Juego Sucio

 

[Sarl]

PROLOG

Han drømmer i sort og hvidt. Som en slidt gammel filmrulle, kører billederne for hans indre blik. Tåget, uskarp, flimrende. Han har set dem tusinde gange før. La Grande Inter. 1960’ernes legendariske Inter-mandskab, der anført af manager Helenio Herrera vandt det italienske mesterskab tre gange og Mesterholdenes Europa Cup to.

Han drømmer i sort og hvidt, men ikke som han plejer. Det hele står skarpere. Selv står han på sidelinien. Atmosfæren på San Siro omslutter ham. Han genkender kampen. Modstanderen er argentinske Independiente. De europæiske mestre mod de sydamerikanske mestre. Intercontinental Cup 1965. Første kamp.

Han drømmer at han er Helenio Herrera. Dirigerer sit Inter-hold fremad. Med hver bevægelse, han gør med armen, får omverdenen mere farve. Mere liv. Han kan føle elektriciteten i luften, lugte græsset, høre publikums summen, der stiger til et brøl, da Sandro Mazzola elegant flugter bolden over hovedet på sig selv og ind i netmaskerne. Han lukker øjnene og knytter næven i triumf.

Da Eugenio Herrera åbner øjnene er alt han ser hvidt. Han kigger sig omkring. Hospitalshvidt. En skarp smerte skyder op fra hans fod, og han husker. Den løse bold, der hoppede ud af hans kontrol. Den glidende tackling i et desperat forsøg på at nå den. Modstanderen, der gjorde et lignende udfald. Den modbydelige knasende lyd, da de tordnede ind i hinanden. Derefter sort. Siden drømme i sort og hvidt. Drømme om Eugenios bedstefar.

Eugenio Herreras fodboldkarriere er ovre. Han er 33 år gammel og kommer ikke til at spille igen. 302 klubkampe. 31 landskampe. Hertil og ikke længere. Så meget kan han regne ud, mens han ligger i hospitalsengen og kigge på de sterile hvide vægge. Han kommer aldrig til at spille igen. Det behøver han ikke en doktor for at vide.

Alligevel behøver det ikke være slut. Som han lukker øjnene igen, tager en ny drøm form. Den er ikke i sort og hvidt, men brænder flammende rødt.

Når bedstefar Helenio kunne, så kan Eugenio vel også?

[Sarl]

Indhold:

0.0 - Prolog
0.1 - Club Atlético Independiente
0.2 - Juego Sucio
0.3 - Fibra

1 - Lige ved og næsten
2 - Libertadores!
3 - Fint forår
4 - Konkurrence!
5 - Forbandet?
6 - Campeones, campeones!
7 - En status på det beskidte spil
8 - Kontinental Revanche?
9 - På toppen af Sydamerika
10 - DR3, Live fra finalen ved VM for klubhold
11 - Stærke argentinere vandt VM for klubhold
12 - Argentinsk beton
13 - Tak for nu?

Fibra: Taktikken og det perfekte hold


Titler:

Superliga Argentina:
2019/20
2020/21

Argentinas Super Cup
2021

Copa Libertadores:
2020
2021

Sydamerikanske Recopa
2021

FIFA Club World Cup
2020

[Sarl]

Club Atlético Independiente

Independiente er en af argentinsk fodbolds "store fem" sammen med Boca Juniors, River Plate, San Lorenzo og ærkerivalerne Racing. Klubben har hjemme i havnebyen Avellaneda, der dog i sig selv er en del af Buenos Aires' storbyområde. Klubben har gennem sin lange historie vundet adskillige argentinske mesterskaber, men det er især en turnering, der har præget klubbens historie. Copa Libertadores.

Med syv sejre i Sydamerikas fineste klubturnering er Independiente den mest succesfulde klub i turneringens historie. Gennem 70'erne var deres succes så massiv, at de blev kendt under navnet Rey de Copas, der kort sagt betyder Kongerne af Cups. De senere år har de deværre ikke gjort meget for at leve op til navnet. I 2013 rykkede klubben ned fra den bedste argentinske række, og selvom de er tilbage i det fineste selskab, ligger succesoplevelserne fjernt fra klubben. Seneste trofæ var en sejr i Copa Sudamericana i 2010, men man skal helt tilbage til 1984 for at finde seneste sejr i Copa Libertadores. I nyere tid er klubben velsagtens mest kendt for at have givet en purung Sergio Agüero hans gennembrud i argentinsk fodbold.

Nu er jeg blevet ansat i skikkelse af den (fiktive) tidligere spiller Eugenio Herrera, og jeg har store planer for, hvordan Independiente endnu en gang når Sydamerikas top.

[Sarl]

Juego Sucio - Det Beskidte Spil

Argentinsk fodbold er kendt for fantastiske teknikere som Maradona og Messi. Men argentinsk fodbold er også feje tricks og hårdt spil, der går lige til grænsen og et skridt videre. Fodbold handler om at vinde. For enhver pris.

Denne brutale fodboldfilosofi blev måske bedst eksemplificeret i 1960’erne, hvor argentinsk fodbold pådrog sig et forfærdeligt ry for deres voldsomhed. I 1966 kaldte den engelske landstræner de argentinske spillere for “dyr” efter de to landes møde ved VM, og de følgende år blev det kun værre.

I 1967 mødtes Racing og Celtic i finalen af Intercontinental Cup, og  den tredje og afgørende omkamp endte med to røde kort til Racing og fire røde kort til Celtic, hvis spillere efterfølgende følte sig snydt af både dommeren og modstanderen. Argentinerne gik ifølge skotterne langt over det tilladtes grænser og både tacklede, sparkede og spyttede sig til sejren. Året efter var det Manchester United, der stod for skud mod Estudiantes. Igen tabte det britiske mandskab efter to hårdt kæmpede kampe, hvor de frustrerede englændere fik udvist både Nobby Stiles og George Best.

Det hele kulminerede dog i 1969, hvor selv samme Estudiantes efter sigende sparkede bolde efter Milans spillere under opvarmningen og brugte alt fra spark, albuer og nålestik til at intimidere deres italienske modstandere. Værst gik det ud over argentinskfødte Néstor Combin, der efter et spark i ansigtet og en albue der brækkede næse og kindben, til sidst besvimede blodig og forslået.

Milan endte med at vinde kampen, og hvor de britiske mandskaber tabte hovedet og kampene mod de hårdhændede argentinere havde italienerne mere held. I både 1964 og 1965 besejrede Helenio Herreras Inter de sydamerikanske mestre fra Independiente. Måske fordi de selv havde noget af den samme vilje til at bøje reglerne, som deres argentinske modstandere?

Hvor vil jeg hen med alt dette?

Jo jeg vil spille det beskidte spil. Juego sucio. Det beskidte spil. Antifodbold. Hårdt, ondt og med viljen til at gå så langt som det er nødvendigt i jagten på sejr. Helt i ånden fra de beskidte argentinske tressere. For selvom jeg som alle andre nyder flot og poleret fodbold, har jeg også altid haft en fascination af spillets mørke side. Jeg vil gerne spille antifodbold. Det behøver ikke være smukt, så længe jeg vinder.

Gerne 1-0.

[Arsrea]

Spændende Sarl, bliver lækkert med en blog fra Argentina. Håber du får fundet nogen sjove typer til det beskidte fodbold!

[Sarl]

Fibra

Jeg vil spille defensivt. Jeg vil spille hårdt. Jeg vil se mine spillere kæmpe for hver en meter på banen i halvfems minutter plus hvad end der kommer derefter. Det kræver en speciel type spillere. Over to fantastiske blogs, som jeg er meget inspireret af, beskriver FM Grasshopper sit save med Estudiantes La Plata. Her gør han brug af begrebet “fibra” i rekrutteringen af spillere.

Firstly, I need to define what 'fiber' is and how it translates into the Football Manager games.  As Jonathan Wilson documents, in his superb 'Inverting The Pyramid' book, Diego Simeone's footballing upbringing at Club Atlético Vélez Sarsfield was the grounding for the tactical instructions we see today at  Atlético.  Simeone's Youth Team manager at the time, Vélez Legend Victorio Spinetto was obsessed with finding players of a specific kind of 'fibra'.  For him, a player's fiber needed to be one of self-sacrifice...where only players who give absolutely everything on the pitch can ever be considered 'Great Players’.

For at finde lige præcis den type spillere kigger FM Grasshopper især efter fire forskellige egenskaber.

• Agressivitet - Spillere med høj aggressivitet er mere villige til at bruge deres fysik i tacklingerne

• Mod - Modige spillere vil gå mere kompromisløst ind i dueller, da de ikke frygter at blive skadet.

• Teamwork - Spillere med høj teamwork arbejder bedre sammen og er mere villige til at følge mine taktiske instruktioner.

• Arbejdsstyrke - Spillere med høj arbejdsmoral er bedre i stand til at arbejde hårdt fysisk hele kampen igennem.

Alt i alt ser FM Grashopper gerne at spillere over 25 år har en score på 55 eller mere, når disse egenskaber lægges sammen. Heldigvis er der allerede en del spillere i truppen med det rette “fiber”. Stærkest lige nu er den uruguayanske defensive midtbanespiller Diego Rodríguez med en score på 64.

For at skabe det helt rette hold vil jeg forsøge at hente spillere, der har en fibra-score på 55 eller over. Dukker det helt rette talent op til min offensiv, vil jeg dog muligvis gøre en undtagelse. Vi får se.

[Sarl]

Lige ved og næsten

Jeg gik kompromisløst til værks rent taktisk i første sæson. Efter lidt indledende famlen kom jeg frem til en form for 4-4-1-1, der i den grad havde fokus på defensiven, defensiven og så lidt mere forsvar. Det bliver umiddelbart en tand for defensivt, men der er også noget næsten perfidt ved bare at forsvare, forvare, forsvare, forsvare.

Hvordan gik det så? Første sæson blev lige ved og næsten.

I den hjemlige Superliga gik det over forventning. Vi scorede få mål, men lukkede endnu færre ind. En opskrift der er lige efter Eugenio Herreras bog, og en taktik der langt henad vejen bragte Independiente på mesterskabskurs. Stort set hele sæsonen lå vi nummer et, men til sidst kostede holdets manglende evne til at score. I sæsonens sidste fire kampe blev det til nul mål og kun et point. Det kostede mesterskabet. I stedet blev det til en tredjeplads et point bag Boca og San Lorenzo på første- og andenpladsen.

Også i Copa Sudamericana var det lige ved og næsten. I de tolv kampe det blev til holdt vi nullet i syv. Det førte hele vejen til finalen, hvor Corinthians besejrede os efter 0-0 i Argentina og 1-3 i Brasilien. Lige ved og næsten, men lovende defensive takter. Det ser fint ud efter første sæson. Statistikken peger i hvert fald mod en vis defensiv soliditet.

[Sunbao]

spændende og god start på bloggen, skønt med lidt ikke europæisk fodbold at læse om!

[Sarl]

Libertadores!

Copa Libertadores. Et trofæ, der betyder så meget for Independiente, at deres stadion hedder Libertadores de Ameríca. Jeg går i hvert fald ud fra, at det er derfor. Copa Libertadores er kort sagt et trofæ, jeg kommer til at gå hårdt efter, og allerede halvvejs gennem første sæson fik jeg chancen. Den argentinske liga kører sommer til sommer som de fleste europæiske ligaer, men flere af de andre sydamerikanske ligaer kører efter kalenderåret. Derfor begynder vi i Libertadores-gruppespillet halvvejs gennem den argentinske ligasæson og starter næste sæson ud med knaldhårde knockoutkampe, hvis vi når så langt.

Det gjorde vi. Fem sejre og et nederlag, men alligevel endte vi som to'er. Både Botafogo og vi havde 15 point og en målscore på 15-3. Vi var bedre i de indbyrdes opgør med en samlet score på 2-1. Den eneste grund til at vi endte som to'er, jeg kan se, er altså at B kommer før I. Vi mistede førstepladsen på grund af alfabetet. Sydamerika? Suk.

I den første knockoutrunde stod der mere brasiliansk på menuen. Flamengo var modstanderen. Inden da var der dog lige et transfervindue, der skulle overstås. Det meste af det handlede om at komme af med dødvægten i truppen. Det vrimler kort sagt med spillere på reserveholdet, der enten er får dårlige eller ikke har den nødvendige "fibra" til at spille under Eugenio Herrera. Desværre viste de sig også at være stort set usælgelige. I stedet blev det til et hav af udlejninger, der må blive ved til de usælgelige spilleres kontrakter løber ud.

Der kom dog også to spillere ind. Fausto Grillo er med det navn og en "fibra" på 65 præcis den type spiller, jeg gerne vil hente. Facundo Quignón har også den nødvendige "fibra" med en score på 55, men er samtidig også en lidt bedre boldspiller, der kan sætte spillet op fra den centrale midtbane.

Alligevel blev Flamengo endestationen i Libertadores. Operationen lykkedes, men patienten døde. Efter to gange 0-0 gik kampen direkte i straffekonkurrence, hvor vi trak det korte strå. Bittert. Også i den argentinske pokalturnering blev det til lige ved og næsten. Vi nåede finalen, men fik bank af Boca, der vandt 2-0 uden problemer.

I ligaen fortsatte vores målscoringsprobleme r også. Efter otte kampe havde vi en målscore på kun 6-3 og rodede rundt helt nede omkring 10'ende-pladsen. Der skulle ske noget, og jeg ændrede derfor lidt på taktikken, så vi nu spillede med to mand i front. Det hjalp på det og vi gik til vinterpause på en tredjeplads med en målscore på 17-6 efter 13 kampe.

Alligevel skulle der ske noget i transfervinduet, hvor vi især mangler offensivt pondus.

[Sarl]

Flot forår

Efter en rodet efterårssæson gik Eugenio Herrera ind i transfervinduet med et erklæret mål om at forstærke især angriberpositionen. Angribere med den rette fibra er dog svære at finde. Især hvis de også skal være gode nok til at styrke Independientes trup. De fleste er simpelthen udenfor min rækkevidde. Det lykkedes dog at hente en af slagsen i form af Filipe Caicedo, der med en fibra på 60 og en fremragende fysik passede perfekt ind.

Endnu mere perfekt er Marcos Rojo. Med hele 64 i fibra, landsholdserfaring og stærke defensive evner, var han lidt af en ønskespiller for Eugenio Herrera. Med kontraktudløb til sommer var han desuden ikke helt urealistisk. Under forhandlingerne krævede han dog en monstrøs løn, så i stedet tog vi en chance. Rojo kom til på en lejeaftale for resten af sæson, og mod slutningen af lejeopholdet var kravene pludselig mindre. Marcos Rojo skifter derfor i sommeren 2019 til Independiente på en fire år lang kontrakt.

De to forstærkninger satte i den gang fut i holdet. Defensivt var vi i lange perioder af foråret decideret uhyggelige, og offensivt brillerede Caicedo med 10 mål i 11 ligakampe. Det betød, at vi hurtigt lagde os i spidsen for ligaen, men desværre dykkede formen endnu en gang mod slutningen, og så slog Boca til. Igen.

Med en målscore på 41-12 og en andenplads, lykkedes det dog Eugenio Herrera at forbedre både defensiven og sidste sæsons placering. Desuden lykkedes det også at komme videre fra gruppespillet i Copa Libertadores, hvor man til efteråret møder brasilianske Vasco da Gama.

[Sarl]

Konkurrence!

Tacklingerne synger over banen, skældsordene fyger rundt og der kæmpes indædt for hver en meter, hver en løs bold, hvert eneste græsstrå. Eugenio Herrera smiler og klapper højlydt, da Diego Rodriguez piller bolden fra Filipe Caicedo med en veltimet glidende tackling over flere meter. Det er ikke til at se, at der blot er tale om en interne træningskamp. Alle vil vinde, ingen vil tabe, ingen giver sig. Det er præcis den slags konkurrence, som Eugenio vil se fra hans trup. Præcis den rette “fibra"!

På mål er Martín Campaña det sikre førstevalg. Hans fibra er ikke helt optimal, men han har vist sig som en solid sidste skanse, der er god med fødderne.

Foran ham er Marcos Rojo det sikre førstevalg i midterforsvaret. Pladsen som hans makker kæmper tre spillere om. Nyindkøbte Ezequiel Muñoz, der kostede 14 millioner kroner, ligner umiddelbart det oplagte valg, men han presses hårdt af både Nicolás Figal og Fausto Grillo.

På venstre back sidder Gastón Silva sikkert på pladsen og Daniel Martínez kommer pga. en lav fibra kun i spil i nødstilfælde. Modsatte back byder på lidt mere konkurrence. Fabricio Bustos er førstevalg, men både Emanuel Brítez og Gustavo Toledo er solide alternativer med den fornødne fibra.

På den defensive midtbane har holdet anfører Diego Rodríguez siddet tungt på pladsen i de to første sæsoner. Han har dog fået konkurrence op til denne sæson i form af det tidligere FCK-flop Franco Mussis, der kom til på en fri transfer.

Holdets playmaker på den centrale midtbane er stadig Facundo Quignon. Han presses dog af det tidligere AC Milan-talent José Mauri, mens Franco Mussis også kan gøre sig på positionen, hvis man tilpasser rollen en smule.

Kanterne er det eneste sted hvor holdet stadig mangler den nødvendige fibra. Det er kort sagt ikke en position, der tiltrækker ret mange hårde hunde. På højrekant spiller Alexis Zárate, der med en fibra på 54 ligger lige under den ønskede grænse. Han bakkes op af veteranen Jonás Gutierrez, der ville være en fremragende spiller til konceptet, hvis det ikke var for hans manglende mod og agressivitet. Modsat er Juan Sánchez Miño det sikre førstevalg.

I angrebet danner Emannuel Gigliotti og Filipe Caicedo et bomstærkt makkerpar. Som reserve for dem fungerer Walter Bou, der kom til på fri transfer fra Boca, som en fin erstatning med den rette mentalitet. Derudover har vi unge Mauro Molina, der som spillertype er godt med, men nok næppe nogensinde opnår den rette fibra til konceptet.

Til sidst er der også Ezequiel Ponce, der med en score på 52 heller ikke helt har de nødvendige mentale egenskaber, men alligevel er blevet hentet på en lejeaftale i Roma for at skabe øget konkurrence.

I alt har den foretrukne start 11’er en gennemsnitlig fibra på 56,36. Det er solidt, men der er selvfølgelig stadig plads til forbedring.

[Sarl]

Forbandet?

Stadion bryder ud i ekstatisk jubel, og Corinthians-spillerne stormer ned mod Biro-Biro, der netop har sendt Cop Libertadores trofæet til Brasilien med det afgørende spark i straffesparkskonkur rencen. Folk på tribunerne gynger, og at dømme efter jublen vil meget få af de 48.000 tilskuere på stadion have nogen stemme tilbage i morgen.

Eugenio Herrera forbander sig selv. Slået på målstregen igen. Præcis som det er sket i ligaen de foregående to sæsoner. Præcis som han blev det i den argentinske pokalturnering for lidt over et år siden. Præcis som i hans første finale, hvor netop Corinthians snuppede Copa Sudamericana for næsen af ham.

Han forbander også de til tider uforståelige sydamerikanske turneringsregler. Havde det været europæisk fodbold, havde Independiente stået som vindere nu. I Copa Libertadores er reglen om udebanemål aktiv og gældende hele vejen gennem turneringen. Bortset fra finalen. Derfor betød en 2-0 sejr hjemme i Argentina og aftenens 1-3 nederlag i Brasilien forlænget spilletid og derefter straffesparkskonkur rence. Derfor kan Corinthians juble, mens Eugenio og Independientespille rne skuffede og med bøjede hoveder må gå den lange vej mod podiet for tage imod endnu en ligegyldig sølvmedalje.

Nu må forbandelsen snart hæve sig. Nu må det da snart blive til guld?

[Sunbao]

Held har du sørme ikke meget af men skøn skriv stil er der bestemt

[b0nb0n]

Fed blog Sjovt med "Fibra"

[Sarl]

Campeones, campeones!

Det kunne ikke være skrevet mere perfekt. Med en sejr på hjemmebane 2-0 mod bysbørnene fra Avallaneda, ærkerivalerne fra Racing, sikrede Independiente sig mesterskabet hele fem runder før tid. Det er klubbens første reelle mesterskab siden 1988, selvom man vandt Torneo Apuerta - den første halvdel af den todelte turneringsform, Argentina kørte med dengang - tilbage i 2002. Kort sagt en stor triumf for Eugenio Herrera.

Den argentinske liga er i øvrigt under en vild omstrukturering i disse år. Første sæson bød på 28 hold og 27 kampe i alt og anden sæson havde 26 hold og 25 kampe. Korte sæsoner. Denne sæson var derimod en marathonsæson med 24 hold og 46 kampe. Her blev det til gengæld til 33 sejre, syv uafgjorte, seks nederlag og hele 106 point.

Desuden blev Felipe Caicedo topscorer med 26 mål efter han i turneringens sidste kamp scorede fem mål i en 7-0-massakre over Argentinos Juniors på hjemmebane.

Mesterskabet er en stor lettelse efter alle mine lige-ved-og-næsten-øjeblikke, og et stort skridt på vejen mod målsætningen om at skabe en argentinsk og sydamerikansk stormagt i Independiente. Jeg havde dog også en målstning om at gøre det med en brutal og defensiv spillestil. I næste update vil jeg se på, hvordan det går med det.