The Youth Of The Nation 3

 

[g00n]

Året er 2037, og William Saliba er netop gået på pension. Efter 18 sæsoner i spillet er vi dermed nået dertil, hvor der ikke længere er nogen af virkelighedens spillere tilbage i Arsenal Football Club. Det er derfor på tide at vi tager en præsentation af de startende 11 i den kommende sæson, som naturligvis alle er udklækket i Arsenals akademi.

2037/38 Starting XI

• Steve Shogbeni (22)

Youth intake 2030. På et tidspunkt hvor jeg havde kæmpet lidt med målmandspladsen efter både Bernd Leno og Emiliano Martinez gik på pension, stod det ret hurtigt klart at han havde noget særligt. Hverken Jamie Lowe eller James Wheatley blev nogen stor succes, og jeg troede egentlig jeg have fundet min nye førstelmålmand i Aaron Hamilton. Men da Steve Shogbeni fik chancen i Carabao Cuppen, beholdt han pladsen stort set lige siden. Med god grund, for han er blevet til en fremragende keeper.

• Joe Baker (32)

Youth intake 2020. En af de spillere som står overfor en snarlig udskiftning. Joe Baker har været førstevalget på højre back i de sidste 9 sæsoner, men hans peak var i 2033/34-sæsonen, hvor det blev til hele 13 assists (og 5 mål) i ligaen og hans højeste rating på 7,27. Sandsynligvis bliver det hans sidste sæson som førstevalg, da unge Paul Richardson så småt vil begynde at få flere og flere kampe på denne position.

• Pete Rowland (22)

Youth intake 2030. Samme årgang som Steve Shogbeni og en af de absolut bedste spillere på holdet. Var udlejet til Portsmouth i en enkelt sæson, men som 19-årig var han allerede fast mand i midterforsvaret, og han er kun blevet bedre og bedre siden da. En overordentlig vigtig brik i forhold til at vi fik skåret 35 indkasserede mål ned i den sæson han begyndte at spille fast.

• Paul Takyi (22)

Youth intake 2030. Endnu en spiller fra årgang 2030, som vist med rette kan kaldes for en "golden generation". Han har dog ikke rigtig formået at bide sig fast i startopstillingen endnu, og det var først i sidste sæson, hvor det blev til 14 ligakampe, at han begyndte at vise sit værd. Han har kæmpet med Dale Day om den anden plads i midterforsvaret ved siden af Pete Rowland, og den kommende sæson bliver hans første som førstevalg på den position.

• Xavion Dias (28)

Youth intake 2023. Her er der virkelig tale om en plads hvor der er brug for forbedring. Positionen som venstre back har egentlig tilhørt Kem Beck de sidste 6-7 sæsoner, men det har kun været i mangel af bedre, og han er efterhånden blevet 33 år. Xavion Dias har fået spredte optrædender som reserve gennem hele sin karriere, men efter Kieran Tierneys afgang har det om noget været en akilleshæl for mit hold. Sandsynligvis bliver det Dias' første og sidste sæson som førstevalg, da jeg håber på at Peter Alexander er klar til at overtage den inden alt for længe.

• Charlie Dawson (26)

Youth intake 2025. Så er vi tilbage ved en af mine klart bedste spillere. Som 18-årig var han god nok til at sørge for at Bukayo Saka ikke udviklede sig som han har gjort i virkeligheden, og som 20-årig overtog han pladsen som førstevalget på højrefløjen fra Nicolas Pépé. Han har været vores bedste assist-maker de sidste 6 sæsoner, men han er dog bedst på AM R, og er blevet lidt et offer for at jeg er gået over til at spille med en flad 4-4-2 for at lukke lidt mere af defensivt. Det skal dog ikke taget noget fra at han absolut er en stjerne på holdet.

• Taylor Carter (30)

Youth intake 2022. Vores nuværende anfører og endnu en spiller som bed sig fast i startopstillingen i en ung alder. Efter et succesfuldt ophold hos Panathinaikos som 19-årig vendte han tilbage og var fast mand på midtbanen som 20-årig. Det er ikke fordi han byder ind med supermange mål og assists (hans bedste sæson var 2030/31, hvor det blev til 5 mål og 9 assists i Premier League), men han styrer bare den centrale midtbane og er yderst stabil. Det er meget sjældent at han har en dårlig kamp. Han er blevet 30 år, og jeg har faktisk allerede hans afløser klar i form af den unge wonderkid Miles Harris.

• Leston Welch (28)

Youth intake 2024. Leston Welch er lidt en spøjs type, som aldrig har været nogen superstjerne. I mange sæsoner blev det kun til spredte optrædender, men han var dog altid en man kunne regne med når han så fik chancen. De sidste 3 sæsoner har han dog været fast mand ved siden af Taylor Carter, og det kulminerede sidste sæson, hvor han faktisk var den spiller på holdet med den højeste average rating (7,41) og bød ind med 14 assists i alle turneringer. En slags "unsung hero" i spillertruppen.

• Mohamed Eisa (22)

Youth intake 2030. I en del sæsoner kæmpede jeg lidt med hvem jeg skulle bruge på den venstre midtbane, og det var tit en kamp mellem Kane Clarke og Charlie Smart - men så dukkede Mohamed Eisa op i vores golden generation fra 2030. Han er født i Sudan, men har nu fået sin debut på det engelske landshold, og det var først i sidste sæson at han endegyldigt var førstevalget på sin position. De to foreegående sæsoner spillede han hhv. 26 og 28 kampe (mange af dem som indskifter) uden at score et eneste mål. I sidste sæson bød han så ind med 13 scoringer i alle turneringer. Et klart førstevalg på venstre midtbane, formentlig i mange sæsoner endnu.

• Asger Poulsen (20)

Youth intake 2032. Dette bliver den første sæson hvor den unge dansker som udgangspunkt får plads i startopstillingen, hvor han har store sko at udfylde fra vores mangeårige topscorer Federico Borri, som nu er blevet 33 og desværre ikke længere lever op til sine tidligere store præstationer. Poulsen har været udlejet til både Dulwich Hamlet, Cardiff og senest Dundee i Skotland, mens han i sidste sæson fik 12 optrædender (heraf halvdelen fra bænken) på Arsenals førstehold, med et enkelt mål og en enkelt assist til følge. Jeg tror på ham, og det skal blive spændende at se om han kan få kickstartet sin Arsenal-karriere i den kommende sæson.

• Aaron England (30)

Youth intake 2022. Ved siden af Asger Poulsen finder vi Aaron England, der har været en af vores absolutte stjerner de sidste sæsoner. Han har været fast mand i angrebet de sidste 8 sæsoner, og det var mere eller mindre pga. ham at jeg gik over til at spille med to angribere - han var simpelthen for god til bare at være reserve for Federico Borri. Han har været vores topscorer de sidste to sæsoner, og selvom han har rundet de 30, er han stadig den ubestridte nummer 1 på toppen.

[g00n]

Status efter 9 kampe: 4 hjemmekampe, 4 sejre – 5 udekampe, 0 sejre. Forskellen mellem præstationerne på hjemme- og udebane har altid været der, men i denne sæson var den bare endnu mere udtalt. Eneste nederlag på hjemmebane var den sædvanlige afklapsning mod Chelsea og så et grotesk nederlag mod Leeds, mens vi på udebane kun kunne hive sejren hjem 4 gange, alle gange mod hold rangeret i bunden af ligaen.

Kun ét enkelt point blev det til mod top 9, og i den 1-1-kamp mod Man City scorede vi også det eneste mål på udebane mod de 9 hold. Fuldstændigt åndssvagt ringe offensivt, og et område hvor vi skal forbedre os markant hvis vi skal lande i de europæiske pladser igen. Helt generelt havde vi svært ved at score mål. Aaron England ender godt nok på 31 mål i alt, flere end han nogensinde før har scoret, men det er kun pga. de mange pokalkampe (mere om det senere). Kun 57 scoringer i Premier League kunne det blive til, hvilket er delt næstdårligst i dette spil indtil videre, kun overgået af de blot 46 scoringer i sæson 10.

Stort set hele sæsonen blev spenderet midt i rækken, hvor det var ekstremt tæt mellem placeringerne 6 til 13, og en enkelt sejr eller et enkelt nederlag kunne rykke holdet flere pladser frem eller tilbage. I sidste ende blev det komfortabelt nok i den øverste halvdel, men alligevel ret langt fra europæisk kvalifikation på 10. pladsen.

I Carabao Cuppen blev det – surprise, surprise – konstant Premier League-modstand, men selvom de første to kampe var på udebane kom vi minsandten videre fra dem alligevel, og da vi klaskede Liverpool på hjemmebane i kvartfinalen, troede jeg (lidt) på succesen. Jeg var glad for at slippe fra den første semifinalen mod Man Utd med et udebanemål, og da vi 5 minutter før tid fortjent scorede til 2-0 i returkampen, troede jeg vi havde sikret finalepladsen. Men reglen om udebanemål gælder åbenbart ikke i Carabao Cuppen. Og så tabte vi straffesparkskonkur rencen.

FA Cuppen bød på et helt vanvittigt scenarie – et opgør mod et non league-hold! Vi slap heldigvis forbi FC United, og så gik den naturligvis ikke længere. Endnu en kamp mod et Premier League-hold ventede, og endnu engang var det mod Norwich. Denne gang dog på hjemmebane – og så tabte vi ganske irriterende alligevel.

Sæsonen bød også på vores første optræden i Europa Conference League, og efter en enkelt kvalifikationsrunde endte vi i en nem gruppe, som vi også toppede uden de store problemer – dog med endnu et latterligt eksempel på hvordan spillet ser os på udebane. 0-0 mod Shamrock Rovers, og så smadrer vi dem med 8-0 på hjemmebane i næste kamp, vores største sejr indtil videre. Knockoutrunderne gav os utroligt nok det klart sværeste hold i samtlige runder før finalen, men overraskende nok gjorde vi det af med både Atalanta, RB Leipzig og Fiorentina, men så blev vi da belønnet med et ”nemt” hold i finalen i form af NAC Breda. Vi havde 30 skudforsøg, heraf 15 inden for rammen, men måtte alligevel ud i forlænget spilletid for at sikre trofæet.

Når jeg får loan reports i løbet af sæsonen og kigger ned ad listen, er det stort set det samme hele vejen rundt - alle spillerne har 1½ eller 2 stjerner i current ability og 2½ eller 3 stjerner i potential ability. Ingen stortalenter. Ingen spillere der ser ud til at kunne være bærende kræfter på et Premier League-hold. Det er magre tider i akademiet lige p.t., og jeg håber meget snart at vi kan finde en "golden generation" igen.

Kun en enkelt debut kunne det blive til i denne sæson - de unge spillere er simpelthen ikke gode nok til at få chancen for tiden. Peter Alexander bliver dog nødt til at blive klar til førsteholdet snarest muligt, da Kem Beck går på pension og Xavion Dias ikke ligefrem imponerer på venstre back-positionen.