Sæson 2012/2013
Endelig, Verona er tilbage i det fine selskab i Serie A, og så skal der vel oprustes vildt, eller hva'? Næ, vi leverede jo egentlig en ret stabil sæson i Serie B, og det ville jeg meget gerne forsøge at holde lidt fast ved, og det gør man ikke ved pludselig at skulle spille et halvt hold ind, så der blev gået meget forsigtigt til værks, stabiliteten skulle bevares, og der skulle kun hentes spillere, som virkelig kunne forstærke truppen.
Forstærket blev truppen dog i løbet af sommeren, først med arbejdshesten Ropotan til den centrale midtbane, jeg var faktisk ude efter Gattuso, som havde kontraktudløb i Milan, han valgte dog Fiorentina, og set i bakspejlet var det nok meget godt, at det blev 26-årige Ropotan, frem for 34-årige Gattuso. Godt nok var Gattuso stadig på toppen, på trods af sin fremskredne alder, men der var bestemt ikke mange sæsoner tilbage i ham, det var der til gengæld i Ropotan. Som typer minder de egentlig meget om hinanden, Ropotan er dog noget bedre teknisk, mens Gattuso måske har lidt flere strenge at spille på rent defensivt, men alt i alt er de meget ens som typer, så det var nok den rigtige jeg fik fat i, og Ropotan har da også gjort det fantastisk i løbet af sæsonen.
Venstrebacken har i lang tid været meget tyndt besat, til tider har vi ligefrem kun haft lejesvende til at dække netop den position, så det var også et meget naturligt sted at sætte ind med en forstærkning. En sådan fik vi i Jelle Van Damme, der havde kontraktudløb i Parma. Ud over at være en rigtig arbejdshest, med klare defensive kvaliteter og en fornuftig teknik, kunne han også tilføre vores luftspil en ekstra dimension på dødboldene, da han er tårnhøj, og forstår at time sine spring og heade til en bold.
I angrebet kunne vi også godt bruge en enkelt forstærkning, da Grandin som sagt måtte sidde udenfor, i hvert fald den første halvdel af sæsonen med sit brækkede ben, og der foruden så det desværre ud til, at Sergio van Dijk i en alt for tidlig alder, var på vej ind i sin karrieres efterår. Arvtagerne stod ikke lige klar, da Nikola Filipovic endnu ikke var klar til en startplads endnu, Bosnjakovic har endnu ikke imponeret i den grad, som han burde have potentialet til, så ham turde jeg heller ikke satse på, mens Giacomo Fei desværre ser ud til at have fået sit talent ødelagt af alt for mange skader, så skulle van Dijk erstattes, måtte der altså en ny mand ind. Den nye mand blev den tidligere Italienske landsholdsangriber, Vincenzo Iaquinta, han var godt nok 3 år ældre end van Dijk, men var alligevel stadig en klar forbedring, og så faktisk ud til at være mindre ramt af alderen, end van Dijk. Iaquinta blev også hentet på en fri transfer, da Juventus havde valgt at droppe ham, efter kontraktudløb.
Sidste forstærkning blev hentet på en lejeaftale fra Palermo, som netop havde hentet det store midtbanetalent, Fernando Forestieri, i Parma. Palermo lod dog ikke til at være interesseret i at bruge Forestieri i den kommende sæson, hvilket jeg benyttede mig af, da jeg absolut godt kunne bruge en mere offensivt orienteret central midtbanespiller, da de fleste af dem vi har af den slags, er defensive, mens vi stort set kun har Surraco til den offensive midtbane.
Sæsonen blev skudt igang med en række venskabskampe mod Spanske topklubber, hvor Real Madrid og Sevilla blev holdt i skak med 1-1 kampe. Mod Barcelona stod vi, efter ca. en times spil til en decideret afklapsning, da vi på det tidspunkt var bagud med hele 6-1, men med en fabelagtig slutspurt af især Rudy Carlier, der på de sidste tyve minutter scorede hattrick, fik vi reddet ansigt, og endte med kun at tabe 5-6. Valencia slog os 1-0.
I pokalen måtte vi se os slået af Reggina i 3. kval runde, og kunne dermed altså koncentrere os 100% om at overleve i den bedste række. Overlevelse var i øvrigt hvad jeg lovede bestyrelsen.
Jeg forsøgte at holde fast ved den Brasilianske spillestil, som havde fungeret så fremragende for os i Serie B, men det stod hurtigt klart, at modstanderne i Serie A, simpelthen bare var et par klasser stærkere end hvad vi kendte til fra Serie B, og de formåede simpelthen at dæmme op for vores pasningsspil og fremstormende backs. Vi manglede en mulighed for også at bryde igennem centralt, så taktikken blev revideret, jeg holdt fat i stilen med pasningsspillet, valgte dog at sætte tempoet lidt i vejret, og tillade lidt længere afleveringer, og samtidig bredde spillet lidt ud. Opstillingsmæssigt blev der også justeret lidt, da jeg mente det var nødvendigt med en såkaldt Trequartista, for at sikre den centrale gennemslagskraft vi manglede, så formationen blev ændret til en, for Italiensk fodbold, mere traditionel 4-3-1-2. Vores backs skulle stadig være offensivt orienterede, og løbe med frem, og stå for vores kantspil. Midtbanen kom til at bestå af 3 centrale spillere, som skulle fungere som omdrejningspunkt for vores pasningsspil. En tand længere fremme havde vi så vores enlige offensive midtbane/hængende angriber. Han skulle fungere som den kreative brik i taktikken, der bandt angreb og midtbane sammen, og skulle desuden fungere som en 3. angriber, der skød med frem, når vi gik i angreb. Min første tanke var, at de to angribere faktisk kunne skabe pladsen for denne fremskydende midtbanespiller, ved at trække ud mod kanterne. Det fungerede faktisk også forholdsvis godt, dog bedst mod 3-mands forsvar, hvor de yderste forsvarsspillere simpelthen var nødt til at følge angriberne ud mod kanterne, hvilket overlod den fremstormende midtbanespiller, til kun at skulle passere en enkelt forsvarsspiller, før han stod alene med målmanden. Valgte en af de yderste forsvarsspillere at slippe sin markering, for at hjælpe med at dæmme op centralt, åbnede det pludselig for en aflevering ud mod angriberen på kanten. Så vi havde pludselig fået mange strenge at spille på i angrebsspillet. Mod 4-mandsforsvar blev angriberne dog bare overladt til de to backs, mens de to centrale forsvarere, kunne tage sig af den fremstormende midtbane, så i det tilfælde viste det sig, at være en bedre ide, at lade angriberne holde sig mere centralt placeret, for at tvinge forsvaret til enten at slippe deres mand, eller lade den fremstormende midtbane slippe igennem.
Med den nye taktik kom vi pludselig godt med, faktisk gav taktikken bonus med det samme, da den fik sin ilddåb mod ingen ringere end Inter, der blev slået 1-0, men også andre storklubber som Roma, Fiorentina og Juventus blev sendt hjem med nederlag, mens vi formåede at holde de kommende mestre Milan på 1-1 i sæsonens sidste kamp.
Da sæsonen var slut, måtte det siges, at jeg absolut havde formået at holde mit løfte til bestyrelsen, da vi med en 10. plads, ikke bare formåede at undgå nedrykning, men faktisk var overraskende tæt på at kvalificere os til Europæisk fodbold. Absolut godkendt, eftersom det var vores første sæson i Serie A, der er bestemt noget at bygge videre på i de kommende sæsoner, og med en lille halv milliard på kistebunden, skulle der også være råd til lidt forstærkninger i de kommende sæsoner.
Iaquinta viste sig som en god investering, da han med 21 mål, blev vores topscorer, og faktisk med lige så mange mål, som van Dijk som regel kom op på i Serie B. Carlier, Bianco og Stankevicius nåede alle op på 8 assists i sæsonen, og må dermed deles om æren af at have stået for flest af den slags.
I forsvaret endte Terranovas manglende hurtighed, med at koste ham pladsen ved siden af Ruud Kras til Digão, der kvitterede for den nye tillid med en bundsolid indsats.
Jeg kunne godt forestille mig, at Iaquinta bliver kåret som årets spiller, af klubbens fans, og det ville da bestemt heller ikke være ufortjent, men Ropotan, Mézague og Digão bør efter min mening bestemt også være inde i billedet til denne pris, men angribere har jo som bekendt bare en tendens til at løbe med en sådan kåring.
Mine præstationer i Verona har i øvrigt tiltrukket opmærksomhed andre steder fra, senest er jeg f.eks. blevet sat i forbindelse med Birmingham, hvor meget tyder på, at Steve Bruce ikke får sin kontrakt forlænget. Skulle jeg få det job tilbudt, skal jeg dog ikke tænke ret meget over det, før de får et stort rungende nej tak, jeg er ikke færdig med mit arbejde i Verona.
