Grande Milano! Il Rossoneri - I diavoli da Milano #39

 

[Broen13]

Grande Milano! Il Rossoneri - I diavoli da Milano

Velkommen til min blog om AC Milan s genopstandelse til toppen af italiensk fodbold!

Jeg vil starte med det samme med at sige at jeg er tilhænger af Juventus i Italien, men det ville være for nemt at spille med dem, så jeg vælger en anden tilgang til bloggen her. Jeg har været fascineret af italiensk fodbold siden det blev vist i dansk TV for efterhånden en del år siden (Martin Jørgensen var i Udinese), og det er et land som tit bliver lettere overset i forhold til blogs, så nu synes jeg det var tid til at lave den!

Jeg har sat mig for at bringe klubben tilbage til den storhed som den besad for blot nogle få år siden, og det ved hjælp af unge spillere, som ikke på nuværende tidspunkt har etableret sig i verdenseliten. Så som de fleste andre går bloggen ud på at overtage verdensherredømmet og stå med alle trofæerne solidt plantet på hylden år efter år!

Fokus vil være på taktik og ungdomsudvikling, og så selvfølgelig de voldsomme lokalopgør, som altid er spændende!
Jeg vil dog som udgangspunkt ikke udelukkende satse på egne rækker og italienske talenter, da det ikke er det historien har som hovedformål. Kræver en genrejsning af klubben eksempelvis at der bliver købt en sydamerikansk tryllekunstner, så gør jeg det! Ingen husker nummer 2 så hvorfor stile efter det!

Nedenstående mål vil blive opdateret løbende, og vil skifte karakter fra langsigtede til kortsigtede mål, når jeg føler vi begynder at spille til at det bliver muligt.

Mål:
Vinde Champions League
Vinde VM for klubhold
Vinde Supercup (Europa)
Vinde Supercup (Italien)
Bliv højest rangerende italienske hold i verden
Bliv højest rangerende hold i verden
Bliv landstræner for italien
Vind VM
Vind EM
Vind OL
Bliv højest rangerende land i verden

Præstationer:
Serie A-sejre:     1
Coppa Italia-sejre:     1
Champions League-sejre:     
Europa League-sejre:     
VM for klubhold-sejre:     
Supercup (Euro)-sejre:     
Supercup (Italien)-sejre:     
VM-sejre:     
EM-sejre:     
OL-sejre:     
Årets manager:     2

[Broen13]

Indlæg

#1 Don't take life to serious. You'll never get out alive
#2 Selvransagelse
#3 Afsted det går
#4 En brat afslutning på ferien
#5 Det svære valg
#6 Nej tak!
#7 Enten eller?
#8 Ballade i Ruhr-distriktet
#9 Før pressekonference, -- 13/6 2015 -- 11.55
#10 Pressekonference, -- 13/6 2015 -- 12.30 -
#11 Efter pressekonference, -- 13/6 2015 -- 14.21 -
#12 "una razza diversa"
#13 En brat opvågning
#14 Op af bakke!
#15 Ruinerne efter klublegenden
#16 Formationer og taktiske overvejelser
#17 Nuværende opstilling - Målmand og forsvar
#18 Nuværende opstilling - Midtbane
#19 Nuværende opstilling - Angribere
#20 Første transfers er i hus!
#21 Il generale
#22 Sæsonens salg
#23 Sæsonens indkøb
#24 Derby della Madonnina
#25 Pokalturneringen
#26 Derby della Madonnina part 2
#27 Talenter på vej
#28 Sæsonen overall
#29 Den nye sæson
#30 Erstatningerne
#31 Den lange ventetid
#32 Mulig overtagelse
#33 Ny ejer
#34 Kampene om Milano
#35 Årets turneringer
#36 Tid til talenter
#37 End of season
#38 Årets handler
#39 Hurtig gennemgang

[Broen13]

Don't take life to serious. You'll never get out alive

Mit liv har altid budt på mange op- og nedture, både i forbindelse med arbejdet og privatlivet. Når jeg sidder her og ser tilbage på hvad jeg har oplevet indtil videre, slår det mig, at jeg aldrig rigtig har brugt tiden på at værdsætte nuet, fremfor hele tiden at se frem og tilbage på hvad jeg har opnået med mit liv, og hvad der fortsat mangler.

Det er ikke nemt at ændre på den form for livssyn, men i dette øjeblik indser jeg hvor vigtigt det egentlig er, at jeg stopper op, kigger mig omkring og nyder hvor jeg er og hvad jeg laver, fremfor hele tiden at bekymre mig om fremtiden, og hvordan jeg selv fremstår overfor andre mennesker.

Hele denne omgang tankevirksomhed er egentlig et resultat af at jeg engang for efterhånden længe siden satte en DVD på skærmen og lod mig underholde i den næste halvanden time. Det er ikke fordi det er en særlig alvorlig film, ej heller noget man ellers ville mene at kunne lære noget af, men der er noget over tankegangen i denne film som gør at jeg begynder at fundere over mit liv, og min nuværende tilgang til dette.

Jeg kan huske at jeg kiggede på min daværende kæreste og tænkte ved mig selv at det ikke kunne passe at en stereotyp amerikansk ungdomsfilm med collegiefester og bare bryster kan få mig til at tænke på denne måde, så jeg slog det i første omgang hen som en flygtig tanke, der måtte skyldes træthed eller manglende energi til at tænke klart.

Der gik noget tid, og jeg brugte egentlig min tid som jeg plejede - op klokken 6.30, lufte hunde, i bad, morgenmad og så på arbejde klokken 8, hjem klokken 16 og lufte hundene, sørg for at få noget at spise, og så ellers et par timer foran TV'et med et eller andet latterligt dumt realityprogram, hvor de kæmper om hvem der kan fange flest mulige tomhjerner i et hus, på et skib, eller på en øde ø, og så i seng inden 12 så jeg kan være klar til samme tur dagen efter.
Det gik egentlig fint i længere tid, og jeg følte ikke der var behov for noget udover det - jeg havde jo mine hunde og FM på computeren, så kommer resten nok af sig selv...

Det slog mig egentlig først da jeg satte mig ned og så ovenstående film endnu engang. Denne gang en søndag middag med masser af energi, men der var ikke længere Premier League-bold på 6'eren efter at 3+ valgte at tage konkurrencen op med deres tipslørdag-koncept (om det har noget at gøre med at 6'eren holdt op med at vise bold om søndagen ved jeg selvfølgelig ikke, men det er min lille rationalisering af problemet). Efter filmen var der én sætning der sad fast i mit hoved:

"Don't take life to serious. You'll never get out alive."

Jeg sagde det til mig selv igen og igen. Har Van Wilder virkelig en pointe? Har jeg været for alvorlig og søgt for meget efter det jeg gerne ville opnå i livet. Jeg fik det næsten dårligt med mig selv. Det måtte jeg jo nok erkende at jeg havde været frem til nu. Det skulle der laves om på at det kunne ikke gå for hurtigt!

[Broen13]

Selvransagelse

Mit første projekt blev renovering af lejligheden. 80 kvadratmeter er ikke meget men det er et ganske udemærket sted at starte, for man skal føle sig hjemme i de hjemlige omgivelser - akkurat ligesom spillerne på et fodboldhold skal føle når de spiller kamp på eget stadion og de er fuldstændigt inde i taktikken! Indtil nu havde den været tom og kedelig - hvide vægge som var det eneste jeg havde gjort noget ved da jeg flyttede ind, og ingen charme og personlighed. Det blev der nu lavet om på!
Det gamle skibsplanker på gulvet blev gjort i stand, ydervæggene isoleret, den store stue delt til to rum, så den kunne bruges til andet end det store skrummel af en sofa som måtte lade livet. Nu var der plads til et kontor hvor jeg kunne smutte ind og tage et par kampe i FM inden opvasken eller vasketøjet kaldte fra kælderen.
Nu var det tid til en masse farver på væggene og små nibsting, som kun kvinder kan finde ud af at sætte sammen, så ind kom den nuværende kæreste, og vupti så blev der fyldt op med Kählervaser, blomster, fugle og aber og alverdens andre ting, som jeg næsten ikke engang ved hvad er...
Der skulle billeder på væggene og det med alle de flotte billeder og kunstværker der er blevet lavet i tidernes løb, og selvfølgelig skulle yndlingsholdets logo op også, for man skal jo huske at vise hvem man er, ihvertfald i min optik, så op med "the class of 92", sammen med familiebillederne og de abstrakte malerier der fik mig til at føle mig godt tilpas. Nu var det et hjem jeg følte jeg kunne genkende mig selv i.

Dernæst har jeg altid gået og ønsket mig at jeg fik nosset mig sammen til at spare op til at sætte den altan på, så jeg kunne komme udenfor og nyde den friske luft og udsigten over havnen, med en kold øl i den ene hånd og bærbaren og FM ved den anden. Det måtte nu være tid, og det tog da også kun et halvt år fra jeg satte mig det i hovedet til det var klaret. Det er den fedeste oplevelse at sætte sig derud, høre den stille summen af mennesker på vej hjem fra gågaden, og larmen fra industrihavnen i baggrunden, mens man sidder og kigger ud over fjorden og tænker at det ikke kan blive meget bedre end lige nu.

Nu var det som om at jeg begyndte at mangle et nyt projekt - noget der gjorde mig glad, og gav mig følelsen af at jeg brugte mit liv på noget jeg var glad for. Jeg satte mig ind på kontoret.. Følelsen for at tage en sæson i FM var der ikke lige, så jeg surfede lidt rundt på nettet og fik tiden til at gå. Så ringede min chef: "Jeg har sagt op. Jeg starter det nye sted den 1. Jeg synes bare du skulle vide det som den første... ... Held og lykke. Vi ses snart! " Det var lidt underligt. Manden der havde lært mig op, og jeg primært har arbejdet sammen med det sidste - ja godt 8 år, vil fra den 1. ikke længere være ham jeg skal gå til hvis der er noget.. Hmmm..
Jeg har altid godt kunne lide min chef. Han er ikke så meget ældre end jeg selv, og har et glad sind og kan tage noget fis. Det fik mig til at tænke over hvad der så var tilbage af gode ting på mit arbejde. Systemer for systemernes skyld - TJEK, kurser i udlandet bare for at sige man har været der - TJEK, for langt til toppen med forslag og forespørgsler - TJEK! Måske var det tid til at søge et andet sted hen? Måske skulle jeg tage med min chef. Måske det bare var fordi han ringede og sagde dette at jeg kom til at tvivle på min nuværende placering i arbejdslivet. Eller skulle jeg måske til at overveje hvad jeg EGENTLIG gerne vil med mig selv, og hvad der giver mig et smil på læben.

[Broen13]

Afsted det går

Jeg har længe gået med tankerne om at komme ud og opleve verden, rejse og se om ikke man kunne drive hobbyen til mere end det er. Jeg var jo trods alt en habil fodboldspiller med A-landskampe og udlandskarriere på CV'et. Jeg elsker jo at fordrive min tid med FM nu hvor jeg ikke selv spiller mere, så hvorfor ikke prøve at blive manager for en fodboldklub...

Jeg føler egentlig at jeg er ret godt rustet til at tage denne beslutning. Jeg har en fornuftig uddannelse, sund økonomi, en god kæreste og hendes 3-årige søn der er villig til at flytte og som kan arbejde de fleste steder qua det job hun besidder, og ingen øvrige forpligtelser. Jeg kunne jo lige så godt prøve talentet af, og se hvor det kan bære hen.

Jeg sendte ansøgninger ud til alle kroge af Europa i håb om at nogle ville svare og tage mig ind til en samtale som minimum og derefter må vi så se hvad der sker. Endnu venter jeg fortsat på min første tilbagemelding, men jeg er helt sikker på mig selv, og det vil utvivlsomt ikke tage ret lang tid før de første klubber får øjnene op for hvilket kæmpe trænertalent der går rundt her uden kontrakt. Jeg har jo trods alt en længerevarende karriere bag mig i FM, hvor jeg har vundet alt der kan vindes, så hvorfor skulle jeg ikke kunne overføre dette til den virkelige verden?

Lejligheden blev lejet ud, bilen blev pakket, og vi kørte derudaf. Hvor turen gik hen vidste vi ikke, men vi havde begge sagt vores jobs op og dermed var der intet der længere holdt os tilbage. Om ikke andet kunne vi da holde lidt ferie mens jeg søgte efter det der gjorde mig allermest glad, så helt slemt var det ikke, og vi var sammen, så kunne alt andet være ligemeget.

[LucasLeiva]

Ser godt ud - bliver spændende at se hvor du ender.

[Broen13]

Ser godt ud - bliver spændende at se hvor du ender.

Det glæder mig at der er nogen der kigger med, på trods af at jeg endnu ikke har fortalt om mit klubvalg

[Broen13]

En brat afslutning på ferien

Jeg havde netop lagt på efter at have aflyttet min telefonsvarer. Jeg var lidt i chok, må jeg indrømme. Det var ikke helt gået op for mig hvad det egentlig var ved at ske. Måske jeg skulle ringe op igen for at sikre mig at det kunne være rigtigt.. Og så på den anden side, hvor dumt ville det ikke lige være, ligefrem at skilte med at man ikke lyttede ordentligt efter! Jeg kiggede ud på de franske alper mens jeg sad her med min kolde wiessbier og en omgang pasta carbonara. Jeg følte ikke lige for at skulle se en masse kultur og natur lige nu, men det var jo det jeg havde lovet min kæreste. Hun kiggede på mig med det undrende blik, som kun hun kunne sende mig, og hun vidste godt hvad der var sket. "Hvor skal vi så hen?" sagde hun bare, smilende som hun altid gør når hun godt ved at der ikke er noget at gøre.
Jeg begyndte at grine, for det var så komisk en situation. Endelig havde vi taget os tid til at slappe af og nyde hinanden, og så kom der sådan en besked. Da jeg endelig holdt op med at le, kiggede jeg på hende og sagde: "Undskyld skat, nu gør jeg det igen." Hun smilede bare og satte sig hos mig, ligeglad med at jeg netop havde taget en beslutning om at ændre vores liv en gang, for muligvis at gøre det igen. Hun sagde ingenting, men jeg vidste allerede godt at hun som altid støttede op om mig.

"Vi skal lige et smut omkring Italien. Der er et par sportsdirektører, som gerne vil have mig til samtale inklusiv en af mine tidligere forretningsforbinde lser." Hun var ellevild, men jeg vidste også det blev en dyr fornøjelse for som størstedelen af alle andre kvinder elsker hun at shoppe! Men med tanke på hvem jeg skulle snakke med betød det nok heller ikke så meget, da der nok skulle være en fornuftig sum penge hvis jeg skulle gå hen og blive ansat i en af klubberne der havde ringet...

[Broen13]

Det svære valg

Minimælk eller letmælk? Grå eller blå skjorte? Det er nogle af de lette valg i livet, og det får ikke betydning for en helt masse. Det valg jeg nu stod overfor var ikke af denne art, snarere tværtimod. Jeg kunne vælge at få æren af at føre et storhold videre og forsøge at udbygge den stime de på nuværende tidspunkt var inde i, forsøge at føre et tidligere storhold tilbage til fordums styrke, eller kæmpe en kamp for at overleve i ligaen. Flere hold havde fået opsnuset at jeg igen søgte et job indenfor fodboldverdenen, og det var alt fra bunden af Serie C til toppen af Serie A, men efter at have sorteret i henvendelserne var der nu fem tilbage at vælge imellem for mit vedkommende - alle med en kontrakt klar til underskrift.

Jeg skulle dog først finde mit ambitionsniveau og hvad det var jeg ønskede mig som mål. Ville jeg kæmpe med om titler? Eller var det opbygning af et ungt og stærkt hold som på sigt kunne gøre sig gældende? Fælles for alle klubberne var at de enten havde et fremragende ungdomssystem, eller var villige til at opgradere dette i forbindelse med min ansættelse, hvilket var noget jeg lagde meget vægt på under samtalen. Det gjorde altså ikke beslutningen nemmere.

Når det nu var mit første seriøse trænerjob, var det måske en god ide at starte i det små og arbejde sig op, så måske det var en ide at tage imod tilbuddet fra enten Lecce eller Empoli, som havde et etableret ungdomssystem med fremragende faciliteter, men ikke en masse økonomi eller verdensklassespille re til rådighed, med al respekt for spillermaterialet. Og så på den anden side, hvad ville det sige om mit ambitionsniveau når nu de øvrige interessante klubber var af større og bedre status? Jeg var i vildrede og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde fået en uge til at svare på, så jeg kunne tænke mig om og tage den rette beslutning uden hastværk. Men hvornår ved man det er den rette beslutning? Er det når man har følelsen af at det er de rette omgivelser, de rette mennesker, de rette faciliteter, det rette sted at bo? Eller er det først når man har været der et stykke tid at det går op for en om det var det rigtige at gøre i den situation? Min kæreste, min evige støtte, kunne se på mig at jeg var helt rundtosset, så hun satte sig ned og forklarede mig at uanset hvad jeg følte for, skulle jeg være glad for det, og at hun sagtens kunne indfinde sig i en lille italiensk by fremfor en storby hvis det var det beslutningen i sidste ende kom an på. Hun var der uanset hvad.

Om det var hendes pædagogiske og psykologiske baggrund der gjorde indtog eller hvad det var, ved jeg ikke, men efter den snak faldt jeg til ro, og besluttede mig for at sove på det og på den måde få lidt afstand. Det kunne være det hjalp at sortere en eller to fra hen af vejen, hvilket jeg gjorde.

[Broen13]

Nej tak!

Jeg kunne se på hans ansigt at han var skuffet. Han vidste godt at jeg var der for at afslå klubbens tilbud. Heldigvis forstod han min begrundelse for dette - klubben var simpelthen for stor og for dominerende på nuværende tidspunkt, til at jeg turde tage imod den kæmpe byrde det ville være at stå i spidsen for dem på nuværende tidspunkt. Jeg gav Piero Ausilio (sportsdirektør FC Internationale) hånden og han ønskede mig held og lykke med hvad jeg måtte vælge og det var det.

Jeg må sande at jeg ikke er begejstret for at skuffe folk på denne måde. Jeg ved godt at det er en del af gamet og det er den slags der altid vil være der, uanset om det er i fodbold eller øvrige professioner, men det gør det ikke nemmere at tænke sådan. Som udgangspunkt er jeg en glad person, er helst vil se folk smile. Sean Sogliano (sportsdirektør Hellas Verona) var ikke en person som jeg. Han var noget mere firkantet og brysk og blev direkte sur da jeg fortalte hvad jeg kom for. Aldrig om jeg skulle sætte mine ben i hans klub igen! Nu havde de brugt tid på at få mig ind og vise mig rundt og få mig til at føle velkommen! Det var sidste gang jeg så nogen form for venlighed fra ham! Det var første gang jeg var rigtig sikker i min beslutning, for inden havde jeg haft svært ved at takke nej til Preben Elkjærs gamle klub - ikke nu!

Dagens afslag var ikke slut, og der ventede en køretur på et par timer til næste møde. Heldigvis havde jeg planlagt det således at vi ikke havde stress på. Fabrizio Corsi (bestyrelsesformand Empoli FC) stod i døren og ventede da jeg kom, glad og ved godt mod, hvilket nok gjorde det endnu sværere for mig at gøre hvad jeg skulle til, men der var ingen udvej. Det var ikke her jeg skulle være lige nu ihvertfald.

[Broen13]

Enten eller?

Nu var der kun to klubber tilbage, og hvilke to! Jeg havde udset mig et par af de mest traditionsbundne klubber i Italien, i hver sin ende af ligasystemet. Enten skulle jeg genopbygge et storhold i Serie A, eller opbygge et storhold gennem et ungdomssystem næsten uden sammenligning i verden. Jeg var meget i tvivl..

Jeg havde takket nej til Inter, fordi det var for stor en mundfuld at kæmpe med om titler med det samme. Den ene klub jeg havde tilbage var af samme størrelse men havde ikke været så stærke i de senere år, hvorfor jeg rationaliserede mig frem til at det ikke var det samme. Her var klubejeren en af mine tidligere forretningsforbinde lser, som jeg igennem et stykke tid - i mit tidligere erhvervsliv - hjalp med at få en aftale igennem med et par danske leverandører.

Den anden klub var en af mine yndlingsklubber i Italien, og en klub jeg før har ført frem til Serie A-titlen i FM. Med et fantastisk ungdomssetup og en lang historie bag sig, men som ikke har kunnet få tingene til at fungere.

Jeg havde besluttet mig. Jeg vidste godt hvem jeg ville vælge, men det betød også at jeg skulle fravælge et hold. De gule og røde fra Italiens støvlehæl skulle have sig en anden træner end jeg. Det var ikke den udfordring jeg søgte, og jeg vidste inderst inde at jeg ville falde bedre til i storbyens summen. Jeg meddelte min beslutning til Savino Tesoro (præsident US Lecce) hvilket han tog med ophøjet ro, da han egentlig aldrig havde forventet andet, med tanke på hvor stort et navn jeg havde været i Italien da jeg selv spillede. Han var aldrig i tvivl om at jeg nok skulle få en flot karriere, som desværre ikke skulle starte hos ham.

[Broen13]

Ballade i Ruhr-distriktet

Ind imellem spiller livet dig nogle pus, og for mit vedkommende var det ikke anderledes. Jeg var egentlig ved at være tæt på et job i Italien, men ind fra højre kom et jobtilbud, som jeg ikke bare kunne feje af vejen. Schalke 04 var endt på en skuffende 8. plads i Bundesligaen i den netop afsluttede sæson, og havde derfor behov for nyt blod, og havde altså udset sig mig.

Jeg stod nu i et dilemma, for jeg havde jo egentlig en rigtig fin aftale på plads. De kongeblå fra Tyskland har altid stået mit hjerte nær, og specielt én af verdens mest undervurderede spillere (efter min mening) de har i angrebet, har jeg altid ønsket at have på mit hold i FM, da han altid er garant for mål (det er selvfølgelig Huntelaar!). Det var svært for mig at fokusere, og jeg kom nu i tvivl.

Her stod jeg på den ene side med en aftale som mine erhvervsmæssige erfaringer har været med til at skaffe mig, i en klub der helt sikkert har en masse potentiale, men til gengæld krævede en del arbejde. På den anden side ville et skifte til Schalke og toppen af tysk fodbold helt sikkert åbne nogle muligheder for mig på længere sigt, og spillet i Tyskland er tættere på det jeg formentlig gerne vil praktisere engang - en fysisk tilgang med arbejde i højsædet.

Hmmm....

[Svartovich]

Jeg kunne godt tænke mig nogle billeder. Alt den rene tekst bliver hurtigt uoverskuelig.

[Broen13]

Jeg kunne godt tænke mig nogle billeder. Alt den rene tekst bliver hurtigt uoverskuelig.

Det var egentlig bare ud fra, at jeg ikke lige ved hvad jeg skulle sætte ind, og så længe valget af klub ikke er offentliggjort, men jeg skal nok tænke over det! Tak for feedbacken..

[Broen13]

Før pressekonference, -- 13/6 2015 -- 11.55

Slipset var bundet, det dyre jakkesæt var monteret, og håret var sat helt perfekt - Nu måtte det briste eller bære! Jeg er af natur ikke nervøs, men med sådan et mediecirkus der nu ventede foran mig, kunne man næsten ikke andet end at få lidt sommerfugle i maven - jeg skulle til at styre mit første professionelle fodboldhold.

Jeg vidste at jeg skulle bevise noget fra starten, for at overbevise alle i og omkring klubben at jeg var den rette mand til jobbet, så nu skulle der tænkes kreativt, alternativt, og ikke mindst stort, for er der noget jeg har lært i mit liv indtil nu, så er det at man ikke kommer nogen vegne hvis ikke man tænker ud af boksen og prøver ting af med det samme. Vil man bare gøre det samme som den tidligere manager, så bliver man ikke husket, og det var hvad dette var - min chance for at komme i historiebøgerne!