sende reserverne på banen, hvilket resulterede i et kedeligt 0-0 resultat. Hvad tilskuerne manglede af mål i første kamp, fik tilskuerne tilbage i næste kamp, 4-3 stod der på tavlen, da kampen blev fløjtet af. Det blev en vanvittig kamp med føringer til begge hold, vi kunne dog fortjent trække os sejrrigt ud af kampen og gøre klar til Valencia, der ventede i semifinalen.

To vanvittige semifinaleopgør mod Valencia ventede os. Valencia havde fået fornøjelsen af hjemmebane i den første kamp, så vi var en flok friske baskere der tog afsted mod Valencias hjemmebane Nuevo Mestalla. Kampen skulle vise sig, at blive meget lige, men det var Albiol der kunne bringe Valencia foran i det 57. minut. Vi svarede dog lynhurtigt igen. Ustaritz stod pludselig fri foran målet efter et hjørnespark, et mulighed han ikke misbrugte og med et flot hovedstødsmål, skabte han lighed på tavlen. Trætheden begyndte, at sætte vise sit grimme ansigt i den sidste del af kampen med store chancer til begge hold, det så dog længe ud til, at Ustaritz mål skulle blive kampens sidste, men langt inde i overtiden modtog Villa bolden, driblede tre modstandere og scorede kampens sidste mål.

I flere dage før kampen havde folk ladet op til det store brag, den vigtige kamp der muligvis kunne sende os i pokal finalen for første gang siden 1985. Vi havde scoret et vigtigt udebanemål i Valencia, og både spillerne og jeg selv troede på det. Alt vi havde snakket om syntes dog glemt, da kampen først gik i gang. Valencia pressede os langt tilbage på banen og fuldt fortjent, kunne Manuel Fernandez i det 19. minut bringe Valencia på sejrskurs med sit mål til 1-0. Hvordan vi afholdt Valencia fra flere mål i første halvleg er stadig en gåde, så det var de grimme ord, jeg fandt frem i pausen. Mine verbale udfoldelser så ud til, at bære frugt, for fra anden halvlegs start lagde vi pres på Valencia målet, og i det 55. minut gav det bonus. Kaos inde foran Valencia målet resulterede i et mærkeligt selvmål fra Timo Hildebrand, og vi var tilbage i kampen. Spillerne bevarede dog presset og 8 minutter senere, kunne Aduriz udligne i den samlede stilling efter et flot sololøb. Det lignede længe ekstraspilletid efter Aduriz mål, men selvsamme Aduriz ville det anderledes. I det 87. minut gik Albiol og Luisao galt af hinanden i Valencias midterforsvar, Aduriz udnyttede sikkert den chance og udplacerede sikkert Hildebrand i Valencia målet.

Jeg jublede stadig indvendig ved tanken om den kommende finale. Barcelona havde slået ellers uovervindelige Real, og ventede spændt på os. Jeg så vores chancer som gode, men Barcelona var dog stadig svag favorit. Jeg kiggede på kalenderen, under en måned til finalen, der skulle ligges taktikker, strategier, planer og ses masser af timers fodbold, men jeg glædede mig. BARCA HERE WE COME!!!

[steeval]

Så kom vi sku i finalen

Kommer en update i dag eller i morgen, om ligaen

[Katanka]

Jamen jamen.. Fandme en af de bedre blogs jeg har læst længe. Så er den også lidt speciel med dette hold. Du har ligesom en regel som du skal køre efter, men du gør det sq godt. Flotte resultater, og gode handler. Køre endelig denne blog videre i lang tid

[steeval]

Jamen jamen.. Fandme en af de bedre blogs jeg har læst længe. Så er den også lidt speciel med dette hold. Du har ligesom en regel som du skal køre efter, men du gør det sq godt. Flotte resultater, og gode handler. Køre endelig denne blog videre i lang tid

Mange tak Håber også den kører videre i lang tid, mesterskabet skal gerne vindes og forsvares før jeg skifter hold

[steeval]

Tak til Roxer for Top Banner

Medaljekampen intensiveres
Endnu 10 kampe var spillet i ligaen, endnu 10 kampe fyldt med drama, spænding, sejre og desværre også nederlag. Endnu 10 kampe, hvor held og uheld, sorg og glæde, på skift havde vist sig, endnu 10 kampe, hvor spillerne var blevet rost og skældt ud. Endnu 10 kampe...

Vores fantastiske stime med 6 sejre i træk skulle gerne blive til 7 ude mod Valencia. Det hårde kampprogram kunne dog mærkes og for flere spillere, var træthedens tegn begyndt, at melde sig. Det var også Valencia, der kom bedst ud af starthullerne og efter 30. minutters intensiv pres, kunne Villa fuldt fortjent bringe hjemmeholdet foran. Kort før pausen formåede Llorente dog på mirakuløs vis, at skabe balance i regnskabet med en flot udligning. Jeg bad spillerne om, at tage det lidt roligt i anden halvleg og det så ud til, at de tog min opfordring til sig. Skud efter skud røg enten forbi, eller blev på diverse akrobatiske metoder reddet af Iraizoz, men vores held skulle ikke vare forevigt og kort før slutfløjt, kunne Albiol fuldt fortjent sparke bolden i kassen til slutresultatet, 2-1.

Jeg håbede på oprejsning i de to efterfølgende kampe hjemme mod Espanyol og ude mod Atletico, men jeg blev slemt skuffet, kun to point fik vi ud af kampene. De første to point mistede vi på elendigt angrebsspil hjemme mod Espanyol, i en kamp der endte 0-0. De næste to point røg 3 minutter inde i overtiden på Vicente Calderon. David Lopez og Llorente havde sikret en god pauseføring på 2-0, men i anden halvleg faldt holdet helt fra hinanden, men vi havde dog stadig sejren, indtil Maxi Rodriguez udnyttede et indlæg langt inde i overtiden, og sikkert scorede til slutresultatet 2-2.

Jeg var mildest talt rasende efter Atletico kampen og mod Racing, ville jeg ikke stille mig tilfreds med intet mindre end sejr. Første halvleg forløb dog også planmæssigt, Iraola udnyttede et korrekt dømt straffespark efter 7 minutter, Gabilondo udbyggede føringen 30 minutter efter, og vi kunne gå til pause med en 2-0 føring. I anden halvleg blev vi dog spillet ud af banen, Racing bombarderede vores mål, og et kvarter inde i halvlegen blev vi straffet efter et forsvarskiks. I det 87. minut var jeg klar til, at kalde kampen lukket da Isma Lopez scorede til 3-1, men bare minuttet efter kom Racing tilbage i kampen med en flot scoring. Heldigvis, for spillerne primært, dummede vi os ikke mere, og kunne efter kampen hyldes som sejrherrer.

Mod Getafe var den dog gal igen, vi var egentligt flot med i kampen, men heldet var ikke på vores side. Efter en målløs første halvleg, kunne Getafe i det 61. minut juble over et forfærdeligt selvmål af Iraola. Fem minutter senere kom bolden igen en tur i netmaskerne da Tote udbyggede føringen med kampens sidste scoring, 2-0 til Getafe.

Jeg var så småt begyndt, at tvivle på mine spilleres formåen, sølle 5 point i de seneste 5 kampe var det blevet til, men som så mange gange før rejste vi os når det virkelig gjaldt. 13 point i de sidste 5 kampe, var intet mindre end fantastisk, det var dog ikke med flot poleret angrebsspil, at kampene blev vundet, men derimod med en forbilledlig fight fra spillernes side.

Først slog vi Salamanca 2-1 hjemme på et mål i overtiden af Aduriz, derefter stod Valladolid for tur, hvor Llorentes scoring i første minut skulle blive kampens eneste. Hjemme mod Zaragoza burde vi havde vundet større, men David Lopez frisparksmål skulle vise sig, at blive kampens eneste. En dum smutter mod de evige rivaler Sociedad, hvor vi ellers sad tungt på kampen, sænkede moralen lidt, men da Sevilla i kampen efter blev slået, kom vi igen 7 point foran i stillingen og medaljerne kan næsten lugtes nu.

Vi lå stadig på en flot 3. plads, Barcelona var dog kørt, så spørgsmålet var nu, om vi kunne holde Atletico og Valencia bag os i kampen om medaljer. Der ventede også en spændende pokal finale mod Barcelona, og jeg glædede mig som et lille barn til sæsonafslutningen.