Cambridge United, og en fars forventningerPaul Ashworth
Jeg husker tydeligt da jeg for omkring en måned siden, da jeg var lige ved at tabe min eftermiddagste ned i de kager, som min husholderske, eller husholder, Michael havde lavet.
Jeg sad som sædvanligt med det nyeste nummer af lokalbladet, da jeg for første gang så det. Cambridge United får gammel Arsenal spiller som træner, lød overskriften, jeg læste nærmere ind og opdagede at denne gamle Arsenal spiller var, Liam Brady. Jeg kendte kun Liam Brady, fordi at min far er Arsenal fan. Liam Brady har altid betydet meget for min far, han græd da Liam forlod Arsenal til fordel for et italiensk eventyr. Liam Brady var kommet fra en vellykket stilling som, akademi chef i Arsenal. Jeg løb ud i garagen og tog min nye Audi TT, og kørte hen til min far, med håbet om at jeg endelig kunne vende ham til at blive Cambridge United fan.
Min far var glad på mine vegne, for det at Cambridge havde fået Liam, var stort. Men jeg måtte endnu en gang vende hjem uden min fars accept. Min far har altid haft store forventninger til mig, og dette udspringer af at han selv startede som intet men har kæmpet sig igennem og blevet rig. Det er nu denne formue jeg selv nyder godt af. Min far har altid været gavmild overfor mig og givet mig de ting jeg har peget på, men forventningerne har altid været store, og jeg har endnu ikke kunne opfylde dem.
Jeg tror at mine fars store forventninger, har været medvirkende til at jeg tog Cambridge til mig. Efter min college tid i Cambridge, hvor jeg jævnligt var til fodbold med vennerne, har jeg taget Cambridge United til mig, og jeg er også flyttet hertil.
Cambridge United, en traditionNick Kaas
Så stod vi her igen. Selvom vi vidste de ville tabe var vi her igen en time før. Vi havde allerede tabt til Wigan i en venskabskamp, som man kalder det, men det kan ikke slå os ud.
Vi havde været en succesfuld tur i Nordirland, og så havde vi fået 3-2 mod Wigan, efter at have været bagud 3-0, og vi tabte også 3-0 til Fulham. Men vi stod her igen, modstanderen var igen Wigan, det var igen en såkaldt venskabskamp, og stemningen var igen i top. Men hvorfor var den det, når vi vidste at Wigan ville vinde, svaret er enkelt, entusiasme. Det er noget som vi fans har til fælles, os der møder op til hver og en hjemmekamp, os der køber sæsonkort hvert år, selvom vores hold ikke spiller godt, og ikke har en chance for nogensinde at blive meget bedre, så er det alligevel det vi tror på.
Allerede efter 49 sekunder blev der stille på Abbey Stadium. Aghahowa havde scoret og startede en dårlig kamp for os. Kampen endte 4-0, og vi var oprørte.
”Hvis vi ikke kan slå dem på banen, må vi bare gøre det udenfor”, var der en der råbte. Og straks var alle løbet udenfor, for at smadre dem. Men vi var dog nogen der bare vendte næsen hjem. Næste morgen fik vi at vide at de var blevet stoppet af politiet, og der var ikke sket mere der.
Cambridge United har aldrig været et valg i min familie. Cambridge United er noget man er født til at være, og man vil altid være det, desværre er jeg i øjeblikket den eneste mand i familien, da min far døde under en slåskamp tæt ved stadion, og jeg hverken har brødre eller onkler. I og med at min far døde efter en kamp, har jeg aldrig ville op og slås, jeg er ikke bange for at slås, og jeg kan godt smadre dem hvis jeg vil, men sådan har det bare altid været.
Afstemning
