The Youth Of The Nation 3

Godt nok var det kun mod hold som Hull, Nottingham Forest, Burnley og Aston Villa, men når man vinder de første fire kampe med en målscore på 10-0, så har jeg ikke meget at brokke mig over. Det havde jeg i det hele taget ikke i den første halvdel af sæsonen, hvor vi rent faktisk lå på 1. pladsen det meste af tiden. Så det så ofte gør i FM, så ændrede alting sig drastisk efter nytår.

Hvis man kigger på resultatoversigten, skal man ikke være et geni for at se hvor problemet er – udebaneresultaterne . På hjemmebane var vi totalt overlegne, men så snart vi skulle væk fra Emirates, skulle modstanderne nærmest bare ramme inden for målstolperne, og så fløj målene bare ind. Vi vandt de første 17 hjemmebanekampe i træk, og på ægte FM-vis kom første pointtab naturligvis mod sidstepladsen Watford, hvor skudstatistikken sagde 26-7 i vores favør, men hvor vi endda skulle vente til et straffespark i slutningen af kampen for overhovedet at få udlignet.

På dette tidspunkt var vi allerede godt inde i vores down-periode, og den fortsatte med et endnu mere grotesk resultat i sidste hjemmekamp mod Chelsea. De bringer sig foran (på første skud på mål, naturligvis), men får efterfølgende to spillere udvist. Vi vender kampen med to scoringer, men helt vanvittigt får de alligevel udlignet 5 minutter før tid med en skudstatistik der ender med at hedde 40-6 til os. Jeg kunne næsten se hvor det bare henad i kampen før den mod Watford, hvor jeg på trods af at vi kom foran med 6-1 mod Wolves alligevel måtte sidde og være nervøs for om det mon var nok til en sejr …

Jeg forsøgte i 2. halvdel af sæsonen desperat at rette op på det ved at skifte en af de tre midtbanespillere i formationen ud med en ekstra angriber, men det gjorde nærmest bare at vi scorede færre mål og modstanderne flere. Det blev til 15 færre mål i ligaen, og endnu engang ny rekord i at lukke mål ind. På ægte FM-maner gik vi altså fra hvad der tegnede til at blive den bedste sæson indtil videre, til at ende på en 7. plads som er det dårligste indtil nu.

I pokalturneringerne var det fuldstændig samme historie. Vi startede med at smadre Man Utd (som endte med at blive mestre igen) med 4-1 i Community Shield, og på trods af en svær lodtrækning i Champions League med både Barcelona og Dortmund i gruppen, tog vi alligevel en flot 1. plads uden at tabe nogen kampe. Vi lagde også ud med at besejre RB Leipzig på udebane i næste runde, og på hjemmebanen var vi også totalt overlegne. De kom alligevel foran, og mens vi pressede hårdt på for udligning og videre avancement havde vi 18 skudforsøg, heraf 14 på mål. Ingen af dem gik dog ind, og mens jeg så var ved at forberede mig på forlænget spilletid, fik de deres tredje skudforsøg i det 94. minut, som naturligvis gik ind.

Da vi var godt kørende i ligaen på det tidspunkt, valgte jeg at rotere en del i Carabao Cuppen, hvilket resulterede i exit mod Leeds. I FA Cuppen tabte vi mod Chelsea i en kamp hvor vi – surprise, surprise – burde have vundet, men med en skudstatistik på 11-19 endte det 2-1. I øvrigt har vi i nu 7 sæsoner ikke én eneste gang trukket et rigtigt ”lower league”-hold i pokalturneringerne. Det er stort set altid Premier League-hold, og når det så endelig ikke er det, er det fra toppen af Championship. Giv os nu en cool lodtrækning bare én gang!

Jeg lagde ud med at få skibet de to spillere af sted, som bestyrelsen havde hentet uden mit samtykke, og senere på sæsonen blev det også til salg af Calum Chambers, som ikke ville forlænge sin kontrakt, og Konstantinos Mavropanos, som ikke rigtig fik noget spilletid. Før sæsonen blev spillere som Nketiah og Balogun released, mens også Elneny signede for Lille efter kontraktudløb. Det begynder efterhånden at tynde ud i de "ægte" spillere der er tilbage i truppen, hvilket også kan ses på nedenstående oversigt over newgens i aktion:

Hele 11 styk fik kampe på førsteholdet i denne sæson, og i Carabao Cup-kampen mod Leeds stillede vi med 7 newgens fra start. Federico Borri er naturligvis den helt store stjerne af dem, men både Aaron England og Thomas Arkoudis har fået prædikatet Wonderkid, hvilket også var en medvirkende årsag til at jeg forsøgte at spille med 2 angribere i slutningen af sæsonen. Formationsændringen gjorde også at det blev til færre kampe til spillere som Alfonso Traclò og Giuliano Brendolin, og sidstnævnte fik da også en tur til QPR i anden halvdel af sæsonen for at få lidt spilletid.

Jeg blev aldrig fan af den 4-2-2-2-formation vi endte med at spille, og kunne egentlig godt tænke mig at der snart dukker en god AM (C) op, så jeg kan få gang i den opstilling igen. P.t. er det stadig kun Emile Smith Rowe der kan spille den position. Fremover vil der naturligvis kun komme flere og flere newgens på banen, så fra næste sæson nøjes jeg med at fremhæve dem der har fået deres debut på førsteholdet.