7# Arbeit, Fußball, Leidenschaft

 

[szukizek]

1# Historien

Historien om VfL Wolfsburg er fortællingen om den lille "arbejderklub", der mod alle odds kørte fra de store giganter. Det hele startede i 1945 i skyggen af de rygende skorstene fra Volkswagen-fabrikken. I årtier var klubben blot et lokalt indslag i de lavere rækker, men bag kulisserne voksede en ambition i takt med de biler, der rullede af samlebåndet.

Det helt store gearskifte kom i 1997, da klubben for første gang brød gennem lydmuren til Bundesligaen. Men det var i 2009, at Wolfsburg for alvor skrev sig ind i historiebøgerne. Under den benhårde Felix Magath blev holdet forvandlet til en ustoppelig maskine. Med den legendariske angrebsduo Edin Džeko og Grafite i front overrumplede de hele Tyskland og sikrede klubbens første og eneste mesterskab. Byen eksploderede i grøn jubel, da de undertippede "ulve" løftede sølvfadet.

Siden da har rejsen budt på både pokaltriumfer i 2015 og dramatiske kampe for overlevelse. I dag er klubben kendt som en moderne Bundesliga-magt med et stærkt dansk islæt, hvor spillere som Jonas Wind og Joakim Mæhle fører arven videre. Fra fabriksklub til tysk mester – VfL Wolfsburg har bevist, at man med den rette motor kan nå helt til tops.

[szukizek]

2# Presæson

Græsset på træningsanlægget duftede stadig friskt, da spillerne luntede mod omklædningsrummet. Man kunne mærke en ny energi i truppen, de tunge løb og de evige clearinger fra den gamle kontrataktik var skiftet ud med hurtige kombinationer og korte afleveringer.
Især holdets centrale midtbanespillere lignede folk, der havde fået deres frihed tilbage. De var ikke længere blot arbejdsheste, men arkitekter.

Men i direktionsgangen og i trænerens kontor var stemningen mere afmålt. Den sidste testkamp inden pokalturneringen havde efterladt en snert af usikkerhed. Selvom stilen var rigtig, haltede udførelsen stadig. Klubben så ikke sig selv som en ligemand til Werder Bremen i tabellens bløde mellemvare de ville op, hvor luften var tyndere.

Manageren kiggede ud over banerne og lod blikket hvile på de tre ord, der prydede muren: Arbeit, Fußball, Leidenschaft. Han vidste, at den smukke fodbold ikke kom af sig selv. Der ventede mange timer på træningsbanen, før de flotte takter på banen kunne veksles til den dominans, som klubbens ambitioner krævede.

[szukizek]

3# Transfer

Det var et sandt svingdørs-scenarie, der udspillede sig i klubben denne sommer. Hele 19 nye ansigter trådte ind over dørtærsklen, og truppen gennemgik en forvandling af de helt store. Fra de rutinerede kræfter til de unge håb, blev alt sat i spil for at forme en ny æra. Men det var ikke kun friske ben, der mødte op, de langvarige skader til både Vavro og Jeanuël Belocain kastede straks mørke skygger over forsvarsplanerne. Ledelsen måtte handle hurtigt, og valget faldt på Monterisi, der blev hentet ind som den nødvendige brik i det centrale forsvar. Samtidig var spejderne på overarbejde for at erstatte Killian Fischer. Løsningen blev Terzic, en venstre-wingback, hvis ankomst skabte en ny dynamik på holdet. Nu skulle Joakim Mæhle og Kumbedi ud i en direkte duel om pladsen på den modsatte back. I angrebet var luften tyk af forandring. Jonas Wind havde gjort det klart, at hans tid i klubben var ved at rende ud, og da West Ham lagde 41 millioner på bordet, blev skiftet en realitet. Som en del af den store rokade blev den franske komet Mathys Tel hentet ind på en lejeaftale fra Tottenham – en aftale, der gemmer på en astronomisk købsoption på 200 millioner, hvis han for alvor slår igennem. Selvom den centrale midtbane lige nu står stærkt, tikker uret for klubikonerne Maximilian Arnold og Christian Gerhardt. Sammen med Christian Eriksen udgør de en erfaren, men aldrende trio, som klubben ved, har en udløbsdato. Derfor blev den 21-årige Mika Baur hentet i Paderborn. Han skal sammen med Bence Dardai udgøre fremtidens motorrum. Blandt de mange nye lejesvende finder man også Adam Daghim og Jesper Lindstrøm. Mens Daghim skal kæmpe en hård kamp mod Patrick Wimmer om minutterne, er Lindstrøm på en personlig mission for at genfinde den magi, han tidligere viste i Frankfurt og Brøndby. Småskader, har drillet ham i presæsonen, som har placeret ham i en rotationsrolle, hvor han skal presse både Eriksen og Majer centralt, men også kunne træde til på kanten. Til sidst blev der også ryddet op i rækkerne. Jenson Seelt, der var lejet ind, viste sig at være for dyr en post på budgettet i forhold til hans udsigt til spilletid. Med de nye defensive forstærkninger var vejen til startopstillingen lang, og han blev derfor sendt tilbage til Sunderland.

[szukizek]

4# 12 kampe

Manageren rettede blikket mod den opdaterede tabel, der lyste op på væggen i kontoret. Det var ikke længere blot en drøm om at klatre væk fra det bløde mellemvare – virkeligheden var langt mere imponerende.
Efter de første 12 kampe lå VfL Wolfsburg på en sensationel 2. plads i Bundesligaen. Med 7 sejre, 4 uafgjorte og kun ét enkelt nederlag havde holdet samlet 25 point. De var ikke bare ligemænd til hold som Dortmund og Bayern München; de lå foran dem. Den nye stil med hurtige kombinationer og korte afleveringer havde båret frugt hurtigere end nogen turde håbe på.

Arbejdet fra arkitekterne på midtbanen, Eriksen og Arnold, havde skabt et fundament, der nu udfordrede selve toppen af tysk fodbold. Forsvaret, anført af Monterisi og beskyttet af Grabara, havde kun lukket 9 mål ind – en defensiv jernmur, der kun blev overgået af topholdet fra RB Leipzig.

Men manageren lod sig ikke rive med. Han så de 23 scorede mål og vidste, at Mathys Tels 11 træffere og Mæhles utrættelige løb var motoren i denne succes. Men afstanden op til RB Leipzig på førstepladsen var stadig på 5 point, og de var endnu ubesejrede.

Han kiggede igen på ordene på muren: Arbeit, Fußball, Leidenschaft. Luften var blevet tyndere nu, præcis som direktionsgangen havde krævet, men presset var også vokset. Bag dem lurede Stuttgart og Leverkusen, klar til at straffe det mindste fejltrin.
"Vi er jægerne nu," tænkte han og satte en cirkel om den næste træningssession. Succesen var ikke et slutpunkt, men en invitation til at arbejde endnu hårdere for at holde fast i den Champions League-plads, der nu føltes så tæt på.

[szukizek]

5# 24 kampe

Manageren lod blikket glide fra truppens detaljer og over på den opdaterede Bundesliga-tabel, der nu tegnede et mere barsk billede af virkeligheden efter 24 kampe.
Wolfsburg var dumpet ned på en tredjeplads med 51 point, overhalet af et formstærkt Stuttgart, der nu lå ét point foran dem. Selvom den offensive motor med Tel, Amoura og Eriksen stadig producerede mål, var afstanden til RB Leipzig i toppen vokset til hele 11 point.

Drømmen om mesterskabet var ved at glide dem af hænde, og nu handlede det i stedet om at konsolidere Champions League-pladsen mod de jagtende giganter fra Bayern München og Dortmund, der lurede længere nede i tabellen.

Den defensive jernmur med Monterisi og Grabara havde nu indkasseret 19 mål, hvilket stadig var blandt rækkens bedste, men de seks uafgjorte kampe var begyndt at koste dyrt i regnskabet.
Mens profiler som Mamady Diambou og Aral Şimşir kæmpede for at retfærdiggøre deres prisskilte, voksede frustrationen blandt reserverne som Adam Daghim, der så til fra bænken, mens Stuttgart trak fra i tabellen. Presset på manageren var øget mærkbart hver uafgjort føltes nu som et nederlag, og balancen mellem at pleje truppens harmoni og jagte de nødvendige sejre var sværere end nogensinde før.

Han vidste, at de næste kampe ville definere sæsonen. Skulle han satse alt på at indhente Stuttgart og genvinde andenpladsen, eller handlede det nu om ren overlevelse i top tre? Med Aaron Zehnters røde tal for fysisk form og den ulmende uro i omklædningsrummet var der ikke plads til flere fejltiltag.

Han rejste sig fra stolen, kiggede ud over træningsbanerne og vidste, at kun kyniske beslutninger kunne sikre, at Wolfsburg ikke faldt helt ud af det fine selskab i toppen af tysk fodbold.

[warmon]

Spændende... det ser fornuftiggt ud... Bayern... hvad laver de dog!!!

[szukizek]

Spændende... det ser fornuftiggt ud... Bayern... hvad laver de dog!!!

Ja det går meget bedre end forventet, og ja Bayern!! Men ved at Kane har været langtid skadet

[szukizek]

6# sæson afslutning

Manageren stod i spillertunnellen efter den sidste kamp mod St. Pauli og tørrede sveden af panden. Det havde været tættere på et totalt sammenbrud, end tabellen nogensinde ville afsløre. Han tænkte tilbage på den fantastiske 3-0 sejr i Leverkusen – dér følte de sig uovervindelige, men så kom mørket. Tre nederlag i træk og den uafgjorte mod Union Berlin havde nær kostet alt. Han kunne stadig høre Belocians tavse utilfredshed og se de trætte ansigter på Eriksen og Arnold, der kæmpede for at holde midtbanen sammen, mens defensiven sejlede mod Freiburg. Mod Bayern München lignede de et hold, der var løbet tør for idéer. Men de kyniske beslutninger, han havde truffet på træningsbanen, gav pote i det allersidste opgør. Da sejren mod St. Pauli kom i hus, var det ikke med skønspil, men med ren overlevelsesinstink t. Stuttgart var knækket fuldstændig, og selvom Bayern pustede ham i nakken helt til målstregen, stod Wolfsburg tilbage som Tysklands næstbedste hold. Han kiggede på sin telefon. Transfervinduet åbnede snart. De fire nederlag i de sidste seks kampe var en advarsel: Truppen var for tynd til både Bundesliga og Champions League. Han havde brug for friske kræfter, der ikke bare var "glade", men sultne. Belocians tid var forbi, og jagten på en defensiv styrmand, der kunne forhindre endnu en Freiburg-blamage, var nu officielt skudt i gang

[szukizek]

7# Sæson opsumering

Da de sidste lys over Volkswagen Arena blev slukket, og de tomme champagneflasker blev ryddet væk fra omklædningsrummet, satte manageren sig ved sit skrivebord for at færdiggøre den endelige evaluering.
Han vidste, at selvom tabellen sagde sølv, så gemte statistikkerne bag de 34 kampe på sandheder, som hverken fansene eller direktionsgangen kunne se med det blotte øje.



Han kiggede på listen over angrebsarkitekterne, og her trådte to navne frem med en tyngde, der overskyggede alt andet.
Mohamed Amoura var sæsonens sande frelser. Med et gennemsnit på 7,16, 16 mål og 5 assists i 22 starter, havde han været den eneste, der aldrig faldt i niveau. Han var ikke blot kynisk, han var fundamentet.
Ved siden af ham stod lejesvenden Mathys Tel, hvis 18 mål og 7 assists på papiret så fænomenale ud, men et gennemsnit på 6,94 vidnede om en spiller, der ofte var enten brandvarm eller helt usynlig.



Manageren sukkede, da hans blik faldt på den danske kontingent. Joakim Mæhle var sæsonens utrættelige jernmand, med et snit på 7,12, 6 mål og 9 assists havde han ejet flanken fra start til slut.
Men for de andre danskere var billedet mere mudret. Christian Eriksen havde med sin rutine og sine 14 mål reddet mange point, men et gennemsnit på 6,87 bekræftede managerens frygt, de gamle ben kunne ikke længere dominere kampene over 90 minutter.



Værst så det dog ud for de unge håb, som manageren havde håbet ville blomstre. Han kiggede på Adam Daghims tal og mærkede irritationen stige.
Selvom historien om "den unge komet" var god til pressen pga. 3 mål og 5 assists, så løj de kolde data ikke. Et gennemsnit på sølle 6,56 var truppens absolutte bundskraber.
Daghim havde været en passager, en spiller der tabte sine dueller, smed boldene væk og efterlod huller i det presspil, der skulle have været deres varemærke. Hans "utilfredshed" føltes nu nærmest provokerende for manageren – han havde ikke gjort sig fortjent til de minutter, han havde fået.



Helt nede i de defensive rækker lyste to tal op som en hån mod den vanskelige forårssæson.
Denis Vavro (7,20) og Jeanuel Belocian (7,19) sluttede med de højeste karakterer i hele klubben, men deres kampantal var forsvindende lille. At have ligaens måske bedste forsvarssæt siddende udenfor pga. skader og utilfredshed, mens holdet lukkede mål ind mod Freiburg og Bayern, var sæsonens største svigt.



Manageren lukkede mappen med et smæld.
Han kiggede igen på ordene på væggen: Arbeit, Fußball, Leidenschaft.

Sølvmedaljerne var kommet i hus på trods af de svage led, båret frem af Amoura, Mæhle og Grabaras 10 clean sheets, men han vidste, at Champions League ikke ville tilgive passagerer som Daghim eller de svingende præstationer fra Tel og Lindstrøm.

Han tog sin telefon og ringede til sportsdirektøren. "Vi skal rydde op," sagde han kort. "Talent er intet værd, hvis gennemsnittet ikke følger med. Vi har brug for mænd, der kan præstere hver gang, ikke kun når heldet rammer dem."

Den nye æra var ikke længere en drøm om smuk fodbold – det var nu en kamp for overlevelse i toppen, hvor kun de mest stabile ville overleve udrensningen i sommervarmen.