Det var så den sæson. Den glemmer man nok aldrig. En "lille" evaluering fra min side følger her.
Det endelige resultat taler for sig selv. Vi fik to trofæer, og det var de to største. Det er fantastisk, og det havde man ikke regnet med, da vi efter tre Premier League-kampe havde to point. Vi fik en frygtelig sæsonstart – både resultat- og spillemæssigt, og først i oktober fik vi gang i spillet. Det var den periode, hvor vi scorede fire mål i mange kampe på stribe.
Gummiben hos Arsenal blev vores 12. mand, selvom vi lod Chelsea komme lidt for tæt på – specielt fordi arrogancen måske var lidt for stor forud for kampen på Stamford Bridge. Til gengæld overlod vi heldigvis intet til tilfældighederne mod West Ham og Wigan.
Alt i alt er der for mig at se ingen tvivl om, at vi var de rigtige mestre. Vi var mest stabile og spillede det bedste bold set over hele sæsonen (Arsenal kan ikke tage den titel, når de går så meget ned). Alligevel synes jeg ikke, at vores spil var af samme standard som i 2006-2007-sæsonen, hvor vi da også blev mere suveræne mestre. I den sæson sprudlede vi i mange kampe, mens det i denne har begrænset sig til en håndfuld, heraf selvfølgelig med kampene mod Newcastle og FA Cup-kampen mod Arsenal som dem, der lyser klarest i hukommelsen. Ser man bort fra disse magtdemonstrationer, har der været mange kontrollerede kampe, hvor vi vinder sikkert, men uden at sprudle. Kampe som dem mod Newcastle og Arsenal viser dog, at vi er verdens bedste hold, når alt falder i hak.

Netop 4-0-sejren over Arsenal var det klare højdepunkt i FA Cuppen, hvor vi faktisk var ganske overbevisende – også i kvartfinalen mod Portsmouth, som fik én af de heldigste sejre, jeg har set inden for fodbold. Hvordan vi tabte den kamp, er mig stadig et under, men nu hvor vi står med Premier League- og Champions League-trofæet, så overlever jeg.
Vi fik aldrig en ”Roma-kamp” i Champions League, men der er ingen tvivl om, at vi vandt, fordi vi er blevet mere voksne. Vi har lært at føre taktisk disciplin ud i livet, hvilket ikke mindst skyldes vores fantastiske forsvar. Det blev udslagsgivende i knockout-kampene. Finalen var bare… ja, som den var.
MålmændEdwin van der Sar har været meget udskældt.
For udskældt, for vores lange hollænder har stået en stor sæson og har været utrolig vigtig for os. Dette blev naturligvis symboliseret, da han reddede det afgørende straffespark i går. Han har en ro og sikkerhed, som forplanter sig i forsvarsspillerne, som er trygge ved at have van der Sar i ryggen. Jeg håber, at han tager en sæson mere. Den kan han passende bruge på at konkurrere mod Ben Foster, som satte en tyk streg under sit store potentiale i kampen mod Derby, hvor han leverer sæsonens redning og holder buret rent.
Tomasz Kuszczak er en fin tredjemålmand – hvis han gider at være det.
ForsvaretMåske den helt store nøgle til vores triumfer. Rio Ferdinand-Nemanja Vidic er i mine øjne verdens absolut bedste midterforsvar, og vores backs har også været fantastiske i år.
Wes Browns vikariat på højrebacken var overraskende godt og næsten på højde med Gary Neville i topform, og Patrice Evra har været blandt vores allerbedste spillere i denne sæson. Han kan mere offensivt end næsten samtlige venstrefløje i verden (faktisk mere end nogen af vores), og samtidig gør han et solidt arbejde defensivt. Stor sæson.
MidtbanenCristiano Ronaldos præstationer taler for sig selv. Over 40 mål af en højrewing er absurd, og det tror jeg aldrig, at nogen fløjspiller vil overgå.
På den centrale midtbane har den store duel stået mellem Anderson og gode gamle Paul Scholes, som i øvrigt viste utrolig vilje ved at spille videre med en brækket næse i går. Michael Carrick er vores bedste centrale midtbanespiller og derfor selvskrevet i startopstillingen, mens Owen Hargreaves, når alt kommer til alt, har skuffet en lille smule i sin første sæson. Han scorer et uvurderligt frisparksmål i 2-1-sejren over Arsenal og spiller formidabelt mod Roma, men ud over det – samt et par gode præstationer som højreback – har han ikke helt indfriet forventninger. Det har til gengæld Anderson – og mere til. Jeg havde forventet en Ronaldinho-type, som udelukkende kunne spille fløj eller hængende angriber, hvorfor jeg spåede ham svære kår, men jeg er blevet positivt overrasket. Han er en ægte arbejdshest, som besidder alle de kvaliteter, der skal til, for at blive verdens bedste centrale midtbanespiller. Han kæmper defensivt, afleverer godt, er kreativ og kan tage nogle farlige løb med bolden. Han bliver ekstremt god; det er jeg ikke i tvivl om. Mod slutningen på sæsonen tyder det imidlertid på, at gassen er gået lidt af ballonen. Der har været langt mellem spilleminutterne for vores brasilianer, men Scholes har også gjort en god figur. I næste sæson må vi starte fra nul og se, hvem af de to, der leverer varen bedst. For slet ikke at glemme Darren Fletcher, som altid gør et solidt stykke arbejde, når han spiller. Samtidig er han bedre til at snige sig ind i feltet end vores andre midtbanespillere, og derfor skal han heller ikke afskrives, når pladserne skal fordeles.
Heller ikke på venstrefløjen har det været muligt at finde ud af, hvem der er fast mand. Ryan Giggs har haft en skuffende sæson, som dog fik en smuk afslutning, og Nani har været alt for svingende. Han startede godt, gik så helt ned, før han blomstrede op i anden halvsæson, men her mod sæsonens afslutning har han vist et alt for lavt bundniveau – kulminerende med hans idiotiske udvisning mod West Ham. Så dukkede Ji-Sung Park pludselig op, og som det ser ud lige nu, ligner han faktisk vores bedste venstrefløj.
Angreb”To angribere af samme type kan ikke fungere”, råbte jeg ustandseligt inden denne sæson. Det kunne det. For selvom både Carlos Tevez og Wayne Rooney er meget bevægelige, og selvom de begge misser en del oplagte chancer, så har deres samarbejde, deres teknik og deres eksplosivitet gjort vores angrebsspil langt farligere, end hvis makkerskabet havde heddet Rooney-Nistelrooy. Ved enkelte lejligheder har deres indbyrdes forståelse lignet noget, man så i Andy Cole og Dwight Yorke-tiden, og jeg er meget spændt på at følge deres udvikling. Louis Sahas uendelige skadesproblemer har betydet, at vi ikke har haft mange alternativer til de to, men så har 4-5-1-opstillingen til gengæld fungeret godt. Saha skal væk, og spørgsmålet er så, om vi skal købe en ny angriber, eller om vi skal stole på Fraizer Campbell og Manucho (forudsat at han får sin arbejdstilladelse). Jeg hælder til det sidste.
Hvad nu?Det store spørgsmål er, om vi kan gentage kunststykket. Og det kan jeg ikke se nogen grund til, at vi ikke skulle. Vi har et ungt hold med nogle rutinerede spillere, og det tyder på, at de alle sammen fortsætter. Jeg kan ikke forestille mig, at vi sælger Cristiano Ronaldo eller nogen af vores andre profiler, hvorfor vi i værste fald vil have et
lige så stærkt hold i næste sæson. Måske går vi ud og forstærker os og bliver endnu bedre. Sir Alex Ferguson har jo allerede været ude og bebude, at vi køber en angriber.
Samtidig har spillere som Cristiano Ronaldo, Wayne Rooney, Carlos Tevez, Anderson, Nani og mange flere fået værdifuld erfaring. Vi har ikke set det bedste fra dette hold endnu. Det er måske det bedste Manchester United-hold nogensinde, og det er vel den største ros, man overhovedet kan få.
Tillykke.