Turiddu vendte sig for at se, hvor skuddet kom fra og kiggede lige ind i hovedet på en af Corleones ældre damer. Rædslen stod malet i hendes ansigt. Her i byen var skud aldrig et godt tegn, og for den ældre generation måtte det vække minder om de utallige vendetti, der i 60'erne og 70'erne dræbte næsten alle byens mænd. Hævnagt på hævnagt som en slange, der bed sig selv i halen og til sidst åd sig selv.
Overalt i kirken havde folk gemt sig under stolerækkerne, nogle sad ubevægelige, andre græd. Turiddu gik mod kirkens udgang. Han ville se, hvad der var sket. Det var der også andre, der ville. Og seks af byens unge mænd stod nu sammen med Turiddu og var klar til at gå ud på pladsen. En af mændene arbejdede for Zio Ruggiero. Og Turiddu kunne se, han havde en pistol siddende i bæltet omme ved ryggen.
De åbnede kirkens dør og trådte ud i varmen. Solen bagede ned på den stenbelagte plads, og i den stærke sol fik i kombination med stenenes genskin fik dem næsten til at ligne marmor. Turiddu kiggede rundt, fire af betjentene stod samlet på midten af pladsen og kiggede på noget, der lå på jorden. Da Turiddu kom tættere på, kunne han se, det var kommandanten, der havde overrakt ham medaljen tidligere på dagen. Han lå helt stille, og en lind strøm af blod løb fra hans livløse krop og ud på stenene, der langsomt blev farvet røde.
"Han er blevet skudt. Bliv i kirken!" råbte en af de tilbageværende betjente. Men det påvirkede ikke gruppen af unge mænd, der sammen med Turiddu langsomt bevægede sig ned af kirkens trappe mod den åbne plads.
"Hvem har skudt ham?" spurgte den unge mand med pistolen i bæltet nervøst. Betjenten sad på knæ ved den døde kommandør og kiggede nu op. "Det gjorde morderen Ruggiero," sagde han, og intet i hans stemme kunne skjule foragten for manden.
De tre andre betjente stod med ryggen til den døde mand og dannede en beskyttende mur, så liget ikke kunne ses. Pludselig løftede den ene betjent sin riffel til skulderen. "Attenzione!" råbte han, og alle fire betjente fremdrog deres våben. På den anden side af pladsen kom Zio Ruggiero gående med sammen med fem mænd, Turiddu aldrig havde set før. De fem mænd havde alle pistoler i hænderne, og de var rettet mod betjentene.
"Jeg foreslår, I tager tilbage til fastlandet nu. Ellers vil jeres kammerat ikke være den eneste, I skal begrave i dag," sagde Zio Ruggiero. Et øjeblik reagerede ingen. Men det var tydeligt, at det var en situation, de fire carabinieri ikke kunne slippe ud af med livet i behold, medmindre de gjorde som der blev sagt. De sænkede langsomt deres våben og gik fra pladsen med deres døde kammerat i armene.
"Sådan går det, når den såkaldte ordensmagt blander sig i sicilianske affærer," sagde Zio Ruggiero med en hårdhed i stemmen, Turiddu aldrig havde hørt før. Men den var væk med det samme, Ruggiero fik øje på Turiddu. Han satte sig på knæ foran drengen. "Vi har en gudstjeneste, vi skal have gennemført. Jeg er ked, jeg ikke var til optoget, men der var en uafsluttet sag, jeg måtte tage mig af, Picciuteddu," sagde han og smilede.
Bagefter gik de alle tilbage til kirken, hvor resten af gudstjenesten blev afholdt, selvom en mosaik manglede i kirken. Men så kunne Gud da kigge ind, tænkte Turiddu.
