Selvmord

 

[verdenskrig]

Det har jeg fået smidt i hovedet så mange gange at man skulle tro det var løgn.. men jah.. der er jo ikk andet at gøre end at blive ved med at gentage det igen og igen..

Men ikke desto mindre er det sandt

[Kaas]

Det har jeg fået smidt i hovedet så mange gange at man skulle tro det var løgn.. men jah.. der er jo ikk andet at gøre end at blive ved med at gentage det igen og igen..

Okay .. Men ja, bliv ved med at tro på det.
Og håber du kan sove godt, jeg vil i hvertfald prøve nu .. Godnat.

[ManUtd83]

Jeg tror folk tvivlede fordi, det er et højst besynderligt sted at tale ud om sine selvmordstanker. Det er trods alt et forum omkring et fodboldmanager-spil.

[Red love]

Det er kun kujoner der begår selvmord.

Den, der fortvivler over en begivenhed, er en kujon, mens den, der sætter sin lid til menneskets egenskaber, er en tåbe.

[Red love]

Jeg kan sige det kort! Denne tråd skal du ikke bruge til at fremvise dine selvmordsforsøg. Det gider vi ikke se på. Søg i stedet noget hjælp i den virkelige verden, frem for at bruge det for at få opmærksomhed herinde!

Hvor er det nu lige den virkelige verden den ligger henne..?

[-LFC-]

Nå...der forsvandt RedLove
Nå men som nogle af jer nævner at mange unge bliver kørt psykisk ned af mobning og herefter begår selvmord kan jeg nikke genkendene. Jeg blev selv mobbet i en periode samme tid sidste år og havde det herefter så skidt at jeg overvejede selvmord en enkelt gang, i sådan nogen perioder skal man snakke meget med sine nærmeste venner, det hjælper helt sikkert. Der er stadig nogen mennesker der bare er røvirriterende, men når der er sådan nogen skal man bare tænkte "Fuck ham, jeg er bedre end den nar" Det gør jeg og det kan være svært uden selvtillid, men det hjælper

[Shaft]

Nu har jeg læst hvad folk har skrevet herinde. Og selvmord er en ting som folk vil være uenige om. Jeg vil nu fortælle lidt om mine oplevelser, hvordan jeg er kommet ovenpå, på trods af jeg dog forventer folk bliver kritiske/negative over at høre det. Det er også første gang jeg overhoved snakker om det, så der er risiko for nogle venner læser det, det er dog ikke derfor, og ej heller fordi jeg er en "medieluder". Husk nu, det er mine tanker, mine følelser, som du heldigvis ikke behøver tænke på

Jeg har selv i løbet af mit nu 19 årig liv forsøgt selvmord to gange. Som mange skriver så er det en egoistisk tankegang, det er det. Men nå man forsøger eller tænker på selvmord, så har man det så skidt at man ikke tænker klart på hvad der vil ske for sine famillie/venner osv.
Grunden til jeg prøvede selvmord, første gang for et år siden, og sidste gang i december kan nok reflekteres til hele sin barndom. I mit eget tilfælde er jeg i løbet af folkeskolen blevet mobbet meget, jeg har ikke haft nogen form for tryghed fra familie, mener i dette tilfælde Mor/Far.
Mobning i skole årene kan fører depræsioner frem hos mange mennesker, kun de virkelige stærke er i stand til at afvise det helt. Jeg hører ikke til de helt stærke personer, derfor sidder det også stærkt på mig. Først da folkeskolen sluttede kom jeg væk fra mobningens verden, men det ar det har efterladt er ikke helet, og bliver det nok sjældent helt.
En anden ting som jeg nævnte var trygheden fra famillie i mine situationer. Det kan godt være det er mig der uheldig. Men jeg har i mange situationer gennem min barndom følt mig som om jeg var i overskud. De følelser kom og er af grunde som den overnævnte tryghed. Jeg fik som 13-14 årig, et tilbud fra Brøndby om at spille for deres ungdomshold, da jeg dengang havde imponeret dem under kampe mod dem. Jeg sad og skulle overveje det, og da jeg sagde til mine forældre jeg ikke ville kunne klare at træne hver dag, et sted med 1 times transport var det eneste mine forældre gjorde at gøre grin med mig. Med til det hører også min famillie som sådan ikke interessere sig for sport og dermed ikke vidste om jeg var god, og var generalt skeptisk på mine vegne og fodbold. Det kan understreges ved at jeg i mine 10 år som fodboldspillere, kun fik besøg af mine forældre til i alt 4 kampe, og nej det er ikke fordi de ikke kunne, men de gad simpelthen ikke.
Nå ens forældre direkte siger til en de ikke gider støtte en i det man bruger meget af sin fritid på, er det et meget hårdt slag, især i den unge alder.
Et andet godt eksempel kan være at jeg som 18 årig og 3 måneder, 1 måneden inden første selvmords forsøg, flyttede hjemmefra. Deres reaktion var at dagen efter, var det værelse jeg havde boet i, i 10 år, lavet om til min lillesøsters værelse. Ikke engang 24 timer gav de deres søn til at fortryde. Det var for mig at se et tegn på, at de inderst inde er bedøvende ligeglad med mig.

Et andet eksempel, var under mit sidste selvmord forsøg. For også lige at komme rundt om grunden der, kan nævnes at jeg på daværende tidspunkt, mere eller mindre havde mistet det jeg havde. Fodbolden gik skævt, venner havde jeg ikke tid til, pga. arbejdsuger på 50-60 timer om ugen, og den pågældende dag, mistede jeg min bedste veninde under et skænderi, hvor vi ikke ville have mere med hinanden at gøre. Det var sådan et hårdt slag, at jeg den aften valgte at tage 40 panodiller. Der gik så 4 dage før en ven fik nys om det og kontaktede min læge, hvilket gjorde jeg blev hastekørt til Rigshospitalet, og indlagt, kun med 40% chance for at overleve. Jeg lever nu, så jeg var heldig den aften. Tilbage til hvad eksemplet egentlig var. Jeg havde den foregående uge endelig fået lov til at flytte hjem en måned tid og bo i stuen. Den næst sidstedag jeg var indlagt i mit ophold på 5 dage, fik jeg så en sms fra min mor hvor der stod, og jeg citere direkte fra smsen " Hej Lars. Vi ønsker dig alt bedring og godt fremover. Dog vil vi også sige at du skal finde et andet sted at bo, og vi ikke vil have mere med dig at gøre", at ens mor kan skrive sådan, mens man er indlagt for selvmords forsøg er efter min egen mening dybt chokerende. Men rent faktisk gjorde det mig også stærkere. Jeg fik nu endeligt bekræftet at min famillie, ikke ønskede kontakt til mig.
Da jeg som skrevet var indlagt, og havde 40 % chance for at overleve, gjorde jeg tænkte frem af. Nu vidste jeg at min famillie ikke skulle have nogen plads hos mig. Så skulle jeg bare finde ud af, hvad jeg skulle gøre med livet.

Det har selvfølgelig foresagde mange, og rigtige mange tårer frem, og gør det stadig i nu og næ, men jeg ved hvad at inderst inde, var det nok det bedste.
Det som jeg egentlig nok vil sige er, i mit vedkommend var jeg nød til næsten at miste livet, før at komme videre. Se det IKKE som en opfordring til i selv skal gøre noget dumt, men mere at i skal prøve at sætte jer ind i de følelser som i vil have, hvis i var dødende.

Jeg kan ikke rigtigt komme frem til hvad meningen var med dette brev, men poster det alligevel, i håb om nogen måske bare kan bruge det til en lille hundredel.

Til sidst vil jeg sige, at mit liv lige pt. går på nogle forskellige jobs rundt omkring, eks. starter jeg på bakken i morgen. Min fodbold i min barndomsklub Orient. Og at jeg ikke ser min famillie mere eller har nogen form for kontakt med dem.

Pas på jer selv.

[-Johnson-]

Jeg kan ikke rigtigt komme frem til hvad meningen var med dette brev, men poster det alligevel, i håb om nogen måske bare kan bruge det til en lille hundredel.

Til sidst vil jeg sige, at mit liv lige pt. går på nogle forskellige jobs rundt omkring, eks. starter jeg på bakken i morgen. Min fodbold i min barndomsklub Orient. Og at jeg ikke ser min famillie mere eller har nogen form for kontakt med dem.

Pas på jer selv.

Om ikke andet, så er det sandsynligvis en god ting for dig selv at få fortalt og snakket om det hele og derigennem få sat ord på dine tanker. Det er vel typisk det man anbefaler i disse situationer eksempelvis ved at gøre brug af en psykolog eller lignende.

Derudover så kan historien have værdi for folk som mig, der har svært ved at sætte sig ind i en selvmordstruet persons tanker.

Jeg håber du er i stand til at finde tryghed andre steder, når nu din familie ikke giver dig den. Og så ellers sørge for at fokusere på de positive ting i livet. Selvom det lyder som en kliche.

[whitE_]

Shaft#

Pisse flot! Ekstremt flot! Du er tydeligvis et stærkt menneske, når du kan udøse af dine oplevelser på den måde.
Jeg fik et dybt sug i maven, da jeg læste om dine erfaringer med fodbold og dine forældre. Min far har altid været til mine kampe, min mor har også været til en del. De interesserer sig overhovedet ikke for fodbold, men alligevel støtter de mig, når jeg er til kamp.

Det gælder om at finde dig en dejlig omgangskreds, hvis du kan finde dig en dejlig kæreste, så ville det jo være kanon. Nu skal jeg ikke sidde og belære dig om livet, når du har været alt det igennem.

Jeg har også haft en svær skolegang, i hvert fald i folkeskolen. Jeg gik på omegnens største, og jeg var udsat for enormt meget. Tilmed drak min mor usædvanligt meget og min far var i København flere gange om ugen, jeg bor i Østjylland. Derfor var jeg overladt til mig selv, specielt som enebarn. Meget af tiden gik også på, at holde min fulde mor og min temperamentsfulde far, fra skænderier. Jeg endte såmen op på psykiatrisk hospital til en del samtaler. Min mor foreslog på et tidspunkt, at jeg skulle indlægges og medicineres. Som du, Shaft, forklarer, så følte jeg ikke at hun ville have noget med mig at gøre. Jeg var unormal. Hun frastødte mig.

Når min mor og far så endelig var sammen, så skændtes de. Jeg tror ikke, at jeg overdriver når jeg siger, at jeg aldrig har set dem kysse.
De sov aldrig sammen, og jeg gik jo ud fra, at det bare var sådan det var. Naiv og ung, det var hvad jeg var. Senere har jeg så fået en del sandheder at vide. Dem kommer jeg ikke lige nærmere ind på. 

Til sidst spurgte jeg min far, om de ikke snart ville skilles. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Når man havde været i skole, og følt sig i overskud, mobbet og tilsidesat, så hjælper det ikke just, at ens mor er halvsnalret og ens far ikke er hjemme. Jeg har som 5-6-7-årig lagt min fordrukne mor i seng, og også en del gange senere hen. Hvis de så begge er hjemme, så føler man sig, som en lus mellem to fingernegle. En måned efter min forespørgsel om skilsmisse, blev de skilt. Jeg græd ikke engang, det var mere sådan "okay". Det rørte mig faktisk ikke. I samme hug, som min mor og far flyttede fra hinanden, så skiftede jeg skole.

Det var den mest rodede periode i mit liv, men jeg fortryder ikke et halvt sekund, at det skete. På skolefronten blev det meget bedre, jeg fik en masse nye venner og stod nu i en helt anden situation. Til gengæld fortsatte min mor sit drikkeri. På et tidspunkt blev hun tørlagt i et år, men så begyndte hun igen. Det var endnu et slag i maven.

Tilmed kom der en masse nye mennesker ind i mit liv, netdating er den dårligste opfindelse, nogensinde!

Min mor og far hev nye kærester med hjem, hver anden uge. Nogle af dem nåede jeg ikke engang at hilse på, inden de forsvandt igen. Jeg har ikke tal på, hvor mange halvsøskende jeg har haft. Det er vel omkring de tyve stykker. Så fik min far en langvarig kæreste, men da det ikke gik længere, måtte jeg igen agere psykolog for en depressiv far. Min mor fik dog heldigvis fat i den rigtige, de er nu flyttet sammen og skal giftes. Det bliver mit første bryllup, da jeg ikke var inviteret med til min mor og fars bryllup. Det siger lidt om deres ægteskab. 

Min far er single og har et super job, og vi skal på ferie til sommer. Sidste sommer var min far helt nede i kælderen, og det er skræmmende at være et helt kontinent væk, når man sidder med en forkvaklet, voksen mand. Jeg har dog tro på, at det bliver bedre i år. Jeg er lige begyndt at se min mor på weekendbasis igen. Jeg konfronterede hende med hendes alkoholmisbrug, som hun hårdnakket mente, at hun ikke havde. Efter samtalen, så jeg hende ikke i lang tid. Vi snakkede knapt nok sammen i telefonen. Hun var dog på besøg en gang i mellem.

Når jeg snakkede med hende i telefonen, så kunne man høre på hende, at hun havde drukket. Man kunne også lugte det, og se det i øjnene på hende, når hun var på besøg. Jeg husker en af mine fødselsdage, hvor hun lugtede så meget af vin. Hun havde helt rødsprængte øjne. Jeg får tårer i øjnene, når jeg går forbi en, der lugter på samme måde.

Nu har vi en aftale om, at hun ikke drikker, når jeg er der. Konfrontationen hjalp i sidste ende. Jeg har nu aldrig haft det bedre.

Igennem alt dette lange skriv, har jeg skåret i mig selv med køkkenknive og brugt mine negle til at rive mine overarme op. Jeg har dog aldrig decideret forsøg selvmord, men jeg har så sandelig været tæt på.

Jeg har et ar lidt oppe af armen, som ikke forsvinder. Det er en fin tatovering for, hvad jeg har været igennem. En reminder om, at jeg forhåbentlig aldrig vil opleve noget lignende igen.

Puha, det blev alligevel langt.

[RCD]

Jeg kom på børnehjem da jeg var ti, og den dag jeg kom der op var jeg selfølgelig glad for at komme væk fra min mor, men anden dag var det ikk så fedt, I løbet af den måned prøvede jeg at begå selvmord 2/3 gange, pga jeg ikk kunne klare at være væk fra min familie og at jeg blev mobbet i skolen siden jeg var syv. Det samme prøvede jeg så de kommende måneder fordi at mine forældre de blev skilt imens jeg var på børnehjem, Min mor havde i forvejen haft en hjerneblødning så hun kunne ikke klare at ha´ mig og min lillebror, Min mor hun fik så en kæreste der var og er pisse sur kontstant, Nå men jeg prøvede at få en af de andre børn til at drukne mig, det var også lige ved at lykkedes men så kom en af pedagoerne ind og så trak den anden væk, Jeg kom så på sygehuset for at få alt vandet ud af min krop og sådan noget kan ikk rigtig huske hvad der skete, det var så sidste gang jeg prøvede jeg var 11 år den gang, Jeg er nu kommet hjem til min Far hvor jeg har det godt, Har et kæmpe hak i panden pga jeg slog hovedet ned i det badekar jeg prøvede at drukne mig selv i,

Men nu har jeg det fint

[whitE_]

RCD#

Det lyder grimt, men jeg er glad for, at du har det godt igen

[RCD]

Har brugt alt min vrede " eller hvad man kalder det " til at være kreativ,

Men ja det er godt at jeg har godt igen

[whitE_]

Har brugt alt min vrede " eller hvad man kalder det " til at være kreativ,

Men ja det er godt at jeg har godt igen

Se det er jo skidegodt! At man kan udnytte det man har været igennem på den måde, er simpelthen fantastisk.

[RCD]

Ja har nu også fået en masse hjælp fra diverse læger, pscykolore ( Staves ) og ikke mindst min X der hjalp mig mig igennem det meste

[whitE_]

Det er også nødvendigt, at få en masse hjælp. Det nytter ikke noget, at gå og kæmpe med det selv.