The Youth Of The Nation 3

Efter en relativt god sæson var det så åbenbart allerede tid til endnu en skod-sæson. Stort set hele sæsonen lå vi mellem nr. 8 og nr. 14, og vi klarede så lige at holde os i den øverste halvdel til sidst. Der var fuld plade på udebanenederlag mod top 5-holdene, og på hjemmebane formåede vi sidst på sæsonen at indkassere det største nederlag indtil videre, nemlig 0-7 mod Liverpool. Naturligvis i en kamp hvor vi ellers var nogenlunde med, og et mere repræsentativt resultat nok ville have været 1-2 eller 1-3. De scorede på deres 6 første skudforsøg inden for den første halve time.

Et forsmædeligt nederlag ude mod Tottenham blev det også til, og så ser det også bare skidt ud at hold som Derby og Aston Villa (som endte med at rykke ned) begge formår at score 8 mål mod os i ligaen. Vores forsvar + målmand har bare ikke Premier League-niveau (udover Saliba).

Til gengæld fik offensiven endnu et nøk opad med 74 mål scoret i ligaen og Federico Borri topscorer med 35 mål i alle turneringer. På hjemmebanen var der især godt gang i målscoringen – i sidste sæson scorede vi 4+ mål på hjemmebane 3 gange i Premier League, mens det i denne sæson lykkedes i hele 9 ud af 19 kampe at score 4 mål eller flere. Så snakker vi mindre om at der gik hele TYVE mål mere ind end i sidste sæson, og altså mere end 2 mål i snit pr. kamp…

For første gang i 4 sæsoner havde vi igen europæiske kampe, og vi stormede igennem en ellers ikke supernem Europa League-gruppe – nederlaget til Sociedad var den sidste kamp, hvor vi allerede havde sikret os 1. pladsen og derfor roterede en del. I næste runde kunne vi trække hold som PAS Giannina, Panionios, AZ, Feyenoord, Espanyol m.fl., men endte med RB Leipzig. I udekampen ved stillingen 2-2 brændte vi et straffe kort før tid, og så scorede de i stedet til 3-2 dybt inde i overtiden. På det tidspunkt ville jeg satse hele min opsparing på at hjemmekampen ville ende 0-0 eller 1-1 – og ganske rigtigt.

I Carabao Cuppen gik det glimrende, og da vi havde spillet os frem til semifinalen var alle de store hold røget ud, og der var os, Derby, West Ham og Brighton tilbage. Så naturligvis tabte vi 4-0 mod Derby, og selvom vi pryglede dem i returen lykkedes det kun at vinde 1-0.

Vi nåede minsandten også til semifinalen i FA Cuppen, og her var vi så heldige at trække Championship-holdet Rotherham i stedet for Liverpool eller Man City, som mødtes i den anden semifinale. Såååå naturligvis vender de den totalt ufortjent med to scoringer i 2. halvleg, efter vi scorede tidligt og havde en dominans hvor det nærmest bare var et spørgsmål om hvor stort vi skulle vinde. Lortespil.

På transfersiden er der ikke så meget spændende at rapportere, da de fleste brugbare unge spillere efterhånden er hevet op i førsteholdstruppen. Af navnene på denne oversigt er det nok Moses Stevens og Harley Batty der har størst chance for at få optrædender på førsteholdet i fremtiden.

Det så ikke ud til at der skulle blive ret mange debuter i denne sæson, udover Adem Celik som endelig fik chancen i et par af Carabao Cup-kampene. Men vi røg (endnu engang) ind i et par skadeskriser, som betød at eksempelvis Paul Stevens måtte vikariere i forsvaret, hvilket han gjorde glimrende - mens også unge Sam Beere var en kærkommen tilføjelse til et efterhånden tyndt besat angreb. Han fik blot 7 kampe som indhopper fra bænken, men formåede alligevel at score 4 gange. Ham kommer vi nok til at se mere til.