Hellas Verona - En kæmpe i forfald

 

[DNE]

Thums up!

Så er toppen en kendsgerning! Denne opdatering er ultimativt bloggens bedste, rent opsætningsmæssigt og skriftligt.

Relativt flotte resultater i venskabskampene og i særdeleshed mod Genoa, som er svær at slå som Serie B-hold. Ellers en god start du har oplevet i den nye sæson, dog ærgerligt at blive slået ud af Bologna i pokalen. På den positive side har du jo lånt Marco Di Vaio, som jeg glæder mig at høre mere om i de fremtidige opdateringer!

PS: Det ser godt ud med den nye overskrift.

Nixen Bixen, han er på fuldtidskontrakt i Verona, hentet på en fri transfer, da Genoa tilsyneladende ikke ville have ham mere. 

Men har ikke de store forventninger til ham, rent spillemæssigt (det kan godt ses, at han har rundet de 33), han er først og fremmest hentet som en mentor for talenterne.

Tak for ros i øvrigt, og de gode råd til opsætningen.

[Rossonero]

Det var så lidt. Hehe, jeg redigerede sekunder efter jeg havde postet mit indlæg og skrev købt!

[DNE]

September 2009

Godkendt start:

Stillingen| Månedens kampe

Ja ind til videre har vi holdt godt og vel 2 point i snit pr kamp, og kigger man på tabellen sidste år, så skulle det, hvis vi kan holde det snit, række til en sikker play-off plads. Umiddelbart burde der ikke være noget i vejen for, at vi skulle kunne holde pointgennemsnittet, tvært imod, så kunne det faktisk godt gå hen at blive endnu bedre, når de nye spillere bliver spillet lidt bedre ind.

Og når vi nu er ved de nye spillere, så har de faktisk fået en god start, Carlier har vist, at han kender vejen til netmaskerne, og er pt klubbens topscorer. Lescure har givet forsvaret den stabilitet det manglede sidste sæson, og sidst men ikke mindst, så er Degré faktisk allerede ved at have vippet Lupatelli af pinden, som førstevalg mellem stængerne. Lupatelli gjorde det godt i de første par kampe, men så faldt han tilbage i sidste sæsons tvivlsomme præstationer, og stod alt for ofte og så passivt til, mens bolden nærmest trillede ind over målstregen. I ren arrigskab blev han flået af startopstillingen i et par kampe, og lejesvenden Degré fik chancen, og greb den.

Rossato har overtaget pladsen på venstre wingback, hans rutine, indlæg og ikke mindst frispark, viste sig at gøre en større forskel end Rossis hurtighed.

Di Vaio har faktisk også fået et par kampe som indskifter, og allerede første gang han kom ind, viste han, at han stadig har målnæse, da han sikrede os et trøstemål mod Bari. I sit næste indhop, viste han desværre også, at han er ved at være i den ældre og lidt mere skrøbelige ende af sin fodboldkarriere, da han løb ind i en skade i Novara kampen. Den skade døjer han med endnu, og har altså derfor ikke fået flere kampe, men når han bliver klar igen, bliver han bestemt rykket lidt op i hierakiet, ikke som starter, men han kunne godt ende med en fast plads på bænken, fremfor tribunen.

Nostalgien omkring Verona, har været en stor drivkraft for mig, igennem mine udfordringer med klubben, og netop derfor håber jeg da også, at Di Vaio ikke bliver den sidste tidligere Verona spiller, der bliver hentet hjem. Pt er både Inzaghi og Adailton ledige på markedet, da de, ligesom Di Vaio, er blevet fritstillet af deres klubber, men Inzaghi har altså rundet de 36, og er altså helt færdig på det her niveau, og Adailton har sat dato på sit karrierestop, så han er ikke interesseret i at skrive kontrakt med nogen. Men der findes jo stadig et hav af kvalitetsspillere, der måske kunne hentes tilbage på et tidspunkt, f.eks. Mutu (som jeg faktisk havde fået tilladelse til at forhandle med allerede i sommerpausen, men desværre var han ikke interesseret i at skifte til en Serie B klub), Gilardino, Behrami, Cassani, Oddo, Cammoranesi osv. Navne som både kan hæve niveauet i klubben, forøge trøjesalget og ikke mindst vække gensynsglæden hos andre nostalgikere.

Men vigtigst er det, at vi fortsætter det gode spil, og blander os i kampen om oprykning, så det vil til hver en tid stå øverst på min prioriteringsliste.

[DNE]

Oktober og november 2009

Med endnu:

Stillingen| Periodens kampe

Vi hænger stadig ved i den rigtige ende, men vi har desværre ikke helt kunnet holde de 2 point pr kamp, så lige nu ligner det stadig en hård kamp, for at opnå den play-off plads. Det er igen, igen udebanekampene vi har problemer med. Jeg overvejer at stille i en lidt mere defensiv opstilling på udebane, det kunne f.eks. gøres ved at trække mine wingbacks tilbage til backpladserne, og så altså spille med en flad 5-backkæde, kedeligt måske, men kan vi bare holde nullet på udebane, så er vi trods alt sikret et point der, og med tre point i hjemmekampene, siger en gang hurtig hovedregning, at det burde give et snit på 2 point pr kamp, og det burde stadig være nok til at sikre den play-off plads.

Især nederlaget til lokal- og ærkerivalerne fra Chievo gjorde ondt, det var en af de kampe, vi virkelig gerne ville have vundet, men sådan skulle det desværre ikke være. Heldigvis har vi stadig muligheden for at rykke op, på bekostning af netop Chievo, det ville være lidt af en drømme play-off finale, med et lokalderby på et tætpakket Bentegodi. Allerhelst vil jeg selvfølgelig, at vi sikrer os den direkte oprykning, men skulle den glippe, ville sådan et lokalderby da være stort.

Målene bliver stadig hovedsageligt leveret af Rudy Carlier, men også Dominique van Dijk er begyndt at levere varen. Desværre er Sergio van Dijk slet ikke så skarp som han var sidste sæson, 5 mål er alt hvad det endnu er blevet til fra hans side, og det er endda kun det ene af dem, der er scoret inden for de seneste to måneder. Di Vaio har også nettet en enkelt gang i de seneste par måneder, det er dog mere acceptabelt, da han han først i perioden stadig døjede med sin skade, og siden altid er startet på bænken, og højst har fået 20-25 minutter på banen, i de kampe hvor han er skiftet ind (6 ialt i de seneste to måneder).

I forsvaret bliver Sibilano ved at imponere, 4 mål har han scoret ind til videre i denne sæson, altså næsten lige så mange som Sergio van Dijk, på trods af, at de spiller i hver sin ende af banen. En anden af de spillere, der har været med fra start, Marco Iovine, imponerer også stadig, han holder sit høje niveau, og er faktisk også blandt de bedst spillende i klubben, men han får stadig for mange kort, han skal netop til at afsone sin første karantæne i sæsonen, da han i kampen mod Modena modtog sit fjerde gule kort.

Degré holder stadig Lupatelli udenfor, Hvad kampkarakterer angår, står de nogenlunde lige, til gengæld lukker Degré i snit kun et mål ind per kamp, mens Lupatelli lader det dobbelte antal bolde passere sig.

Rossato har igen mistet pladsen på venstrekanten til Rossi, da han ret pludseligt faldt i niveau. Jeg tør dog ikke sige hvor længe det kommer til at vare ved, for Rossi har jo allerede spillet sig af holdet en gang i år, så det kan ikke udelukkes, at de to bytter plads igen i løbet af sæsonen.

Men alt i alt, så er det da stadig godkendt, vi ligger trods alt bedre end vi har gjort i mange år efterhånden, så ingen tvivl om, at vi meget vel kan være på vej mod en ny storhedstid.

[Rossonero]

Nu er dette jo en smagssag, men denne blog kunne snildt have fået prisen som månedens blog. Dejlig blog der sætter skarpt fokus på selve spillet, hvilket falder perfekt i min smag.

Egentlig to acceptable måneder, selvom jeg gerne så nogle bedre præstationer. Det ser dog i bund og grund rigtig godt ud, og med en smule held kan du vel sagtens opnå en playoff-plads.

Held og lykke med det!

[DNE]

Hehe, tak skal du have, jeg er dog ganske enig i denne måneds kåring, Oviedo bloggens klasse kan jeg kun drømme om at komme i nærheden af.

Præstationerne er jeg heller ikke helt tilfreds med, jeg døjer lidt med at ramme de helt rigtige indstillinger på udebane. Kommer jeg først foran, har jeg ikke de store problemer med at forsvare føringen, men kommer jeg bagud, så døjer jeg altså med at slå tilbage, og det er det, der koster mig vigtige point.

[DNE]

AAAARRRGGHHH, JEG HADER VERONA.....

Eller ok, hader er måske så meget sagt, men jeg er altså lige nødt til at skal have det her spil lidt på afstand i et stykke tid, har fået spillet et par måneder mere, men er bestemt ikke lige i humør til at skrive om det lige nu, men kan godt afsløre, at jeg har opgivet alt om at rykke op i denne sæson. Bedst som man er ved at få lidt styr på tropperne, så løber man ind i en ekstremt dårlig stime.

Så bloggen her bliver lige sat på pause i en tid, jeg har meget svært ved at finde motivationen til at kæmpe videre med Verona lige nu, det lader til at uanset hvad jeg gør, så går det bare helt galt, når man er nærmest ved målet...

Men jeg vender tilbage, skal bare lige have Verona lidt på afstand i en tid.

Edit:
Heldigvis kan Milan da trods alt levere varen IRL, mens jeg sidder her og raser 

[DNE]

Forår 2010

Højt at flyve... aka det forsømte forår:

Slutstillingen

Så er det vist på tide at få sparket lidt liv i Verona igen... I den virkelige verden slap de jo lige netop fri af nedrykningen, og dermed den totale nedtur. Det skete dog ikke uden, at de lige skulle igennem et par play-out kampe.

Sidst jeg opdaterede denne blog, med en rigtig opdatering, kæmpede jeg jo stadig med om play-off pladserne, og dermed en oprykning til Serie A, men som man måske svagt kan antyde i det mavesure indlæg, jeg senest har postet i bloggen, så gik det altså ned ad bakken sidenhen. Vi løb ind i en dårlig stime, og droppede ned gennem tabellen, og langt væk fra play-off og chancer for oprykning. Siden har jeg eksperimenteret en del med taktiske finesser i FM08, og er, hvis jeg selv skal sige det, blevet en del klogere, og så begyndte Verona spillet altså at kalde på mig igen.

Sæsonen er nu spillet færdig, og de nye taktiske teorier, fik da trods alt bremset nedturen, men jeg måtte erkende, at chancerne for play-off var udspillet. Men vi havnede da midt i tabellen, og jeg reddede mig en kontraktforlængelse, som jeg nok ikke havde fået, hvis ikke den dårlige stime var blevet brudt, da den blev det.

Mine taktiske ændringer, fik gang i Sergio van Dijk, som ellers havde haft en skidt sæson, rent scoringsmæssigt. På trods af måltørke, endte han alligevel med at score flere mål (22), end han formåede sæsonen forinden (20). Forhåbentlig en scoringsform, han har tænkt sig at fortsætte i næste sæson, i så fald er der gode chancer for, at Paponis scoringsrekord på 25 mål står for fald.

Marco Iovine slog med 17 assists, sin egen assist-rekord, som tidligere lød på 14 assists.

I målet fik Degré endegyldigt vippet en rystende usikker Lupatelli af pinden. Lupatelli kommer ikke til at stå i Veronamålet igen, og kan Degré ikke lokkes tilbage til næste sæson, så skal der investeres på målmandsposten, Lupatelli er simpelthen for langsom til at kunne være med på det her niveau.

Jeg skiftede til en traditionel 4-4-2 taktik (selvom det ikke huer mig), og det var hvad der skulle til, for at få Rossi til at levere varen på venstrebacken, hvilket blev belønnet med en kontrakt, da muligheden bød sig, så han er altså tilbage på fast basis til næste sæson. 4-4-2 taktikken, har givet mig lidt problemer, med at finde de helt rigtige kantspillere, vi har ikke rigtig nogen i truppen, der for alvor kan sætte sig igennem på kanten, men heldigvis har vi så til gengæld en yderst kompetent central midtbane, der så i stedet kan skabe noget gennem midten.

Nu står næste sæson for døren, vi skal have fat i et par forstærkninger, som sagt til målmandsposten, men også til at sikre bredden på andre pladser, og gerne en spiller eller to, der kan hæve niveauet. Det bliver en spændende sommerpause, som gerne skulle resultere i et Verona hold, der kan hive den oprykning hjem, og bringe Verona tilbage i den bedste række.

[DNE]

Efterår 2010

History repeating

Stillingen|Sommerens transfers

Endnu et halvt år er gået, det har budt på nye ansigter i Verona, opture og nedture, storsejre og kæmpenederlag...

Men lad os starte fra en ende, og kigge lidt på sommerens transferaktiviteter . Som sagt manglede vi lidt bredde i truppen, og lidt kvalitet på kanterne, både i forsvaret og på midtbanen, og så manglede vi i den grad også en ny målmand.

Faktisk var jeg så sikker på at vi i løbet af sommeren, ville være i stand til at præsentere en ny målmand, at jeg, da jeg fik et bud, valgte at sælge vores eneste faste målmand med førsteholdsrutine, inden vi havde en afløser på plads. 8 millioner for en målmand jeg ikke havde tænkt mig at bruge, var bare for godt et bud, til at sige nej, så han røg til Avellino. Erstatningen kom da også på plads, da vi først hentede Salvatore Sirigu på en lejeaftale i Palermo, og siden købte den Polske keeper Bartosz Bialkowski i Coventry, for en rekordsum af 30 millioner.

Back positionerne lykkedes det at få forstærket, dels ved at hente Rossi tilbage på fast basis, og dels ved at leje Rincón i Inter. Det har så i løbet af sæsonen vist sig, at Rincón måske ikke helt var den forstærkning, jeg havde håbet på, han er en dygtig fodboldspiller, og højrebacken er da også hans naturlige position, men hans kvaliteter passer måske bedre til en af de centrale positioner. I hvert fald begår han for mange fejl på backen, hvilket nok først og fremmest skyldes hans manglende hurtighed. Til at sikre bredden på backpladserne har jeg lejet yderligere to spillere, Migliore fra Parma tager endnu et års lejeophold i Verona, og i Milan har jeg lejet Niccoló Federico.

I det centrale forsvar er der ikke sket så meget, ud over at sidste års lejesvende er vendt hjem til deres respektive klubber, vi har dog også fået Desmon Kovassi N'Ze tilbage fra hans lejeophold i vores rugekasseklub, Carrarese, men han egner sig nok bedst som midtbanespiller, og må under alle omstændigheder finde sig i, at være backup denne sæson.

På midtbanen er der også sket lidt, bare ikke nok på kanterne, men det kan der måske rådes bod på i vinterens transfervindue, kvalificerede fløje er bare ikke lette at lokke til Serie B. Men den centrale midtbane er forstærket med den Camerounesiske landsholdsspiller, Valéry Mézague, der er en bundsolid, bomstærk og ikke mindst frygtløs midtbaneslider med et farligt venstreben. Desuden sikrede vi os sidste års lejesvend Surraco fra Udinese på en permanent aftale. Og så sendte vores moderklub, Roma, et par talenter på lejeophold hos os, hvor den ene i øvrigt også kan bruges på kanten, men ingen af dem skal regne med at blive mere end backups.

Som sagt skete der ikke nok på kanterne, det var simpelthen kropumuligt, at hente en kvalificeret kantspiller til klubben, vi havde bud ude på adskillige, men samtlige blev afslået af enten klubberne eller spillerne, og det endte med, at jeg måtte hente nødløsninger, på lejeaftaler, bare for at være sikker på, ikke lige pludselig at stå helt uden en kantspiller. Her skal der klart sættes ind til vinter, hvor jeg forhåbentlig har mere held med min søgen.

I angrebet er der også sket lidt, dog ikke noget, der i første omgang kommer til at gå ud over Carliers og van Dijks startpladser, derimod har jeg hentet et par talenter i Dragutin Bosnjakovic og Gianmarco Matteoli, en backup i Ardemagni, og en supersub i ingen ringere end Fernando Morientes. Desuden var sidste års indkøb Giagomo Fei ved at få sit gennembrud sidst på sidste sæson, og han viste for alvor gode takter i dette års venskabskampe, og gjorde også et par gode indhop, da sæsonen for alvor gik igang. Desværre brækkede han benet kort inde i sæsonen, en skade der nu her omkring årsskiftet, stadig vil holde ham ude i mindst 3 måneder, forhåbentlig kommer han sig hurtigt over den, og kan fortsætte hvor han slap, men en så alvorlig skade så tidligt i en spillers udvikling, er aldrig optimal.

Sæsonen startede vi ud med et par kassekampe mod Inter, Shaktar, Genoa, Real Madrid og Atalanta, en testkamp mod et hold i vores egen række, nemlig Siena og så en confidence booster kamp mod San Marino. Inter slog os 1-3 hvilket for os var et fornuftigt resultat, Shaktar spillede vi 2-2 med, hvilket var et fantastisk resultat. Derefter tabte vi 2-4 til Genoa, måske lidt skuffende, men vi døjede i den grad med at styre deres angrebs es, Henok Goitom. Real Madrid bankede tabte vi 1-4 til, ikke noget dårligt resultat, modstanderen taget i betragtning, det blev i øvrigt 3 kamp med en Fei scoring, kun Shaktar kampen var hidtil uden Fei på måltavlen. Siena blev banket 3-1 hvilket var lovende for den forestående sæson. Atalanta klarede vi uafgjort 1-1 mod, hvilket også var godkendt, og til sidst bankede vi San Marino 7-2, det var et fint resultat, men ikke godt nok, at vi skulle bagud 0-2, før vi vågnede op. Men alt i alt en hæderlig optakt.

Så ventede sæsonens første betydende kamp, nemlig første kval. runde i pokalturneringen, hvor Catania ventede, en svær modstander, men trods alt fra vores egen række, så det burde være overkommeligt, men ak, efter en målrig kamp, blev vi sendt hjem med et 3-6 nederlag, og kunne altså dermed rette opmærksomheden 100% mod Serie B.

I Serie B startede vi fint, rigtig fint faktisk, vi vandt mange af vores kampe, og var med helt fremme i tabellen, helt frem til at det så småt var tid til at tage fat på de kolde måneder. Faktisk kom vi også rigtig godt igennem oktober, med blandt andet en 5-1 sejr over ærkerivalerne fra Chievo Verona. Men derfra begyndte det at gå galt, igen igen, præcis som sidste sæson, faldt vores spil sammen, så snart banerne begyndte at blive frostkolde. Sidst i November var vi lige ved at få det vendt, da vi med 5 minutter igen førte 3-1 på udebane mod Catania, men igen viste de sig for stærke, og endte med at slå os 3-4... Jeg var i denne kamp gået lidt på kompromis med mit offensive fremadrettede spil, og valgte at spille med et kompakt, defensivt udgangspunkt, og så slå igen på kontra, det virkede også fint i de første 85 minutter, men da vi så forsøgte at grave os yderligere ned i de døende minutter gik det helt galt, og endnu et nederlag blev altså føjet til den nu alt for store samling.

Nu er det så blevet tid til at åbne vinterens transfervindue, holde en lille nytårspause på et par uger, og forhåbentlig komme styrket ud på den anden side, så vi kan få vendt udviklingen, og i år holde fast i muligheden for at få den play-off plads. Forsvaret skal styrkes, og det skal vores kanter som sagt også. Kras har virket meget usikker på det seneste, og eneste reelle erstatning er Sibilano, som i starten af sæsonen mistede pladsen til netop Kras, fordi han var ved at begynde at vise tegn på, at han har lagt sine bedste år bag sig. N'Ze er ikke god nok defensivt, og Politti har jeg heller ikke den store tiltro til, da han mangler meget i sine markeringsevner og hans evne til at få det helt rigtige afsæt i hovedstødsduellerne .

[LassePetersen]

Fantastisk blog
Har læst alle updatesne igennem, og det er sgu spændene at læse, og nemt

KUTGW

[DNE]

Tak skal du have, er glad for du kan lide det.

[DNE]

Forår 2011

Status quo

Slutstillingen

Det endte desværre med en sæson, der til forveksling lignede sidste sæson. Vi kan åbenbart bare ikke spille om vinteren, men det bliver forhåbentlig ændret til næste sæson, hvor vi får varme i banen. Men i hvert fald så havde vi, præcis som sidste sæson, en lang down periode, der varede stort set lige så længe som vinteren.

Bedre blev det ikke, da Sergio van Dijk så løb ind i en længerevarende skade, der holdt ham ude stort set hele vinteren, og da han så endelig kom tilbage, nåede han kun at få et par kampe, og så var den gal igen, og endnu en skade kostede ham også hele foråret. Morientes havde været en god indskifter hele efteråret, men da der virkelig var brug for ham, i van Dijks fravær, skuffede han fælt. I stedet blomstrede Ardemagni stille og roligt op, og endte faktisk med at overtage pladsen i van Dijks fravær, han var dog langt fra lige så målfarlig som van Dijk, men viste dog, at han godt ved, hvor målet står. Van Dijk viste sig også at være vigtig, for at få Carliers spil til at fungere, så det blev desværre heller ikke til mange mål fra Franskmandens støvler, i den periode van Dijk sad ude, han nåede dog op på 17 sæsonscoringer, og blev dermed vores topscorer.

I vinterpausen lykkedes det mig, at hente en gammel kending tilbage til Verona, og endda på en fri transfer. Det drejede sig om Papa Waigo, der fra 2002 til 2005 også havde sin daglige gang i Verona. Waigo gav os lidt af den hurtighed vi manglede på kanterne, men uden hovedstødsspecialis ten van Dijk inde i feltet, hjalp stærkere kanter ikke alverden på vores spil, der skulle simpelthen en taktikændring til... igen... Ud over Waigo, lykkedes det mig i øvrigt også at hente en ung talentfuld kantspiller, i 17-årige Morten Mortensen fra Lyngby, der forhåbentlig kan blive fremtidens mand på venstrekanten.

Sidst på sæsonen lykkedes det mig at hente yderligere to spillere, der var blevet fritstillet af deres tidligere klubber, nemlig Mauro Esposito og Marius Stankevicius. Med Waigo og Esposito er vores kanter endelig ved at være nogenlunde på Serie B niveau, mens Stankevicius løste vores problem på højre backen, hvor det har knebet med at få nogen til at fungere.

Taktisk måtte jeg eksperimentere en del, før jeg endelig fandt noget, der fungerede. Vi var begyndt at lukke mange mål ind, så jeg tænkte først og fremmest defensivt, rykkede den defensive linie lidt tilbage, og trak ligeledes de to centrale midtbanespillere tilbage på den defensive midtbane. Det hjalp klart på defensiven, vi fik lukket meget bedre af bagude, men desværre kunne vi ikke længere score mål, da vi jo ikke længere havde en stor, stærk angriber oppe foran, til at pille lange bolde og indlæg ned. Jeg forsøgte stille og roligt, at tænke lidt mere offensivt, først ved at rykke den ene midtbanespiller frem igen. Det viste sig ikke at have den store betydning på defensiven, så han blev holdt fremme, men desværre havde det heller ikke den store effekt på offensiven. Der manglede spillere i boksen, til at skabe lidt uro i modstanderens forsvar, men jeg turde ikke satse for offensivt, og spille med et tre-mands angreb, så der skulle tænkes anderledes. Den logiske tanke var så, at eftersom kanterne ikke rigtig havde nogen at sigte efter i feltet, kunne de jo lige så godt selv tage løbene derind, og det gav bonus. Med 4 mand stormende frem mod feltet, hver gang vi havde bolden, og resten af holdet masende frem som en vifte bagved, begyndte vi pludselig at kunne åbne modstanderens forsvar op igen, og langt om længe begyndte vi endelig at få point med fra vores kampe igen.

Men igen kom vores opblomstring for sent, play-off var for længst uden for rækkevidde, og sæsonens resultat blev endnu en 10. plads, bestemt ikke hvad jeg havde håbet på, men det efterlader da trods alt plads til forbedringer til næste sæson.

Og nu vi er ved næste sæson, så skal vi selvfølgelig til at vise noget nu, forhåbentlig kan vi starte som denne sæson, og så bare holde dampen oppe gennem hele sæsonen. Der skal selvfølgelig hentes et par nye spillere, forsvaret har jeg endnu ikke fået styrket centralt, så der skal der i hvert fald ske noget i sommerpausen, og ellers er det igen bredden, der skal kigges på. Og ja, så skal vi måske også lige have en ekstra målmand, da vi jo egentlig kun har en enkelt på kontrakt i øjeblikket, så en ung talentfuld herre måske, som ikke har noget imod at sidde på bænken, eller også en gammel rutineret ræv, som ligeledes vil finde sig i en plads på bænken. Med mindre selvfølgelig jeg kan finde en endnu bedre keeper end Bialkowski.

[DNE]

Sommer 2011

Flot start... igen

Sommerens kampe|Transferes

Endnu en sommer er gået, og langt om længe fik jeg styrket forsvaret. Hele to dygtige unge, centrale forsvarsspillere skrev i sommerens løb under på en Veronakontrakt. 24-årige Emanuele Terranova fik aldrig sit gennembrud hos Palermo, hans eneste førsteholdserfaring hidtil, stammede fra et par lejeophold, hos henholdsvis Vicenza og Grenoble, som heller ikke havde været overbevisende. På trods af de manglende præstationer, så jeg potentiale i ham, og slog til, da jeg så chancen for at hente en billig og ung forsvarsspiller, og ind til videre har han bestemt ikke skuffet.

Den anden forsvarsforstærknin g er 25-år, og lillebror til en af verdens absolut bedste fodboldspillere, der er selvfølgelig tale om Kakás lillebror Digão. Modsat Terranova har Digão en del førsteholdserfaring, dog mest fra lejeophold i forskellige Serie B klubber, det er dog også blevet til et par kampe for Milan, men gennembruddet kom aldrig.

I målet har vi sikret os en fremtidens mand, i den Irske U21 landsholdsmålmand, David Howard, der er hentet i Huddersfield, hvor hans kontrakt netop var udløbet.

På den centrale midtbane har vi i den grad fået styr på bredden, efter at have hentet den 27-årige Franskmand, Nadjim Abdou og Milan veteranen Massimo Ambrosini. I første omgang kommer de begge til at stå efter Iovine og Mézague, hvor Abdou står klar til at få chancen, så snart et af de to førstevalg får en formnedgang, mens Ambrosini er tænkt som lidt af en joker, der med sin rutine og sit fantastiske hovedspil, meget vel kan blive den afgørende faktor i de tætte kampe.

Angrebet er også kommet styrket ud af sommerpausen, på trods af, at både Di Vaio og Morientes valgte at stille støvlerne på hylden efter sidste sæson, førstnævnte fik dog en ny rolle i klubben, da han er blevet tilknyttet som angrebstræner. Ind er i stedet kommet endnu en Franskmand, i den hurtige og driblestærke Elliot Grandin. Grandin kommer til at kæmpe med Carlier og en plads i startopstillingen, men van Dijk skal ikke skuffe meget, før vi har en ren Fransk angrebsduo.

Sidst, og til en afveksling måske også mindst, har jeg lejet et par backupspillere til backpladserne, i Marco Filippini der kan spille begge backpladser, og Francesco Inglese der står som første reserve for Rossi på venstrebacken.

Spillemæssigt startede vi ikke supergodt i de første par venskabskampe, hvor 1-6 og 3-5 til henholdsvis Fiorentina og Genoa, bare ikke var godt nok, på trods af at det var et par svære modstandere. 2-2 mod Roma (med hvem vores samarbejde i øvrigt blev afbrudt først på sommeren) var derimod et godt resultat, ligesom 1-1 mod Parma også var godkendt. Og en 2-1 sejr over sidste sæsons store overraskelse i Serie A, Napoli (de blev nummer 4 i sidste sæson, og skal altså spille Champions League i denne sæson), var et fantastisk resultat. Venskabskampene blev rundet af med en 0-0 kamp mod Monza, et resultat, der i den grad satte et par bekymrede panderynker på mit ansigt.

Bekymringerne kunne jeg dog have sparet mig, 7 betydende kampe har vi ind til videre spillet, og det er blevet til 7 sejre, på trods af, at vi allerede har mødt et par svære modstandere, så absolut en god start, men sådan en har vi jo allerede haft et par stykker af, i de foregående sæsoner. I år slap vi dog, for første gang igennem kvalifikationen til Pokalturneringen, dog bare for at skulle rende ind i suveræne Inter i første runde, men vi kæmper for vores chance, og håber på at kunne levere en overraskelse, men det bliver svært at slå mestrene fra de seneste mange, mange sæsoner.

Men forhåbentlig kan vi, med det nyindstallerede banevarmeanlæg, holde dampen oppe gennem hele sæsonen i år, og undgå at gå i vinterhi, så snart frosten rammer Italien.

[DNE]

Sæson 2011/2012

Verona i Brasserhumør

Slutstillingen

Så er endnu en sæson næsten spillet til ende. Vi har godt nok mødt alle ligarivalerne to gange hver, men alligevel mangler vi lige et par kampe endnu, før vi kan gå på sommerferie. De skarpsindige har jo nok allerede regnet ud, at vi langt om længe holdt et højt nok niveau hele sæsonen igennem, til endelig at kvalificere os til play-off. Er man nået til den konklusion, har man ret, vi startede, som sagt, rigtig godt, men det kunne selvfølgelig ikke vare ved; vanen tro faldt vi i niveau, så snart vinteren begyndte at sætte ind. Denne gang havde jeg dog taget ved lære af de tidligere sæsoner, og opgav forholdsvis hurtigt, at håbe på, at vi nok skulle komme igen, uden en taktikændring. Så jeg skiftede tilbage til den gamle taktik, hvilket gav en kort opblomstring, og derefter endnu en dårlig periode, hvor jeg så igen forsøgte mig lidt med taktikken med de offensive fløje, der skulle søge ind mod feltet. Den var dog stadig ingen succes, så der skulle altså tænkes i helt nye baner.

Jeg gik i tænkeboks, men havde svært ved at se, hvad der skulle til, for at ændre noget, med de spillere jeg havde til rådighed. Men pludselig, inspireret af Digão, kom ideen til mig. Vi havde masser angribere, så dem skulle der bruges mindst to af. Vi havde endnu flere centrale midtbanespillere, så to af den slags var måske lige i underkanten, og samtidig havde vi kun 2 (måske 3) kvalificerede fløjspillere, hvilket ikke er meget, og flere gange har givet os problemer, når en af dem har været skadet, så hvorfor ikke bare droppe dem helt. Og det er her Digão kommer ind i billedet, han er nemlig Brasilianer, og der hvor han kommer fra, er det meget normalt, at spille en smal 4-4-2 med noget så eksotisk som en firkantet midtbane, og offensive backs, til at tage sig af kantspillet.

4-back kæden forblev uændret, dog fik mine backs besked på at løbe mere med frem. Midtbanen kom nu til at bestå af 2 defensive midtbanespillere, og to centrale, alle fik de besked på at presse boldholderen, når vi ikke selv var i besiddelse, og når vi var, skulle de tænke kreativt. Vi skulle forsøge at trække tempoet ud af kampene, og spille korte afleveringer, hvor vi hele tiden holder bolden igang. For ikke at give modstanderen for meget plads, blev den defensive linie flyttet højt op på banen. Bolden skulle så køres tålmodigt frem og tilbage på egne fødder, indtil modstanderen blotter sig, hvorefter vi så skulle straffe dem omgående.

Den nye taktik blev øjeblikkeligt en succes, selv van Dijk, lod til at falde godt ind i taktikken, selvom han ikke just virker som typen der passer ind i den form for teknisk fodbold. Men ikke bare passede han ind, han stortrivedes med den nye spillestil, og begyndte for alvor at score mål på samlebånd, og har allerede slået Paponis scoringsrekorder med 29 mål ialt (Paponis rekord lød på 25) hvoraf de 27 er ligamål (dem scorede Paponi 20 af). Grandin nåede i øvrigt også op på 25 mål, hvoraf de 22 er blevet scoret i ligaen. Den nye taktik var altså særdeles effektiv offensivt, og defensiven så også stærkere ud, hvilket selvfølgelig skyldes den kompakte midtbane lige foran forsvaret.

I vinterens transfervindue skippede vi i øvrigt Porcari, der ikke kunne spille sig ind på holdet, videre til Novara, og i løbet af foråret skrev vi så i stedet kontrakt med Raffaele Bianco, der var blevet fritstillet i Juventus.

Økonomien er ved at være utroligt stærk, vi har ind til videre sikret os et overskud på 111mio i denne sæson, hvilket giver en kassebeholdning på hele 336mio, hvilket må siges at være ganske fint for en Serie B klub

Nu venter Play-off så, og forhåbentlig kan vi derigennem endelig sikre os vores tilbagevenden til den bedste række, der vil i hvert fald blive kæmpet for det, og forhåbentlig kan den nye Brasserstil sikre os de sejre der skal til.

[DNE]

Play-off 2012

Kæmpen rejser sig

Catania var modstanderen i Play-off semifinalen, en modstander vi havde haft godt styr på denne sæson, da begge opgør i sæsonen, var endt 3-0 i vores favør. Vi stod altså med gode kort på hånden, for at nå finalen, hvor enten Ascoli eller lokalrivalerne Chievo ventede. Vi tog dog intet for givet, og gik til kampen, med 100% koncentration, bare fordi vi to gange havde lammetævet Catania, var det ikke ensbetydende med at vi kunne gøre det igen, de ville bestemt være mindst lige så opsatte på at komme i Serie A, som vi var.

Verona - Catania
Første opgør på hjemmebane startede fint, da Elliot Grandin efter kun 12 minutters spil, bragte os foran på et drømmehug fra kanten af feltet.

20 minutter senere var den dog gal i den anden ende, netop Grandin mistede bolden langt oppe på banen, og Catania slog en hurtig kontra, førte bolden hurtigt frem til Francesco Ruopolo, som bragte balance i regnskabet, 1-1.

1-1 var også stillingen, da vi gik til pausen. Spillerne fik en lille opsang, da spillet mildest talt havde virket temmelig nervøst, og vi havde begået alt for mange fejl. Mange fejl var egentlig kendetegnende for begge hold, så kunne vi få styr på nerverne før Catania, havde vi altså gode muligheder for at sikre os sejren, og et godt udgangspunkt før returkampen på Sicilien.

Opsangen så ud til at have virket, kun 4 minutter inde i anden halvleg, var Grandin igen på spil. En sjælden lang bold blev slået frem bag modstanderens forsvar, og så stod der løbeduel på programmet, og den vandt Grandin, først ved at løbe fra sin oppasser, og dernæst nå bolden, inden Catanias målmand nåede ud og fik styr på situationen, og med endnu et tørt hug fra kanten af feltet, bragte Grandin os atter i front, 2-1.

Catania indledte en massiv offensiv, men lige lidt hjalp det, kampen sluttede 2-1, og vi stod med det ene ben i finalen.

Catania - Verona
Returopgøret blev en meget lige affære, hvor begge hold havde muligheder, men ingen formåede rigtig at udnytte dem, men så længe Catania bare ikke scorede, arbejdede uret trods alt til vores fordel. Endnu større blev fordelen, da et sløset Catania indkast, på egen banehalvdel, havnede for føderne af indskiftede Sjaak Lettinga, der hurtigt sendte den videre til Njadim Abdou, der med en enkelt berøring fandt Sergio van Dijk, der slap fri af sin markering midt i feltet, og bragte os yderligere foran. Nu lød den samlede stilling altså på 3-1 i vores favør, og med kun 8 minutter igen.

3 minutter senere løb vi dog desværre ind i lidt modvind, da Elliot Grandin blev udsat for en grim tackling. Det var straks tydeligt, at den var helt gal, Grandins ben lå i en meget unaturlig stilling, og der var ingen tvivl om, at han ville forlade banen på en båre, og sikkert ikke betræde den igen det første halve år. Efter kampen fik vi bekræftet, hvad vi egentlig allerede var klar over, benet var brækket, og vi måtte se bort fra Grandin i finalekampene, og første halvdel af næste sæson.

Verona - Ascoli
I finalen ventede Ascoli, der havde slået Chievo med en samlet sejr på 3-1. Det blev en kamp, som vi havde svært ved at sætte os på, Ascoli var meget dominerende, men fik dog ikke scoret i første halvleg, det gjorde vi i øvrigt heller ikke, men det skyldtes sikkert, at vi havde ualmindeligt svært ved overhovedet at ramme målet, på de chancer vi fik. Så da dommeren fløjtede første halvleg af, var stillingen altså stadig 0-0.

4 minutter inde i anden halvleg sendte Angelo Siniscalchi Ascoli på vinderkurs, da han på et hjørnespark headede bolden forbi en chanceløs Bialkowski.

Vi forsøgte at lægge et højere pres, og gøre vores afleveringer lidt mere fremadrettede, men havde stadig svært ved , for alvor at komme igennem til noget. 4 minutter før tid, fik vi dog tilkendt et hjørnespark, som Stankevicius sendte ind mod Ruud Kras, foran mål. Kras gik op i en luftduel med Karim El Ahmadi, der var oplæggeren til Ascolis mål. Kras vandt dog ikke hovedstødsduellen, men det ville også være forkert at sige, at han tabte den, for El Ahmadi kom nemlig til at sende bolden forbi sin egen keeper, og bragte altså balance i regnskabet. Kampen endte 1-1.

Ascoli - Verona
Vi havde haft det svært i det første opgør, så at gå til kampen med samme taktiske oplæg som i det første opgør, ville ikke være specielt fornuftigt. Vi kunne vælge at stille mere defensivt, og forsøge at vinde på et kontramål, det ville nok også være hvad Ascoli ville regne med at vi ville gøre, og netop derfor havde jeg tænkt mig at gribe sagen anderledes an. Vi skulle tage Ascoli med bukserne ned, så jeg rystede posen, rykkede de to centrale midtbanespillere frem på den offensive midtbane, og gav pladserne til to spillere, der ellers ikke havde fået meget spilletid denne sæson, nemlig Juan Surraco og Dominique van Dijk. Surraco skulle fungere som hængende angriber, mens Dominique van Dijk fik en mere traditionel midtbanerolle.

Det var tydeligvis ikke hvad Ascoli havde regnet med, allerede efter 7 minutter stod Surracos navn på måltavlen. Sergio van Dijk erobrede bolden langt oppe på banen, overlod den til Surraco, der hurtigt sendte den videre til Dominique van Dijk, der sendte den videre til Nicola Filipovic - der i dagens anledning havde fået Grandins plads - han sendte den tilbage tværs gennem feltet, til en fremstormende Surraco, der ingen problemer havde med at overliste den eneste tilbageværende modstander, nemlig målmanden.

Efter den chokstart fik Ascoli lidt mere ro på kampen, og formåede at holde os fra yderligere scoringer i resten af halvlegen, de fik dog heller ikke selv scoret. Så på trods af flere chancer til begge hold, endte første halvleg altså 0-1 i til os.

Nu forventede man nok, at vi ville grave os ned, og forsvare vores føring, men det var bestemt ikke i mine tanker. Nu havde vi kæmpet så længe for den oprykning, så nu skulle den altså også sikres, vi skulle have lukket den her kamp, så vi ikke risikerede at misse oprykningen, på grund af en tilfældig scoring dybt inde i overtiden, fordi vi havde set os tilfreds med en etmålsføring.

8 minutter inde i anden halvleg fik vi tilkendt et frispark langt nede på vores egen banehalvdel, for Ascoli et helt ufarligt sted... troede de. Kras valgte den forholdsvis korte løsning ud til Andrea Rossi på venstrekanten, han sendte den hurtigt videre frem til Dominique van Dijk, der fandt Surraco på kanten af feltet, han tog et enkelt træk med bolden, og sparkede den så op i krogen. Et ellers ufarligt frispark på egen banehalvdel, blev med tre-fire hurtige berøringer omsat til et mål, det er fodbold når det er bedst. 0-2

3 minutter senere bragte Gonzalo Bergessio dog Ascoli tilbage i kampen. Igen blev vi straffet på et hjørnespark, hvor Bergessio slap fri af sin markering, og gjorde det til 1-2.

5 minutter senere, godt en time inde i kampen, kom der desværre igen balance i regnskabet, da Rudy Haddad huggede til en løs bold på kanten af feltet, og dermed gjorde det til 2-2. Pludselig lignede Serie A igen en næsten uopnåelig drøm.

Men der var stadig næsten en halv time, til at få os sparket tilbage i front, så det var for tidligt at lægge os med benene i vejret og give op. Og 10 minutter senere gav vores anstrengelser heldigvis pote. Igen var det et helt ufarligt indkast på vores egen banehalvdel, der med nogle hurtige berøringer frem ad banen, blev vekslet til et mål, denne gang scoret af unge Filipovic. 2-3 vi var igen på vej op i Serie A.

2 minutter før tid cementerede Surraco så både sejren og sit eget hattrick, da han opsnappede en returbold, og sendte den forbi en chanceløs keeper, 2-4.

Så nu står den altså på Serie A bold næste sæson.