|6| - Il Burattino

 

[Adzke]

Så lader vi det ligge. I hvert fald held og lykke i konkurrencen.

Mange tak. Alle journalister har jo hede forfatterdrømme, ved du nok. Det er et branchebredt mindreværdskompleks .

Men jeg tror, det kræver ret stor dygtighed at skrive en bog.

[BIG Bauke Mollema]

Mange tak. Alle journalister har jo hede forfatterdrømme, ved du nok. Det er et branchebredt mindreværdskompleks .

Men jeg tror, det kræver ret stor dygtighed at skrive en bog.

Selvfølgelig har de det. Ellers har de ikke meget respekt for sig selv. Men ja, du skal uden tvivl være hamrende dygtig. Men du har også fremtiden foran dig.

[Daniel Nordentoft]

Selvfølgelig har de det. Ellers har de ikke meget respekt for sig selv. Men ja, du skal uden tvivl være hamrende dygtig. Men du har også fremtiden foran dig.

Jakob, var din mund! - Jeg skal være journalist...

Men super god update, Adzke! Din historie er rigtig spændende, og jeg følger klart med her.

[Adzke]

Jakob, var din mund! - Jeg skal være journalist...

Stakkel.

Nu har jeg fuldstændig voldtaget min egen blog. Godt arbejde, Adzke!

[Daniel Nordentoft]

Stakkel.

Nu har jeg fuldstændig voldtaget min egen blog. Godt arbejde, Adzke!

Anser du journalistbranchen som katastrofal eller hvordan?

Og hvorfor i al verden har du 'voldtaget' din egen blog? 

[Adzke]

Anser du journalistbranchen som katastrofal aller hvordan?

Og hvorfor i al verden har du 'voldtaget' din egen blog? 

Branchen er ækel indefra, hvis du spørger mig.

[Daniel Nordentoft]

Branchen er ækel indefra, hvis du spørger mig.

Lyder til, at jeg skal finde en anden karrierevej.

[Adzke]

Lyder til, at jeg skal finde en anden karrierevej.

Næ. Du skal hellere gøre det, du helst vil.

[Daniel Nordentoft]

Næ. Du skal hellere gøre det, du helst vil.

Altså nu har jeg et højere ambitionsniveau end at blive journalist (no offense, for udadtil virker det som en fin stilling) men mine forcer ligger i skriftligt dansk, hvorfor jeg finder det ret nærliggende for mit vedkommende. Jeg har drømme om, at blive professionel fodboldtræner, men man må jo lige starte et sted.

Men har du ambitioner om, at blive forfatter e.l. en dag?

Btw. ret off topic...

[Adzke]

Altså nu har jeg et højere ambitionsniveau end at blive journalist (no offense, for udadtil virker det som en fin stilling) men mine forcer ligger i skriftligt dansk, hvorfor jeg finder det ret nærliggende for mit vedkommende. Jeg har drømme om, at blive professionel fodboldtræner, men man må jo lige starte et sted.

Men har du ambitioner om, at blive forfatter e.l. en dag?

Btw. ret off topic...

Som jeg skrev før, skal man have forfatterdrømme, når man er journalist. Det er obligatorisk.

[Daniel Nordentoft]

Som jeg skrev før, skal man have forfatterdrømme, når man er journalist. Det er obligatorisk.

Jamen, så må jeg jo hellere tilskrive mig forfatterdrømmene, når jeg træder ind i branchen.

[Adzke]

Jamen, så må jeg jo hellere tilskrive mig forfatterdrømmene, når jeg træder ind i branchen.

Det er et must.

Nå. Skal vi sige, det var rigeligt med journalist-snak i denne blog? Hvis der er noget, kan I skrive en PB.

[Newton Heath]

Ingen tvivl om at du er konkurrencens bedste skribent.

Om du kan forløse det til min stemme må tiden vise, men indtil videre er jeg hooked. Rigtig spændende historie indtil videre, og det første jeg kigger efter når jeg logger på FmF i disse dage er om du har smidt en ny update. Bedre komplimenter kan jeg ikke give.

Keep going.

[Adzke]

Forvirringen bredte sig langsomt i processionen. De forreste var stoppet op, men det var de bageste ikke. De havde endnu ikke set de fem carabinieri, der nu stod på den brostensbelagte kirkeplads med deres M4-rifler over skuldrene, og derfor var der begyndt at opstå skænderier imellem folk, der ikke forstod, hvorfor ingen gik ind i kirken.

"Tenete gli occhi aperti, ragazzi!," bjæffede kommandanten, der selv havde taget opstilling foran kirkedøren. "Sørg for at standse alle, der ser mistænkelige ud! Vi går ikke tomhændede herfra," fortsatte han til de andre betjente, der havde omringet den lille plads.

Stemningen på pladsen var trykket, og i et øjeblik, der syntes at vare som evigheder, vidste ingen, hvad der foregik. Turiddu følte, tiden stod stille, og det eneste, der rørte sig på pladsen, var den varme vind, der i dag blæste endnu kraftigere end før denne sommer. Pludselig traf han en beslutning. Han gik frem mod kirken, op ad den gamle stentrappe og åbnede de tunge egetræsdøre. Dørenes knirkede, og det lød som om, de ikke havde været åbnet, siden kirken blev bygget i 1419. Lyden vækkede den stillestående menneskehob, og folk begyndte langsomt at bevæge sig mod kirken, imens betjentene intet foretog sig. De blev stående og ventede.

Da Turiddu trådte ind på kirkens hvide marmorgulv, blev han overvældet af kirkens størrelse. Det var første gang, han så den tom, og vejen op til de to kister, der var udstillet foran kirkens alter virkede uendelig lang. Nu var det tid til at tage afsked. Han trak vejret dybt og gik frem i kirken for at se sin far og mor for sidste gang.

Synet af sin døde mor var et, Turiddu aldrig ville glemme. Ved første øjekast lignede hun sig selv, men når man kom tæt på, var det tydeligt, at huden var blevet svagelig gul, og hendes ansigt lignede en voksmaske snarere end det smilende ansigt, han havde set hver dag de sidste 11 år. Ved siden af moderens kiste, stod faderens. De var magen til hinanden, men faderens var ikke åben. Der var intet lig at se - blot kistens blanke egetræslåg. Byens bedemand, der med sin høje, slanke krop og krumme næse mest af alt lignede bedemanden fra en tegneserie, Turiddu engang havde læst, lagde sin hånd på Turiddus skulder, og havde tilsyneladende læst hans tanker.

"Det er bedst for alle, at din far ligger gemt i dag. Eksplosionen var hård ved hans krop. Det er kun Gud, der tåler at se ham nu," sagde han. Turiddu gøs ved tanken, og selvom han havde lyst til at sige rigtigt farvel til sine forældre, inden de blev sendt mod efterlivet, var han alligevel lettet over ikke at skulle se sin far igen.

Gudstjenesten igennem sad Turiddu og forsøgte at høre efter. Han hørte byens præst tale om trøsten i at vide, at de døde er hos Gud, at de er kommet videre, og at de lever videre her på jorden igennem deres nære, venner og handlinger. Men han kunne ikke forstå det. Hans forældre var jo væk. Ligemeget hvor de var henne nu.

Nu havde han kun Zio Ruggiero. Den eneste, der havde vist ham venlighed, siden forældrene døde. Den eneste, der havde interesseret sig for ham. Og nu ledte politiet efter ham. Turiddu tænkte på, hvad betjente ude på kirkepladsen lavede nu.

Det skulle han snart finde ud af, for et skud fik hele kirken til at fare sammen i forskrækkelse. Projektilet var gået igennem en af de store mosaikruder, og folk kiggede sig forskrækkede om, imens det regnede med farvet glas ned i kirkens skib.

[Swizz CataR]

Fantastisk Intet mindre.