Palermo

 

[RasmusA12]

Palermo – En fortælling fra den gamle mand ved havet

Af den gamle mand, der altid ser fodbolden lidt klarere end de andre

Jeg er en gammel mand nu. Mine hænder dufter af havsalt og kaffe, og mine øjne har set flere solnedgange over La Favorita, end jeg kan tælle. Men én ting bliver jeg aldrig træt af: drømmene, der hver sommer tager form i lyserød og sort.

Palermo… ah, Palermo.

En klub, der har været i storm, og som nu igen søger ro. En klub, der leder efter en mand med visioner. Og nu er han kommet. En stille træner med et blik, der siger mere end hans ord. En mand, som ikke råber – men lytter.

Jeg har set ham stå ved træningsbanen. Den måde han ser på spillerne på, som om han leder efter historien i hver eneste bevægelse. Ikke statistikker. Ikke tal. Historier.

Folk i byen siger, at han vil bygge noget ægte. Noget, der kan få Palermo til at drømme igen. Jeg tror dem.

Jeg vil sidde her ved havet og følge hans rejse. Ikke med store analyser. Bare små fortællinger. Som olivenolie dryppet på et stykke brød.

Dette er begyndelsen. 
Begyndelsen på en ny æra i lyserød og sort.

Når pre-season er færdig, vender jeg tilbage. 
Med resultaterne. Med tabellen. 
Med næste kapitel i historien om et Palermo, der rejser sig.

[Broen13]

Rasmus kunne ikke lade Italien være! FEDT!!

[RasmusA12]

Rasmus kunne ikke lade Italien være! FEDT!!

Nej, det er bare landet! 

[warmon]

Nej, det er bare landet! 

PRÆCIS!

Alt det der hypede fodbold i spanien, frankrig og england... væk med det!

[RasmusA12]

PRÆCIS!

Alt det der hypede fodbold i spanien, frankrig og england... væk med det!

Meget enig, gode gamle calcio 

[RasmusA12]

Palermo

[RasmusA12]

Afsnit 2 – Sommeren hvor drømmene begyndte at røre på sig

Fortalt af den gamle mand ved havet

Pre-season er forbi nu. Solen hænger lavere over Palermo, og jeg sidder her og tænker over de kampe, jeg har set denne sommer. Jeg ved, hvad folk spørger mig om:
“Hvordan gik det? Har træneren gjort os stærkere?”

Jeg smiler altid, når de spørger. Ikke fordi alt var perfekt. Men fordi noget er begyndt at vågne.

Mod Modena og Vicenza vandt vi, ja… men det var endnu ikke dansen, jeg ventede på. Endnu var rytmen ikke sat. Men mod Virtus Entella—der så jeg noget nyt. Noget levende. Et hold, der begyndte at forstå trænerens stilhed. De lyttede. De fandt hinanden i mørket.

Så kom august, og med den kom selvtilliden. 
Union Brescia ude. En sikker sejr. En rolig håndskrift af en træner, der ved, hvad han vil.

Og så… Messina. 
8-0. 
Ah, mine venner… sådan en kamp får selv gamle mænd som mig til at sidde en smule rankere. Det var ikke bare en sejr. Det var en erklæring. En besked sendt med vinden over Sicilien: Palermo er vågnet.

Athletic Club faldt i en målfest, som denne by elsker, og mod Ascoli—ja, der holdt vi stand. En uafgjort, men med karakter. Et hold der ikke bukker sig, selv når bølgerne rejser sig.

Pre-season er slut. Tallene siger én ting. 
Men hjertet siger en anden.

Jeg mærker noget i luften. Noget gammelt. Noget stort. Noget, der føles som en klub, der er ved at finde hjem igen.

Næste gang jeg skriver, begynder den virkelige rejse. 
Ligaen. Kampene der tæller. 
Dramaet, der får blodet til at bruse i hele Palermo.

Jeg er klar. 
Havet er klar. 
Byen er klar.

Og jeg tror… at træneren er klarere end dem alle.

[RasmusA12]

Afsnit 3 – Halvvejs gennem sæsonen: Når hjertet banker hurtigere end bølgerne

Fortalt af den gamle mand ved havet

Halvvejs gennem sæsonen. 
Ah… dette er tiden, hvor sandheden begynder at vise sig. Ikke kun i tabellen. Ikke kun i tallene. Men i måden byen trækker vejret på. I måden folk taler om Palermo igen, næsten hviskende, som om de er bange for at vække en gammel kæmpe for tidligt.

Jeg har fulgt hver eneste kamp. Hver jubel. Hver skuffelse. 
Og lad mig fortælle jer dette: Der er noget helt særligt ved dette hold.

Sæsonen begyndte med et brøl i Coppa Italia. Cagliari blev sendt hjem i tvivl, og jeg så for første gang det blik i trænerens øjne – det blik, som kun mænd med store drømme bærer. Derefter kom Reggiana og Frosinone… og Palermo gik ind i Serie B med en styrke, som selv jeg ikke havde forventet.

Men det var i september, jeg virkelig mærkede det. 
De store sejre. De store mål. De kampe, hvor lyserød og sort ikke bare var farver – men et sprog. 

14-0 mod Al-Hilal Utd. 
7-0 mod Messina. 
Jeg husker lyden af havet den aften. Selv bølgerne syntes overraskede.

Selv da Aston Villa kom på besøg og viste tænder… ja, selv da nederlaget ramte os, knækkede vi ikke. For nogle gange, mine venner, viser nederlag en styrke, som sejre ikke kan.

Og dagene gik, og september blev til oktober. 
Og oktober til november. 
Og hver uge skrev Palermo endnu en linje i denne nye fortælling.

Kampene mod Bari, Milan og Pescara… ah, de viste noget vigtigt: At Palermo både kan angribe som vinden og stå fast som klippen. Selv når vi vakler, rejser vi os hurtigt igen. 
Og når vi brillerer – så gør vi det med stil.

Nu, hvor vi nærmer os slutningen af årets første halvdel, står vi der… 
Højt i tabellen. 
Ikke som vindere endnu. 
Ikke som favoritter. 
Men som jagere. 

Cesena løber foran som en flok vilde heste, men Palermo… Palermo puster dem i nakken. 
Og jeg ved, at de kan mærke det.

Jeg har regnet efter. 
De to kampe, der hører hjemme i næste kapitel, gemmer jeg til senere. 
Men det ændrer intet ved fortællingen i dag:

Palermo er nummer to. 
Palermo har drømme i støvlerne. 
Palermo er på vej.



Når vi ses igen i næste indlæg, vil kampen om oprykning for alvor tage fart. 
Der vil være storme. Der vil være nætter med tvivl. 
Men jeg tror på noget stort.

Jeg tror på denne træner. 
Jeg tror på disse drenge. 
Og vigtigst af alt… jeg tror på Palermo.

Lyserød og sort. 
Farverne, der nægter at dø.