Palermo

 

[RasmusA12]

Palermo – En fortælling fra den gamle mand ved havet

Af den gamle mand, der altid ser fodbolden lidt klarere end de andre

Jeg er en gammel mand nu. Mine hænder dufter af havsalt og kaffe, og mine øjne har set flere solnedgange over La Favorita, end jeg kan tælle. Men én ting bliver jeg aldrig træt af: drømmene, der hver sommer tager form i lyserød og sort.

Palermo… ah, Palermo.

En klub, der har været i storm, og som nu igen søger ro. En klub, der leder efter en mand med visioner. Og nu er han kommet. En stille træner med et blik, der siger mere end hans ord. En mand, som ikke råber – men lytter.

Jeg har set ham stå ved træningsbanen. Den måde han ser på spillerne på, som om han leder efter historien i hver eneste bevægelse. Ikke statistikker. Ikke tal. Historier.

Folk i byen siger, at han vil bygge noget ægte. Noget, der kan få Palermo til at drømme igen. Jeg tror dem.

Jeg vil sidde her ved havet og følge hans rejse. Ikke med store analyser. Bare små fortællinger. Som olivenolie dryppet på et stykke brød.

Dette er begyndelsen. 
Begyndelsen på en ny æra i lyserød og sort.

Når pre-season er færdig, vender jeg tilbage. 
Med resultaterne. Med tabellen. 
Med næste kapitel i historien om et Palermo, der rejser sig.

[Broen13]

Rasmus kunne ikke lade Italien være! FEDT!!

[RasmusA12]

Rasmus kunne ikke lade Italien være! FEDT!!

Nej, det er bare landet! 

[warmon]

Nej, det er bare landet! 

PRÆCIS!

Alt det der hypede fodbold i spanien, frankrig og england... væk med det!

[RasmusA12]

PRÆCIS!

Alt det der hypede fodbold i spanien, frankrig og england... væk med det!

Meget enig, gode gamle calcio 

[RasmusA12]

Palermo

[RasmusA12]

Afsnit 2 – Sommeren hvor drømmene begyndte at røre på sig

Fortalt af den gamle mand ved havet

Pre-season er forbi nu. Solen hænger lavere over Palermo, og jeg sidder her og tænker over de kampe, jeg har set denne sommer. Jeg ved, hvad folk spørger mig om:
“Hvordan gik det? Har træneren gjort os stærkere?”

Jeg smiler altid, når de spørger. Ikke fordi alt var perfekt. Men fordi noget er begyndt at vågne.

Mod Modena og Vicenza vandt vi, ja… men det var endnu ikke dansen, jeg ventede på. Endnu var rytmen ikke sat. Men mod Virtus Entella—der så jeg noget nyt. Noget levende. Et hold, der begyndte at forstå trænerens stilhed. De lyttede. De fandt hinanden i mørket.

Så kom august, og med den kom selvtilliden. 
Union Brescia ude. En sikker sejr. En rolig håndskrift af en træner, der ved, hvad han vil.

Og så… Messina. 
8-0. 
Ah, mine venner… sådan en kamp får selv gamle mænd som mig til at sidde en smule rankere. Det var ikke bare en sejr. Det var en erklæring. En besked sendt med vinden over Sicilien: Palermo er vågnet.

Athletic Club faldt i en målfest, som denne by elsker, og mod Ascoli—ja, der holdt vi stand. En uafgjort, men med karakter. Et hold der ikke bukker sig, selv når bølgerne rejser sig.

Pre-season er slut. Tallene siger én ting. 
Men hjertet siger en anden.

Jeg mærker noget i luften. Noget gammelt. Noget stort. Noget, der føles som en klub, der er ved at finde hjem igen.

Næste gang jeg skriver, begynder den virkelige rejse. 
Ligaen. Kampene der tæller. 
Dramaet, der får blodet til at bruse i hele Palermo.

Jeg er klar. 
Havet er klar. 
Byen er klar.

Og jeg tror… at træneren er klarere end dem alle.