20. maj 2007Der er sket meget siden du hørte fra mig da vinteren lakkede mod enden, det er blevet forår og sommeren er så småt på vej, og jeg skal love for at vi i den grad er gået mod lysere tider her i West Ham.
Personligt har jeg fået min kontrakt forlænget, som fra begyndelsen varede en sæson, så den nu løber frem til sommeren 2009. Jeg har fået en pæn lønforhøjelse, ligesom jeg har fået forhandlet mig til at truppens lønbudgettet
er steget en smule til 420.000 pund og jeg kan købe spillere for 9,4 millioner pund.
Formand Brown er glad, faktisk så glad at han ikke længere ønsker at høre på købstilbud fra mulige overtager. Dermed er frygten for endnu en transferemargo forsvundet fra mit sind.
På klubplan har der også været noget at fejre, i det klubben har været nødt til at købe et pokalskab, så klubbens meritter kan blive vist frem.
Endelig er det også lykkedes en spiller at løbe med lidt personlig hæder.
Men meget mere om hvad ovenstående dækker over i det følgende.
Lad os kaste et blik tilbage på de sidste par uger af februar, som bød på tre pokalkampe og en ligakamp.
For at starte med det sidste, så var modstanderen her Manchester United, som vi tabte til. Tevez blev dobbelt målscorer, men lige lidt hjalp det, da Manchester scorede tre gange.
Sherman grundlagde sejren over City
Inden den kamp havde vi mødt Uniteds rivaler fra Manchester City i FA-cuppens femte runde. Kampen var meget velspillet og åben, og vi skulle da også frem til kampens døende minutter før der faldt en afgørelse. I det 87. minut slipper Cardenas godt afsted på højrekanten og dribler ind i banen og med et smukt skud fra kanten af feltet bringer han os foran med 1-0. Herefter satte City alt ind for at vinde kampen, hvilket gav blottelser bagude, og dem udnyttede Vanden Borre på det fornemmeste ved med en lang aflevering at sende Tevez alene med Andreas Isaksson i City målet, og argentineren omsatte iskoldt friløberen til et mål, som sikrede os et videre avancement i turnering.
Ferdinand som målscorer to kampe i træk
De to andre pokalkampe vi spillede i februar var i UEFA cuppen, hvor vi i første knald eller fald kamp tørnede ind i italienske Palermo.
Kampene var langt fra ligeså velspillede som den mod City, men vi kunne trække os samlet sejrrigt ud af de to opgør, efter først at have vundet med 2-0 hjemme på Upton Park på mål af midtbaneduoen Reo-Cocker og Mark Noble, og siden tabe returopgøret på Sicilien med 0-1.
I næste runde smilede Frøken Fortuna til os da vi trak Panathinaikos, og undgik hold som Roma og Valencia.
Grækerne viste sig dog at være stærkere end forventet og tvang os ud i en 2-2 kamp hjemme i London, det var derfor med lidt bekymrede miner at jeg sendte spillerne på banen en uge senere. Dog var jeg fortrøstningfuld, da vi i den mellemliggende weekend havde sendt Premier League-bundproppen Sheffield United ud af FA-cuppen med en 2-0 sejr. I den kamp kom Anton Ferdinand på måltavlen, og det gjorde han også i det græske. Og da han var den eneste spiller, der gjorde det var hans mål udslagsgivende for, at vi gik videre til næste runde af UEFA-cuppen, hvor hollandske AZ ventede.
Ashton viser sit værd som supersub
Perioden efter Manchester United nederlaget og op til kampene mod AZ bød på nogle rigtige gode resultater i ligaen. Først blev Bolton besejret med 1-0 i en rodet kamp, hvor Leon Andreasen efter en indøvet hjørnesparkskombina
tion på et hovedstødsmål sikrede os sejren. Herefter blev det til en formiddabel underholdende kamp mod lokalrivalerne fra Tottenham. Syv mål faldt der i alt i opgøret, og til vores fans og min store tilfredshed var fire af dem i vores favør. At de så faldt inden for 12 minutters effektiv spilletid gjorde kun fornøjelsen endnu større. Pantsil scorede det første mål, mens Adu også kom på måltavlen, ligesom Ashton gjorde, dog med to mål. Ashton var med i startopstillingen, da Tevez reddede sig et rødt kort mod Sheffield United og stod til tre spilledages karantæne i de hjemlige turneringer, ligesom han stod til en spilledag i UEFA-cuppen grundet for mange gule kort. Så en fantastisk start for Ashton i den første af hans fire startere.
Den gode Ashton var igen på pletten i den næste kamp, da endnu en lokalrival var modstanderen, denne gang var det Arsenal, som stod på programmet og Ashton mål faldt i det 50. minut og gjorde grund for vores fantastiske 2-1 sejr over The Gunners. Inden da var Adu allerede noteret for et mål.
Tevez i fuld firspring mod et mål
Alting har en ende, og flotte resultater fra mine drenge.
Det tredje lokalopgør i træk, denne gang mod Fulham, endte med et fortjent nederlag. Vi magtede ikke at komme til nogle oplagte målchancer i den kamp, og det samme var desværre tilfældet i den efterfølgende kamp i Holland, hvor vi tørnede ind i AZ, og måtte forlade tulipanlandet med et 0-1 nederlag.
Vi fik tilgengæld oprejsning i den efterfølgende kamp, hvor vi fuldstændigt løb et nedrykningstruet hold Newcastle hold over ende og udklasserede dem med 4-0. Kampens store profil var Freddy Adu, som var her, der og alle vegne med målgivende afleveringer til Zonneveld, Tevez og McCarthy - ligesom han selv kom på måltavlen.
De fine offensive takter blev i den grad opfulgt i returopgøret mod AZ - dog godt hjulpet på vej af et rødt til hollænderne i det 12. minut.
Minuttet efter scorede Tevez til 1-0. Et kvarter efter gjorde Pantsil det til 2-0 og efter halvlegen kom Vanden Borre og Reo-Cocker på måltavlen, ligesom Tevez gjorde sig til dobbel målscore. Altså endnu en storsejr - denne gang på 5-0.
Wembley Stadium anno 2007
Så var det igen blevet tid til pokalfodbold, denne gang i den prestigefyldte FA cup, hvor modstanderen i semifinalen var mægtige Manchester United og kampen skulle udspille på det imponerende nyrenoverede Wembley Stadium.
Der var fuldt hus, det vil sige 90.000 tilskuere, og de kunne se Storebror Ferdinand bringe United foran efter syv minutters spil. Vi fik dog genetableret vores spil og efter 36 minutters fodbold svarede vi igen og fik udlignet ved Adu. Fem minutter senere skete så det utænkelig, nemlig at vi kom foran efter dejligt kombinationspil, hvor Pantsil var målscoren.
Efter pausen pressede United på og kun pragtredninger af Green i målet samt solidt forsvarsspil af Vanden Borre og Billy Jones forhindrede en udligning, og ligesom det så sortest ud dukker Tevez op som trold af en æske og bragte os foran 3-1. Sejren syntes sikker, men kun i få øjeblikke for så havde Luis Saha tørret midtbanen og forsvaret og reduceret til 2-3 minuttet efter vores mål.
Naturligvis kom United herefter med et pres af en anden verden, og kun Green og stolperne forhindrede en udligning. Og efter 96 minutter og 31 sekunders spil lød dommerens sidste fløjt og for første gang i 27 år stod West Ham i en FA cup finale.
Efter kampen udtrykte formand Brown sin store tilfredshed med præstationen.
Porto's Anderson i skurkerollen
Men det var ikke kun i den hjemlige pokalturnering der var succes at spore. I UEFA cuppen havde vi spillet os frem til semifinalen, hvor de tidligere Champions League mestre fra Porto ventede.
Holdet er bestemt ikke af samme kalibre som dengang, hver på banen eller bænken, så vi havde en god og sund optimisme inden startfløjtet til første kamp hjemme på Upton Park.
Kampen blev dog noget af en fuser rent underholdningsmæssi
gt, Porto ville ikke meget frem af banen, og derfor var også helt naturligt at kampens eneste mål tilfaldt efter et hjørnespark. Som altid var Leon Andreasen med fremme i feltet og på et præcist indlæg satte han pandebrasken på bolden og rettede bolden i nettet, så vi kunne sikre os en sejr.
I kampens afsluttende fase reddede Portos kun 18 årige stortalent Anderson sig et rødt kort, hvilket var en stor fordel for os til returkampen.
Denne fandt sted en uge efter, og ligesom den første kamp blev det en sand gaber. Chancerne var få og kombinationsspillet var ikke en semifinale i UEFA-regi værdigt, men hvad gør det når bare man selv vinder. For på et mål af Tevez fem minutter før slutfløjtet sikrede vi os adgang til UEFA-finalen, som skulle spilles på Park Head i Glasgow.
For en stund tilbage til de hjemlige græsgange.
De pæne resultater i marts havde sendt os op på en niende plads i ligaen, og den placering holdt vi gennem hele april. Her blev det til yderligere tre kampe i ligaen, hvor det blev til en sejr over Charlton, et nederlag til Aston Villa, mens vi spillede uafgjort mod Blackburn.
Med tre kampe tilbage af ligaprogrammet var vi så godt så sikre på at ende på vores nuværende placering. Kun et mirakel kunne sende os længere op i tabellen, mens et hul på syv point ned til nummer 10, Liverpool, gjorde det utænkeligt at vi skulle rykke ned i tabellen. En tilfredsstillende placering for såvel mig, bestyrelsen og fansene. De sidste tre kampe i ligaen endte med en sejr og to nederlag. Sejr kom mod Portsmouth, mens det blev til nederlag til Liverpool og Manchester City. De to nederlag kom dog som et udtryk for at jeg havde valgt at sende en del spillere på en tiltrængt ferie så de var klar til de store finalebrag majmåned bød på.
Trofæet der nu hører til i London
Den første finale vi skulle spille var på den europæiske scene, men vi slap for at tage turen over til fastlandet da vi kunne nøjes med en flyve tur til Glasgow. Det var der mange andre end os, som gjorde for størstedelen af tilskuerne var i klædt vores farver da vi løb på banen i finaleopgøret mod Anderlecht. Ja Anderlecht, skæbnen ville at finalemodstanderen var den samme som for 32 år siden da vi sidste stod i en europæisk finale - og vi havde revanche til gode.
Det havde jeg fortalt til såvel spillere, fans og pressen, så det var et toptændt mandskab jeg sendte på banen, og modsat de forrige ligakampe var det i stærkeste opstilling. Altså med Green på mål. Vanden Borre, Ferdinand, Andreasen og McCartney i forsvaret. Javier, Noble, Reo-Cocker, Pantsil og Adu på midtbanen og så Tevez alene i front. Eneste spiller der ikke var repræsenteret for at kunne kalde det drømmeopstillingen var Cardenas, som uheldigvis havde fået en skade, som holdt ham ude for disse to pragtkampe. Synd for ham og klubben.
Men som sagt var spillerne tændte fra start, og om det var derfor de totaltfejlede i det femte minut skal være usagt, men allerede her kom Anderlecht foran. Så skal jeg ellers love for jeg kom op af stolen og fik dirigeret til højre og venstre. Spillerne tog skeen i den anden hånd og vi fik tilkendt et straffe i det 18. minut som Vanden Borre sikkert omsatte til et mål. Kort efter havde Tevez otte fantastiske minutter og scorede to gange, hvilket gjorde vi gik til pausen med en 3-1 føring.
I omklædningsrummet fortalte jeg en svagtspillende Pantsil at han godt kunne gå i bad, mens jeg fortalte de andre at de skulle holde føringen så vi kunne vinde turnerningen for fansenes skyld.
Den svada tog de til sig og fjorten minutter senere havde vi afgjort finalen til vores fordel. For i det 58. minut gjorde Noble det til 4-1 og dårligt var bolden givet op før Tevez igen havde sendt den i kassen.
Herefter skulle føringen bare holdes, og vi stod da også allerede med armene over hovedet da Anderlecht reducerede til 2-5 i det 89. minut.
Kort efter lød kampens sidste fløjt og jublen på lægterne og banen var ubeskrivelige.
Dog var der ikke lagt op til den helt store fest for spillerne og holdet omkring dem, for bare tre dage senere ventede Tottenham i FA-cup finalen.
Trofæet der nu hører til i London
Man kan ikke påstå at den hjemlig finale blev lige så målrig som den europæiske, men der var spænding på drengen. Det var de samme 11 spillere som sidst, der startede inde, og denne gang kunne de så opleve at få en god start da Tevez igen igen var på pletten og med sit 27. sæsonmål bragte os foran efter 6. minutters spil.
De 90.000 tilskuere på Wembley stadion kunne så Tottenham presse på og gang på gang tilspille sig store åbne chancer. De blev heldigvis for os enten brændt eller også var Berbatov løbet offside. Dette var også tilfældet i det 27. minut, hvor bulgareren korrekt fik underkendt en scoring.
Det var ikke meget vi var gæster i Tottenhams målfelt, så stillingen forblev 1-0 ved pausen, hvor jeg igen fortalte spillerne at de skulle stramme balderne og hive endnu et trofæ hjem for at ære vores trofaste og dedikerede fanskare.
Man kan ikke helt påstå at mine spillere yde en mandfolkepræstation i anden halvleg, men held og uskarphed gjorde at det aldrig lykkedes for Tottenham at få en bold i nettet - hvis man ser bort fra endnu et annulleret mål fra Berbatovs fod. Stolperne var også på vores side, så efter 92 minutter kunne alle med West Ham-blod i årene juble, FA cup trofæet var vores for mindst det næste år.
Efter kampen var alle euroforisk med holdets indsats, og fans, tidligere spillere samt formanden roste mig for min præstation i turnering.
Og så blev det ellers tid til at fejre den tilfredsstillende niendeplads i ligaen, og ikke mindst de to fantastiske finalepræstationer.
Derfor vil jeg lige vente nogle dage med at opsummere spillerstats, økonomi og andet godt. Ligesom jeg vil vente med at sige, hvilken spiller der løb med personlig hæder. Og hånden på hjertet, så har jeg også en lille småpinlig ting jeg er nødt til at indrømme overfor dig.
Men indtil du høre fra mig igen, så hav det godt.
