Sampaio Corrêa - 028

 

[Indsæt_Navn]

Efter nederlaget mod JV Lideral i den første del af Maranhão Statsmesterskabet, var vi syv point efter dem i den samlede stilling. Derfor var der pres på, da vi mødte dem i den første kamp, af den anden del af statsmesterskabet, og endnu en gang havde vi svært ved at få netmaskerne til at blafre i JV Lideral-målet. Først i det 77. minut fik vi hul på bylden, og som så ofte før var det den evigt scorende forsvarsspiller Anderson Bill, der blev noteret for målet. Ti minutter senere lukkede lejesvenden Breno kampen, da han prikkede bolden over stregen, efter Bruno Poás afslutning havde ramt stolpen, og dermed var syv point blevet til fire.
Fire dage senere mødte vi Santa Quitéria, som blev fuldstændig slagtet på Nhozinho Santos, hvor vi vandt hele 7-0. Den næste kamp var mod IAPE FC, hvor vi igen sad tungt på løjerne, men modsat opgøret mod Santa Quitéria, manglede spillerne skarpheden, og Anderson Bills tidlige mål gjorde ham matchvinder, da vi hev en 1-0 hjem. JV Lideral vandt imidlertid også deres to kampe, hvorfor der stadig var fire point mellem os på dette tidspunkt.

Nogle af jer husker måske, at Rodriguinho scorede fem mål i hans blot anden kamp for holdet. Mod Nacional (MA) viste han sa, at han ikke blot var et one hit wonder, da han gentog bedriften i endnu en 7-0 sejr. Rodriguinho scorede desuden også to mod Santa Quitéria, og netop det gjorde han igen i derbyet mod Moto Club, som blev vundet med 4-0 på ”udebane”. Ordet udebane er omgivet af gåseøjne, da vi egentlig deler stadion, så reelt set spillede vi vel nærmest på neutralt stadion.

Efter sejren over Moto Club, var det Imperatriz’ tur til at få ørene i maskinen, da vi hentede tre point påny med en 2-0 sejr. Derefter var det Maranhão, der blev slået med 5-2, inden vi mødte Bacabal på udebane i en kamp, vi let vandt 4-0. På dette tidspunkt havde vi i et stykke tid været sikre på, at vi ville være del af semi finalerne. Desværre havde JV Lideral ligesom os vundet alle deres kampe, hvorfor vi fortsat var fire point bag dem. Det ændrede sig dog i den sidste runde før semi finalerne, da Imperatriz slog JV Lideral med cifrene 3-1, mens vi sejrede for niende gang i træk, og dermed formåede at gå ubesejrede gennem gruppespil nummer to i Maranhão Statsmesterskabet, da vi slog Viana 2-1 i den afsluttende runde. Det betyder, at der blot er et enkelt point mellem JV Lideral og os i den samlede stilling. Det burde derfor være mere end realistisk, at vinde statsmesterskabet, da alt det nu kræver, er fire sejre.

Top fire i det andet gruppespil

[Alfster]

Spændende udfordring.

Jeg følger med... 

[Indsæt_Navn]

Tak for kommentaren, Alfster. Jeg er rigtig glad for, at du følger med! :-)

[Indsæt_Navn]

Efter at have vundet alle ni kampe i det andet gruppespil i Maranhão Statsmesterskabet, var det tid til at spille to semi finaler i turneringen. Lodtrækningen ville, at vi skulle op mod IAPE FC, hvilket betød, at JV Liderals modstander ville være Maranhão. Både konkurrenterne JV Lideral og vi startede på udebane. Vi havde æren af at spille vores kamp først.
Blot 803 mennesker havde mødt op på IAPEs stadion, Fecurão, selvom det ligger i São Luis, hvor Sampaio Corrêa også hører hjemme. De mange fans der havde valgt at blive hjemme, gik dog ikke glip af noget, da det blev en noget så kedelig affære, hvor vi generelt sad på bolden, men ikke var i stand til at skabe store chancer. De få muligheder, Bolívianos-angriberne (i følge Wikipedia, som jeg kiggede lidt på tidligere, kaldes klubben ofte blot Bolívianos, og ikke Bolívia Querida) kom frem til, blev spildt. De fleste blev sparket over eller forbi, mens IAPE-keeperen også havde en enkelt super god redning på et fornuftigt forsøg fra Bruno Poá. Det betød, at kampens resultat i sidste ende var 0-0, hvilket øgede JV Liderals chancer for at vinde statsmesterskabet markant. Heldigvis for os, spillede de langt under niveau, og kun deres held reddede dem fra at lide nederlag, da de mødte Maranhão. Hele 11 afslutninger sendte Maranhão-offensiven af sted, mens JV Lideral kun formåede at svare igen en enkelt gang. Det endte dog med en nullert, ligesom vores kamp, hvilket betød, at vi fortsat var et enkelt point bag konkurrenterne.

Returopgøret mellem Sampaio Corrêa og IAPE FC så meget anderledes ud end den første semi finale mellem de to. I det 24. minut bragte en central forsvarsspiller os foran ved et hjørnespark. Og de, der har fulgt med her, vil formentlig tænke ”Anderson Bill!” men nej, utroligt som det lyder, var det hans makker, Renato, der scorede kampens første mål. Youtube-klippet forneden afslører hvilken fantastisk detalje han benyttede sig af, for at score dette mål. Sarkasme kan være anvendt.
To minutter senere scorede midtbanespilleren Adam et flot solomål, og alt så nu godt ud, med to mål på.. ja, noget nær to chancer. Faktisk, så var IAPE rigtig godt med spillemæssigt, og da de reducerede på et fantastisk langskud med lidt under et kvarter tilbage af kampens første halvleg, blev jeg bange. Fra det øjeblik sad de nemlig på alt spillet halvlegen ud. I pausen var der, som altid, mulighed for at sige lidt til spillerne, og mine ord lod til at hjælpe, da vi satte os på spillet i kampens anden halvleg. Med et kvarters tid tilbage scorede Rodriguinho, og i overtiden dukkede et velkendt ansigt op, og headede bolden i mål. Anderson Bill. Hvem ellers?

Vi vandt altså kampen over IAPE FC med 4-1, og da Maranhão samtidig slog JV Lideral med 1-0 på udebane, har vi nu sikret os sejren i den samlede tabel for Maranhão Statsmesterskabet. Finalekampene for den anden halvdel af turneringen mangler dog stadig, og selvom den samlede turnering lader til at være vundet (jeg har endnu ikke modtaget nogen besked angående sejren), er det stadig en vigtig kamp, da bestyrelsen vurderer præstationen i de to runder som individuelle turneringer.

[Indsæt_Navn]

Forud for de to finaler mod Maranhão, regnede jeg blot med, at der skulle spilles om æren, og for bestyrelsens tilfredshed, hvilket jeg var lidt inde på i sidste opdatering. Det viste sig dog, at der var andre årsager til at jage sejren. Mere om det senere, for jeg ønsker at tage det hele i den rækkefølge, jeg selv oplevede det. Derfor vil jeg starte med, at fortælle lidt om den første finale, som blev spillet på hjemmebane. Eller, det gjorde de begge, da vi begge benytter os af Nhozinho Santos til daglig, men ifht. billetsalg osv., stod den første af de to kampe som værende på vores hjemmebane.
Jeg frygtede lidt, at spillerne ville fejle i denne vigtige kamp, som det er set flere gange i løbet af denne turnering, blandt andet i finale-kampene i den første halvdel af turneringen, samt til dels i den første kamp mod IAPE FC i semi finalen. Det har næsten hver gang været manglende skarphed hos Sampaio Corrêa-angriberne, der har været årsag til problemerne, men denne gang gik der blot syv minutter før Rodriguinho viste, at der ikke var grund til at frygte for koldblodigheden foran mål. Et kvarters tid senere øgede Adam føringen, da han fik plads til at dreje rundt tæt under mål, som var Maranhão-feltet Tivoli og Adam en karussel deri, hvilket gjorde det muligt for ham at skrue bolden over i det fjerne hjørne af målet. 2-0 stillingen holdt meget længe, men med knap et kvarter tilbage af opgøret, scorede Bruno Poá et pragtmål, blot to minutter før Rodriguinho blev sendt i dybden af Carlos Alberto. Denne chance konverterede måltyven let, og da kampen blev fløjtet af, stod der 4-0 på måltavlen.

Efter den store sejr i den første finale, var returen en let overkommelig kamp. Akkurat som fire dag før, blev Rodriguinho dobbelt målscorer, mens den chilenske playmaker Sebastián Pardo scorede kampens tredje mål. Især Rodriguinhos første mål imponerede mig, da hans løb i mine øjne var fantastisk, og aggressiviteten, som han viser ved overhovedet at forsøge sig, gør det til et super flot mål i mine øjne. Målet kan ses i bunden af indlægget.
For at vende tilbage til selve kampen, vandt vi altså 3-0, hvilket betød, at vi havde vundet den anden halvdel af Maranhão Statsmesterskabet med sammenlagt 7-0 over Maranhão.
Den samlede stilling viste os nu hele otte point foran JV Lideral, men det er så her, finalesejrens vigtighed virkelig kommer til syne. Jeg havde hele tiden troet, at man blot skulle kigge efter den samlede stilling, men det gør sig åbenbart kun gældende for nedrykningen! Det viser sig nemlig, at der spilles endnu to finaler mellem vinderne af de to omgange af statsmesterskabet, hvilket egentlig ikke er så ulogisk igen. Sjovt, at jeg slet ikke havde tænkt over den mulighed. Nu vil der ihvertfald komme en opdatering vedrørende de to finaler, som altså skal spilles mod JV Lideral, før jeg vil begynde på trupgennemgangen.

[Indsæt_Navn]

Forud for den første af to afgørende finaler i Maranhão Statsmesterskabet må favoritværdigheden siges at ligge hos Sampaio Corrêa, som spiller på hjemmebane i det første opgør. Med profiler som Adam, Anderson Bill og Rodriguinho bør Bolívianos være i stand til at overkomme truslen fra JV Lideral – især nu, hvor Lideral vil være foruden topscoreren Júnior, som må side begge kampe over med karantæne, mens en anden profil, angrebsmakkeren Toninho, har været skadet i dagene op til kampen, og med al sandsynlighed ikke er på toppen rent fysisk. Mens JV Liderals topscorer altså ikke har mulighed for at deltage i kampen, er Sampaio Corrêas ditto i topform. Rodriguinho har nemlig scoret fem gange i sine seneste fem optrædender.

Det første opgør skulle vise sig at blive en meget ensidet affære, hvor forhåndsfavorittern e fra São Luís hurtigt satte sig på løjerne. Således var angrebsstjernen Bruno Poá ved at bringe hjemmeholdet foran efter blot et halvt minuts spil, men hans afslutning endte med at snige sig tæt udenom målet. Der var flere lignende situationer, hvor især Bruno Poá var tæt på i løbet af kampens første halvleg. Han havde blandt andet et skud fra kanten af feltet, som ramte undersiden af overliggeren, hvorefter den hoppede ned, ramte mållinjen, og hoppede væk fra det hårdt pressede JV Lideral-mål. Angrebsmakkeren Rodriguinho virkede også særdeles ivrig efter at få sparket bolden i mål, og dermed cementere sin rolle som turneringens topscorer. Det virkede dog til tider som om, han ville det for meget, da han blandt andet driblede stortset hele gæsternes forsvar, for så at sparke bolden over mål. I den anden ende af banen var der imidlertid komplet styr på forsvaret, da Lideral ikke kom til så meget som en enkelt afslutning i løbet af kampens første halvleg. Dermed kunne de to mandskaber gå til pause med et 0-0 resultat, som gæsterne kunne prise sig lykkelige over.
I kampens anden halvleg kom Lideral længere frem på banen, og faktisk leverede de et par gode angreb i det første kvarters tid af anden halvleg. Angriberne Toninho og Rodrigo var dog heller ej særligt heldige med afslutningerne, ligesom successen udeblev for Bolívianos’ Rodriguinho og Bruno Poá. Som vi har set det mange gange før, er der dog en ganske speciel spiller på Sampaio Corrêa-holdet, som ofte tager sagen i egen hånd, når angriberne har glemt gebisset, og dermed ikke formår at vise tænder. Denne mand hedder Anderson Bill, og med sit 11. mål i 27 kampe, åbnede han langt om længe for scoringen i det 69. minut. Herefter gik kampens handling tilbage til at være, som den havde i den første halvleg. Hjemmebaneholdet pressede endeløst på, mens udeholdet forsvarede. Det holdt da også i et kvarters tid, men så fik Bruno Poá langt om længe bolden i nettet, og Bolívianos kom dermed på 2-0 kort før dommerens slutfløjt. Resultatet holdt hjem, og Sampaio Corrêa må nu ses som store favoritter forud for returopgøret.

I finale nummer to, lagde Bolívianos igen ud med et par velskabte chancer. Endnu en gang udeblev målene dog i kampens tidlige minutter. I det hele taget lignede kampen meget den første, da Sampaio Corrêa sad meget tungt på spil og chancer, mod et presset hjemmebanehold. Denne gang var der dog ikke samme behov for scoringer for gæsternes vedkommende, og det var som om, det fjernede pres hjalp offensiven lidt, mens det stressede JV Lideral-spillerne enormt. I det 25. minut klippede JV Lideral-spilleren Ricardo en Bolívianos-spiller over på midten af banen, hvilket sendte ham tidligt i bad. Ti mand mod elleve, og så var løbet kørt for hjemmebaneholdet. Ti minutter senere trillede Felipe Lohmann let bolden i nettet til 1-0 (3-0 sammenlagt) i Sampaio Corrêas favør. Kort inde i anden halvleg var selvsamme midtbanespiller på spil igen, og da han gjorde det til 2-0 (4-0 samlet) var kampen reelt set forbi. Der blev da heller ikke scoret yderligere, og Sampaio Corrêa kunne dermed fejre klubbens første trofæ under dens nye manager.

[Indsæt_Navn]

Da Maranhão Statsmesterskabet nu langt om længe er overstået, er der et par måneders pause forud for, at den rigtige turnering, i form af Tredje Division, starter. Denne tid vil jeg bruge på at skrive en trupgennemgang, som jeg forventer, vil være firedelt, så der er plads til en smule information om de forskellige spillere. Første del dækker målmands- og backspillerne.

Målmænd

Rodrigo Ramos (Målmand)
Det oplagte førstevalg. Han er 31 år gammel, og har stået de fleste kampe, efter han er kommet sig over den skade, der holdte ham ude af den første periode af spillet. Han var i klubben fra start, og er en ganske habil keeper, som trænerne vurderer til tre stjerner. Det åbenlyse problem ved den 31-årige brasilianer er hans højde. 183 er ikke meget for en keeper, og det kan volde problemer ved dødbolde.

Sidivan (Målmand)
18 år er meget ungt for en målmand, men den talentfulde Sidivan, som jeg hentede ind på en fri transfer grundet Ramos’ skade, har bevist, at alderen ikke er afgørende. Elleve kampe er det blevet til, og i dem har han holdt målet rent syv gange, mens der blot er gået fire mål ind på ham. Meget nydelig statistik. Han har, i følge trænerne, potentiale til at blive bedre end hans konkurrent, men der går nok et par sæsoner før han er klar til at tage overfor ham.

Backs

Aderlan (Forsvar, Wing Back – Højre)
En spiller der var i klubben fra start, og som har leveret en lang række af gode præstationer. Med sine kun 20 år, er Aderlan allerede den foretrukne starter på højrebacken, som han let kan komme til at sidde på i en årrække, hvis han da ikke bliver solgt til en større klub inden da. Trænerne vurderer ham til 3½ stjerner.

Cássio Lopes (Forsvar, Wing Back – Højre)
Backuppen til Aderlan har udsigt til en pæn portion spilletid, da back-pladserne er meget udmattende at udfylde i den opstilling, jeg pt. benytter. Denne 27-årige backspiller blev hentet af netop den grund, da der ikke var nogen reel backup til Aderlan, men kun et par ”altmuligmænd”, som kunne begå sig på pladsen. Med et prisskilt på £500, var det heller ikke ligefrem noget stort beløb, der blev sluppet for en spiller, der godt nok ikke er fantastisk, men som alligevel er mere end fin som reserve.

Adriano Bahia (Forsvar, Wing Back – Venstre)
I den modsatte side af forsvaret sidder Adriano Bahia på pladsen. Han er ligesom Aderlan en spiller, der var i klubben da jeg kom til, og med sine 22 år, er han også på den unge side. Han er førstevalget på venstrebacken, og har indtil videre gjort det godt, med et snit på 7.30. Talentet er ikke lige så stort som Aderlans, men Adriano Bahia har alligevel vist sig at være en klassespiller i statsmesterskabet, så mon ikke, han også vil være god i ligaen.

Rômulo (Forsvar, Wing Back – Venstre)
Måske er han bedre end Adriano Bahia – selvom trænerne er uenige her – men da Rômulo er en spiller, jeg blot har lejet hos Botafogo, har vi ham ikke til rådighed i næste sæson, hvorfor det er vigtigere at udvikle Adriano Bahia. Rômulo er dog en fantastisk backup for ham, og han skal nok gøre det godt under sit ophold i São Luís.

Eloir (Forsvar, Wing Back – Alle. Defensiv Midtbane. Midtbane – Venstre, Central)
Til sidst har vi altmuligmanden Eloir, som hovedsageligt får sine kampe på backpladserne, hvorfor han er listet under denne position. Han kan ellers påtage sig alle tænkelige defensive roller, og har i sine optrædender gjort det udmærket. Fin spiller at have som reserve, hvis der skulle forekomme skader hos en af de backspillere, der står højere i hierakiet.

[Indsæt_Navn]

Forsvarsspillere

Anderson Bill (Forsvar – Central)
Denne 30-årige forsvarsspiller bærer holdet så meget, at man skulle tro, det var løgn. Jeg signede ham tidligt i spillet fra Veranópolis for £3K, og siden da har han vist sig at være en fænomenal spiller for Sampaio Corrêa. 28 kampe, 11 mål, 3 assists, 10 MOTM-awards, og en gennemsnitsrating på 7.74 er i mine øjne ret enestående for en forsvarsspiller. For kort tid siden var der en ”Bedste Spiller i Maranhão Statsmesterskabet”-prisudgivelse, og her blev han nummer tre. Det taler vel for sig selv. Uden tvivl en af vores største profiler.

Renato (Forsvar – Central)
Ved siden af Anderson Bill huserer typisk Renato, som blev hentet til klubben nogenlunde samtidig. Han kom til gengæld på en fri transfer fra den lille klub Marília, og han har da også været en stabil forsvarsspiller, som godt nok ikke har Anderson Bills målfarlighed – måske fordi han har det med at ville tage hjørnespark, når de ”normale” hjørnesparkstagere ikke er med (og jeg har selvfølgelig været for doven til at lave en længere liste over, hvem der skal tage dem), så han ikke har samme mulighed for at score. Det har i stedet resulteret i 7 assists, og det er vel også fint for en forsvarsspiller. I det hele taget er han en anden type forsvarer, idet at han er relativt lille, men jeg kan typisk godt lide at matche en stor, stærk forsvarer med en lille, hurtig en af slagsen.

Édson (Forsvar – Central. Sweeper)
Som backup har jeg typisk brugt den unge Édson. På sigt skal han overtage Renatos plads på holdet, da han er en ganske talentfuld forsvarsspiller på blot 19 år. Indtil da sidder han dog typisk på bænken, og får mange af de kampe, hvor en af de sædvanlige startere er lidt for udmattede til at deltage i. Årsagen til dette er selvfølgelig, at jeg gerne vil have, at han udvikler sig så godt som muligt, for der er da en bedre reserve på holdet, hvis man kun tænkte kortsigtet.

Nemézio (Forsvar – Central)
Og her er han. Han passer meget godt ind på Anderson Bills plads, når stjernen har brug for hvile, eller er skadet (hvilket heldigvis endnu ikke er sket). Han er nemlig ganske habil i hovedspillet, og så er han overordnet set en ganske fin spiller. Alligevel er han dog efter Édson i køen, selv når det drejer sig om Anderson Bills plads, som Nemézio ellers er et mere oplagt valg til. Dette skyldes som tidligere nævnt Édsons potentiale, som gerne skulle udnyttes.

Lucas (Forsvar – Central)
Sidste mand i det centrale forsvar er Lucas. Denne 25-årige brasilianer har ikke udsigt til meget spilletid, medmindre holdet bliver særdeles skadesramt på de bagerste pladser. Han halter nemlig gevaldigt efter statmæssigt, og da han allerede er i midten af tyverne, er det næppe realistisk at håbe på, at han kan udvikle sig synderligt. Jeg regner ikke med at forlænge hans kontrakt, hvorfor han nok forsvinder efter sæsonen.

Defensive Midtbanespillere

Fábio Gomes (Forsvar, Defensiv Midtbane, Midtbane – Central)
Et par kampe inde i sæsonen hentede jeg Fábio Gomes for £5K hos Paulista, og siden da har han slået sit telt op på den defensive midtbane. Der er ikke så meget konkurrence om pladsen, da han er virkelig solid, hvilket er en egenskab, jeg ikke forventede meget af i et LLM-spil i Brasilien. Med 30 år på bagen er han dog ikke helt ung, og han holder derfor næppe i alt for mange sæsoner. Forhåbentlig er vi da også rykket op inden, han bliver for gammel.

Jefferson (Defensiv Midtbanespiller, Midtbanespiller – Central)
Som backup har vi Santos-spilleren til rådighed, da han er lejet for resten af sæsonen. Han har spillet mange kampe en tand længere fremme på banen, som den bolderobrende centrale midtbanespiller. Alligevel har jeg valgt at skrive ham på som værende en defensiv midtbanespiller, da jeg netop har fået hentet en spiller, der passer bedre ind til pladsen foran. Jefferson var den mest pasningssikre spiller i Maranhão Statsmesterskabet, hvor imponerende 91% af hans afleveringer lykkedes.

[Indsæt_Navn]

Bolderobrende Midtbanespillere

Paulo Roberto (Defensiv Midtbane, Midtbane – Central)
Det nyeste ansigt i truppen. Jefferson har ellers siddet på denne plads, men med tilgangen af Paulo Roberto, har jeg valgt at bruge Jefferson som backup til især den defensive plads. Årsagen er den, at der er flere spillere, der kan agere backup på denne plads, mens 20-årige Paulo Roberto, som er lejet i Atlético Mineiro, simpelthen bare ser bedre ud end hans forgænger, Jefferson. Da han endnu ikke har spillet mere end en enkelt kamp, kan jeg ikke skrive alt for meget om ham, andet end at jeg er glad for, at have ham til rådighed for resten af sæsonen.

Mardônio (Midtbane – Central)
Backuppen bliver sandsynligvis 24-årige Mardônio, som startede i klubben. Til tider vil det være Jefferson, når der ikke er behov for ham på den defensive midtbane, og til tider vil det være Mardônio. Skulle det ske, at jeg fik hentet en ekstra spiller til positionen, bliver det næppe på bekostning af Mardônio. Han vil dog blive 3. valg, men han er ikke en spiller, jeg umiddelbart ønsker at skille mig af med.

Jadão (Defensiv Midtbane, Midtbane – Central)
En spiller der dog med al sandsynlighed forsvinder, er 23-årige Jadão. Han har egentlig gjort det udmærket, men det burde være muligt at finde en bedre spiller til at være backup på pladsen, og da Jadão snart har kontraktudløb, vil han nok snart være fortid i klubben. Det kommer selvfølgelig an på, om jeg finder en anden inden da, for hvis ikke, kan det godt tænkes, at jeg må forlænge med ham – om ikke andet, så bare sæsonen ud.

Avanceret Playmakere

Sebastián Pardo (Midtbane, Offensiv Midtbane – Venstre, Central)
Den oplagte playmaker på holdet, er chileneren Sebastián Pardo. Han er holdets eneste udlænding, men ser man på hans egenskaber, er det ikke nogen overraskelse, at den 29-årige midtbanemand har fået denne ære. Teknisk stærk, kreativ, pasningssikker, solid dribler, og i besiddelse af en udmærket fysik. Det er blandt de vigtigste evner, en playmaker kan eje, og det gør Sebastián Pardo. Han har godt nok ikke leveret vildt mange assists, eller en fantastisk gennemsnits rating, men årsagen er simpelthen, at han typisk finder den spiller, der løber i dybden, som så kan ligge bolden tilbage – altså bliver Pardo sjældent noteret for assisten, selvom han tit er manden, der splitter forsvaret. Samtidig er han utrolig vigtig for det flydende pasningsspil, vi praktiserer i Sampaio Corrêa. Han blev hentet kort efter min ankomst for £500 hos chilenske Unión Temuco.

Felipe Lohmann (Midtbane, Offensiv Midtbane – Central)
I Felipe Lohmann, som var i klubben ved min ankomst, sidder vi på et ganske fint talent. Han kan spille både playmaker-rollen, og den offensive midtbane, og har gjort det godt på begge positioner. Han bliver benyttet på begge pladser, men står alligevel skrevet ind som en playmaker, da det nok er her, han oftest vil spille. Pardo har brug for en pause fra tid til anden, og den anden backup på denne plads er en lejesvend, som der altså ikke er noget stort behov for at udvikle.

Fabrício (Midtbane, Offensiv Midtbane – Alle)
På lån fra Botafogo er 21-årige Fabrício, som ligesom de to forrige spillere, der er blevet nævnt på denne position, også kan spille en tand længere fremme på banen. Han har dog gjort det rigtig godt, når han er blevet brugt som Playmaker, og det er derfor her, han skal satse på at få sin spilletid.

Offensive Midtbanespillere

Adam (Midtbane, Offensiv Midtbane – Central)
Selvom hans egenskaber ikke ser fantastisk imponerende ud, har 23-årige Adam leveret en lang række af store præstationer. Han blev faktisk nummer to i kåringen af Maranhão Statsmesterskabets bedste spiller, foran Anderson Bill. En gennemsnits rating på 7.49, og 8 mål samt hele 15 assists i 20 kampe fra start (og 6 som indskifter, men han er jo også blevet skiftet ud fra tid til anden), taler for sig selv. Stor profil for holdet, og vital for sæsonen.

Carlos Alberto (Midtbane, Offensiv Midtbane – Central)
Det er ikke alt for lang tid siden, at jeg hentede Carlos Alberto ind som backup til Adam, og selvom han i mine øjne overgår den jævnaldrende Adam, har han ikke formået at spille helt så godt i sine første kampe. Omvendt skal han nok have lidt tid til at vænne sig til holdkammeraterne og taktikken. Forhåbentlig vil han med tiden kunne presse Adam lidt, så han bliver ved med at levere på samme niveau. Carlos Alberto blev hentet i Palestra SB, og kostede £3K.

[Indsæt_Navn]

Angribere

Rodriguinho (Angreb)
“Fuck Ronaldinho, vi har Rodriguinho” fristes jeg til at skrive, når jeg skal komme ind på denne spiller. Ikke fordi deres spillestil minder om hinandens, men fordi navnene klinger. Og så er Rodriguinho så værdifuld for Bolívianos, at selveste Ronaldinho ville være nødt til at tage kampene seriøst, selv i 3. division, for at kunne matche Rodriguinhos vigtighed for klubben. I 17 kampe har 26-årige Rodriguinho nemlig leveret 21 mål samt 7 assists. Han blev da også kåret til både topscorer, og bedste spiller i Maranhão Statsmesterskabet. Imponerende for en spiller, der var på fri transfer før jeg fik hentet ham som noget, jeg anså for at være lidt af en lottokupon. Kan den hurtige måltyv fortsætte stilen, skal sæsonen nok ende med at blive god for Sampaio Corrêa.

Bruno Poá (Angreb)
Angriberen, der har startet inde oftest, hedder Bruno Poá. Han er nemlig dygtig både som målscorer, og som oplægger, og det har betydet, at han foruden sin typiske startplads som Dybdeliggende Angriber, også har ageret forreste mand i en række kampe – især før jeg fik hentet tilstrækkeligt med ordentlige reserver til angrebet. Han er nogenlunde hurtig, afslutter rimelig godt, og er forholdsvis pasningssikker. Lidt en all-around angriber, hvis man ser bort fra hans evne til at komme op i luftrummet, med hans blot 5 Jumping (Springkraft, heddet det vel på dansk?). Ironisk er det dog, at han har 13 i Heading, men uanset hvad, så har han ihvertfald vist sig at være en god makker til Rodriguinho.

Everaldo (Angreb)
Efter Everaldos ankomst på lån, er der for alvor blevet grund til at rotere i forreste række. Som I kan se er hans egenskaber nemlig ret så gode, især som Dybdeliggende Angriber. 16 First Touch, 16 Passing, 19 Teamwork, og så er han til rådighed i 3. division. Wow. Præstationerne har dog ikke været helt så fantastiske, som man kunne have håbet på, men mon ikke det kommer snart. Han har ihvertfald sæsonen ud i Bolívianos-trøjen, og det skulle forhåbentlig være nok til at få sat sit aftryk på Tredje Divisionen.

Breno (Angreb)
Mens Everaldo er lejet til at dyste med Bruno Poá om rollen som Dybdeliggende Angriber, er Breno blevet lejet til at give Rodriguinho lidt kamp om den forreste position. Atlético Mineiro ejer egentlig spilleren, men han har fået lov til at spille denne sæson for os på lån, og ligesom samtlige andre låne-spillere, betaler vi ingen løn til ham. Det er altså en ganske god aftale for et nyoprykket 3. divisionshold, at vi får lov til at benytte os af Breno, såvel som de andre lejesvende helt gratis. Det sparer klubben en masse penge. Penge, som ellers ikke er til at skaffe mange af nede i disse rækker.

Roni (Angreb)
Holdets sidste angriber er den 27-årige Roni. Roni er, som I kan se, lidt under par, og kan derfor ikke forvente alt for meget spilletid. Alligevel er det dog rart at have ham i klubben, da jeg gerne vil have 5 spillere til de to pladser, således at vi ikke er helt fortabt, hvis vi skulle gå hen og få et par skader. Der spilles nemlig ret mange kampe på en sæson, og allerede i årets første turnering, var jeg ofte nødt til at rotere kraftigt. Hvis der så tilmed skulle komme et par skader samtidig, vil det være fint at have denne ekstra angriber.

[Indsæt_Navn]

Om blot en in-game dag bliver der taget hul på Tredje Divisions sæsonen for Bolívianos’ vedkommende. Inden da føler jeg dog, at det ville være en god idé, lige at fortælle jer om de ting, der er hændt siden trupgennemgangen. Først og fremmest har jeg foretaget nogle små ændringer på truppen, hvor som forventet ikke fik forlænget sin kontrakt. Desuden er en spiller for reserveholdet også smuttet, men da han aldrig har været i nærheden af førsteholdet, vil jeg ikke komme mere ind på den beslutning. Til gengæld er der kommet tre nye spillere til klubben; en til hver linje, målmandspladsen undtaget.
Første nye spiller er forsvarsspilleren Bronzatti, som vil kæmpe med Renato om at danne makkerpar med Anderson Bill i bagkæden. Han mangler en hel del i højden, og har derfor svært ved at konkurrere i luften, men ser man bort fra det, er han en fin spiller, som har nogle fine kvaliteter i forhold til at starte angreb, med 15 i Passing. Desuden kom han gratis til, og med en løn så lav som £350 om ugen, samt en alder på 24, kan han sandsynligvis sælges videre for noget nær alt det, der er brugt på løn ved sæsonens ende, hvis det skulle vise sig, at han ikke var god nok.
Dernest kom der en ny angriber, men inden da vil jeg ind på midtbanespilleren, da det passer bedre ind rent stilistisk. Mateus Magro hedder den nye midtbanespiller. Han er 20 år gammel, og kan lidt af hvert, både offensivt og defensivt. Han er lejet hos Grêmio, og da vi slipper helt for at skulle betale løn til ham, er det næppe en helt skidt erstatning for Jadão.
Oppe foran kan jeg byde på hvad, der sandsynligvis er den mest interessante signing til dato. Ihvertfald for os danskere, da der er tale om angriberen Kayke. Ja, den Kayke. Ham, der var lejet ud til AaB sidste år. Egentlig var jeg allerede ved at tale kontrakt med ham da det gik op for mig, at der da var en spiller, AaB havde lejet, med samme navn. Da troede jeg først, at det bare var en navnebroder, men åbenbart ikke, og en spiller, der er i stand til at spille fast i Superligaen bør vel også kunne gøre en forskel i den brasilianske Tredje Division. Det håber jeg da for dansk fodbold. 23-årige Kayke er en ret hurtig angriber, som samtidig er en ganske habil afslutter. Fysikken er dog hans store force, da han foruden en god speed, kan byde på en vis styrke, mens han heller ej er helt uduelig I luften. Han kommer forhåbentlig til at kunne byde Rodriguinho op til en seriøs dans. Prisskiltet lød på ”hele” £500. Ja, overgangssummen er mindre end hans ugentlige løncheck. Virkelig.

Foruden de søde små handler, har vi spillet et par træningskampe, for at holde spillernes form ved lige forud for starten på Tredje Division. Her har vi spillet mod Campinense, som er en af favoritterne i vores lille 5-holds gruppe. Denne kamp vandt vi 2-0, og generelt spillede Sampaio Corrêa-spillerne en lækker kamp, hvor vi havde bolden i 70% af tiden. Ironisk var det så, at non-league holdet Anapolina bød på meget bedre modstand end Campinense havde formået, og på trods af, at vi vandt kampen 1-0, var det en mere lige kamp. På baggrund af kampen mod Campinense har jeg dog efterhånden fået ret store forventninger for Tredje Division, som jeg nu håber på, at vi kan spille med om oprykning fra.

[Indsæt_Navn]

Forud for vores debut i Tredje Division, var jeg meget optimistisk, og selvom skarpheden manglede i den første kamp, som blev spillet mod Campinense, gjorde holdet det overordnet rigtig godt, og vi sad med 65% boldbesiddelse, og 16 skud på mål, mod deres 3. Flot kamp, men kun 1 point, da den endte 0-0. Kamp nummer to var en smule dårligere. Den var nogenlunde lige, med et lille overtag til hjemmeholdet ABC, som jeg dog også så som værende storfavoritter til at vinde vores pulje (Tredje Division er delt op i 4 puljer, top á 5 hold, top 2 fra hver går videre til kvartfinaler, vinderne af disse rykker op & kommer i semi’en), og et nederlag på 1-0 var til at leve med. Mod Guarany de Sobral spillede vi igen dårligere – statistisk, nej, da vi havde meget boldbesiddelse samt en række chancer, men vi skabte ikke tilstrækkeligt store muligheder, og var alt for ufarlige når vi gjorde. I den anden ende var vi dog farlige, i den forstand at vi gav dem et straffespark, som resulterede i endnu et 1-0 nederlag. Det betød altså 1 point i 3 kampe, og vi lå på dette tidspunkt på sidstepladsen, som altså byder på nedrykning. Derfor var jeg småpanisk, da Icasa scorede til 1-0 i den første halvleg af vores 4. kamp, og jeg begyndte stille og roligt at tænke over, hvilket projekt, jeg skulle gå i gang med, hvis nedrykning skulle blive aktuelt. Heldigvis fik vi, ironisk som det lyder, vores første Tredje Divisions sejr i den hidtil dårligste kamp, vi har spillet, da vi vandt 2-1, og dermed fik lidt selvtillid tilbage i truppen.

Vi var nu halvvejs gennem gruppespillet, og pludselig kunne holdet spille fodbold igen. Vi udspillede, med hjælp fra den nyindkøbte midtbanestjerne Eric, favoritterne fra ABC, men måtte tage til takke med 2-2, hvorefter vi fik endnu en uafgjort ude mod Guarany de Sobral, da kampen mod dem endte foruden mål. Det satte os i en lidt halvdårlig position, da vi nu igen lå på sidstepladsen, men med samme pointtal som Campinense. De var tilfældigvis også modstanderne i den næstsidste kamp, hvor vi altså måtte besøge dem i byen Campina Grande. Her scorede Eric sit første mål, og vi vandt en lidt heldig 1-0, i en lige kamp. Vi havde bolden mest, mens de havde et overtag angående chancer. Forud for den sidste runde så det altså ud som følger:

Det betød, at alle hold (pånær ABC, som allerede var videre), kunne nå både playoff, og nedrykning. Skræmmende scenario. Det var dog sådan, at Guarany og Campinense skulle spille mod hinanden dagen før, vi mødte Icasa, og deres opgør efterlod stillingen sådan her:

Dermed var vi sikre på at undgå nedrykning. Der manglede dog stadig en kamp, som let kunne blive afgørende for vores vedkommende. Så længe vi kunne undgå nederlag, ville vi kunne deltage i kvartfinalerne, hvori en sejr giver oprykning til Anden Division, som er den næstbedste række i Brasilien (den bedste hedder så, naturligt nok, Første Division – i FM, i virkeligheden tror jeg nok, de hedder Serie A/B/C, men da jeg ikke er helt sikker, bruger jeg FM-navnene).
En sejr skulle vi da også få, for Kayke spillede endnu en god kamp, og scorede for første gang i et par kampe, og da venstrebacken Adriano Bahia fulgte hans eksempel, førte vi 2-0 med tyve minutter tilbage af gruppespillet. Med et enkelt minut igen syntes Anderson Bill, at det var lidt synd for Icasa, så han forærede dem et straffespark, som de let konverterede til et mål. Det blev dog aldrig til mere, og med en 2-1 sejr kunne vi dermed fejre, at Sampaio Corrêa var videre til Play-Off runden.

[Indsæt_Navn]

I kvartfinalen trak vi Salgueiro (PE), hvilket jeg var lykkelig over, da deres hold ikke så specielt ud. Ærligt talt virkede de cirka 10-15% dårligere end os selv, så mulighederne for sejr, og tilhørende oprykning skulle være meget realistiske. Jeg valgte for en gangs skyld, at ”lave lektier”, ved at undersøge modstanderne, og deres profiler. Det viste sig, at de lå meget godt til min standard taktik, da deres styrker var på midten af banen, samt hos den ene backspiller. Derfor valgte jeg at holde mig til den sædvanlige 2-3-2-1-2, og derfor kan man måske tale om, at min lille scouting var ganske ligegyldig.
Vi skulle spille på hjemmebane i det første opgør, og da Édson, som jeg havde valgt som Anderson Bills partner til dagens kamp, bragte os foran i første halvlegs overtid, så det alt sammen godt ud. Kampen havde i det hele taget været rigtig fin for os, da vi sad på både spil og chancer. I anden halvleg var det dog direkte modsat, og kampen endte i sidste ende 1-1, hvor vi hver især havde 50% boldbesiddelse, og 12 skudforsøg. Dermed var der lagt op til et brag af en kamp på Salgueiro (PE)s Cornélio de Barros.
Igen lagde vi godt ud, da Anderson Bill headede bolden i nettet allerede i det 3. minut, og dermed bragte os foran. Da vi rundede den halve time, var der dog uro i den anden ende, hvor det endte med at backen Eloir, som jeg lod starte inde på bekostning af Rômulo, kom til at score selvmål, da vores defensiv fejlede fuldstændig, og gav dem fri mulighed til at slå et indlæg, der røg direkte ind i Eloir, og derfra i mål. 1-1. Denne stilling holdt længe, og jeg var begyndt at indstille mig på, at vi skulle ud i forlænget spilletid, da Marcelinho fik lov til at score noget nær det heldigste mål, jeg har set i de sidste 143 år. Hvilket er forholdsvis lang tid. Det kom af, at et indlæg lidt tilfældigt endte hos en Salgueiro-spiller, som sparkede på mål. Rodrigo Ramos reddede bolden, men den røg ud og ramte Marcelinho i ansigtet, hvorefter den røg i kassen. Forfærdelig slutning.. og mens jeg sad og græmmede mig over, at de scorede så heldigt et mål, som ovenikøbet så ud til at være offside, ja, så scorede Rodriguinho! De sidste syv minutter bad jeg spillerne om at holde bolden i egne rækker, hvilket lykkedes, og Sampaio Corrêa var dermed rykket op i Anden Division!

Efterfølgende fik jeg en ordentlig bunke af beskeder i spillet, som blandt andet bekræftede, at det ikke kun var mig, der var oppe at køre over oprykningen, og fandt det hele noget af en sensation (forårsaget af en MASSE held).

Jeg glæder mig allerede nu enormt meget til at tage hul på næste sæson, hvor vi skal spille Anden Division, men inden da har vi stadig et arbejde at gøre færdig, da vi fortsat mangler at spille to semifinaler mod ABC, hvorefter vi forhåbentlig også har en finale (eller to, hvis man også bruger det system i denne turnering).

[Indsæt_Navn]

Som I kan se, har jeg forsøgt at skifte skrifttype, og selvom den er en smule mindre, håber jeg, at det er til at læse.

Hvis der er nogle, der læser med, må de MEGET gerne fortælle, hvilken af skrifttyperne, de foretrækker. Personligt er jeg lidt i tvivl, da jeg godt kunne lide den store skrifttype, som var let læselig, men omvendt fik den det til at se ud som om, opdateringerne var endnu længere, end de egentlig er. :-)

[Crazy-Poul]

Jeg kan bedst lide den første