Onsdag den 19. juli 2006Jeg står tilbage med lidt blandede følelser oven på dagens kamp. Vi mødte Celtic, og de var favoritter, bevares, hvorfor vi måske burde være stolte af at spille 1-1 med dem. Alligevel kan jeg bare ikke undlade at ærgre mig lidt over, at vi ikke får den sejr, som vi havde fortjent.
Det havde vi vitterlig. Det startede ret lige og bølgede frem og tilbage, indtil de kort før pausen kom i front på en ret mystisk scoring. Da vi så vendte tilbage efter pausen var det med fornyet gejst og energi, og vi udspillede de skotske mestre på kryds og tværs, og det var hamrende fortjent, da Bothroyd med tyve minutter igen kunne udligne. Ikke desto mindre var konstateringen efter kampen, at vi var det i særklasse bedste hold på banen, hvorfor vi burde have hevet en sejr i land.
Dog må man stille sig tilfreds med spillet. Yderst tilfreds endda. Nu kan jeg ikke just påstå selv at have det store kendskab til Celtic, men ud fra det, jeg har hørt, burde de da være en hel del stærkere end os, og det var de altså bestemt ikke i dag. Også på det personlige plan var det en god kamp, idet jeg spillede en ganske fornuftig kamp uden dog at være nogen afgørende faktor.
Hvad er der ellers at sige om dagens kamp, som samtidig var min debut på Molineux? Tjo, det er i hvert fald et rigtig flot stadion i brug, og fremmødet var faktisk også ret imponerende, når man tager i betragtning, at det ”kun” var en træningskamp. De lige godt 30.000 sæder var i hvert fald halvt fyldt, hvis ikke mere, og tilhængerne skabte en god kulisse og skrålede med på mit navn, da det blev råbt op over højtalerne. Det blev jeg lidt rørstrømsk over.
Nå, det var som nævnt (fik jeg overhovedet nævnt det, for resten) en aftenkamp, så jeg var først tilbage på akademiet lidt over ti. Ergo blev det altså ikke til noget undervisning i dag, men det går alligevel også bedre med det, så jeg klarer nok en enkelt fridag.
Jeg blev i øvrigt – som så mange gange førhen – stoppet af min nye mor, hvis man da kan kalde det sådan, da jeg var ude i køkkenet for at snuppe et glas juice.
- ”Jeg bagte nogle kager tidligere. De ligger ovre på komfuret, så du kan bare tage en, hvis du har lyst”, sagde hun med sin vanlige flinke stemme. Hun er sådan en person, som ikke ser ud til at være i stand til at blive sur. Altid er hun glad og positiv, og det er befriende at møde en så imødekommende person, når man skal tilvænne sig i et nyt samfund. Bare alle, såsom Karl Henry, var det. Der har klubben ramt rigtigt med deres ansættelse.
Kage kan man altid bruge, også selvom det er økologisk og fyldt med gulerødder, så jeg takkede pænt, snuppede et stykke og gik tilbage på mit værelse med kage i højre hånd og juice i venstre. Det var en fin afslutning på dagen.
Fredag den 4. august 2006Hej igen, dagbog.
Der var du! Jeg har ledt og ledt efter dig den sidste uges tid. Jeg troede egentlig, at du var forsvundet, eller at en eller anden havde taget dig, men da jeg gjorde rent under sengen i dag (vi skal selv gøre rent en gang ugentligt), så lå du der.
Der er selvfølgelig sket en del siden sidst, men det havde du vel regnet ud.
Først og fremmest har vi spillet de to sidste træningskampe i denne omgang, og det med stor, stor succes. Vi vandt først 9-0 over et gennemført elendigt hold. Kingstonian hed de vist, og nej, hvor var de ringe. Bothroyd leverede imponerende seks mål, og hele holdet – heriblandt undertegnede – leverede en indsats til UG.
Selv samme Bothroyd stod for alle tre mål, da vi forleden vandt 3-1 over Walsall , som åbenbart er ærkerivaler til klubben. De havde dog ikke ret meget at byde på, og nok engang leverede vi en fin indsats.
Sæsonen starter så officielt i morgen, hvor vi skal spille på hjemmebane mod et hold, hvis navn jeg ikke lige kan huske. Har det lige på tungen, eller blyantspidsen, om du vil. Col-et-eller-andet. Nå, det bliver i hvert fald rigtig spændende at komme i gang med ligaen. Her er Birmingham og Leeds udråbt som favoritter til titlen. Vi har odds 15,00 og er – set fra bookmakernes side – lige uden for den absolutte mesterskabskamp. Det var det store samtaleemne dagen efter, hvor mange var utilfredse med, hvad de mente var en undervurdering af vores evner. Eftersom jeg ikke kender andre af rækkens hold, kan jeg ikke helt selv udtale mig om det, men jeg håber da, at mine holdkammerater har ret.
Netop det, at jeg refererer til dem som hold
kammerater og ikke medspillere, er faktisk et bevidst valg. For rent socialt går det bedre nu, og jeg er så småt begyndt at udvide min omkreds til at omfatte flere end min reservemor samt de to Mark’er. Der er dog stadig ikke andre, jeg snakker rigtig meget med, men det bliver til sådan lidt rundt omkring. Dog har jeg stadig intet tilovers for Karl Henry, hvilket skaber store kvaler på banen. Vi deler højresiden, hvor han vikarierer for vores stadig skadede anfører, Jackie McNamara, og afleveringer imellem os indtil nu kan stort set tælles på en hånd. Det er ikke en holdbar situation, og ved flere situationer til træning har jeg virkelig måttet bide mig selv i læben for at undgå endnu et raserianfald og dermed risikere at ødelægge min karriere. Jeg glæder mig, til McNamara er tilbage, så jeg ikke længere behøver at være makker til Karl. Spørgsmålet bliver så, om det bliver mig eller Karl, der får højrefløjen. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at give op sådan uden videre.
Engelskundervisning
en går også rigtig godt. Der er efterhånden meget få ord, jeg ikke forstår, når vi er til træningen, og det var med stolthed i stemmen, at jeg i går havde succes til at udtale ”køleskab”. ”Refrigerator”, hedder det, og selvom de ofte bare kalder det ”fridge”, så skulle jeg udtale det rigtige ord. Det har jeg brugt snart en måned på at lære, og så er følelsen så meget desto bedre, når det endelig lykkes.
Er der ellers mere at sige… Nå, jo, der er blevet trukket lod til første runde af en cupturnering. Vi skal spille på hjemmebane mod Wycombe. De andre siger, at det er en god lodtrækning. Endnu engang er jeg inhabil til at udtale mig om det, så jeg stoler på de andre.
Jeg kan høre Brittany kalde, hvilket må betyde, at det er frokosttid, så jeg må hellere komme ned og få noget mad indenbords.
I morgen har vi som sagt en stor dag foran os, som står på første ligakamp.
Lørdag den 5. august 2006Hey, dagbog…
Jeg har en god nyhed og en dårlig nyhed. Vi starter med den bedste:
Jeg kan nu fortælle dig, hvad det hold, som vi mødte i dag, hedder. Det er Colchester, og de skulle efter sigende være et af de mest usle hold i rækken. Med andre ord burde vi altså have skaffet en sikker sejr i dag.
Og det er så netop den kedelige nyhed, for det gjorde vi ikke. Vi var ganske vist det bedste hold, men vi skabte overhovedet ikke tilstrækkeligt med chancer, og når vi så oven i købet ikke fandt os selv i stand til at udnytte de få, som vi trods alt spillede os frem til, så var den målløse kamp en uundgåelighed. Min egen kamp var ret anonym.
Det var en tynd kop te…