Selvmord

 

[RCD]

Nææ, det fandt jeg ud af

[whitE_]

Pointen er, at du er på toppen igen!  

[RCD]

Ja

[Shaft]

@white'


Det er flot klaret, at du har været så stærk i sådan en ung alder.. Det tager jeg hatten af for, og virkelig beundre.

Til mit brev kunne jeg også have tilføjet eks. skåret i mig selv og lig. ting, men synes det var langt nok ..

Og som i to også siger her til sidst, er det, nå man har været så langt nede, som jeg har i mit tilfælde tæt på at dø, og i RCDs tilfælde sine selvmordsforsøg, så er det flot, og også det man skal prøve på, nå man virkelig rammer bunden at vende det til at kunne bruge det positivt.
Jeg har så været heldigt at kunne gøre det af mig selv. Men hvis man skal bruge psykolog så skal man kontakte en af dem straks. For det er klart alt de fleste mennesker, ikke selv kan klare det.. Så er en psykolog en god hjælp(går jeg ud fra)

[Rossonero]

Det er også nødvendigt, at få en masse hjælp. Det nytter ikke noget, at gå og kæmpe med det selv.

Det er alligevel ikke helt rigtigt. Jeg har selv døjet med nogle alvorlige problemer for omtrent 3-4 år siden, og det gik generelt ikke alt godt. Alt blev kastet i hovedet på mig, lige fra døde venner til familieproblemer. Det gik dog op for mig, at den eneste der kan rette op på sorgen, er mig selv.
Jeg begyndte derfor at strukturere en ny livsstil, med henblik på at komme videre i livet. Trods en del komplikationer var missionen vellykket, og jeg lever et meget godt liv nu, efter min egen mening. Det kræver selvfølgelig også, at man har en stærk psyke, da jeg kender mange, der er faldet fra, og aldrig formået at komme videre.

[whitE_]

Det er alligevel ikke helt rigtigt. Jeg har selv døjet med nogle alvorlige problemer for omtrent 3-4 år siden, og det gik generelt ikke alt godt. Alt blev kastet i hovedet på mig, lige fra døde venner til familieproblemer. Det gik dog op for mig, at den eneste der kan rette op på sorgen, er mig selv.
Jeg begyndte derfor at strukturere en ny livsstil, med henblik på at komme videre i livet. Trods en del komplikationer var missionen vellykket, og jeg lever et meget godt liv nu, efter min egen mening. Det kræver selvfølgelig også, at man har en stærk psyke, da jeg kender mange, der er faldet fra, og aldrig formået at komme videre.

Du har misforstået mig.

Du har jo helt ret, man skal selv komme videre. Det er ikke psykologen der gør det hele for en, men psykologen kan give et lille puf i ryggen, redskaber, eller en grobund. Tilmed kommer det også an på, hvor hårdt det har taget på en. Nogle mennesker må afskæres fra samfundet i længere tid, mens andre har det bedre med, at komme ud i livet igen. Min pointe var også, at man skal snakke med nogen. Ligesom du lige har postet dit indlæg. Man kan ikke gå og sluge den helt alene. Jeg kan i hvert fald ikke, men det er vel forskelligt

[N17]

Nogen af de ting man læser herinde, er med til at gøre, at man i hvert fald ikke selv kan brokke sig over sit liv. Jeg har det godt, og har haft det gennem det meste af mit liv. Et par ting har dog også gjort, at jeg selv har haft lysten til bare at forsvinde fra det hele. Måske ikke begå selvmord, men flytte væk fra alt, og afskære alt kontakt med tidligere venner osv.

Da jeg var barn havde vi et super venskab i klassen blandt os drenge - vi spillede sammen på et fodboldhold og senere håndboldhold, og det gik rigtig godt. Jeg var blandt en af de bedste, og var også tilbudt kontrakt fodbold i både Herfølge og Køge, men mine knæ kunne simpelthen ikke holde til fodbold på det niveau. Det samme gjaldt håndbold, hvor jeg efter en kamp i Østdivisionen blev revet i skulderen, og nu ikke kan fører armen ordentligt tilbage. Det var et hårdt knæk, og tog virkelig hårdt på mig. Det meste af mit liv var jo gået med fodbold og håndbold, men nu kunne man pludselig ikke spille med på det niveau mere. Det gjorde så at jeg stoppede med begge dele, og efter skoletiden blev helt afskåret fra mine tidligere venner. Det var hårdt!

Samtidig har jeg altid haft en "sygdom" med at jeg sveder meget, hvis jeg bare laver det mindste. Det er lidt ligesom med Zidane der er fyldt med sved efter en kamp. Det er ikke sjovt, og har været med til at gøre det meget svært for mig, at komme igang med fodbold eller håndbold igen, selvom mine knæ nu har det bedre. Jeg overvejer dog stadig at starte til fodbold igen. Men den "sygdom" har også gjort, at jeg på et tidspunkt blev mobbet pga dette, og det var meget svært, da det jo ikke er en ting, som jeg selv kan ændre på. Det ville have været nemmere at håndtere, hvis jeg selv kunne have ændret på situationen.

Efter skoletiden, så skete det heldigvis at jeg mødte en af mine barndomsvenner, og bedste ven vel egentlig. Vi kan lave alt sammen, og begyndte også at dele lejlighed. Vi havde det super godt sammen, og har det stadig når vi ses. Desværre er han flyttet væk, og derfor ses vi ikke særlig tit. Han er vel egentlig en af de eneste som jeg har et nært venskab til.

Har en anden kammerat, som efter han har mødt en tøs har afskåret mange af hans venner - en ting som jeg ikke kan sætte mig ind i overhovedet, at man vil fjerne sine venner pga. en tøs er for langt ude for mig. Desuden bryder jeg mig overhovedet ikke om hende, det gør det sikkert ikke nemmere.

Min familie er dog super, og har altid haft et godt forhold til dem. Det samme med mit arbejde, der er flere som jeg kan snakke godt med. Så nu har jeg det godt, og vil ikke bytte for noget. Er desuden lige blevet tilbudt nyt job og trænerjob, så det hele går fremad. Jeg regner dog med at sige nej - i hvert fald til jobbet, da det betyder jeg skal tage toget til arbejde i stedet for bare at gå som nu, og det er uden den store lønstigning!

[absalonsen]

Hold da op nogle indlæg!

Når jeg læser de tre historier fra  Shaft, whitE_ og RCD, begynder jeg at se, hvor meget jeg skal elske min familie, og lykkelig jeg skal være for min situation. Selvom man nogle gange (især i teenage årene) er meget træt af mama og papa, så skal jeg ikke klage, når jeg sammenligner min situation med hvordan jeres var.
Min far er ofte ude at se mig spille bold, min mor er engang i mellem og de støtter mig. Jeg er i en rigtig god klasse i skolen, hvor jeg spiller bold med flere af dem, tager på Brøndby Stadion med nogle af dem, og har generelt et godt forhold til alle i min klasse (selvfølgelig kan man lide nogen bedre end andre). Har lige fået nyt arbejde, hvor jeg har anden dag i morgen. Glæder mig meget til det. Nogen gange har jeg dog travlt. Arbejde, fodbold, lektier, hjemmelige pligter... Selvom man er ved at miste overblikket, plejer det altid at ende godt.

Respekt til jer. Håber I holder jeg væk fra de grimme tanker!

[Suicide]

Pludselig har jeg nyfunden respekt for i, hvert fald 3 brugere, Shaft, White og RCD, det er sgu flot klaret!  Thumbs up!

Jeg har da også, som mange andre til tider ønsket at komme væk fra det hele, en dårlig dag i skolen, kunne jo gøre meget! Men er i sidste ende glad for der, hvor jeg er nu.

Dog kunne jeg godt tænke mig at gå i 7., 8. klasse igen, for man har sgu ikke en bedre tid, når man tænker på venner, for nu, hvor man selv har et arbejde og nogen går i skole og andre et andet arbejde med andre arbejdstider, så er der sgu ikke meget tid udover de friweekender man nu har til at se hinanden, det var nu bedre dengang man bare kunne tage med hinanden hjem fra skole!


Jeg har dog også en ven der har gået til psykolog, og haft det meget dårligt, men jeg føler i hvert fald at jeg hjalp ham tilbage igen, ved at "tvinge" ham med ud og træne osv. for når vi var der glemte han alle de andre problemer for en tid, og vi havde det bare skide hyggeligt sammen.
Så FCK88, hiv fat i en af dine gode venner, og begynd at løbe sammen, eller spiller et eller andet, badminton, floorball eller sådan noget. Evt. styrketræning det kan også være godt! Så kan du også få dine agresioner ud mod en jernstang eller mod en fjerbold eller ligende!

Nogen af de ting man læser herinde, er med til at gøre, at man i hvert fald ikke selv kan brokke sig over sit liv. Jeg har det godt, og har haft det gennem det meste af mit liv. Et par ting har dog også gjort, at jeg selv har haft lysten til bare at forsvinde fra det hele. Måske ikke begå selvmord, men flytte væk fra alt, og afskære alt kontakt med tidligere venner osv.

Da jeg var barn havde vi et super venskab i klassen blandt os drenge - vi spillede sammen på et fodboldhold og senere håndboldhold, og det gik rigtig godt. Jeg var blandt en af de bedste, og var også tilbudt kontrakt fodbold i både Herfølge og Køge, men mine knæ kunne simpelthen ikke holde til fodbold på det niveau. Det samme gjaldt håndbold, hvor jeg efter en kamp i Østdivisionen blev revet i skulderen, og nu ikke kan fører armen ordentligt tilbage. Det var et hårdt knæk, og tog virkelig hårdt på mig. Det meste af mit liv var jo gået med fodbold og håndbold, men nu kunne man pludselig ikke spille med på det niveau mere. Det gjorde så at jeg stoppede med begge dele, og efter skoletiden blev helt afskåret fra mine tidligere venner. Det var hårdt!

Samtidig har jeg altid haft en "sygdom" med at jeg sveder meget, hvis jeg bare laver det mindste. Det er lidt ligesom med Zidane der er fyldt med sved efter en kamp. Det er ikke sjovt, og har været med til at gøre det meget svært for mig, at komme igang med fodbold eller håndbold igen, selvom mine knæ nu har det bedre. Jeg overvejer dog stadig at starte til fodbold igen. Men den "sygdom" har også gjort, at jeg på et tidspunkt blev mobbet pga dette, og det var meget svært, da det jo ikke er en ting, som jeg selv kan ændre på. Det ville have været nemmere at håndtere, hvis jeg selv kunne have ændret på situationen.

Efter skoletiden, så skete det heldigvis at jeg mødte en af mine barndomsvenner, og bedste ven vel egentlig. Vi kan lave alt sammen, og begyndte også at dele lejlighed. Vi havde det super godt sammen, og har det stadig når vi ses. Desværre er han flyttet væk, og derfor ses vi ikke særlig tit. Han er vel egentlig en af de eneste som jeg har et nært venskab til.

Har en anden kammerat, som efter han har mødt en tøs har afskåret mange af hans venner - en ting som jeg ikke kan sætte mig ind i overhovedet, at man vil fjerne sine venner pga. en tøs er for langt ude for mig. Desuden bryder jeg mig overhovedet ikke om hende, det gør det sikkert ikke nemmere.

Min familie er dog super, og har altid haft et godt forhold til dem. Det samme med mit arbejde, der er flere som jeg kan snakke godt med. Så nu har jeg det godt, og vil ikke bytte for noget. Er desuden lige blevet tilbudt nyt job og trænerjob, så det hele går fremad. Jeg regner dog med at sige nej - i hvert fald til jobbet, da det betyder jeg skal tage toget til arbejde i stedet for bare at gå som nu, og det er uden den store lønstigning!

Det kan der faktisk gøres noget ved! En af mine venner er på sygehuset, hver 3. måned mener jeg og får noget laser for det!
Ved dog ikke helt om det er det samme, men det er i hvert fald fordi han har et sved problem også.

[ManUtd83]

Tjah hvad kan man sige. Mine egne problemer er i hvert blevet sat i perspektiv efter jeg har læst denne tråd. Jeg får seriøse problemer med at få ondt af mig selv, uden at føle mig som en lort nu . Flot at i kan skrive om jeres oplevelser Shaft, white og RCD. Jeg ved at jeg kan bruge det på et eller andet plan - som en slags motivation til at yde mit bedste i hvad jeg laver. For jeg kan se at jeg har utrolig gode muligheder og et nemt liv, i forhold til andre, og det ville være svinsk at dovne det væk.

Tak for det - og håber i alle har det bedre nu.

[whitE_]

Tusind tak .

Jeg ved ikke hvor klart jeg formulerede mig, men jeg har aldrig haft det bedre. Jeg spiller en masse musik og går rigtigt meget op i det.
Nogle gange får jeg det sådan, at jeg skal have det dårligt over et eller andet. For sådan har det altid været, jeg kan blive helt underlig, når jeg ikke har noget at bekymre mig om. Eller måske ligefrem nogen at tage ansvar for. Det hele bliver dog bedre og bedre (:.

[GudenEricsson]

Ja vil også sige tak til WhitE, Shaft og RCD! Det er flot i tør at skrive jeres oplevelser! Det tager jeg hatten af for Godt i er kommet videre. Hat faktisk fået meget ud af, at læse jeres indlæg, og det sætter virkelig ens liv i perspektiv! Mange tak fordi i gad at dele jeres sørgelige historie med os! Og godt i har fået det bedre!

[Grasshoppers]

det sætter virkelig ens liv i perspektiv!

Ja!

[Æsop]

Kan simpelt hen ikke tage dig seriøst. Har godt lagt mærke til dine kommentarer på msn og den ene uge er du helt oppe og ringe og den næste uge er du helt nede i kulkælderen. Men du har åbentbart brug for hjælp, og så er mediet her i alt fald ikke det rette sted. Så er du sku nød til at søge ud i den virkelige verden hos de virkelige venner og få hjælp. Og alt det ævl med en kvinde der ikke vil ha dig kan jeg slet ikke tage seriøst. Videre med livet i stedet for at sidde og pive.

Dette der her bliver beskrevet er hvad man fra lægeligt hold ville betegne som maniodepressiv adfærd. Hvis dette der her er beskrevet stemmer overens med virkeligheden, er det ikke utænkeligt du har maniodepressiv sygdom FCK88. Du kan læse en beskrivelse af symptomerne på dette her:
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/maniodepression.htm

Læs det, og prøv at være så ærlig som muligt overfor dig selv, og mærk efter om det er dig der her bliver beskrevet. Det er ikke sikkert du kan sige det med sikkerhed, og selvom du er sikker på det ikke passer på dig, så vil jeg inderligt håbe du vil kontakte din læge, og fortælle ham eller hende om hvad du går i gennem for øjeblikket.

   FCK88 jeg får det  helt dårligt når jeg læser hvad du skriver, og samtidig ser reaktionen du får på dit råb om hjælp. Som skrevet af andre er dette langtfra det optimale sted at lette sit hjerte, men jeg har stor forståelse for det må være nemmere at gøre det i et forum som dette. Men som du kan læse er de fleste herinde ikke i stand til at forstå din situation, og endnu mindre er de i stand til at hjælpe dig.

 Du skriver du ikke har lyst at konfrontere din forældre med dette, det er jeg overbevist om du har en god grund til. Jeg vil dog alligevel opfodre dig til at tænke en ekstra gang over om ikke du skulle lade tvivlen komme dine forældre til gode, modgang gør utrolig nok ofte stærk.

  Ellers hvis du skulle have andre fortrolige, venner, venninder, bedsteforældre, eller bare et menneske du er fortrolig med, vil jeg stærkt anbefale dig at fortælle dem om det, da sådan nogle ting her kun bliver værre ved selv at gå rundt med det. Hvis ikke du har nogen du føler du kan dele dette med, og også selvom du har det, så er det rigtig meget vigtigt at du ringer til din læge og får aftalt en tid at snakke med vedkommende så hurtig som muligt. Din læge vil være i stand til at hjælpe dig, og hvis ikke, vil han kunne sende dig videre til nogen der kan.


Som jeg læser det du skriver, er du nu i en fase der efter lægelig etikette kan betegnes som depression, og dette er utrolig vanskeligt at håndtere, specielt hvis man ikke har nogle at snakke med det om.  Livet vil til tider virker endog meget sørgeligt, og trist, men ligegyldig hvor forfærdeligt du har det, er det vigtig at holde fast i at det kun er en fase. Sådan som du har det lige nu, er ikke et sigende billede af hvordan du vil komme til at have det resten af dit liv, overhovedet ikke. Om det er det ene eller andet problem der gør sig gældende i dit tilfælde, er der i vores moderne verden rig mulighed for at få hjælp. Enten via samtale, eller medicineringen, eller i mange tilfælde begge dele.

  I det indlæg tturbo har skrevet, står der i sidste linje at du bare skal komme videre med livet, og ikke sidde at pive. Dette er en meget gængs holdning at indtage for folk der ikke har den fjerneste anelse om hvad det vil sige at føle som du føler, og du skal derfor overhovedet ikke lytte til den slags. Det du oplever er en langt bedre grund til at sidde og pive, end hvad langt de fleste velfærdsdanskere oplever igennem et langt liv, det er vigtig du husker på det.  Så at du formår at stå imod dette, og endda evner at erkende du har brug for hjælp, viser med al tydelighed at du er meget stærkere end tturbo og alle andre, der aldrig har behøvet at forholde sig til noget så voldsomt, som du forholder dig til hver eneste dag. Det vil jeg ønske du tænker over, når det hele virker lidt trist, og meningsløst.

  Få kontaktet din læge hurtigst muligt. Og prøv så at tænk på de bedste stunder du nogensinde har haft, og tænk på at når du er kommet igennem dette, vil du med garanti opleve langt flere, og bedre stunder.

  Det blev et rigtig langt indlæg, jeg håber du har gidet at læse det hele FCK88, og jeg håber det vil hjælpe dig, om ikke andet så måske til lidt bedre at forstå hvordan det kan være du har det som du har det. For ingen i hele verden fortjener at gennemgå det du gør helt alene.



 

[-KNM-]

Og det var vidst officielt det længste første indlæg fra en ny bruger.

Velkommen til siden.

Har du en uddannelse inden for et lægeligt område? Du taler som om du har forstand på det?