The Youth Of The Nation 3

 

[g00n]

Ikke ligefrem et opløftende preview på denne sæsons youth intake. Som sædvanlig ser det ud til at der ikke kommer nogen defensive spillere der kan bruges til noget, men udelukkende en winger. Skulle jeg vælge, ville jeg nok foretrække at det er en der huserer i højre side, men jeg er faktisk nogenlunde godt besat på begge kanter med Pépé, Saka, Smith Rowe og Martinelli af "rigtige" spillere, samt Charlie Smart i venstre side og lidt længere nede i hierarkiet Nana Addai til højresiden.

[g00n]

Godt nok var det kun mod hold som Hull, Nottingham Forest, Burnley og Aston Villa, men når man vinder de første fire kampe med en målscore på 10-0, så har jeg ikke meget at brokke mig over. Det havde jeg i det hele taget ikke i den første halvdel af sæsonen, hvor vi rent faktisk lå på 1. pladsen det meste af tiden. Så det så ofte gør i FM, så ændrede alting sig drastisk efter nytår.

Hvis man kigger på resultatoversigten, skal man ikke være et geni for at se hvor problemet er – udebaneresultaterne . På hjemmebane var vi totalt overlegne, men så snart vi skulle væk fra Emirates, skulle modstanderne nærmest bare ramme inden for målstolperne, og så fløj målene bare ind. Vi vandt de første 17 hjemmebanekampe i træk, og på ægte FM-vis kom første pointtab naturligvis mod sidstepladsen Watford, hvor skudstatistikken sagde 26-7 i vores favør, men hvor vi endda skulle vente til et straffespark i slutningen af kampen for overhovedet at få udlignet.

På dette tidspunkt var vi allerede godt inde i vores down-periode, og den fortsatte med et endnu mere grotesk resultat i sidste hjemmekamp mod Chelsea. De bringer sig foran (på første skud på mål, naturligvis), men får efterfølgende to spillere udvist. Vi vender kampen med to scoringer, men helt vanvittigt får de alligevel udlignet 5 minutter før tid med en skudstatistik der ender med at hedde 40-6 til os. Jeg kunne næsten se hvor det bare henad i kampen før den mod Watford, hvor jeg på trods af at vi kom foran med 6-1 mod Wolves alligevel måtte sidde og være nervøs for om det mon var nok til en sejr …

Jeg forsøgte i 2. halvdel af sæsonen desperat at rette op på det ved at skifte en af de tre midtbanespillere i formationen ud med en ekstra angriber, men det gjorde nærmest bare at vi scorede færre mål og modstanderne flere. Det blev til 15 færre mål i ligaen, og endnu engang ny rekord i at lukke mål ind. På ægte FM-maner gik vi altså fra hvad der tegnede til at blive den bedste sæson indtil videre, til at ende på en 7. plads som er det dårligste indtil nu.

I pokalturneringerne var det fuldstændig samme historie. Vi startede med at smadre Man Utd (som endte med at blive mestre igen) med 4-1 i Community Shield, og på trods af en svær lodtrækning i Champions League med både Barcelona og Dortmund i gruppen, tog vi alligevel en flot 1. plads uden at tabe nogen kampe. Vi lagde også ud med at besejre RB Leipzig på udebane i næste runde, og på hjemmebanen var vi også totalt overlegne. De kom alligevel foran, og mens vi pressede hårdt på for udligning og videre avancement havde vi 18 skudforsøg, heraf 14 på mål. Ingen af dem gik dog ind, og mens jeg så var ved at forberede mig på forlænget spilletid, fik de deres tredje skudforsøg i det 94. minut, som naturligvis gik ind.

Da vi var godt kørende i ligaen på det tidspunkt, valgte jeg at rotere en del i Carabao Cuppen, hvilket resulterede i exit mod Leeds.  I FA Cuppen tabte vi mod Chelsea i en kamp hvor vi – surprise, surprise – burde have vundet, men med en skudstatistik på 11-19 endte det 2-1. I øvrigt har vi i nu 7 sæsoner ikke én eneste gang trukket et rigtigt ”lower league”-hold i pokalturneringerne. Det er stort set altid Premier League-hold, og når det så endelig ikke er det, er det fra toppen af Championship. Giv os nu en cool lodtrækning bare én gang!

Jeg lagde ud med at få skibet de to spillere af sted, som bestyrelsen havde hentet uden mit samtykke, og senere på sæsonen blev det også til salg af Calum Chambers, som ikke ville forlænge sin kontrakt, og Konstantinos Mavropanos, som ikke rigtig fik noget spilletid. Før sæsonen blev spillere som Nketiah og Balogun released, mens også Elneny signede for Lille efter kontraktudløb. Det begynder efterhånden at tynde ud i de "ægte" spillere der er tilbage i truppen, hvilket også kan ses på nedenstående oversigt over newgens i aktion:

Hele 11 styk fik kampe på førsteholdet i denne sæson, og i Carabao Cup-kampen mod Leeds stillede vi med 7 newgens fra start. Federico Borri er naturligvis den helt store stjerne af dem, men både Aaron England og Thomas Arkoudis har fået prædikatet Wonderkid, hvilket også var en medvirkende årsag til at jeg forsøgte at spille med 2 angribere i slutningen af sæsonen. Formationsændringen gjorde også at det blev til færre kampe til spillere som Alfonso Traclò og Giuliano Brendolin, og sidstnævnte fik da også en tur til QPR i anden halvdel af sæsonen for at få lidt spilletid.

Jeg blev aldrig fan af den 4-2-2-2-formation vi endte med at spille, og kunne egentlig godt tænke mig at der snart dukker en god AM (C) op, så jeg kan få gang i den opstilling igen. P.t. er det stadig kun Emile Smith Rowe der kan spille den position. Fremover vil der naturligvis kun komme flere og flere newgens på banen, så fra næste sæson nøjes jeg med at fremhæve dem der har fået deres debut på førsteholdet.

[g00n]

I et eller andet grotesk forsøg på at have medlidenhed med mig, vælger spillet af uransagelige årsager at gøre mig til Manager of the Year efter den dårligste sæson indtil videre i spillet. Det giver slet ingen mening 

[g00n]

2026 Youth Intake

Endnu en gang middelmådigt skrald. Charlie Dawson er i det mindste en højrefløj som jeg havde håbet, men udover det er der ikke ret meget at råbe hurra for. Ikke noget der ligner en brugbar AM C, ingen målmand der er noget værd, og selvom der var tre midterforsvarere, er der så nogen af dem der bliver gode? Jeg tvivler. Ikke engang nogle spændende/interessante/sjove nationaliteter kunne det blive til. Gab.

• Charlie Dawson
• Cameron Wilson
• Paul Collins
• Karl Hayward
• David Humphreys
• James Wheatley
• Paul Stevens

[g00n]

I min desperation for at forbedre de rædderlige resultater på udebane, valgte jeg at skifte lidt rundt i formationerne, så jeg på udebane mod holdene som var rangeret højere end os selv spillede med en DM i stedet for en AM C. Til at begynde med så det faktisk at til at virke, da vi vandt ude mod Everton og sled en nullert hjem på Anfield. Men så var det også slut med det. Man kan sige at vi tabte kun 6 udekampe mod hele 10 i sidste sæson, men til gengæld var vi ubesejrede på hjemmebane i sidste sæson, hvor det denne gang blev til tre sviende nederlag. Især nederlagene mod Chelsea og Tottenham var hårde, og hvor vi for første gang tabte både ude og hjemme mod Tottenham, har vi nu ikke slået Chelsea i Premier League i de seneste 5 sæsoner.

På hjemmebane mod de lavere rangerende hold så det nogenlunde fornuftigt ud, bortset fra et grotesk nederlag på 1-4 mod West Ham, hvor vi havde 21 skudforsøg mod deres 11. Og så trækker nulløsningerne mod Bournemouth og Bristol City – hvor vi havde sammenlagt 38 skudforsøg uden at kunne score én eneste gang - naturligvis også ned.

I min idealopstilling indgår stadig kun en enkelt newgen (Federico Borri, naturligvis), men jeg kan godt begynde at mærke at kvaliteten i truppen er dalende. Udover spillere som Saliba, Saka, Smith Rowe og Martinelli, som alle er midt i tyverne, er de bærende kræfter ved at være oppe i 30’erne, og for mange af dem gælder det at der ikke er afløsere af samme kvalitet lige på trapperne.

Selvom det blev til 1 point færre end i sidste sæson, ender vi 2 placeringer højere og var ikke langt fra Champions League-kvalifikationen. Vi har fået lidt mere gang i målscoringen igen, men er til gengæld langt fra det ønskede niveau hvad angår antal mål som lukkes ind. Federico Borri endte som topscorer i ligaen (foran Haaland), og Pépé viste sig endnu engang frem som holdets bedste spiller med 20 mål og 26 assists i alle turneringer.

Som det ses på oversigten var det næsten et rent blå/hvidt helvede i pokalturneringerne i denne sæson, men ingen af delene er helt sande, da Middlesbrough bryder farveensformigheden og resultaterne faktisk ikke var helt så dårlige endda. Lad os bare få Carabao Cuppen ud af verden – her roterede jeg endnu engang, og selvom vi spillede helt lige op med Middlesbrough blev det til exit med 0-2.

I Europa League cruisede vi til gengæld gennem gruppespillet med lutter sejre, og nøjagtig som sidste sæson i Champions League stod den på tysk modstand i første knockout-runde. Vi tog en fin sejr på 1-0 ude mod Hertha (nøjagtig som i sidste sæson), og på hjemmebanen skulle den så bare køres hjem. Nøjagtig som i sidste sæson kom de dog foran i 1. halvleg, og selvom vi dominerede totalt ville bolden bare ikke ind. Vi endte med 31 skudforsøg mod deres 9, og netop som vi – nøjagtig som i sidste sæson – forberedte os på forlænget spilletid, scorede de naturligvis til 0-2 kort før slutfløjt, nøjagtig som i i sidste sæson. Der kan man da tale om deja-vu.

I FA Cuppen fik vi for en gangs skyld en modstander lavere end Championship i form af Peterborough (toppen af League One), og endte minsandten i finalen for tredje gang på fem sæsoner. Hvor vi sidste gang pryglede Man City i finalen, var rollerne lidt omvendt denne gang, for Chelsea var desværre bare bedre end os.

Alexandre Lacazette forlod klubben og gik på pension forud for sæsonen, og derudover smed vi som sædvanlig en masse spillere ud på låneophold. Noget som dog ikke er sædvanlig - og som jeg faktisk aldrig har set før - er at angriber Thomas Arkoudis af en eller anden grund mistede sit Wonderkid-prædikat i løbet af opholdet hos Aberdeen. Underligt. Af navnene på denne liste har jeg klart størst forventninger til Robin Rogers og Taylor Carter, som begge huserer på den centrale midtbane.

Tre debuter kunne det blive til i denne sæson, og det var ikke ligefrem fordi de fik mange optrædender. Der er efterhånden flere andre centrale midtbanespillere der har overhalet Emil Svendsen, og han blev også senere hen sendt til QPR på lån. Kane Clarke fik spilletid i den enlige Carabao Cup-kamp, mens Xavion Dias måtte træde til i en mindre skadeskrise, hvor både Tierney og Kem Beck var ukampdygtige.

Mit youth intake preview lover en god målmand, men siger eksplicit at der ikke er nogen midterforsvarere, defensive midtbanespillere elleer offensive centrale midtbanespillere. Så jeg har absolut ikke store forventninger til denne omgang, på trods af at vi efterhånden har "exceptional" youth recruitment og academy coaching.

[g00n]

2026 Youth Intake

Det virker som om at vores akademi kun kan producere angribere og centrale midtbanespillere der kan bruges til noget. For en gangs skyld har jeg kun signet de 5 højest vurderede af de 8 muligheder - så mange centrale midtbanespillere eller højre backs har jeg ikke brug for.

• Richard Agwu
• Bradley Wakefield
• Jason Russell
• Alan Bell
• William Nsiala

[g00n]

FFS 

[g00n]

Puha, for en sæson. Jeg kan efterhånden godt mærke at truppen befinder sig i den der overgangsperiode, hvor de rigtige spillere er begyndt at være for gamle og dårlige, mens langt de fleste newgens ikke er gode nok til at overtage pladserne endnu. Granit Xhaka gik på pension efter sidste sæson, Torreira er 32 og Guendouzi 29, så på midtbanen skal jeg efterhånden til at spille newgens ind, ikke mindst fordi jeg stadig spiller med tre centrale midtbanespillere, da jeg stadig stort set ikke har nogen DM eller AMC i truppen.

I forsvaret er Bellerín blevet 33, Holding er 32, og både Bernd Leno og Emiliano Martinez står overfor at gå på pension lige i lidt. Jeg frygter lidt for hvad der sker, når jeg til at smide mine newgen-målmænd i ilden. I denne sæson har det dog primært været i den anden ende af banen at problemet ligger. Antallet af mål lukket ind har ligget ret stabilt (ikke godt, men stabilt) de seneste sæsoner, og de 46 i ligaen er faktisk det bedste siden sæson 5, utroligt nok. Til gengæld formåede vi kun at score 57 mål i 38 ligakampe, og det er med længder det dårligste indtil videre.

Federico Borri havde lidt af en off-season og nåede kun lige over 20 mål i alle turneringer, hvilket betyder at Pépé faktisk bliver både topscorer og bedste assist-maker. Det mest irriterende er, at i langt størstedelen af kampene har vi faktisk stadig flest skud og chancer, men scorer bare ikke på dem. Hele 8 nederlag på ét mål blev det til på udebane, mens vi på hjemmebane kun tabte mod tophold – men der sneg sig en masse latterlige uafgjorte kampe ind mod hold som skulle være slået stort. Jeg nævner i flæng:


- Hjemme mod Leicester: 22-5 i skudforsøg
- Hjemme mod Leeds: 16-9 i skudforsøg
- Hjemme mod Bristol City: 21-9 i skudforsøg
- Hjemme mod Aston Villa: 20-3 i skudforsøg
- Hjemme mod Burnley: 28-4 i skudforsøg

I det mindste lykkedes det os at slå Wolves hjemme i den sidste kamp, så vi lige nøjagtig holdt fast i en placering i den øverste halvdel af Premier League.

I de hjemlige pokalturneringer lykkedes det os endnu engang ikke at trække nogen lower league hold – i stedet blev det naturligvis til Chelsea ude i Carabao Cuppen, hvor de 10 newgens + Martinez i startopstillingen kæmpede en brav kamp, men ikke overraskende måtte se sig slået. I FA Cuppen trak vi i det mindste ikke et Premier League-hold, men som altid når vi ikke gør det, et hold fra toppen af Championship. Som sædvanlig dominerede vi også kampen, men præcis som mønsteret var i denne sæson, blev det alligevel til et et-måls-nederlag på en scoring 10 minutter før tid, og dermed exit i første forsøg i begge pokaler.

Europa League var en underlig størrelse denne gang. Vi sikrede os førstepladsen i gruppen, om end på knap som sikker vis som i sidste sæson, og derefter vendte vi et nederlag i første kamp til avancement mod Roma. Efter 5-1 hjemme mod Ajax i kvartfinalen burde den være sikker, men nej – vi var naturligvis bagud med 3-0 efter en times spil i returen. Heldigvis blev comebacket ikke fuldendt, og så slog vi minsandten også mægtige Real Madrid med 5-1 hjemme i den første semifinale. Utroligt nok ingen slinger i valsen med en hårdt tilkæmpet uafgjort i udekampen, og så var vi i finalen mod Lazio. Hvad mon narrativet var i den kamp? Dominans som resulterer i et snævert nederlag? Selvfølgelig.

Sæsonen startede med at Jason Russel fra mit youth intake valgte at skrive under med Man City i stedet for os, og udover det havde vi faktisk knap så mange spillere lånt ud. Ikke mindst fordi jeg måtte hive en del af de bedste newgens op i førsteholdstruppen da vi flere gange oplevede at have alt for mange spillere skadet. Umiddelbart er der ikke nogen på dette screenshot som jeg har store forventninger til - Brendolin gjorde det stærkt i Grækenland, men er overhalet indenom på midtbanen af nogle stykker efterhånden, og selvom Nana Addai fik sin debut i Carabao Cuppen i denne sæson, tror jeg at det bliver hans eneste optræden for Arsenal. Matt Parsons kunne godt blive vores reservemålmand i næste sæson, hvis både Leno og Martinez ender med at gå på pension.

Tre debuter kunne det blive til i denne sæson, og udover Nana Addai som nævnt ovenfor, fik Cameron Wilson plads på bænken i en periode hvor flere spillere var skadet eller havde karantæne, og det blev altså til en enkelt indskiftning. Robin Rogers er et af de store talenter på midtbanen, og var til sidst fast inventar på bænken og fik også en enkelt optræden fra start.

Denne sæson endte med at have tre newgens i idealopstillingen, idet Joe Baker har overtaget højre back fra en aldrende Bellerín, mens Taylor Carter har indtaget den tredje plads på den centrale midtbane sammen med Torreira og Guendouzi. Borri er stadig førstevalget som angriber, men han skal ikke have endnu en off-season før jeg begynder at sætte folk som Aaron England eller Thomas Arkoudis ind i stedet. 17-årige Richard Agwu ser også ud til at udvikle sig meget positivt, og kan meget vel få debut i næste sæson.