|6| - Il Burattino

 

[Adzke]

Han sad og ventede i citrontræets lange skygge. Solen var ved at gå ned mod vest og dens røde aftensonate spillede nu sine sidste toner. Alligevel var solen stadig varm. Og den varme Scirocco-vind fra syd, der gjorde, at selv nætterne var hede og svære at sove i, havde taget fat i hele Sicilien. Så han havde ikke travlt med at gå inden for i husets kvælende varme.

Han ventede på sin far. Han kom altid hjem om aftenen. Sommetider var solen gået helt ned og mørket havde slugt landskabet, inden han kom hjem.

Pludselig blev han revet ud af sine tanker. Det var hans fars stemme. Han var kommet hjem. Turiddu løb over det tørre stykke land, der lå ved siden af familiens hus og kastede sig i armene på sin far. Faderen løftede ham op og bar ham ind i huset, hvor maden allerede stod på bordet.

Hans far havde taget uniformen af, inden han kom hjem. Det gjorde han hver dag. Turiddu havde engang set ham i den, hvor ingen vidste, han kiggede. Han havde set faderens sorte uniform, emblemet med den store guldfjer og de tre stjerner på hans uniform fra Arma dei Carabinieri – Italiens militære politi, der i disse år havde haft en stor rolle i jagten på Siciliens uofficielle magtmænd. Mafiaen. La Cosa Nostra.

Efter aftensmaden var det sengetid for Turiddu. Nu skulle hans far fortælle ham en godnathistorie. Det var den bedste tid på dagen. I aften ville Turiddu høre historien om Salvatore Giuliano – den sicilianske Robin Hood, der kæmpede mod politiet og La Cosa Nostra – og som til sidst blev forrådt af sin bedste ven.

Hans far nåede ikke at fortælle historien til ende, før han Turiddu var faldet i søvn. Men han havde også hørt den så mange gange før. Han vågnede kort, da hans far kyssede ham på panden og ønskede ham godnat.
Det var sidste gang, Turiddu hørte sin fars stemme. Men det vidste han først dagen efter.

[Adzke]

Velkommen til.

I år er vi taget til det sommerhede Sicilien. Her følger vi Turiddu (som egentlig hedder Salvatore) fra han er en lille dreng til han bliver en voksen mand. Vi kommer fra storbyen Palermo i vest mod syd til Corleone, til Catania og Etna i øst. Vi kommer forbi mafiaen, igennem politiet og ender i fodboldverdenen.

Jeg havde egentlig tænkt mig at starte med slutningen. Men jeg blev enig med mig selv om, at det blev for svært at finde rundt i kronologien, hvis det skulle gå sådan. Derfor starter jeg nu i stedet med starten.

Ligesom sidste år regner jeg med, det bliver historiefortællinge n, der bærer denne her blog igennem. Selvfølgelig kommer den også til at handle rigtig meget om FM. Men der er et par ting, der lige skal bankes på plads først, hvis historien skal give mening. Det håber jeg, I kan leve med.

Den hedder Il Burattino. Det betyder (marionet)dukken. Og i bedste Umberto Eco-stil kan I selv tænke over, hvad det mon kan skyldes. Ellers skal jeg nok skære det ud i pap på et tidspunkt.

Jeg gentager nogle ting fra bloggen sidste år. Det er sjovt nok de ting, jeg syntes virkede godt dengang.

Jeg håber, I vil læse med og skrive et par kommentarer undervejs.

EDIT: Hvordan kunne jeg glemme det... Tak til Crazy-Poul for mit banner. Det var ikke meget, du havde at arbede med, men jeg er sgu glad for, du gad. Og tak til KaAn for de to andre, I ikke har set endnu.

[Legenden]

Bliver spændende at se, hvad dette kan føre til.

Det første, jeg lige tænkte på, var Nibalis blog, der også have sådan noget dukkefører ting som banner. Godt arbejde ellers.

[Adzke]

Bliver spændende at se, hvad dette kan føre til.

Det første, jeg lige tænkte på, var Nibalis blog, der også have sådan noget dukkefører ting som banner. Godt arbejde ellers.

Jamen, for helvede da. Det anede jeg ikke. Vi må se, om jeg kan skrive en anden blog end hans, selvom vi endda har valgt den samme hånd som banner.

[Swizz CataR]

Du er allerede nu blandt mine personlige favoritter, og så er der endda kun gået en halv time. Jeg ved ikke hvordan du gør det, men du er simpelthen fantastisk til at fortælle historier (var der ikke også noget med at du gjorde det professionelt?), og især din detaljegrad er helt uhyggelig god. Sørger du for at holde skruen i vandet, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det nok skal gå dig godt

[Wester]

Åhh Adzke man kan godt se du er prof. når du skriver.

Din blog har jeg set rigtig meget frem til og holder du motivationen, så skal du nok ende i toppen.

Jeg er helt sikkert på...

Men grafik er satme ikke din stærke side Godfather  

[Adzke]

Han var taget i skole uden at se sine forældre. De var begge taget de 50 kilometer fra Corleone mod Siciliens hovedtad, Palermo. Hans mor ville gerne se byen, og hans far skulle mødes med nogle overordnede fra Rom i det, der i ville vise sig som et skæbnesvangert møde.

Turiddu var stadig i skolen i Corleone, da han hørte nyheden. Han var blevet kaldt op til skoleinspektørens kontor. Skoleinspektøren sad foran ham med koldsved på panden og knugede hænder, da han fortalte ham, at der havde været en eksplosion uden for retsbygningen i Palermo. Begge hans forældre var omkommet. Sammen med tre andre colonnelli fra Arma dei Carabinieri.

Med ét var hele hans verden brast i grus. Ikke flere varme middage, når faderen kom hjem, ikke flere godnathistorier. Han sad længe og kiggede ud i luften. Han anede ikke, hvad han skulle gøre. Han ville græde - men kunne ikke. Det var først, da skoleinspektøren sagde, at Don Ruggiero stod uden for og ville snakke med ham, han vågnede op fra sin døs.

Don Ruggiero var byens borgmester. Han var også byens beskytter. Men Turiddus far havde altid fortalt ham, at han skulle holde sig væk fra manden. Han var farlig. Turiddu havde aldrig forstået det. Og heller ikke nu, da han så op i mandens grådkvalte ansigt.

Don Ruggiero gav ham et knus og kyssede ham på begge kinder.

- Mi chiamano Zio Ruggiero, sagde han. Kald mig Onkel Ruggiero.

Turiddu smilede forsigtigt til ham. Turiddu følte, han havde fundet en ven i sorgen. En, der kunne give ham trøst.

Zio Ruggiero sagde, han ville sørge for, Turiddus forældre fik en begravelse, der sømmede sig for øens mest betydningsfulde indbyggere. Han ville sørge for det hele. Intet skulle mangle. Turiddu følte sig lettet og begyndte endelig at græde, da Zio Ruggiero pjuskede hans hår.

Det var i 1992. Turiddu var 11 år gammel, og vejen var allerede blevet banet for ham. Men det vidste han heller ikke.

[Adzke]

Du er allerede nu blandt mine personlige favoritter, og så er der endda kun gået en halv time. Jeg ved ikke hvordan du gør det, men du er simpelthen fantastisk til at fortælle historier (var der ikke også noget med at du gjorde det professionelt?), og især din detaljegrad er helt uhyggelig god. Sørger du for at holde skruen i vandet, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det nok skal gå dig godt

Jeg forsøger at holde skruen i vandet. Det er dejligt, du læser med.

Og ja. Historien skulle gerne være gennem-researchet i den forstand, at det, der ikke er direkte sandt, i hvert fald ikke er fuldstændig løgn.

[Adzke]

Åhh Adzke man kan godt se du er prof. når du skriver.

Din blog har jeg set rigtig meget frem til og holder du motivationen, så skal du nok ende i toppen.

Jeg er helt sikkert på...

Men grafik er satme ikke din stærke side Godfather  

Bah. Grafikken har jeg fået hjælp til. Men nej. Det er ikke det, jeg tænker allermest på. Indrømmet.

[Nibali]

Sublim indledning. Det er længe siden jeg har læst noget af den kaliber. Man kan virkeligt forstille sig hele scenen. Jeg skal helt sikkert læse med her, for ligesom Turiddu elsker sin fars historier, er jeg vild med dine!

HELD & LYKKE!

[Hawkins]

Rigtig fed måde at fortælle historien om en manager på (hvis det er det han bliver). Enig i at du er en fantastisk historiefortæller. Jeg synes dog at det med at begge hans forældre dør, bliver lidt overfladisk når du ikke skriver præcis hvad der blev sagt. Og så håber jeg ikke at opdateringerne kommer med så hurtigt interval i fremtiden, for så falder jeg hurtigt fra igen

[Adzke]

Rigtig fed måde at fortælle historien om en manager på (hvis det er det han bliver). Enig i at du er en fantastisk historiefortæller. Jeg synes dog at det med at begge hans forældre dør, bliver lidt overfladisk når du ikke skriver præcis hvad der blev sagt. Og så håber jeg ikke at opdateringerne kommer med så hurtigt interval i fremtiden, for så falder jeg hurtigt fra igen

Mht. dialog prøver jeg egentlig at undgå det. Det bliver ofte rigtig, rigtig kunstigt og meget klichéfyldt, hvis man ikke er virkelig god til at skrive det. Jeg forestiller mig, jeg rammer lige over en opdatering om dagen konkurrencen igennem.

[BIG Bauke Mollema]

Rigtig god indledning, Adzke.

Jeg følger klart med i din blog, og jeg synes, at historien virker god so far. Jeg har kun fundet enkelte fejl i dine første updates, og det må tilskrives som sjusk og ikke manglende evner. Det skal bestemt tages som en ros, da jeg som regel altid finder fejl i blogs. Jeg vil tillade mig at have høje forventninger til dig, da du er hamrende god.

Held og lykke i konkurrencen.

[Adzke]

Da Turiddu næste morgen trådte ind i forældrenes hus, kunne han næsten ikke få vejret. Alt var anderledes. Alt var væk. Der var ikke noget spisebord, ingen billeder på væggene, hans seng var væk. Tilbage var blot de tomme vægge, hvor fugten nu drev ned i store plamager, der lignede gråden fra et hus, der var i dyb sorg.

I det, der før var familiens stue, stod to personer fra Arma dei Carabinieri. De havde ventet på Turiddu, fik han at vide. Han trådte forsigtet nærmere og så, at begge mænd svedte kraftigt. Om det var den utrygge situation eller den varme Scirocco-vind, der fik dem til det, vidste han ikke.

De fortalte, at de var kommet til fra Rom. De udtrykte deres kondolence, og de fortalte, at de ville overvære forældrenes begravelse som et tegn på respekt, hvis det var i orden med resten af familien. Turiddu accepterede. Det var almindelig skik på Sicilien, at man kom til de afdødes hus for at vise respekt og kondolence.

De to Carabinieri gav herefter begge Turiddu hånden, og overrakte ham en lille firkantet æske med blå velour udenpå. Det var en fortjenstmedalje. Den var bleve hastetildelt Turiddus far, da nyheden om hans død kom ud. For hans tjeneste i krigen mod La Cosa Nostra. En krig, der havde afkrævet ham det største offer. Livet. Og for det fik han Medaglia d'oro al valor militare.

Turiddu åbnede den lille æske og så på medaljen, der lå deri. Det samme gjorde de to Carabinieri. Dog med større ærefrygt end den lille dreng, der nu holdt den i hånden. Han syntes, det var et dårligt bytte, og han ville hellere have haft sin far.

I løbet af formiddagen kom flere og flere folk til familiens hus. Også Zio Ruggiero var tilstede. Det var ved at være tid til at starte begralvelsesoptoget . Turiddu skulle gå i front. Igennem hele byen op til kirken, hvor forældrenes åbne kister ville være placeret ved kirkens alter...

[Hcan]

Det lyder til at blive en meget spændende og interessant blog, glæder mig til FM delen kommer ind i det! sker det ik snart?

Derudover kan jeg godt lide din meget enkle opsætning, det er meget mig og noget jeg vægter i vurderingen af blogs'ne. Vil dog sige, at på trods af jeg godt kan lide ideen om at første bogstav har sin egen farve, så ødelægger det lidt med de få linier i hvert afsnit, så bliver det træls at se på... så længere afsnit tak -

Okay, og hvor god er din blog lige, når det eneste man kan kritisere er for korte afsnit!

Fortsat held og lykke, jeg følger helt sikkert med!