Arven efter Schuster og Laudrup

GETAFE CF S.A.D.

___________________ ___________________ ___________________ ___________________ ___________________ ______

Et nyt år begynder |

Januar
Jul og nytårsaften var nu overstået. Gutterne og jeg selv havde fortjent slappet af i hjemlige rammer i højtiderne, oven på de to forgangne måneders store pointhøst, og nu var et nyt år kommet.

Året 2009 indledte vi mod Valladolid. Sevilla havde bremset vores sejrsstime i den seneste kamp, og det var med den kamp in mente at vi gik ind på Nuevo José Zorrilla i Valladolid. Nu skulle vi høste point igen.

Den første del af høsten blev da også taget som den skulle. Vi rejste hjem med en fortjent 3-1 sejr i bagagen efter en kamp hvor Uche slog til med 2 kasser, efter at centerforsvareren Mario havde bragt os i spidsen.

Sideløbende med La Liga sæsonen var vi stadig med i pokalturneringen, en turnering som vi i jagten på en høj ligaplacering nedprioriterede en smule. Jeg valgte derfor at spare Uche, Gavilán, Santon og Carioca i første kamp i 5. Runde af pokalturneringen som stod mod Real Betis, frem mod braget der ventede. Braget mod FC Barcelona på Nou Camp.
Først skulle pokalturneringskamp en mod Betis dog overstås, og vi gik glade fra banen efter en veloverstået indsats hvor vi sikrede os et godt udgangspunkt til returkampen. 2-1 på udebane, et resultat jeg var godt tilfreds med, især da jeg havde valgt at spare en del profiler. Nu ventede Barcelona..

Fire dage efter fløjtede Itturralde González kampen i gang foran 77880 tilskuere. Fra startfløjt til slutfløjt sad jeg på kanten af mit sæde. Som tiden gik blev jeg mere og mere frustreret, ”Kan de for fanden ikke bare sparke læderet ind!!”, tænkte jeg.
Før mine frustrationer over brændte chancer for alvor var startet, havde Samuel Eto’o bragt hjemmeholdet foran efter 13 minutter. Herfra begyndte skudcirkusset, i begge ender retfærdigvis sagt. Ustari og Valdéz i hvert deres mål, sprællede og fløj igennem luften, og forhindrede på den måde flere mål før pausen. I pausen havde jeg ihærdigt forsøgt at holde gejsten oppe, og spillet var da også udmærket, men Valdéz valgte til stadighed at spille en brandkamp, som Ustari heldigvis valgte at kopiere. Men ind ville bolden ikke bag Valdéz, og det blev i stedet Messi som lukkede kampen et kvarter før tid på en ripost. Ustari blev efter kampen, i skarp konkurrence med Valdéz, kåret til kampens spiller. Det var der vidst ikke så meget at sige til.

Tre dage efter braget kunne det godt ses at kampen havde kostet kræfter. Real Betis tog hjem fra returkampen med en 1-0 sejr, men eftersom vi vandt første kamp 3-1 var vi videre til pokalkvartfinalen, som der efter kampen blev trukket lod til. Op kom Real Madrid af hatten.

^{Måske bliver det Granero,
der løfter Copa del Rey trofæet.}

Pokalkampene og braget mod Barcelona havde tæret en smule på truppen, og i 19. spillerunde kunne det godt ses. Skuffende måtte vi nøjes med 1-1 hjemme mod Mallorca, et resultat jeg lod spillerne vide at jeg ikke var tilfreds med. Tre dage efter lod til at spillerne ville modbevise min kritik, og 1. kamp i kvartfinalerunden i pokalturneringen mod Real Madrid vandt vi til min, holdets og hjemmepublikummets store glæde 2-1. Efter at være kommet bagud 1-0 kort efter pausen vendte vi et truende nederlag til en 2-1 sejr.
Endnu engang tabte vi dog point i ligaen efter en pokalkamp. 1-1 ude mod Osasuna fik vi hevet hjem efter en scoring af Santon i overtiden. Ikke tilfredsstillende.

Tilfreds var jeg dog tre dage efter i omklædningsrummet: ”Smukt drenge! Endnu en 2-1-sejr over Los Blancos, nu skal vi fandme gå hele vejen. Godt gået gutter. Nu skal vi også bare hænge på i ligaen, så ser det godt ud.. (pause..) I får fri torsdag og fredag.” . De havde sgu brug for at hvile sig lidt, og fire dage ude i fremtiden ventede Valencia på vores græs.