le Tef > Ciao Italia

 

[cube]

LE TEF
Forhistorie: Et år i det franske

Da jeg som nyansat manager i Toulouse FC, i folkemunde le Tef, begyndte min første sæson i klubben, havde jeg ikke i min vildeste fantasi drømt om, hvilken succes jeg og mit mandskab ville få. Et hold, hvis største profiler hed Johan Elmander, Jéremy Mathieu og Fabinho, var ikke et hold mange regnede for meget. Den officielle medieudmelding spåede os en 16. plads, mens både bestyrelsen og fansene forventede en brav kamp for at undgå nedrykning. Men det var mig, der havde set holdet til træning. Det var mig, der viste, hvordan vores potentiale rent faktisk så ud, og jeg var overbevist om at en placering i top 10, ja måske sågar kvalifikation til en europæisk turnering, var realistisk.

Jeg fik ret. Min første sæson i Toulouse blev et overflødighedshorn af succes. Vi lagde sæsonen ud med at slå Bordeaux og Marseille, inden vi tabte til Monaco. Efterfølgende vandt vi vores kampe til det hed syv vundne, ingen uafgjorte og en enkelt tabt. Jeg var malløs og meget imponeret over at dette hold kunne besidde en førsteplads efter 8 kampe.
Tre spillere var, hvad jeg havde hentet til det franske. Nathan Sturgis fra Los Angeles, Gal Alberman fra B. Jerusalem og Leonel Núñez fra Argentinos. Dette for en samlet pris af 7 mio. kr. Grundet en skrantende økonomi havde jeg ikke haft de helt store midler til indkøb, men disse tre spillere var et godt grundlag for videre udvikling. Alle havde i den grad slået til og hjulpet holdet til en position, der d. 1. januar 2007 var intet ringere end en 2. plads i den stærkeste række. Stadium Municipal rummer knap 35.000 tilskuere og at vi havde et tilskuersnit på hele 27.893 sagde det hele.
Angrebsesset Johan Elmander havde vist sig fra sin bedste side og havde scoret hele 16 mål i 22 kampe. Den unge Núñez havde også gjort det ganske godt. 9 mål i 21 kampe var det blevet til for ham, men når alt kom til alt skulle den egentlige kilde til vores succes findes i forsvaret og her havde Mathieu, Aubey, Congré og Ebondo ganske enkelt været i særklasse. Succesen udmøntede sig i titlen Årets manager, mens Daniel Congré i forsvaret blev kåret til Årets unge spiller i Ligue 1.

Også i Coupe de la Ligue forplantede vores fremragende form sig. Først slog vi Nancy ud med 2-0, dernæst kom turen til Monaco med samme cifre og til sidst måtte Marseille bøde efter forlænget spilletid. Den kamp endte 1-0 i vores favør. I semifinalen gjaldt det storholdet Olympique Lyon og de skulle vise sig at blive for stor en mundfuld. Pausestillingen var 1-0 til de forsvarende mestre, da Hatem Ben Arfa havde bragt dem foran efter blot 3 minutter. Lyons dominans varede kampen ud og sjældent har jeg sit mit hold så chanceløst, men så skete der noget jeg aldrig i min vildeste fantasi havde drømt om. I kampens 93. minut blev Gal Alberman tacklet lige udenfor feltet og med et drøn af et frispark sendte Leonel Núñez bolden i nettet bag en chanceløs Ochoa i Lyon målet - der var udlignet! I overtiden gjorde Núñez endnu engang det onde ved Lyon, da han med et af de mest formidable mål jeg længe har set, fra venstre side af feltet bankede bolden op i det fjerneste målhjørne. De resterende minutter var ren overlevelse, men vi gjorde det og kvalificerede os til finalen. Det var dér jeg fik understreget, at det her hold havde mere i sig end man umiddelbart skulle tro. Dog kom vi godt og grundigt ned på jorden, da vi efterfølgende blev slået ud af Coupe de France, den anden pokalturnering i Frankrig, med 3-1.

Efter 21 kampe i Ligue 1 så situationen således ud: Vi lå nr. 1 med 3 point ned til nærmeste forfølger (Lyon) med 12 vundne, 3 uafgjorte og 6 nederlag. Vi havde vundet 4 ud af de sidste 5 ligakampe, hvor den ene var endt uafgjort 0-0. Blandt slagne modstandere var Lyon og Marseille. På de tre nedrykningspladser befandt sig Nancy, Troyes og, meget overraskende, Monaco. Lige over nedrykning lå Marseille - et hold man havde forventet skulle

kæmpe med om titlen. På topscorerlisten lå Johan Elmander på en flot 2. plads med 13 mål. Alt i alt så det for godt ud til at være sandt. Kunne le Tef være på vej mod sit første mesterskab nogensinde?

Måske ikke. I de følgende kampe spillede vi ekstremt svingende og resultaterne var sandt at sige sjældent til at blive klog på. Dog kunne der ses et mønster. Vi tabte alle vores udekampe og vandt alle vores hjemmekampe. 4 hjemmekampe blev vundet på stribe, mens 3 udekampe på stribe resulterede i nederlag.
Det ville således kræve en del held at hive mesterskabet hjem, men en sejr i Coupe de la Ligue finalen mod Lens så ud til at være et realistisk mål. Men det var alt andet end imponerende, hvad vi leverede i første halvleg af den omtalte finale og Lens var flere gange uhyggeligt tæt på at bringe sig i front med et presspil personificeret i Dindane. Jeg opmuntrede drengene i pausen og pludselig sprudlede vi. 3 mål var, hvad der blev sat ind på kontoen i 2. halvleg og vi kunne erklære os Coupe de la Ligue vindere med en finalesejr på 3-0. Målene blev sat ind af Robic og Elmander (2 stk.). Finalesejren lunede ikke blot mentalt, men også økonomisk. Vi modtog nemlig intet ringere end 15 mio. kr. i præmiepenge, hvilket øgede klubbens egenkapital med 90 %. Ligemeget, hvordan vi sluttede ligaen af ville sæsonen være en succes.

Mod sæsonens slutning begyndte vi at falde i placeringerne og med 6 kampe igen lå vi nr. 4. Velvidende at det krævede en 3. plads for at kvalificere sig til Champions League forsøgte jeg at sætte spillerne op til kampene og pumpe noget gejst ind i dem. Desværre løb vi ind i nogle svære kampe mod slutningen, da vi mødte Lille, Lyon, Rennes og Bordeaux. Det resulterede i blot 2 point, da vi tabte til både Lyon og Lille og spillede uafgjort med Rennes og Bordeaux. Dermed sluttede vi på en 6. plads og kvalificerede os lige akkurat til UEFA Cuppen, hvilket jeg, når alt kom til alt, var ganske godt tilfreds med. Vi var spået en 16. plads - vi endte som nr. 6.

Lidt kredit fik vi da også for den gode præstation. Forsvarerne Aubey og Ebondo kom på Årets hold, fløjspilleren Mansaré fik flest assists, Mathieu blev kåret til årets næstbedste franske spiller og jeg selv fik en 3. plads som Sæsonens manager. På den økonomiske front modtog vi 72.5 mio. kr. for placeringen samt lidt over 7 mio. i angrebstabellen, der viser antal vundne kampe. Dermed er klubbens egenkapital nu oppe på hele 130 mio. kr.

[cube]

Tag vel imod bloggen. Forhåbentlig ender dette spil ikke med at jeg glemmer at gemme og computeren på forunderlig vis genstarter

[Italia10]

Flot start

[Blackhawk]

God indlædning og tillykke med 6. pladsen. Ser frem til en spændende blog her.. :-)

[MLL]

Jeg har på fornemmelsen den her blog, bliver rigtig god.

[Badefar]

Cube dine blogs er altid klasse

[Møller]

God start. Good Luck cube.
KUTGW

[Zone 43]

Fantatisk sæson, selvom du nok burde have en medalje i ligaen

[Niko]

Fantastisk, arbejde.
Det er vist mit første smil, idag.
Bliver det ved med at være års-updates eller hvordan skal vi forvente det?

[FCKboy]

Fantastisk start cube !! 

[cube]

Fantastisk, arbejde.
Det er vist mit første smil, idag.
Bliver det ved med at være års-updates eller hvordan skal vi forvente det?

Nej, der kommer nok 4-5 updates per sæson.

[patrick J]

Rigtig god start Cube;D

Håber du får en fantastisk blog op og køre

[cube]

En ny sæson står for døren, og jeg har det fantastisk her i Frankrig, hvor jeg efter en sæson over al forventning er en populær herre i pressen. L'equipe, den førende franske sportsavis, har rost mig til skyerne. Og jeg er da heller ikke den eneste dansker med succes hernede. Thomas Kahlenberg har også været fremragende i sin klub, Auxerre, der sluttede på en 11. plads.

Mod sæsonens slutning forlængede jeg min aftale med klubben så den løber to år endnu, men min tilværelse her er så god at jeg på nuværende tidspunkt ville være klar til at binde mig til klubben endnu længere tid. Arbejdsmoralen i truppen er også rigtig fin. Alle mand arbejder hårdt til træning, hvor faciliteterne i øvrigt er i top. Og nu har ledelsen offentliggjort, at man vil installere varme under banen på stadion så nu er der efterhånden ikke noget jeg kan sætte en finger på. Alt er godt her i Toulouse.

D. 1. juli var dagen, hvor transfervinduet åbnede og jeg har været ganske aktiv når det kommer til handler. Først og fremmest skal det dog nævnes at jeg fik en udlånt spiller hjem. Det er Nabil Taïder, der har været udlånt til Lorient, hvor han har spillet 35 af sæsonens 38 ligakampe. Han er en spiller, jeg anser som værende god nok til en reservetjans.
Jeg havde længe haft kig på Lynel Kitambala og Loïc Abenzoar, begge 18 år, og jeg var derfor ikke sen til at hente dem begge, da købsprisen lød på sølle 11 mio. per mand. Dernæst fik jeg en glimrende låneaftale på plads med den sydafrikanske landsholdsspiller Steven Pienaar, som jeg regner med får en del kampe. Med et resterende transferbudget på 50 mio. kr. havde jeg yderligere frihed til indkøb og derfor hentede jeg en spiller, hvis pris ikke just hjalp på økonomien. Præcis 50 mio. kr. lød salgsprisen for Serge Gakpé (billedet) - et kæmpetalent, der kom til direkte fra Monaco, hvor han havde spillet 2 sæsoner. Serge er, som Abenzoar og Kitambala, 18 år og franskmand. Det skal da ikke være nogen hemmelighed at jeg anser en fransk kerne som et ideelt udgangspunkt for gode resultater. Dermed altså 3 franskmænd og en enkelt sydafrikaner til truppen.
Sådan ser holdet ud - værd at bemærke er, at den ældste spiller er 28 år:

[Niko]

Det var dog et fantastisk indkøb af Gakpé, jeg var selv ved at købe ham i min Valencia blog idag, men valgte Asamoah Gyan, men stadig fantastisk blog - bare forsæt.

[cube]

Takker - han er rigtig god kan du ikke lige redigere dit indlæg så vi ikke får hele updaten igen?