Le Rêve [PCM11 Blog]

 

[Jonaspetersen93]

lyder godt men den månedupdate vmanstar

[Romeo]

Virkelig fed blog, har af flere omgange prøvet at spille PCM men det har aldrig rigtig fanget mig. Måske jeg skulle anskaffe mig PCM 11 og prøve igen.

[vmanstar]

Det glæder mig, at denne blog falder i jeres smag. Jeg er glad for, at I synes om idéen med månedsupdate

Virkelig fed blog, har af flere omgange prøvet at spille PCM men det har aldrig rigtig fanget mig. Måske jeg skulle anskaffe mig PCM 11 og prøve igen.

Jeg synes, PCM 11 er en del bedre end forgængerne - selv om der ikke er ændret synderlig meget. Jeg vil ikke sige, hvorvidt du skal skaffe det eller ej, men jeg synes bestemt, at det er pengene værd. Personligt kender jeg godt det med, at PCM ikke fanger en, men i år er det gået en del bedre for mig. I de tidligere versioner havde jeg typisk startet en karriere med stort alle Pro-tour hold og en del kontinental-hold og så bare spille 2-3 løb, men i år er det anderledes

[vmanstar]

Januar

Sæsonen er skudt i gang, og Androni Giocattoli er i den grad kommet godt fra start. I det velrenommerede løb, Santos Tour Down Under, blev det til en sejr i point- og bjergkonkurrencen, begge hentet hjem af den talentfulde opkomling, Izaak Kovac.

Sæsonens andet løb var Le Tour de Langkawi, hvor bjerggeden, Jose Rujano, var forsvarende mester, men Androni Giocattoli-manageren kontroversielt lod den store stjerne sidde ude. Løbet var ikke lige så stor en succes som sidste år, men det lykkedes alligevel Riccardo Giarini at vinde 3.-etape og Emmanuele Sella kunne tage bjergtrøjen med hjem som evigt minde om, at han besejrede ørigets bjerge.

Det sidste og tredje løb, der er blevet kørt denne måned, er Giro della Provincia Reggio Calabria, som blev en skuffelse for det lille italienske hold. Det mindede ellers om noget nær stærkeste opstilling, hvor der både var blevet plads til colombianeren, Jose Rujano, og den danske israeler, Izaak Kovac. Det startede også lovende med en podieplads til Rujano på første etape, og da Izaak tog sejren på 2.-etape lignede det en triumf for mandskabet, der bare skulle lukke tingene på den sidste etape, men Izaak skuffede fælt og sluttede langt nede i klassementet, og Rujano nåede akkurat ikke at tage nok sekunder og måtte stille sig tilfreds med en samlet 2.-plads.

[vmanstar]

Februar

Februar måned er nu afsluttet, og endnu engang har Androni Giocattoli formået at sætte sit præg på begivenhederne. Det første løb, som blev kørt, var Étoile de Bessèges, hvor italienerne stillede op med et c-hold kun bestående af seks mand. Som forventet udrettede de ikke det store de første etaper, udover at Luca Solari formåede at hente 15 bjergpoint, hvilket var nok til at give ham den samlede føring dér. Vedholdenhed gav pote for førnævnte Solari, der på den 4.-etape rammer det rigtige udbrud og derefter ikke kun kan iklæde sig bjergtrøjen, men også den gule- og grønnetrøje. Stjerne Voeckler prøvede alt, hvad han kunne på at afklæde Luca på den næstsidste etape, men Solari viste fremragende ben og snuppede sejren og efter paradekørsel på sidste etape, kunne Androni-rytteren glæde sig over at have vundet rub og stub.

Næste mål var etapeløbet, Tour of Oman, hvor der endnu engang var blevet plads til både Rujano og Izaak. Actionen lod vente på sig og på den eneste rigtige bjergetape, blev både Izaak og Rujano lukket inde, hvilket resulterede i, at de kom ind med hovedfeltet. På 2.-sidste etape skulle Izaak så vise, at han også kunne køre en god enkelstart, hvilket man må sige, at han gjorde; En 3.-plads kun overgået af Oksen fra Grimstad, Thor Hushovd og det unge supertalent, Edvald Boasson Hagen. Som sædvanlig ændrede sidste etape ikke noget på det, og nordmændene kunne triumfere mens Izaak måtte ”nøjes” med en 3.-plads.

Fransesco Ginanni kørte sin chance i Trofeo Laigueglia, hvilket også resulterede i en udmærket 5.-plads til italieneren. Så var det blevet tid til Giro de Sardegna, som Izaak Kovac og Jose Rujano skulle bruge som opvarmning til det næste store mål; Paris – Nice. Det startede også rigtig godt – Rujano tog sejren på 2.-etape og Izaak var langt foran i bjergkonkurrencen. Desværre stjal bakkespecialisten, Joaquin Rodriguez, sejren fra den colombianske bjergged, der endnu engang måtte stå på den næsthøjeste – eller næstlaveste om man vil – skammel på podiet.

Sidste opgave denne måned var endagsløbet, GP di Lugano, hvor det italienske kontinental-hold stillede i aller stærkeste opstilling. Det hele så også meget lovende ud, og Izaak Kovac var også forrest, da der manglede 200 meter, men så kom favoritten, Voeckler, buldrende, og sikrede sig sin 6.-sejr.

Voeckler har næsten ene mand hevet Team Europcar helt op i rankings, men det må kun være et spørgsmål om tid, før han går død – det håber Androni-manageren i hvert fald.

[vmanstar]

Jeg vil lige sige, at Solari sejren var fuldstændig sindssyg. Jeg var ekstremt heldig, at han ramte det rigtige udbrud, da jeg simulerede, og da jeg så valgte at spille de efterfølgende etaper, vandt jeg - og han har altså kun omkring 64 i stats!

Derudover vil jeg gerne beklage for de manglende SS, men jeg glemte det simpelthen.

[vmanstar]

Ja, jeg tager på ferie på lørdag og er først tilbage søndagen ugen efter. Derfor vil denne blog ikke blive opdateret i den periode, men jeg vender stærkt tilbage. Nu står jeg så to dage før Paris - Nice og ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Skal jeg skrive en optakt til Paris - Nice - som jeg vil gøre til de fremtidige løb - eller skal jeg køre et endagsløb, som er dagen før Paris - Nice og fortælle den med Izaak, som en opvarmning til det første store mål? Eller skal jeg bare vente til, jeg kommer hjem igen, så det hele ikke bliver skilt for meget ad?

Det er op til jer!

[nicolajtmadsen]

Jeg siger nummer to, altså skrive om endagsløbet.

[Jonaspetersen93]

Jeg siger nummer to, altså skrive om endagsløbet.

+1

[vmanstar]

Den kommer i givet fald i morgen, da jeg hellere vil sprede det lidt ud

[vmanstar]

Jeg har lige fået spillet etapen, og jeg vil gå i gang med updaten, så snart jeg lige har ordnet et par småting

[vmanstar]

Montepaschi Strade Bianche

Det var dagen før mit næste store delmål. I morgen gik det løs i Paris – Nice, og jeg kunne mærke, at formen så småt ved at være god nok til at tage den samlede sejr i det prestigefyldte løb. I dag hedder det dog Montepaschi Strade Bianche. Store kanoner som Damiano Cunego, Ignatiev og Roman Kreuziger var med på startlisten, men jeg vidste, at ingen af dem kunne stå en chance mod mit enestående talent. Alligevel kunne jeg mærke, at fokus var mere rettet på morgendagens løb end det franske endagsløb.

”Vi stiller i absolut stærkeste formation i dag, drenge. Der er masser af store stjerner med i dagens løb, men vi må fokusere på Voeckler. Han har vist fantastisk form, og han har snuppet sejren for næsen af os før, men det må han ikke gøre igen. Taktikken er simpel; Izaak, sæt dig på hjul af Voeckler hele etapen, klister til ham som en våd t-shirt til en fugtig overkrop, når han angriber, kan han mærke din ånde i nakken og så overhal ham til sidst i spurten. Rujano skal styre slagets gang og kontra-angriber på de andre favoritter. Gå så ud og vind!”

172 kilometer:
-   De første angreb starter. Masser af elendige cykelryttere, der hellere burde være blevet derhjemme, prøver den minimale chance for at slå overmagten. Det var i det mindste charmerende, og hvad der skabte løbene, så vi kunne alligevel ikke undvære dem. Jeg holdt mig bag Voeckler.

155 kilometer:
-   Noget der ligner dagens udbrud, er kommet af sted. Elleve lykkeriddere deles om arbejdsbyrden. Jeg tror dog ikke på, de snart bliver hentet, da feltet ikke tør lade så mange ryttere komme for langt væk.

150 kilometer:
-   Ganske rigtigt. Ligesom jeg forudsagde, er udbruddet lige blevet kørt hjem. Katusha tog det største slæb, så måske har Ignatiev eller Kolobnev gode ben.

115 kilometer:
-   Otte mand har slået et godt hul ned til feltet. Feltet ledes stadig af Katusha, men Europcar har også sendt tre mand frem.

100 kilometer:
-   Endnu tre mand prøver at komme op til den førende gruppe. Dumt, sidste gang, der kom elleve af sted, var det enden på udbruddet.

60 kilometer:
-   Udbruddet har et pænt forspring, og feltet bliver snart nød til at sætte farten op, hvis favoritterne skal tage sejren hjem. Feltet begynder så småt at blive mindre, det passede mig ganske udmærket. Benene var fine nok, og jeg kunne allerede se mig selv stå øverst på sprøjtende med billig fransk champagne til alle sider.

45 kilometer:
-   ”Hullet er for stort!”, råbte chefen efter sidste mellemtid viste 4 minutter, ”Serpa og Sella, freeem! Giv den hele armen.” Med det samme blev tempoet forhøjet, og rytterne nede bagved faldt af i grupper.

40 kilometer:
-   Tempoet er skruet helt i vejret, og kun tyve ryttere kan følge med. Voeckler er isoleret helt alene – ligeså er Cunego, men Kolobnev ser stærk ud. Udbruddet har stadig en del tid, og vi bliver nød til at køre en smule stærkere for at kunne kæmpe om sejren. Jeg kunne allerede mærke trætheden i mine ben, som når man kan ænse regnvejr i det fjerne. Ikke nu! Der er stadig 40 kilometer tilbage. Lige da krisen var på sit højeste, kom Crescenzo med en flakse vand blandet op med druesukker. Det smagte som muggent vand, men det gik øjeblikkeligt i benene, og jeg var nu klar til at hive sejren hjem.

20 kilometer:
-   Voeckler angriber! Han når kun en omdrejning, før jeg står op i sadlen og rytmisk træder kæden rundt. Jeg ser mig over skulderen… Og der er ingen bag ved! Glæden brusede op i mig. Lige pludselig stoppede Voeckler brat op, og jeg havde stadig noget tilbage. Jeg overvejede det i et sekund, men så fik chefen mig på andre tanker; ”Vær cool, Izaak. Han er ikke færdig endnu! Sæt dig på hjul af ham, lad ham gøre arbejdet. For alt i verden slip ikke hans hjul!”

15 kilometer:
-   Feltet er meget tæt på nu. Jeg sidder klistret til franskmandens baghjul, som Sidney Lee klistrer sig til mediefolk. Jeg havde stadig masser at give af, og jeg kunne lugte sejren. Tre udbrydere var stadig foran, men de var lige præcis indenfor rækkevidde. Lige da jeg var aller tættest på at angribe, huskede jeg på chefens ord og afventede lidt endnu. Til min forbløffelse, kunne jeg se Cunego var lige ved siden af mig. Nå, pyt være med det – jeg ville alligevel slå dem alle på stregen. Fuck! Den seneste melding siger, at udbruddet har over et minut!

5 kilometer:
-   Der er stadig tre mand foran os – med et markant hul. Jeg kan ikke vente længere. Denne sejr tilhører mig! Med ti tråd er jeg godt på vej fremad. Mine ben sved, men jeg fortsatte. Jeg kørte så hurtigt, at selv Fabian Cancellara ikke ville kunne følge med.

3 kilometer:
-   Jeg kan næste lugte de forreste! Jeg havde truffet det rigtige valg. Hvad sker der! Jeg havde lige sat mig på hjul af Plaza, men ud af det blå kommer en stormende Voeckler! Mine ben er helt tomme, så jeg må lade ham køre. Jeg sætter mig op forrest og begynder at trække os tilbage.

Mål:
-   Vi er næsten ved Voeckler nu! Alle begynder at sprinte. Jeg giver den alt, hvad den kan tage, men jeg kommer bare ingen vegne. Mine lægge kramper og mit syn bliver sløret, men jeg kan lige akkurat se, at Voeckler tager sejren, Malacarne kommer ind lige bag ham. En tredjeplads kan da lige gå, tænker jeg, men til min store overraskelse kan jeg lige akkurat skimte Ardila ved siden ad mig. Han tager den sidste podieplads?! Hvad fuck! Jeg kan ikke tro det. Hvordan kunne jeg fejle? Voeckler kan ingen tage i øjeblikket; Han er helt klart på doping, men de to andre? Det var også den dumme cykel; Hvis den kæde bare kunne tage flere omdrejninger, så havde jeg vundet spurten og 2.-pladsen.   

[Jonaspetersen93]

Genialt intet andet dog surt at du ikke engang kommer på podiet, jeg står næsten herhjemme og råber "kom så IZAAK"

[vmanstar]

Genialt intet andet dog surt at du ikke engang kommer på podiet, jeg står næsten herhjemme og råber "kom så IZAAK"

Dejligt med så engageret en læse 

[kanok]

Den her blogs historie og rytterpersonlighed har virkelig et så stort potentiale at det ville være forfærdeligt at stoppe den nu! Du skal køre videre på den her.


Fint at smide skylden over på kæden.