Fredericia mod toppen!

 

[Zulue]

Er vild med teksten, men synes dit layout er .. ikke vildt flot ..

Desuden er det vel "ligaen, 5 kampe" og ikke 6 kampe?..

[Hallas]

Er vild med teksten, men synes dit layout er .. ikke vildt flot ..

Desuden er det vel "ligaen, 5 kampe" og ikke 6 kampe?..

Helt korrekt. Er rettet.

Med hensyn til layoutet, mener du så det grafik der er nedenunder tekster?

[Zulue]

Helt korrekt. Er rettet.

Med hensyn til layoutet, mener du så det grafik der er nedenunder tekster?

grafikmæssigt, teksten er der skam ikke noget galt ved.

[vondracek]

Hov Hallas. Der er noget med det sekstal hva'? ()

[Hallas]

Hov Hallas. Der er noget med det sekstal hva'? ()

Haha, ja det må man sige

[Hallas]

grafikmæssigt, teksten er der skam ikke noget galt ved.

Er ikke den store grafiker, så kan desværre ikke gøre det bedre

[Hallas]

Er ikke den store grafiker, så kan desværre ikke gøre det bedre

Netop derfor, ville det faktisk være fedt, hvis der var en, som kunne lave et flottere stykke grafik, hvor jeg dog stadig kan få det samme stykke tekst puttet ind i.

[Hallas]

27. september, 2007

Jeg kigger i spejlet og øjner mit blege ansigt. Samtlige nattetimer i vågen tilstand den forrige nat er synderen. Søvnløse timer, brugt til at vende mig i min seng, har sat sine spor i mit ansigt og i mit sind. Da jeg går ud af døren, velvidende om at jeg er for sent på den, griber jeg hurtigt en kop kaffe, som jeg, sammen med et par vitaminpiller, lader glide ned i ganen. 

Jeg når min nye bil, kun et par minutter forsinket, og river i bildørens håndtag, dog kun med det resultat at finde ud af bilen er låst. Med en rystende hånd finder jeg min pung frem. Jeg lukker den op i dens lille magnethæfter og finder bilnøglen. Adskillige forsøg, resulterende i små ridser, forfølges heldigvis i, at nøglen sættes i låsen, og med et klik ryger døren op. Jeg hopper ind, putter nøglen i tændingen og drejer.

Bare et halvt minut senere farer jeg med 115 km/t. ud af Treldevej! Jeg tuder i hornet af forbipasserende biler og farer af sted på den asfalterede vej. ”Øjnene på vejen!”-sætningen fra tiden i kørelære, skyder sig ind i mit hoved, da jeg vender blikket mod mit armbåndsur, mens jeg drøner af sted, nu hurtigere og hurtigere. 125 km/t… 130 km/t... 140 km/t.!

Jeg trækker i håndbremsen, og rutsjer ind på parkeringspladsen, hvis grundlag er af grus. Bilen skrider lidt for langt, hvilket udmunder i et sammenstød med en lygtepæl. Jeg bander det langt væk, og sætter derefter i løb mod bestyrelseslokalet.

Da jeg når lokalet står døren lukket. Jeg trækker et lille lommetørklæde op, og tørrer et par dalende svedperler af min pande. Jeg banker på. En mand med mørkt mellemlangt hår, som jeg identificerer som klubbens direktør Stig Pedersen, åbner døren.

Af ham bliver jeg ført over i en stol med et rødt læderbetræk. Ivrig for at komme i gang sidder jeg med et spørgende ansigt, og kigger med udspilede øjne på de papirer, som ligger foran mig. Min opmærksomhed vender sig dog mod Stig Pedersen, da han begynder at tale: ”Der er ingen tvivl om, at du har indfriet den succes, som vi håbede på, at klubben og du ville få. Vi har, her i klubben, derfor i sammenhørlighed bestemt, at en kontraktforlængelse allerede nu vil være på sin plads. Hvad mener du selv?”

Overrasket over et kontrakttilbud allerede nu, bliver jeg hurtigt grebet af midlertidige stjernenykker. ”Hvad er lønnen?”, lyder mit tørre svar. ”En lønstigning på 150%, som vi selv synes er meget, kommer af en økonomisk succes grundet den sportslige succes, som du bringer”, svarer direktøren, hvorefter jeg spørger ind til, om der en forlængelse i kontrakten. ”Selvfølgelig”, siger Stig Pedersen. ”Selvfølgelig er der en forlængelse, som udvider kontrakten til 2 år.”

Jeg sætter mig frem i sædet, som derfor giver en knirkende lyd, og griber efter papirerne. Jeg sætter øjnene fast på dem, og fører en nonchalant hånd frem mod direktøren, som giver mig en kuglepen. For ham ser det ud som om, at jeg nærlæser alt i kontrakten, men faktisk læser jeg ikke én eneste sætning. Derimod sidder jeg i mine egne dagdrømme og fantaserer om Champions League ære og en dag at være manager for et tophold i en af verdens største ligaer.

”Er du færdig?”, lyder det. Skudt ud af mine tanker, som en kanonkonge skudt ud af en kanon, finder jeg tilbage til virkeligheden. Nede på jorden igen, svarer jeg: ”Ja, jeg er færdig”. Derefter skriver jeg under. Jeg trækker stolen lidt ud, rejser mig og rækker hånden frem mod direktøren. Han ser lettet ud da han giver mig hånden. Da jeg træder ud af døren, skimter jeg fra øjenkrogen, at han dumper ned i sit sæde som en sten, der falder ned på havets bund. Men vi er ikke på havets bund. Vi er i den syvende himmel!

10 KAMPE - LIGAEN, 8 KAMPE

[vondracek]

Tillykke med den nye kontraktforlængelse, og de fantastiske resultater.

Din tekst er yderst velformuleret og nøje gennemgået, hvilket jeg ikke synes vi ser meget til under blog sektionen. Fantastisk stykke arbejde Hallas. Keep it coming!

[Hallas]

Tillykke med den nye kontraktforlængelse, og de fantastiske resultater.

Din tekst er yderst velformuleret og nøje gennemgået, hvilket jeg ikke synes vi ser meget til under blog sektionen. Fantastisk stykke arbejde Hallas. Keep it coming!

Mange tak vondracek. Dejlig kommentar

[Hallas]

Netop derfor, ville det faktisk være fedt, hvis der var en, som kunne lave et flottere stykke grafik, hvor jeg dog stadig kan få det samme stykke tekst puttet ind i.

[vondracek]

Jeg kan desværre ikke hjælpe dig Hallas, men jeg synes da, at den nuværende er ganske flot?

Herinde skal man være tålmodig, når man spørger om grafisk hjælp, så vent du bare lidt endnu og håb på noget respons - Ingen idealistiske tanker, det skal nok komme

[Hallas]

Jeg kan desværre ikke hjælpe dig Hallas, men jeg synes da, at den nuværende er ganske flot?

Herinde skal man være tålmodig, når man spørger om grafisk hjælp, så vent du bare lidt endnu og håb på noget respons - Ingen idealistiske tanker, det skal nok komme

Synes min grafik ser nybegynder-agtig ud, og egentlig synes jeg ikke den er specielt pæn, men det går indtil videre.

Ja, jeg må jo bare vente

[Hallas]

Netop derfor, ville det faktisk være fedt, hvis der var en, som kunne lave et flottere stykke grafik, hvor jeg dog stadig kan få det samme stykke tekst puttet ind i.

[Hallas]

12 november, 2007

Hvert ord rungende fra min mave og ud gennem halsen og ud til det brede, men usynlige, lydsystem, giver en kradsende følelse i halsen. En følelse, som hvis en kat sad i ens hals og prøvede at kradse sig ud.

Jeg ved godt hvor det kommer fra. Det er såmænd træningen her i oktober og november, som jeg har været medvirkende til uden det store læs vintertøj. Oven i det må en masse skrigeri af spillerne i det seneste stykke tid også have en del, at skulle have sagt.

Jeg kigger på mit ur: halv 12, altså en halv time før interviewet begynder. Med en snap bevægelse river jeg rullegardinet i et af mine få vinduer til side. Jeg vender blikket mod den ensomme gade, som hvis eneste harmoniødelæggende element er yderdøren til min opgang, som af den vilde vind bliver slynget op af en væg utallige gange.

”Vrrruuuuum!” siger det, da en taxa drejer ind i gaden. Jeg griber min taske, som er fyldt med 10 flasker vand, og glemmer i hast mit halstørklæde, som jeg købte, da jeg begyndte at mærke smerten i min hals.

Da jeg når taxaen, sidder chaufføren med et utålmodigt ansigtsudtryk, men da han ser mig, vrænges det hurtigt ud i et fortrængt smil. Jeg åbner døren til det frie forsæde, hvorefter jeg lader mig dumpe ned i sædet. ”Fredericia Ny Stadion, og lad det gå stærkt” vrænger jeg af den uskyldige taxachauffør, som jeg lader min vrede, over smerten i halsen, gå udover.

Jeg bliver rykket tilbage i sædet, da taxachaufføren sætter speederen i bund, og lader hans Mercedes fare ud ad Treldevej. Selv kører jeg uforsvarligt, men da jeg bad chaufføren om at lade det gå stærkt, mente jeg ikke, at han skulle gamble vores liv.

Til min store overraskelse når jeg helskindet frem til interviewet. Jeg har bestemt, at interviewet skal gennemføres i Café FIC, som ligger i Fredericia Idrætshal. Da jeg står i forhallen til Caféen, kan jeg igennem glasdøren se en mand i 40’erne.

Jeg tager min taske, som jeg har stillet ved mine fødder, og finder et stykke papir og en flaske vand frem. Vandet bliver hældt i halsen i et enkelt drag, hvorefter jeg vender øjnene mod det lille og krøllede stykke papir. ”Interviewer: Pelle Andresen; i 40’erne, mørkt hår, smal af bygning”.

Jeg fører armen op over skulderen, og lader papiret glide ud af min hånd. Med lange og utålmodige skridt går jeg mod manden i Caféen. Manden, som åbenbart hedder Pelle. Han lægger ikke mærke til mig, da jeg sætter mig ned i stolen overfor ham.

Uden tålmodig for staklen, som er fanget af linjerne på hans papir, banker jeg hårdt på bordet. Han kigger op. ”He.. Hej!” siger han usikkert, hvorefter han fortsætter med en undskyldning for sin uopmærksomhed. Sikke en stakkel. Han må se i mit ansigt, at jeg ingen tålmodig har for ham, for han følger hurtigt op på hans første sætning ved at starte interviewet.

Mens det skrider frem, prøver jeg at understirre ham, og gøre staklen nervøs. Jeg er overlegen, og det ved jeg. Med det grimme og nervøse fjæs, som han sidder og viser frem, er jeg sikker på, at han også ved det.

For at finde sikkerhed må han gang på gang kigge på hans papirer. I en sætning, må han pga. manglende hukommelse, stoppe op, og sidde og kigge på sit papir med sine store udspilede øjne. Jeg sætter min ene ben over det anden, og sætter armene over kors.

Med en hoverende og majestætisk stilling ydmyger jeg ham på det yderste. Det gør ham bare mere nervøs, og jeg tror ikke, at han nåede at gøre interviewet til ende, før han måtte takke af.

INTERVIEWET

18 KAMPE - LIGAEN, 15 KAMPE