Successen fortsætter…………..men ikke uden problemer- Endnu en god måned af ”El Submarino Amarillo” Sæsonen har indtil videre budt på en række gode præstationer af Villarreal. Det betyder, at de i øjeblikket befinder sig på en 4. plads i ligaen, en position der med lidt held kan betyde Champions League deltagelse i næste sæson, hvilket er det helt store mål i denne sæson for Villarreal’s danske manager Jesper Nissen. Nu er spørgsmålet blot, om holdet formår at fastholde det høje niveau i resten af sæsonen og ser vi nærmere på kampene i december måned, så tyder det på, at de vil gøre alt for at holde fast i toppen af Primera Division.
Wesley Sneijder har udviklet sig
til en af holdets vigtigste spillere
Første udfordring i december var på udebane mod et Getafe mandskab, der lå placeret midt i tabellen. Der er indtil videre ikke langt fra top til bund i dette års udgave af La Liga, så man vidste på forhånd i Villarreal lejren, at denne kamp ville blive svær.
Allerede efter små 20 minutter skulle det vise sig, at dette var en meget svær opgave. På dette tidspunkt bragte Guy Asulin nemlig hjemmeholdet foran 1-0 på straffespark. På trods af flere store chancer til begge mandskaber, så var 1-0 også stillingen ved pausen. Det gode spil fra begge mandskaber fortsatte efter pausen, men den store forskel at der kom gang i scoringerne. Midtvejs i anden halvleg fik Villarreal udlignet til 1-1 ved deres brasilianske bomber Adriano, der har fået meget spilletid på det seneste pga. en grim skade til det normale førstevalg i angrebet Alexandr Prudnikov.
Uafgjort havde nok været det mest rimelige resultat, men sådan skulle det ikke gå. Med omkring 20 minutter igen steg Molo nemlig til vejrs ved et hjørnespark og headede sejrsmålet til 2-1 ind bag en chanceløs Getafe keeper. Getafe forsøgte at lægge et hårdt pres i de sidste 15 minutter, men selvom de fik kæmpet sig til enkelte chancer, så kunne de ikke få udlignet.
De næste to kampe var hjemme på El Madrigal mod henholdsvis Deportivo og Ejido. To kampe, der skulle vindes, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at holde sig i toppen af ligaen. De to kampe udløste også 6 points og endnu en gang var marginalerne med de gulblusede. Især hjemmekampen mod bundproppen Ejido var ved at ende med en fiasko, men en scoring fra den kommende Fulham spiller Fraizer Campbell var nok til at vinde kampen med den mindst mulige margin.
Kampen mod Deportivo blev derimod vundet i mere overbevisende stil på scoringer af Farfan og Sneijder og på trods af en sen reducering af Veigneau for Deportivo dybt inde i tillægstiden af anden halvleg, så var sejren aldrig i fare, dertil var Villarreal simpelthen for stærke.
Sidste opgave i ligaen i december måned skulle desværre også vise sig at være den sværeste. Modstanderen var Gimnastic og som altid havde Villarreal det svært på Nou Estadi del Nastic. Kampen var faktisk ved at udvikle sig til en decideret afklapsning af Villarreal, da man ved pausen allerede var bagud med 3-0 efter en usædvanlig effektiv præstation af Gimnastic holdet. Manager Jesper Nissen havde uden tvivl de store gloser fremme i pausen, hvilket også kunne ses i de sidste 45 minutter. Først reducerede Carlos Magno til 3-1 og med små ti minutter igen reducerede Michael Jansen yderligere til 3-2, men det helt store comeback udblev desværre og Villarreal spillerne måtte for en gang skyld gå fra banen som det tabende mandskab. Efter kampen fik vi fat i Jesper Nissen og fik denne kommentar på præstationerne i Primera Division i december måned.
”Jeg er naturligvis skuffet over dagens nederlag, men jeg er samtidig meget tilfreds med den generelle indsats i de andre ligakampe og ser man på tabellen, så var der nok ikke mange, der havde regnet med, at vi ville ligge nummer to på nuværende tidspunkt af sæsonen med blot fire points op til førerholdet fra Real Madrid”, sluttede den danske manager.
Getafe (u) 2-1 l Deportivo (h) 2-1 l Ejido (h) 1-0 l Gimnastic (u) 2-3
Adriano ved stadig, hvor målet står
Apropos europæiske turneringer, så var december også måneden, hvor gruppespillet i UEFA Cuppen skulle afgøres og efter et par uafgjorte resultater i de første kampe, så var der pres på Villarreal i de sidste to kampe mod Trabzonspor og Vejle Boldklub.
Tredje puljekamp var på hjemmebane mod tyrkiske Trabzonspor og kampen var på forhånd udpeget til at blive lidt af en nøglekamp i forsøget på at komme videre fra den indledende gruppe.
Kampen blev aldrig så spændende som forventet og det var alene Villarreal spillernes skyld, da de aldrig tillod Trabzonspor at komme ind i kampen. Kampens helt store oplevelse var Adriano, der stod for de første to scoringer i kampen og fortjent blev valgt som banens bedste spiller, mens den tredje og sidste scoring blev sat ind af den defensive midtbanespiller Bruno i dommerens tillægstid. Sejrscifrene var overlegne og det var det samlede indtryk af kampen også, hvor det ikke lykkedes for Trabzonspor at ramme Villarreal målet en eneste gang.
Med sejren over Trabzonspor var der for alvor lagt op til spænding i den sidste gruppekamp på Ny Vejle Stadion, hvor hjemmeholdet med en sejr kunne sikrer sig videre deltagelse i UEFA Cuppen og samtidig ville en sejr til Vejle Boldklub sender Villarreal ud af det europæiske selskab.
Efter en halv times spil i Vejle lod det ikke til, at der skulle være meget spænding om resultatet. Molo havde på det tidspunkt allerede bragt Villarreal foran med 2-0 med to scoringer efter to standardsituationer og dermed var ”De Gule” godt på vej til knockoutfasen i UEFA Cuppen, men efter 33 minutter af første halvleg fik Vejle en livline, i form af en reducering ved deres topscorer Mads Thomsen.
Med reduceringen var der for alvor lagt op til spænding i anden halvleg og selvom Villarreal styrede begivenhederne i det meste af anden halvleg, så lykkedes det alligevel det danske mandskab at lægge et tungt pres på Villarreal forsvaret i den sidste halvdel af anden halvleg. Kampen endte med en 2-1 sejr til Villarreal som dermed løste billet til næste runde og selvom de var presset i de sidste 15 minutter, så var sejren på Vejle Stadion fuldt fortjent. Vi fik denne kommentar af en lettet dansk træner:
”Vi kommer under et alvorligt pres sidst i opgøret, så lettelsen var stor, da dommeren endelig fløjtede kampen af. Nu er vi videre som nummer to i puljen efter Tottenham og alt kan ske fra nu af. Det hele kommer an på lodtrækningen og om vi kan undgå de helt store hold i de næste runder” Trabzonspor (h) 3-0 l Vejle Boldklub (u) 2-1
Kigger man på præstationerne i december, så har Villarreal endnu en gang leveret nogle rigtige gode resultater, men spillet har ikke været så godt som hidtil i denne sæson og spørgsmålet er, om gassen er ved at gå af ballonen.
Vi er næsten midtvejs i sæsonen og selvom der nok ikke var mange, der havde regnet med, at Villarreal ville ligge nummer to på nuværende tidspunkt, så har en kombination af held, godt spil og dårlige præstationer af de nærmeste rivaler betydet, at ”Den Gule Ubåd” pludselig ligner et godt bud på en medalje i dette års Primera Division.
Det bliver under alle omstændigheder spændende at følge den sidste halvdel af ligaen og især Villarreals kamp for at hente Real Madrid og samtidig holde de øvrige konkurrenter bag sig.
Antonio Soler